Færre læger til mere arbejde
Jakob Trier Møller er 61 år, uddannet læge i 1984 og har været stort set hele sin karriere på Rigshospitalet, hvor han har været klinikchef i de seneste 19 år for afdelingens knap 300 ansatte, heriblandt 44 læger.
Det er summen af konstante regionale besparelser, statens årlige effektiviseringskrav på 2 pct., de ufinansierede behandlingsgarantier og den rivende udvikling med nye behandlingsmuligheder, der har gjort, at han gennem de seneste år har kunnet opleve en virkelighed på Rigshospitalet, som ikke stemmer overens med de krav, der bliver stillet fra politikerne.
»Kort sagt er vi færre ansatte til mere arbejde på min klinik. I forhold til for et år siden møder der nu to færre speciallæger til de samme eller flere operationer. Sundhedsstyrelsen siger, at vi som anæstesilæger skal kunne komme 'umiddelbart til hjælp ved livstruende situationer'. Det betyder, at vi skal have et vist antal læger på arbejde, og at en del af lægerne ikke hele tiden har hænderne fulde – ellers kan vi ikke komme umiddelbart til hjælp på operationsgangen med hjertestopholdet eller i TraumeCentret. Det tynder vi hele tiden ud i. Vi siger stop nu, inden der sker store fejl«, forklarer han.
Hvor meget har du gjort for at effektivsiere din afdeling?
»Vi har effektiviseret igennem mere end 15 år, men på et tidspunkt når vi grænsen. Og den grænse er nået, for hvis jeg begynder at fjerne det personale, der skal gøre det hurtigere, så går det langsommere«, siger Jakob Trier Møller og giver et eksempel.
Flere lukninger af operationslejer
Tallet for akutte lejelukninger på HovedOrtoCentret er efter flere års fald begyndt at stige, fra 79 lukkede operationslejer i de første seks måneder af 2016 til ialt 95 lukkede operationslejer i samme periode i år. Det skyldes, ifølge klinikchefen, færre ansatte.
»Bemandingen er så stram, at når der er sygdom, er der kun en ting at gøre, og det er at lukke operationsstuerne. Det skyldes besparelserne og betyder, at patienterne får udskudt en operation«.
Men udviklingen siger jo ikke noget reelt uden sammenligning med antallet af operationer, der kunne følge samme tendens. Har du tal for det?
Jakob Trier Møller sukker.
»Jeg kan ikke trække aktivitetstal på grund af Sundhedsplatformen. Men du har mit ord for, at antallet af operationer ulykkeligvis er faldende hos os. Stigningen i antallet af lukkede operationslejer er et udtryk for den pressede situation«, siger Jakob Trier Møller.
Det er helt bevidst, at klinikcheferne i udtalelsen og senere i offentligheden har afholdt sig fra at komme med alt for mange eksempler på, hvor de præcist ser, at systemet er presset, og hvad konsekvenserne er for patienterne. For jo mere præcise de er i offentligheden, jo mere skævvredet bliver løsningerne.
»Vi vil ikke offentligt komme med for mange eksempler, for vores erfaring er, at så omdirigerer politikerne bare penge til de fremhævede områder, og dermed kommer andre områder til at lide. Det her er mere grundlæggende. Det er alle klinikledelserne, der står bag, og det betyder, at alle klinikchefer mener, at der er et problem. Det kan ikke løses med en lappeløsning«, siger Jakob Trier Møller.
Han er glad for, at så mange læger og lægechefer over hele landet har støttet op om udtalelsen.
»Det er et udtryk for, at vi ikke bare ser et fatamorgana. Og et vidnesbyrd om, at problemet ikke alene hører til i Region Hovedstaden. Vores bekymring går også på, at der er for meget rockwool mellem os og politikerne, så en del af vores bekymringer slet ikke når til landspolitikerne. Uden sammenligning i øvrigt handlede sagen om SKAT om, at mange politikere sagde, at de ikke var klar over, hvor galt det stod til, efter at der var blevet sparet i så mange år. Vi er bange for, at sundhedsvæsenet bryder sammen med dårligere patientbehandling og pleje samt ringere patientsikkerhed. Nu har vi altså advaret politikerne. Nu må det være trængt ind«, siger klinikchefen og tilføjer:
»Jeg bliver ked af det, når regionerne og regeringen skændes om ansvaret. Det er ikke måden at løse problemet på. For så sker der jo ikke noget. Og det giver benzin på bålet til politikerlede, i hvert fald for mig«.
Men det er alligevel sundhedsminister Ellen Trane Nørby (V) og de andre landspolitikere, der har det endelige ansvar, og dem, der skal løse problemet, ifølge Jakob Trier Møller og de andre klinikchefer.
»Enten skal de finde flere penge til sundhedsvæsenet eller også skal de til at prioritere. Med den økonomi, der er i det danske sundhedsvæsen i dag, må de indse, at vi ikke har råd til alt. Har vi råd til medicin, som måske forlænger livet med tre måneder? Har vi råd til individuelt tilrettelagt avanceret og meget dyr behandling til alle? Og har vi råd til, at meget små patientgrupper måske får en bedre livskvalitet via meget dyr behandling? Det er hårde prioriteringer, men noget er vi nødt til at gøre, for ellers går det ud over alle patienter, og det er vi bekymrede for«.
Værst, hvis der intet sker
Andre løsninger kunne være flere strukturelle forandringer med f.eks. at centralisere behandlinger yderligere, lukke flere hospitaler eller skære ned på det administrative lag på hospitalerne og i regionerne.
Og målet med opråbet er ifølge klinikchefen, at der nu reelt kommer forandringer.
»Det værste vil være, hvis der slet ikke sker noget«, konstaterer Jakob Trier Møller.
For frygten for, at opråbet og oprøret er nyttesløst har allerede bredt sig blandt læger, der med klinikchefens ord nærmest har resigneret.
»Jeg tilhører en generation, der gjorde meget oprør, og derfor undrer jeg mig over, at mange læger og andet sundhedspersonale ikke gør mere oprør. Det er vel nærmest en form for apati. I virkeligheden ser jeg det faktisk som et meget alvorligt faretegn, for det giver ikke nær så engagerede medarbejdere. Og et sted som Rigshospitalet skal leve af nogle ildsjæle, der lægger betydeligt mere arbejdskraft, end man får betaling for i løn. De ildsjæle bliver færre og færre. For når læger i deres hverdag hele tiden bliver presset, bliver lysten mindre til at give den en ekstra skalle«, forklarer Jakob Trier Møller.
Han kender til, at flere klinikchefer og andre læger har sagt op på grund af det stigende pres.
»Jeg har også overvejet at sige stop, men jeg har stadig en tro på, at jeg kan være med til at ændre noget«.