Skip to main content

»… en ikke ringe Grad af Idealisme«

ANDEN DEL af »En spionsag fra Sønderborg«. Læge Olaf Halvorsen, der udløste den legendariske Klaksvig-strid mellem Danmark og Færøerne, havde en fortid, som aldrig før er blevet belyst. Ugeskrift for Læger har gravet sagen frem. Læs første del i Ugeskrift for Læger nummer 18 og sidste del i det næste nummer.
Tyske invasionstropper krydser Storstrømsbroen, 9. april 1940. (Foto: Scanpix Danmark)
Tyske invasionstropper krydser Storstrømsbroen, 9. april 1940. (Foto: Scanpix Danmark)
Klaus Larsen, kll@dadl.dk
6. okt. 2021
06 min

Dette er 2. del af Klaksvigsagen. Du kan læse 1. del her: 1940 – En spionsag i Sønderborg

 

En del taler for, at Olaf Halvorsens nazistiske verdensbillede fik et knæk omkring det tidspunkt, da tyske tropper den 9. april 1940 rullede over grænsen og besatte Danmark.

Om det så skyldtes uoverensstemmelser med nazilederen Frits Clausen og kredsen omkring ham, eller årsagen var den tyske invasion, meldte han sig angiveligt ud af DNSAP i foråret 1940. Det fremgår f.eks. af den erklæring, som hans turnuskolleger i Sønderborg, ægteparret Karna og Tage Hilden, efter befrielsen afgav til Lægeforeningens Overvoldgiftsret. Det unge lægepar havde et bedre kendskab til Olaf Halvorsen end de andre unge læger i Sønderborg. De var sammen med Olaf Halvorsen kandidater på hospitalet fra 1. august 1939 til 1. april 1940 – få dage før den tyske besættelse, hvor han ikke havde lagt skjul på sine nazistiske sympatier. Og selvom de var uenige med ham, fandt de på en bagvendt måde hans idealisme sympatisk:

»Han tilhørte DNSAP, hvilket han ikke lagde Skjul paa; han var tillige Amanuensis hos Dr. Clausen i Bovrup. Vi har gentagne Gange haft Discusioner med H. angaande hans politiske Anskuelser; hans Fremstilling var meget skarp, præget af nogen Snæversynethed og lidt Naivitet, samt tillige nogen Bitterhed; hans Forkærlighed for DNSAP var vist mest et Udslag af Utilfredshed med de ,gamle Partier’. Han lagde tillige for Dagen en ikke ringe Grad af Idealisme, som virkede sympatisk«.1

Vidner forklarede, at den tyske invasion fik Olaf Halvorsen til at bryde med nazistpartiet. Tyske invasionstropper krydser Storstrømsbroen, 9. april 1940. (Foto: Scanpix Danmark)
Vidner forklarede, at den tyske invasion fik Olaf Halvorsen til at bryde med nazistpartiet. Tyske invasionstropper krydser Storstrømsbroen, 9. april 1940. (Foto: Scanpix Danmark)

»Nærmest Socialdemokrat«

Efter den 9. april havde Karna og Tage Hilden ikke længere kontakt med Olaf Halvorsen, men de traf ham dog et par gange. Få dage efter den tyske invasion var Olaf Halvorsen og hans kone gæster hjemme hos Hilden-parret sammen med en lægekollega:

»H. var nu stærkt antinazistisk og han begrundede dette bratte Omslag dermed, at han havde opdaget, at der ikke eksisterede nogen ,dansk’ form for Nationalsocialisme, og at DNSAP arbejdede for tyske Interesser. Bidragende til Omslaget var sikkert ogsaa i høj Grad, at han under sin Amanuensistid hos Dr. F. Clausen opdagede flere mindre flatterende personlige Egenskaber hos denne, spc. Uordholdenhed med Hensyn til trufne Aftaler, et Forhold som – med Kendskab til H. – maatte være H. Særlig imod. Det var ikke blide Ord, H. (og Frue) anvendte om Partiet og Føreren (Dr. Clausen); at hans Omslag var ægte og ikke dikteret af ,kolde Fødder’ el.lign. kan der næppe være Tvivl om. Han mente nu, at han nærmest var Socialdemokrat«.2

