Diagnoser på århundreders afstand er en svær disciplin. Muligheden for at obducere var begrænsede eller ikke-eksisterende. Som regel må man foretage mere eller mindre kvalificerede gæt på grundlag af skriftlige kilder. I nogle tilfælde fra en kongelig livlæge (med indlysende interessekonflikter).
Så der kræves der forsigtighed. De anførte dødsårsager var ofte gakkede, i nogle tilfælde og i bedste fald upræcise: Er »et maveonde« kræft, blødende mavesår, madforgiftning eller et galdestensanfald? Er »brystsvaghed« lungecancer, tuberkulose eller emfysem? Og så videre. Men så kan man underholde sig med at gætte – som i flere af de følgende eksempler.
Hvad angår Knud den 4. behøver vi dog ikke gætte: I sommeren 1086 blev han dræbt foran alteret i Odenses Skt. Albani Kirke, hvor han søgte tilflugt fra rasende forfølgere. Han var 32 år gammel. I 2008 fik retsmedicinerne ved Odense Universitetshospital mulighed for at hente kongens jordiske rester fra glasmontren i kirkens krypt og køre den igennem deres CT. Det viste, at Ælnoths Krønike taler sandt: Kongen døde af mindst ét spydstik, som havde gennemboret bughulen og ramt korsbenet, hvor det satte et tydeligt mærke. Kongen, som formentlig blødte ihjel, blev efter sin død helgenkåret som Knud den Hellige. Her havde ingen læge haft en chance for at redde kongen. I øvrigt afslørede skanningen, at kongen led af tuberkulose i mild grad.
Valdemar »den Store« var 51 år, da han i 1182 døde efter få dages sygeleje på Vordingborg Slot. Saxo Grammaticus havde gode kilder ved hoffet og beskriver dødsfaldet i sin Danmarks Krønike. Kongen var badet i sved og stærkt smerteplaget, men forsøgte tappert at skjule det. En lægekyndig munk fra Skåne rådede Valdemar til at holde sengen og dække sig godt til for at svede sygdommen ud. Kongen døde ifølge Saxo som følge af lægemunkens dårlige råd.
I 1648 døde Christian den 4., 70 år gammel, på Rosenborg Slot i København. Kort før sin død lå han syg med »en mavelidelse« på Frederiksborg Slot i Nordsjælland. Men han ville dø på sit elskede Rosenborg og blev i stærkt svækket tilstand transporteret til hovedstaden.
Ved et styrt med hesten under 30-årskrigen var han kommet slemt til skade. Ved et søslag i Køge Bugt havde en granatsplint ødelagt hans venstre øje. Han havde overlevet kopper og malaria. Og så var han kendt for sit monumentale drikkeri.
Ifølge hans læge Otto Sperling skyldtes hans tilstand dog kongens »høje Alder«. Ifølge Sperlings kolleger Jacob Fabritius, Ole Worm og Otto Sperling klagede majestæten over »stor Svækkelse i Maven« og appetitløshed. De kan (selvfølgelig) oplyse, at nogle andre læger var skyld i det pga. deres medikamenter.
Fabritius fandt det mest tilrådeligt at hidkalde alle Københavns læger – der var ikke flere, end at alle kunne være i sygeværelset på Rosenborg. Lægekonferencen havde dog intet fornuftigt at sige. Og imens blev kongen stadigt svagere og kunne intet spise.
Den 28. februar 1648, da klokken slog fem slag, udåndede Christian den 4. »blideligen, uden nogen Smerte eller Dødskamp«. Der har været mange bud på dødsårsagen – de fleste hælder til spiserørs- eller mavekræft relateret til kongens alkoholisme.
Frederik den 5. (1723-1766) huskes blandt andet for at lægge navn til landets første civile sygehospital og for rytterstatuen på Amalienborg slotsplads. Kongen beskrives som populær, venlig og omsorgsfuld mod alle. Selv mod de prostituerede, som han holdt af at piske. Og så var han svært fordrukken.
Han elskede jagt og vilde fester, og hans drukkenskab eskalerede i en grad, så han allerede i midten af 20’erne havde et elendigt helbred. Hans gode ven, den britiske diplomat Walter Titley, skrev fortroligt hjem til Whitehall, at kongen »trods sin robuste ansigtskulør har … visse usunde symptomer«. Kongen var ekspert i at skjule sin alkoholisme, og skønt Titley var tæt på Frederik, lykkedes det den drevne alkoholiker at skjule sit drikkeri så effektivt, at Titley lod sig narre til at beskrive ham som »mådeholdende«.
I 1766 døde den dybt alkoholiserede Frederik. Årsagen angives som vattersot og leversvigt. Han blev 42 år gammel.
Christian den 6. døde på slottet Hirschholm (Hørsholm) i 1746, 46 år gammel. Døden var sandsynligvis en direkte følge af, at lægen behandlede ham med en lapisstift dybt i halsen mod difteritis. Lapis (sølvnitrat), som også kan bruges til ætsning af f.eks. fodvorter, kan have forårsaget hævelse af slimhinderne, så de i forvejen stærkt forsnævrede luftveje lukkede til, og kongen kvaltes.
Jo tættere vi kommer på nyere tid, desto bedre kilder og desto mere præcis bliver diagnosemetoderne. Men medicinens formåen lod stadig meget tilbage at ønske.
Christian den 8. (1786-1848) pådrog sig i 1848 en svær forkølelse, muligvis en halsbetændelse, og her fandt lægen det derfor klogest at årelade ham. At tappe blod var universalmidlet mod stort set al sygdom. Problemet var, at de instrumenter, man brugte til at åbne en vene, var usterile. Åreladning førte derfor ofte til mere eller mindre alvorlige infektioner. I Christian den 8.’s tilfælde opstod der et »ondartet Flegmone« på armen. