1940 – En spionsag i Sønderborg

En ranglet, yngre mand trådte ind i boghandelen på Perlegade i Sønderborg. Han ville høre, om boghandleren også solgte kort – altså sådan nogle, som man fik fra Geodætisk Institut.

Det var ikke noget, man havde på lager, forklarede boghandler Theodor Fuglsang. Men han kunne bestille kortene hjem, hvis kunden kunne være mere specifik. Det var den 22. februar 1940, og det var torsdag, så de kunne tidligst nå frem på mandag. Det var ikke noget problem, forsikrede den unge mand og præciserede, at han ønskede to såkaldte »generalstabskort« i målestok 1:20.000 over henholdsvis Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen og deres omgivelser. Han oplyste sit navn: Olaf Halvorsen, læge på sygehuset. Her kunne kortene leveres, når de kom hjem.¹

Truslen sydfra

Theodor Fuglsang havde oplevet en del, siden han ved genforeningen i 1920 overtog »Alsboghandelen« i Perlegade fra sin tyske chef. Men det her lød mistænkeligt: Hvad skulle den unge mand med to detaljerede kort over de to næsten nyopførte broer?

Boghandleren kunne naturligvis ikke vide, at Adolf Hitler dagen forinden – den 21. februar – havde givet sit XXI Armékorps ordre til at forberede besættelsen af Norge og Danmark. Men det var tydeligt, at Tyskland forberedte sig på krig, og den danske regering slog knuder på sig selv for ikke at provokere den krigeriske nabo. Man forholdt sig strengt neutral og håbede på, at Tyskland ville overholde den ikkeangrebspagt, som man havde indgået i maj 1939. Af samme grund undlod Danmark omhyggeligt at mobilisere og omgruppere eller at forstærke sine forsvarsanlæg, selv da Tyskland et halvt år tidligere havde invaderet Polen, og Reichsführer-SS Heinrich Himmler i en tale erklærede, at befolkningen i de nye tyske østprovinser – polakker, jøder og romaer – skulle fjernes, og det polske folk »opløses«.²

Naboerne til det gennemmilitariserede og aggressive Tyskland var nervøse. Især, hvis de – som sønderjyderne – havde et tysk mindretal, som håbede, at landsdelen igen kunne blive en del af Tyskland, som det havde været fra 1864 til 1920. En stor del af disse »hjemmetyskere« heppede på Adolf Hitler, og landsdelen var højborg for det danske nazistparti, DNSAP.

Omvendt kunne dansksindede i grænselandet endnu huske, da man sidst var under tysk herredømme for kun 20 år siden. Det ønskede man ikke at opleve igen.

Diskret efterforskning

Theodor Fuglsang havde en fornemmelse af, at Olaf Halvorsen kunne være tysk spion.³ Så for en sikkerheds skyld ringede han til politiet for at spørge, om han overhovedet måtte sælge de to kort. Overbetjent Jørgen Ole Hald gav Theodor Fuglsang lov til at bestille kortene hjem, og da boghandleren meddelte, at de var kommet, skråede Jørgen Ole Hald over gaden til boghandlen for at se på de famøse kort. De viste ganske rigtigt de to broanlæg, der var blevet indviet i 1935 og 1937 med tilkørselsforhold, bygninger, skove, højdekurver, vanddybder osv. – uvurderlige oplysninger for en invasionsstyrke.

Politimanden gav tilladelse til at aflevere kortene til læge Olaf Halvorsen – men først ville han lige mærke dem med et par diskrete knappenålsstik, så de i givet fald kunne bruges som bevismateriale, »da der syntes at foreligge Muligheder for, at Halvorsen arbejdede med Efterretningstjeneste for en fremmed Magt«.⁴ Og så ville Jørgen Ole Hald i øvrigt tage denne Olaf Halvorsen i nærmere øjesyn, betroede han Theodor Fuglsang.⁵ Diskret indledte Jørgen Ole Hald en spionsag mod Olaf Halvorsen.

Hvem er Halvorsen?

Laurits Mischa Olaf Korsgaard Halvorsen blev født i Nykøbing Falster den 13. august 1913. Hans mor, som var »Pianistinde«, døde, da Olaf Halvorsen var fem år gammel, og hans far var rejst til Amerika. Drengen blev opdraget hos sin mormor og morfar, der var bogholder ved søværnet og boede i Ndr. Frihavnsgade i København. Morfaren døde, da Olaf Halvorsen var 14, men bedsteforældrene havde sparet op, så der havde været 7.000 kroner, både til Olaf Halvorsens to mostre og til hans mor. Drengen fik de 7.000 kroner, der var sat af til hans afdøde mor – nok til, at han kunne fortsætte sin skolegang og blive student.

