Skip to main content

Sagen henlagt – ikke glemt

TREDJE DEL af »En spionhistorie fra Sønderborg«. Læge Olaf Halvorsen, der udløste den legendariske Klaksvig-strid mellem Danmark og Færøerne, havde en fortid, som aldrig før er blevet belyst. Ugeskrift for Læger har gravet sagen frem. Læs med her i historiens tredje og sidste del. De to første dele finder du i Ugeskrift for Læger nummer 18 og 19.
Striden om læge Olaf Halvorsen kulminerede, da den danske fregat »Rolf Krake« den 1. oktober 1955 ankom til Klaksvig med en 150 mands besætning samt 30 politibetjente med hunde og maskinpistoler. (Wikimedia Commons)
Striden om læge Olaf Halvorsen kulminerede, da den danske fregat »Rolf Krake« den 1. oktober 1955 ankom til Klaksvig med en 150 mands besætning samt 30 politibetjente med hunde og maskinpistoler. (Wikimedia Commons)

Klaus Larsen kll@dadl.dk

19. okt. 2021
6 min.

Dette er 3. del af Klaksvigsagen. Du kan læse 1. del her: 1940 – En spionsag i Sønderborg og del 2 her: »… en ikke ringe Grad af Idealisme«

Under retsopgøret efter befrielsen fandt politiet ingen beviser for, at læge Olaf Halvorsen – som det blev hævdet – havde gjort tjeneste i Waffen-SS. Men så var der jo stadig den gamle spionsag. Statsadvokaten kunne oplyse, at man fortsatte undersøgelsen af Olaf Halvorsens indkøb af detaljerede kort over Lillebæltsbroen og Storstrømsbroen i februar 1940 – få måneder før den tyske invasion:

»Han [Olaf Halvorsen, red.] hævder, at de blev indkøbt til Partikontoret i Bovrup, hvilket ikke stemmer ganske overens med Frits Clausens Forklaring«, skrev statsadvokat Halfdan Olafson i 1946.1 Man havde afhørt Frits Clausen og de ansatte på DNSAP’s partikontor samt medarbejdere i den tyske militære efterretningstjeneste Abwehrs afdeling i Flensborg. De tyske spioner nægtede at kende Olaf Halvorsen, »men Undersøgelsen med Hensyn til de to Maalebordsblade fortsættes endnu«, skrev Halfdan Olafson. Statsadvokaten sluttede med løfte om, at Lægeforeningen godt kunne få sagsakterne udleveret, når undersøgelsen var afsluttet – og såfremt sagen måtte henlægges på grund af bevisets stilling.

Anklagen opgives

Og så gik der halvandet år. I februar 1948 sendte Lægeforeningen en rykker til statsadvokat Halfdan Olafson. Da man hverken havde hørt fra rigspolitichefen eller statsadvokaten, ville man tillade sig at spørge om, hvorvidt myndighederne havde opgivet sagen. For i så fald ville Lægeforeningen anmode om at få sagsakterne at se, som statsadvokaten jo havde lovet. Og man ville i øvrigt tillade sig at erindre Hr. Statsadvokaten om, at han for to år siden fik udleveret Lægeforeningens sagsakter vedrørende Olaf Halvorsen. »Disse Bilag skal man høfligst anmode om at maatte modtage retur«.2

Rigspolitichefens Efterretningsafdeling og Statsadvokaturen ringede tilbage og oplyste, at sagen var henlagt »paa Grund af Bevisets Stilling« allerede i september 1946 og var blevet arkiveret ved en fejl. Men nu skulle man nok returnere materialet til Lægeforeningen. Det skete også. Men halvdelen af materialet var blevet væk.

Trods store anstrengelser havde det ikke været muligt at løfte bevisbyrden. Det materiale, som overbetjent Jørgen Hald havde samlet i Sønderborg før besættelsen, var og blev borte. Alle spor endte blindt. Og ganske vist havde Olaf Halvorsen henvendt sig til de tyske myndigheder og tilbudt sin tjeneste for Waffen-SS. Men »idet den sigtede overhovedet ikke kom til at forrette Tjeneste, ligesom det maa anses for givet, at han kun havde til hensigt at forrette Tjeneste som Nonkombattant«, henstillede de sønderjyske politimyndigheder i september 1946 til rigsadvokaten, »at Sagen i sin Helhed sluttes uden Tiltale paa Grund af Bevisets Stilling«. Og dermed var sagen slut for de civile myndigheders vedkommende.3

Lægeforeningen tager over

Sagen var henlagt – men det betød ikke, at Lægeforeningens æresret havde glemt Olaf Halvorsen. Det var meget muligt, at spionageanklagerne ikke lod sig bevise, og at hans henvendelse til Waffen-SS var endt som en fuser. Men det rokkede ikke ved, at Olaf Halvorsen havde optrådt som nazist.

Og selvom sagen havde ligget i bero siden 1946, var Lægeforeningen i 1948 ikke parat til at slippe taget. Potentielle arbejdsgivere blev gjort opmærksom på, at foreningen havde Olaf Halvorsen i kikkerten »for unational optræden«. I dag er det ikke svært at forestille sig, hvilket brændemærke det udgjorde så kort tid efter krigen. Og Lægeforeningen lod ikke Olaf Halvorsen slippe.

I maj 1948 indberettede Lægeforeningen Olaf Halvorsen for Den særlige Undersøgelseskommission, en statslig særdomstol, som dog afviste at behandle sagen. Lægeforeningen overlod den derfor til sin egen Overvoldgiftsret, som i januar 1949 afgjorde, at der ikke var grundlag for eksklusion, da hans beviste forseelser havde fundet sted før besættelsen. Derfor slap han med en »alvorlig misbilligelse« og skulle desuden udrede sagsomkostningerne – i alt 601,50 kroner.

