Klager fordeler sig skævt på specialer

Bo Sanderhoff Olsen, overlæge Herlev Hospital og formand for Dansk Ortopædkirurgisk Selskab

Jeg er ikke overrasket over, at der er mange klagesager inden for vores område. Jeg tror ikke, at man som læge kan passere gennem en akutafdeling uden at få en klagesag. Akutmodtagelser og skadestuer er arnesteder for klager, fordi vi har så mange hurtige patientkontakter. Du ser en patient, som du skal tage stilling til her og nu - bum-bum-bum – undersøgelse, diagnose, behandling og så videre til den næste. Kommunikationen bliver sjældent lige så grundig, og dialogen lige så lang, som hvis du følger patienter i et ambulatorium.

Jeg synes, at vi får meget ud af at mødes med de utilfredse patienter til dialogmøder. Det fungerer rigtig godt. Patienterne kommer af med deres frustration, og vi lærer meget af møderne. Det er min erfaring, at rigtig mange klager bunder i fejlslagen kommunikation og misforståelser, og jeg tror, at vi som læger kan forbedre os en hel del på det punkt. Jeg kan i hvert fald se, at sygeplejerskerne er meget stærkere funderet, når det drejer sig om patientkontakt og – kommunikation.

De mange klagesager er bestemt noget, der fylder for os. Vi ældre har nok vænnet os til det, men vi gør meget ud af at tage os af vores yngre kolleger. Det føler jeg, at vi er forpligtede til. Her hos os foregår det på den måde, at vi råder og vejleder dem til, hvordan de skal svare, og om vi synes, de skal kontakte Lægeforeningen for at få juridisk hjælp.

Jeg synes, at mange af de yngre læger bliver skræmte og ret påvirkede af at få klagesager. Jeg tror, at de er mere udsat for det, end min generation var. Der er flere klager i dag, og samtidig var min generation ikke vant til at få 12 i alt. Jeg tror, at vi var mere vant til modgang. De unge i dag er ikke så vant til nederlag og modgang, og når de får en klagesag, bliver de endda angrebet på deres faglighed. Det er hårdt ved dem.

Anders Beich, praktiserende læge i København, formand for Dansk Selskab for Almen Medicin.

Vi diskuterer ikke sjældent klagesager i forskellige fora. Det er noget, der fylder, og jeg tror, det skyldes, at der helt generelt er kommet en klagekultur i samfundet. Patienterne er blevet forbrugere, og det kan virke, som om der ingen bagatelgrænse er. Jeg tror, det skyldes, at politikerne har skabt en fortælling om, at hvis ikke du har fået den rigtige behandling, så har du fået den forkerte behandling og så er det en lægefejl, og så skal der klages. Der findes rigtigt og forkert. Men sådan er det jo ikke. De burde i stedet kommunikere, at alt, hvad vi foretager os, beror på sandsynligheder. Og at faglig dømmekraft ikke kan måles med en lineal. Der er tale om skøn.

Vi ser også, at uenigheder kan opstå, fordi det er uklart, hvordan man i praksis deler ansvar med patienten. Der foregår meget fælles beslutningstagen, men hvordan skal man dokumentere i journalen, at læge og patient har truffet en beslutning i fællesskab – og hvordan gør man det, så det er foregået korrekt, og så vi ikke risikerer en efterfølgende klagesag eller tilsynssag? Det slås vi lidt med Styrelsen for Patientsikkerhed om, for det vil betyde, at vores journalføringstradition skal ændres, og der skal sættes betydeligt mere tid af til at skrive journaler. Men hvem skal journalføringen tjene?

Allerede nu har usikkerheden fået som konsekvens, at mange læger bruger mere

tid på dokumentation og journalskrivning og har mindre tid til overs til diagnostik og behandling. Det kan jeg også se på mig selv. Jeg har været læge i 27 år, og jeg kan se, at jeg i den tid er begyndt at skrive mere og mere i journalerne. Selv om jeg stadig skriver kort, så er det nu langt mere, end jeg gjorde tidligere. Jeg prøver at skrive mere om, hvad patienten er informeret om, for det tilfældes skyld, at det skulle ende med en klagesag. Det betyder til gengæld, at journalen er mindre brugbar som fagligt redskab for mig.

Klagesager kan også skyldes, at det er patienter, der har det svært. Jeg har selv haft to klagesager, og begge gange var det patienter med en lang historie med konflikter og manglende tillid i sundhedsvæsenet. Vi ved, at risikoen for klagesager er meget stor, når patienter har ringe følelseskontrol, fungerer dårligt socialt eller er dårlige til relationer og til at tilpasse sig. Men samtidig er det vigtigt, at vi gør en ekstra indsats for at behandle og tage hånd om netop disse patienter, da de ellers er i stor risiko for at blive afsluttet i utide i sundhedsvæsenet.

Om tallene

Klik på billedet for at se den fulde oversigt over klager fordelt på specialer fra 2017-2019.

Ugeskrift for Læger har hos Styrelsen for Patientklager fået aktindsigt i antallet af klagesager, fordelt på medicinske specialer for perioden 2017-2019. Det er styrelsen, der står bag de faglige betegnelser.

Oversigten indeholder alle sager omhandlende læger fra 1. januar 2017 til 5. maj 2019, hvor styrelsen overgik til nyt journalføringssystem. Det drejer sig om sager, der er afsluttet i samme år som oprettelsesåret, eller som er afsluttet senest 5. maj 2019.

Mange sager vedrører mere end ét medicinsk speciale.

Styrelsen for Patientklager oplyser, at opdelingen efter det faglige speciale i journalsystemet som udgangspunkt er opgjort efter den behandlingsansvarlige afdeling/praksis. I flere tilfælde er det dog den enkelte læges speciale, der afgør registreringen, og ikke afdelingen. Se nedenstående eksempler.

Eksempler

En patient klager over behandlingen under indlæggelse på en akutafdeling, hvor al behandling varetages af læger, der er ansat i en ortopædkirurgisk afdeling. Selv om akutafdelingens speciale er akut medicin, vil en sådan klage blive registreret som »ortopædkirurgi«.

En patient, der er indlagt på en ortopædkirurgisk afdeling, klager specifikt over en neurokirurgisk behandling, som patienten har modtaget under indlæggelsen. Uagtet at patienten er indlagt på ortopædkirurgisk afdeling, vil styrelsen registrere klagen som »neurokirurgi«.

Læs også

Læger skammer sig mest over fejl – de frygter kollegernes dom