Allerede som 21-årig medicinstuderende giftede han sig med Andrea Ingeborg, men hans svigerforældre var langtfra velhavende. Og da parret snart fik to sønner, var hans økonomi hårdt spændt for. Og det var han også, da han den 22. februar 1940 trådte ind fra kulden hos boghandler Theodor Fuglsang i Sønderborg. Men han var aldrig så meget på spanden, at han overvejede »at begaa illegale Handlinger for derved at indtjene Penge«, forklarede Olaf Halvorsen selv, da politiet efter befrielsen afhørte ham som mistænkt for spionage og andre »landsskadelige Handlinger«.⁶

I turnus hos Føreren

Under sin efterforskning blev overbetjent Jørgen Ole Hald hurtigt klar over, at hvis Olaf Halvorsen var spion, var han en håbløs amatør, der brød grundregel nummer ét i lærebog for hemmelige agenter: Gå stille med dørene og fald i ét med omgivelserne! Som turnuslæge på Sønderborg Statshospital forsøgte Olaf Halvorsen på intet tidspunkt at skjule sit politiske ståsted. Tværtimod gjorde han sit bedste for at vække opsigt. Allerede på medicinstudiet bar han naziemblem, og den 8. juli 1938 havde han indmeldt sig i DNSAP, hvor han fik medlemsnummer 17843.⁷ Da han mødte op på første turnusdag, spankulerede han til personalets bestyrtelse rundt på fødeafdelingen i en hjemmekomponeret naziuniform. Han gik først med til at skifte til noget mere passende, da overlæge Ekkert Petersen truede med bortvisning og anmeldelse til Sundhedsstyrelsen.⁸

Efter kandidateksamen i februar 1939 skulle Olaf Halvorsen som alle nyuddannede læger i de næste 18 måneder i turnus, dels på et hospital, dels hos en praktiserende læge. Han gik målbevidst efter turnusophold i Sønderborg. Så kunne han nemlig tilbringe den næste turnusdel hos det danske nazistpartis »Fører«, Frits Clausen, der havde praksis i Bovrup. Det lå i cykelafstand fra Sønderborg, så han kunne endda også vikariere hos Frits Clausen, mens han var på sygehuset.

Ved senere afhøringer tegnede Olaf Halvorsens foresatte og kolleger på sygehuset billedet af en ung og idealistisk, men også meget stejl læge. Olaf Halvorsen, som allerede havde kone og barn at forsørge, »gjorde et noget forhutlet indtryk« fortæller overlæge William Leschly.

Brud med Clausen

Halvorsen-familien boede til leje i Ragebøl i cykelafstand fra Bovrup, hvor Frits Clausen havde sin praksis (og DNSAP sit hovedkontor). Uden for arbejdstid kom Olaf Halvorsen ikke på afdelingen og deltog aldrig i dens sociale liv, så kollegerne havde ikke noget særligt indtryk af ham. Man havde da set ham i naziuniform, og han havde åbent erklæret sig som nazist – men ellers passede han sit arbejde og gjorde ikke meget væsen af sig. Og i øvrigt havde William Leschly hørt, at Olaf Halvorsen kort efter den tyske invasion den 9. april 1940 havde »brudt definitivt med Clausen«.⁹

Foruden Olaf Halvorsen var der fire andre unge turnuslæger på sygehuset: parret Karna og Tage Hilden, Edith Rasmussen og Johanne Nielsen. Edith Rasmussen kunne fortælle, at Olaf Halvorsen var dukket op i en slags naziuniform på afdelingen og i fritiden vikarierede hos Frits Clausen. »Herudover kan jeg intet oplyse om ham, da vi kort efter hans ankomst blev uvenner, og jeg derfor aldrig vekslede ord med ham«, forklarer Edith Rasmussen.¹⁰

Johanne Nielsen beskriver Olaf Halvorsen som »en meget indesluttet Mand, der sjældent eller aldrig var med i de andre Kandidaters Lag – dette sidste skyldtes vist nok til en vis Grad, at han – i modsætning til Kandidater i al Almindelighed – allerede havde stor Familie at forsørge, hvorfor han var nødt til at tjene Penge udenfor Hospitalet«.¹¹

Anden del kan læses her: »… en ikke ringe Grad af Idealisme«

Artiklerne er primært baseret på sagsakter fra Lægeforeningens arkiv over eksklusionssager 1945-1948, politirapporter, korrespondancer mellem Lægeforeningen og Rigspolitiet samt Centralkartoteket/DNSAP’s konfiskerede medlemskartotek fra Bovrup.