I 1931 fik den schweiziske kirurg Paul Niehans (1882-1971) en lys idé. Den skulle blive til en formidabel forretning: behandling med levende celler fra dyr til mennesker.
Idéen opstod, efter at han – påstod han – havde behandlet en patient med stivkrampe. I 1948 udgav han en bog om sine erfaringer med transplantation af kirtler. De var utrolige: I 1906 havde han behandlet en »kastreret«, hvid kvinde ved at implantere et ovarie fra en »mulatkvinde«. Det følgende år fødte den hvide kvinde et »mørkhudet« barn på 7,5 pund.
Niehans fortæller i en række anekdoter om patienter med forskellige sygdomme, som han har kureret ved at implantere kirtler fra forskellige husdyr: Dværgvækst behandlede han med kalvehypofyser, som desuden var effektive til behandling af både fedme og undervægt. Niehans kunne også berette om behandling af udebleven menstruation med kohypofyser og fåreovarier.
Lægeverdenen rystede på hovedet. I det danske tidsskrift Medicinsk Forum ironiserede endokrinologen Vagn Schmidt over den schweiziske kollega: »Svagtbegavede børn bliver begavede med skjoldbruskkirtel fra politihunde, mens en idiot dog faar implanteret en menneskelig skjoldbruskkirtel (fra en anden idiot?) og bliver mægtig kvik«.
Der var ingen grænser: Astma, åreforkalkning, krampe i hjerte, lægge og andre steder skulle behandles med »friske, herlige biskjoldbruskirtler« fra dyr. Niehans kunne også »kurere« homoseksuelle ved transplantation af gonader (Keimdrüsen). De mange cases er anonyme. Også den, der handler om »en verdensberømt videnskabsmand«, som på grund af sin høje alder beder doktor Niehans om at give ham hans ungdommelige åndskræfter igen. Det klarer Niehans med en ligatur af ductuli efferentes testis. Den verdensberømte videnskabsmand er begejstret: »Min hjerne har endnu aldrig ydet så fantastisk som efter det lille indgreb«, erklærer han.
Niehans fulgte nøje den samme drejebog, som kvaksalvere altid har fulgt: Anonyme vidnesbyrd fra taknemmelige patienter, som mirakuløst er blevet helbredt. Løfter om at kunne kurere alt – især håbløse tilfælde, som »den traditionelle« lægevidenskab har opgivet. Og ganske rigtigt: Niehans pralede også med, at han havde diagnosticeret en patient med »inoperabel abdominalkræft«, som han helbredte ved hjælp af fåreovarier.
Niehans var i samklang med medicinske modestrømninger, da han i 1930 hævdede, at han ved hjælp af en nyopdaget teknik kunne bremse menneskets aldring, stimulere kroppens væv og »revitalisere« organer ved at injicere dem med friske organceller fra fostre og unger af får og køer.
Niehans påstod, at hans celleterapi ikke alene kunne afhjælpe hormonelle dysfunktioner, men tillige bremse aldring og psykiske lidelser som skizofreni og depression. Det var nærmest ligegyldigt, hvad patienterne fejlede. Dr. Niehans fortalte Time Magazine (31. august 1959), at han havde kureret dværgvækst hos børn, underudviklede kønsdele og bryster, overvægt, mongolisme og visse former for åndssvaghed og sindssygdomme, udebleven menstruation, homoseksualitet, ufrivillige aborter, lavt blodtryk, levercirrose, nedsat libido, impotens, åreforkalkning og hjertelidelser. Diagnoserne stillede han ved hjælp af urinanalyse, hvor de indbyrdes forhold mellem visse »fermenter« fortalte, hvilke kirtler eller organer var ude af balance.
Niehans påstod ikke, at han kunne helbrede kræft. Men man måtte forstå, at ingen af de tusinder af patienter, han egenhændigt havde givet indsprøjtninger, sidenhen havde udviklet kræft.
Ingen af hans mirakelhelbredelser var underbygget af kliniske observationer eller anden dokumentation. Alligevel fik hans celleterapi tilhængere i flere lande.