Hermed mente Lægeforeningen, at der var sat punktum i den langtrukne sag. Men det mente Olaf Halvorsen ikke. Han nægtede at betale, og Lægeforeningen rejste derfor en ny sag mod ham med krav om at betale.

Lægerne Kell Jordal (tv.) og Stig Jarnum (i midten) med Oluf Halvorsen på sygehuset i Klaksvig hvor de efter planen skal afløse ham. (Wikimedia Commons)


Affæren i Klaksvig

I 1951 blev Olaf Halvorsen ansat som vikarierende overlæge på sygehuset i Klaksvig. En fastansættelse ville dog først komme på tale, når han havde afklaret sit mellemværende med Lægeforeningen. Olaf Halvorsen nægtede fortsat at betale, og sagen endte derfor i Lægeforeningens Overvoldgiftsret, som nu tabte tålmodigheden. Olaf Halvorsen blev ekskluderet.

Olaf Halvorsen kunne være genoptaget i Lægeforeningen, og striden bilagt, hvis han blot ville betale sit mellemværende. Men det ville han ikke høre tale om – og derfor ville den dansk-færøske sygehusledelse fyre ham og i stedet ansætte en anden læge, som de lokale ikke ville have. Da Landsstyret i Thorshavn truede med at lukke hospitalet, lød svaret fra Klaksvig, at så ville man holde op med at betale skat. De lokale var ligeglade med Olaf Halvorsens blakkede fortid. Den stædige læge var flittig og dygtig, og man ville ikke af med ham. Udviklingen var ved at løbe myndighederne af hænde. En dybest set banal embedsindsættelse var nu en principsag om færøsk selvbestemmelse kontra den danske kolonimagts arrogance. Det færøske løsrivelsesparti pustede til ilden.

Der måtte kræfter til udefra, og fra København blev en delegation, anført af rigsombudsmanden, sendt af sted med ruteskibet »Tjaldur«. Opgaven lød på at fjerne Olaf Halvorsen ved en fogedforretning, men udsendingene blev mødt af rasende optøjer. De høje øvrighedspersoner fik tørre tæsk og måtte flygte ned til havnen. De var lige sluppet ombord, da de lokale under stor jubel kappede trosserne, og »Tjaldur« måtte sejle hjem.

Det kunne naturligvis ikke gå an, så allerede den følgende dag afsejlede »M/S Parkeston« fra Esbjerg. Ombord var 120 politibetjente, kassevis af våben og ammunition, seks politihunde, en udrykningsvogn, lagmand Kristian Djurhuus og seks journalister. Men da skibet ankom til Klaksvig, var der spændt en stålwire over havneindløbet. En gammel trawler, angiveligt fyldt med sprængstof, var lagt på tværs. Man var ikke til sinds at bøje sig for København.

Kulminationen

Klogt nok lagde »Parkeston« til i Thorshavn, mens Viggo Kampmann rejste til Klaksvig, hvor det faktisk lykkedes ham at opnå et forlig: To danske læger skulle virke på hospitalet i et halvt år, mens Olaf Halvorsen, som en del af forliget, i en periode skulle rejse til Danmark. Nu ville gemytterne forhåbentlig falde til ro.

Det gjorde de bare ikke: Da de to danske lægers aftalte funktionstid nærmede sig slutningen, indkaldte rigsombudsmanden sygehusledelsen til et møde den 23. september. Mødet skulle finde sted på sygehuset, men da delegationen var på vej, blev den mødt af 150 personer, som med tæsk og drabelige trusler forlangte, at aftalen blev overholdt: Man ville have Olaf Halvorsen tilbage! Rigsombudsmanden og landslægen blev holdt som gidsler.

Nu var det nok! Statsminister H.C. Hansen sendte fregatten »Rolf Krake« til Færøerne med 150 marinesoldater og 32 bevæbnede politibetjente. Det lagde en dæmper på de oprørske gemytter. Klaksvigs havnemester, der var mistænkt som en af hovedmændene, blev sammen med 30 andre oprørere anholdt og sat i arrest.

Ved den efterfølgende retssag blev havnemesteren og flere andre idømt fængselsstraffe, og det kom til yderligere optøjer og bombesprængninger, men efterhånden faldt gemytterne til ro.

Olaf Halvorsen slog sig ned i København som praktiserende læge. På grund af sit ubetalte mellemværende med Lægeforeningen kunne han ikke opnå overenskomst med myndighederne eller behandle sygekassepatienter. Han måtte derfor åbne en privat klinik for selvbetalende patienter, hvor han primært var beskæftiget med at udstede attester. Han døde i 1993, 80 år gammel.

(Afsluttet)

Artiklerne er primært baseret på sagsakter fra Lægeforeningens arkiv over eksklusionssager 1945-1948, politirapporter, korrespondancer mellem Lægeforeningen og rigspolitiet samt Centralkartoteket/DNSAP’s konfiskerede medlemskartotek fra Bovrup.

Fakta

Forkortelser

Referencer

Noter

  1. Brev til Lægeforeningen fra statsadvokaten ved Højesteret, dateret 27. juli 1946. (LFA).

  2. Brev fra Lægeforeningen til statsadvokaten 7. februar 1948. (LFA).

  3. Brev fra politimesteren i Ribe til rigsadvokaten, 5. september 1946. Nr. 1544/46. (LFA).