Ifølge Tage og Karna Hilden var Olaf Halvorsen »af Karakter noget stejl, noget bitter; han havde et aabent Øje for de sociale Uretfærdigheder i Samfundet og havde Vilje til at finde en Vej derudaf«. Alt dette måtte efter lægeparrets mening være forklaringen på, at Olaf Halvorsen havde været gennem hele det politiske spektrum. I hvert fald havde han ifølge egne oplysninger været medlem af såvel Danmarks Kommunistiske Parti som De Konservative og DNSAP, og nu, efter den tyske besættelse af Danmark, hældede han altså til Socialdemokratiet.

På grund af sine nazistiske anskuelser havde Olaf Halvorsen været meget isoleret under sit turnusophold, og selvfølgelig kunne man da også være uenig med ham om mangt og meget. Men ifølge Hilden-parret var der også over ham »noget logisk, retskaffent og idealistisk, som man maatte sætte Pris paa; da han slog om fra DNSAP blev dette gjort med samme Konsekvens og Aabenhed, som da han tidligere forfægtede Partiets Standpunkter«.3

Olaf Halvorsen var ikke en mand, der gjorde det nemt for sig selv.

Bevismaterialet forsvandt

Det er muligt – og tilmed sandsynligt – at Olaf Halvorsen faktisk udmeldte sig af DNSAP i 1940. Om det i så fald skete af vrede over besættelsen eller skyldtes personlige gnidninger med Frits Clausen er usikkert. Måske en blanding af begge dele.

Hvad der egentlig skete for Olaf Halvorsen under besættelsen, har været en gåde lige siden. Besættelsen den 9. april satte en stopper for undersøgelsen, og da myndighederne efter befrielsen i maj 1945 ville genoptage sagen, var det bevismateriale, som politiet i Sønderborg havde indsamlet, sporløst forsvundet. Overbetjent Jørgen Hald, som havde indledt sin spionefterforskning mod Olaf Halvorsen, var i maj 1944 blevet arresteret af tyskerne som spion for englænderne.4 Havde han været for ivrig i sin efterforskning af Olaf Halvorsen? Efter befrielsen forklarede Jørgen Hald, at »Sagens Akter blev, sammen med, hvad der i øvrigt fandtes hos Sikkerhedspolitiet i Sønderborg af Papirer, der ikke maatte falde i Tyskernes Hænder, bragt i Sikkerhed hos en ,Forbindelse’ paa Als«.5

Der blev lagt en del energi i at opspore materialet, men det var og blev væk. Politiet antog, at tyskerne muligvis havde destrueret det. Og andre efterforskningsmuligheder endte blindt. Man opsporede og afhørte alle, der havde haft kontakt med Olaf Halvorsen på Sønderborg Sygehus. Man afhørte Frits Clausen og hans medhjælpere i »Førerhovedkvarteret« i Bovrup. Man afhørte tidligere ansatte hos Abwehr i Flensborg. De centrale spørgsmål var: Handlede Olaf Halvorsen på ordre af en fjendtlig magt? Havde han – via Frits Clausen og hans hjælpere – overdraget kortene til tyskerne? Var det i så fald sket af ideologiske grunde eller for betaling? Eller var han blot en letantændelig, forvirret idealist, der var kommet ud, hvor han ikke kunne bunde?

Frivillig i Waffen-SS?

Heller ikke efter befrielsen var det nemt at hitte rede i Olaf Halvorsens gøren og laden. Efter de indledende øvelser i 1945 lod Lægeforeningens kollegiale domstol, Overvoldgiftsretten, sagen mod Olaf Halvorsen hvile, fordi rigspolitiet havde en efterforskning kørende mod ham.

Ganske vist var efterforskningsmaterialet forsvundet eller bortskaffet i besættelsesårene. Men politiet havde andet materiale at bygge en sag på. Blandt andet forlød det ifølge modstandsbevægelsens Centralkartotek, at Olaf Halvorsen »iflg. tysk Liste af 12/5-1942« havde meldt sig som frivillig i Waffen-SS ved hvervekontoret i Odense.

Angiveligt forsøgte Olaf Halvorsen at melde sig som frivillig hos Waffen-SS, men fik muligvis kolde fødder. Dansk hvervekontor for frivillige til Waffen-SS/Frikorps Danmark. (Ukendt fotograf)
Angiveligt forsøgte Olaf Halvorsen at melde sig som frivillig hos Waffen-SS, men fik muligvis kolde fødder. Dansk hvervekontor for frivillige til Waffen-SS/Frikorps Danmark. (Ukendt fotograf)

Hvis det var sandt, var det en alvorlig sag. Lægeforeningen skrev derfor i februar 1946 til rigspolitichef K. Begtrup Hansen og rykkede for svar på en tidligere forespørgsel: Var det korrekt forstået, at rigspolitiet var ved at undersøge sagen? Lægeforeningen havde tidligere udbedt sig oplysninger om Olaf Halvorsen fra Centralkartoteket og havde fået at vide, at kriminalpolitiets sagsakter »var brændt af Tyskerne«, og at politiet i øvrigt var i tvivl om, hvorvidt man kunne udlevere de ønskede oplysninger til »en privat Forening«.6

Ugerne gik, og rigspolitiet svarede ikke på Lægeforeningens henvendelse. På dette tidspunkt – i foråret 1946 – var Olaf Halvorsen ansat som reservelæge ved sindssygehospitalet i Vester Vedsted syd for Ribe. I et brev til den mere og mere frustrerede Lægeforeningen i juli 1946 løfter statsadvokat Halfdan Olafson dog sløret en smule: Det havde forlydt, at læge Olaf Halvorsen i 1942 havde søgt optagelse i Waffen-SS, og statsadvokaten kunne oplyse, at politiet i Ribe havde undersøgt sagen nærmere og kunne fastslå, at Olaf Halvorsen faktisk havde henvendt sig til det tyske hvervekontor for at søge arbejde som læge; men da det gik op for ham, at tjenesten skulle udføres i Waffen-SS, havde han trukket følehornene til sig.7 I øvrigt kunne Olaf Halvorsen redegøre for samtlige sine ansættelser under krigen og kunne godtgøre, at han på intet tidspunkt havde været uden for Danmarks grænser.

 

Du kan læse 3. og sidste del her: Sagen henlagt – ikke glemt

 

Artiklerne er primært baseret på sagsakter fra Lægeforeningens arkiv over eksklusionssager 1945-1948, politirapporter, korrespondancer mellem Lægeforeningen og Rigspolitiet samt Centralkartoteket/DNSAPs konfiskerede medlemskartotek fra Bovrup.

Faktaboks

Forkortelser

 

Referencer

Noter

  1. Lægerne Karna og Tage Hilden i erklæring til OVR dateret 30. okt. 1945. (LFA).

  2. Ibid.

  3. Ibid.

  4. Det illegale blad Information, 8.-9. marts 1944.

  5. LFA, bilag nr. 14. Politirapport, spionagesagen mod Halvorsen, 26. april 1946.

  6. Brev fra Lægeforeningens hovedbestyrelse til Rigspolitichefen, 9. februar 1946. (LFA).

  7. Brev til Lægeforeningen fra statsadvokaten ved Højesteret, dateret 27. juli 1946. (LFA).

Der er i øjeblikket tekniske problemer med at vise kommentarer på Ugeskriftets artikler. Vi arbejder på sagen