Det værste er kollegerne. Man kan nok leve med, at patienter og pårørende er utilfredse, eller at journalister skriver om en i avisen. Men når det er fagfæller, der kritiserer ens arbejde, så rammer det ekstra hårdt.
Ordene kommer fra Terje Mesel, professor i professionsetik på Universitetet i Agder og forsker ved Sørlandet Sykehus. Han har gennem årene gennemført flere kvalitative forskningsstudier i blandt andet lægers professionsetik og i sundhedsprofessionelles følelse af skyld, skam og ansvar, når noget går galt i behandlingen af en patient. Selv om han har vanskeligt ved at uddrage generelle konklusioner fra kvalitativ forskning, er det en meget tydelig konklusion i hans arbejde, at det for lægerne er kollegernes bedømmelse og kritik, der vejer tungest.
»Patienterne har man skyldfølelse overfor. Skamfølelsen er rettet mod kollegerne og ikke nødvendigvis i forhold til patienterne. Det er din anseelse i kollegernes øjne, der står på spil, og det er det, der er det kritiske. En typisk reaktion fra de læger, jeg har interviewet, er, at de siger: ,nu går alle mine kolleger og tænker på, hvilken dårlig læge jeg er’. Det er meget typisk i de interviews, jeg har gennemført, at læger frygter kollegernes dom. For kollegerne ved, hvad de snakker om«, siger Terje Mesel.
Det kan holde læger tilbage fra at åbne op over for kollegerne om deres fejl og klagesager. Og det er meget uheldigt, understreger han.
»Det er kollegerne, der er de bedste til at forstå baggrunden for fejlene, og det er sammenholdet mellem kolleger, der bedst kan hjælpe en læge videre efter en fejl eller en klagesag«.
Skamfølelse stærkest hos læger
Terje Mesel har flere gange holdt oplæg i Danmark, og i 2014 udgav han bogen »Når noe går galt« om sundhedsprofessionelles håndtering af for eksempel utilsigtede hændelser og fejl. Hans vurdering er, at lægerne er den faggruppe i sundhedsvæsenet, der tager fejl tungest og har sværest ved at dele dem med deres kolleger.
Fejl er noget, kolleger ejer sammen og ikke noget, der skal tynge den enkelte.Terje Mesel
»Skamfølelsen er nok stærkest hos lægerne. Det er der flere grunde til; de har det største ansvar, og de er udvalgt blandt de bedste og er derfor ikke så vant til at fejle og lide nederlag. Samtidig har de i mange år været i et miljø, der er stærkt konkurrencepræget, hvor man ikke har tradition for at dele sine fejl«, siger Terje Mesel.
Han mener også, at lægers historisk høje anseelse i samfundet kan gøre, at deres oplevelse af »faldet« føles hårdere.
»Skamfølelse hænger nøje sammen med begreber som prestige og ære. Det er stadig prestigefyldt at være læge, og læger har et godt renomme, der er bedre end næsten alle andre professioner. Derfor kan det »fald« og den nederlagsfølelse, som de oplever, når de begår fejl, opleves som større og voldsommere, end det for eksempel gør for sygeplejersker og plejere«.
Nye rutiner skal bane vej for kulturændring
De moralske og personlige konsekvenser kan være store for sundhedsprofessionelle, når de bliver involveret i et patientforløb, som går galt. I sin forskning har Terje Mesel således oplevet udfordringer med alene det at få sundhedsprofessionelle til at medvirke og fortælle deres historie. Omkostningerne ved at stå frem kan være for store for den enkelte, selv om alle anerkender problemstillingen og gerne ser, at der kommer mere opmærksomhed om emnet.
Hvad er de typiske reaktioner fra læger, hvis de har begået fejl eller har fået en klagesag?
»Reaktionen afhænger mere af personen end af sagen og situationen. Skam og skyld har mange ansigter. Mange håndterer det med tavshed, andre er åbne og taler om det. For nogle vil følelsen af skyld og skam føre til vrede, isolation eller projicering. Vi ser også, at en fejl kan medføre et stærkt fokus på at forbedre sig og dobbelttjekke, at alt er gjort korrekt, men det kan desværre nemt kamme over og føre til en defensiv ryggen-mod-væggen-medicin. Når lægen bliver alt for optaget af at sikre sig selv, er det ikke en fordel for hverken samfund eller patient«, siger Terje Mesel.
Han understreger, at det ikke er rimeligt, at en læge skal bære sin fejl alene. Desuden er det sådan, at selv om ting går galt, er det slet ikke sikkert, at nogle har begået en fejl.
»En fejl eller utilsigtet hændelse kan føre til, at en patient dør. Det tab er alt for stort til, at en læge skal bære det alene. Mange oplever, at presset er så stort, at de skifter job og helt undgår patientkontakt«, siger Terje Mesel.
Hvordan kan vi skabe en kultur, hvor der er større åbenhed om fejl og klagesager, og hvor læger i højere grad lærer af deres egne og andres fejl?
»Det er vigtigt, at fejl og klager bliver noget, som en afdeling eller en lægepraksis ejer i fællesskab. Fejl er noget, kolleger ejer sammen og ikke noget, der skal tynge den enkelte. Kulturen skal sikre åbenhed og støtte, og det gøres bedst, når erfarne læger går forrest og letter presset på de yngre læger«.
Terje Mesel opfordrer helt konkret til, at afdelinger indfører faste rutiner og politikker, som sikrer, at leder og kolleger får ydet den nødvendige støtte til den kollega, som har oplevet et forløb, der er gået galt. Enkelte af de informanter, han har interviewet i forbindelse med sin forskning, har netop fortalt, at deres afdeling har faste procedurer for, hvordan de skal forholde sig i tilfælde af fejl og klager.
»De fortæller, at de har rutiner, der understreger, hvad de skal gøre. De skal træde til og ikke løbe væk. Kun på den måde sikrer vi en bæredygtig kultur med fokus på læring frem for på skam og skyld«.