I 1960 nedsatte USA’s nytiltrådte præsident John F. Kennedy en senatskomité til at undersøge »bedrageri og kvaksalveri mod ældre borgere«. Det skete som reaktion på en syndflod af ukritisk mediedækning af både »rigtige« og falske læger og reklamer, der lovede mirakuløse kure for alderdommens gebrækkeligheder og sygdomme – i nogle tilfælde endda foryngelseskure.
Komitéens rapport udkom i 1963. Blandt dens eksempler på kynisk kvaksalveri pegede rapporten bl.a. på Paul Niehans. I flere tilfælde havde hans behandlinger medført komplikationer som allergiske reaktioner og forværring af underliggende sygdomme.
Mange lande har forbudt behandlingen med levende celler – bl.a. på grund af risikoen for at overføre sygdom. I sin bog fra 2000, »Healing or stealing – medical charlatans in the new age«, skriver den franske psykiater Jean-Marie Abgrall, at der siden 1959 har været adskillige dødsfald i kølvandet på Niehans’ celleterapi. Tre dødsfald i 1987 blev sat i forbindelse med celleterapien. Men skønt behandlingen blev forbudt, blev den ifølge Abgrall fortsat tilbudt i diskrete klinikker, hvor en ampul med frysetørrede celler koster 1.400 kroner. Nogle behandlinger kræver op mod 20 ampuller.
I 1600-tallet reklamerede omrejsende kvaksalvere med, at de havde helbredt Europas kronede hoveder. Det godtroende publikum fik forevist breve, hvor fyrster og kongelige angiveligt udtrykte deres taknemmelighed for mirakuløs helbredelse.
Det mønster gentog Niehans, som aldrig manglede prominente kunder til sine behandlinger – især den del, der lokkede med foryngelseskure. Og hvem vil ikke gerne være ung og seksuelt aktiv?
Ordet charlatan blev ofte brugt om Paul Niehans. Men det har ikke afskrækket kronede hoveder, filmstjerner og andre berømtheder fra at underkaste sig hans behandling. I interviews har Niehans namedroppet maleren Georges Braque, forfatteren William Somerset Maugham, hollywoodstjerner som Gloria Swanson, Marlene Dietrich, Noël Coward, Marilyn Monroe, Charlie Chaplin og Lillian Gish, Marokkos konge, Jugoslaviens leder Tito, den vesttyske kansler Konrad Adenauer og Frankrigs præsident Charles de Gaulle. Imamen af Yemen og Saudi-Arabiens kong Ibn Saud hørte også til det celebre klientel. Som tegn på sin anerkendelse gav Ibn Saud ham to juvelbesatte sværd. Om det så var paven i Rom, optrådte han på Niehans’ CV. Hans største triumf var måske, da pave Pius XII i 1959 udnævnte ham til medlem af Det Pavelige Videnskabsakademi.
Siden Paul Niehans døde i 1971, er der sket meget inden for det, som i dag kaldes wellnessindustrien. Ifølge den seneste økonomirapport (2025) fra brancheorganet Global Wellness Institute omsatte branchen på verdensplan for 6,8 billioner dollars (ca. 47 milliarder danske kroner) i 2024. Tallet ventes at vokse til næsten 10 milliarder dollars (ca. 69 milliarder danske kroner) inden 2029.
Når de obskønt rige i dag tager på spaophold for at forny og forynge kroppens celler for at leve længere, er det et godt gæt, at de vælger den schweiziske wellnessklinik, som Niehans grundlagde i en lille schweizisk alpeby.
I den lave ende af prisskalaen finder man et femdages detoxophold, pris: ca. 75.000-100.000 kroner, afhængigt af hvilke kilder man spørger. Til gengæld lever man sundt: intet kød, ingen alkohol, ingen mejeriprodukter, gluten eller koffein, men til gengæld al den detoxte, man kan bælle. Og selv om der kun serveres vand til maden, kan vandet til gengæld være tilsat ekstra brintioner og dråber, som renser nyrer og lever for »giftstoffer«. Takket være en videnskabelig, men naturligvis hemmelig ingrediens kan man revitalisere og forynge kroppens celler. Man kan få kryoterapi og noget, der hedder vævsmassage og infraterapi. Og meget mere, som Niehans ikke kunne forestille sig, men som uden tvivl ville have glædet ham.
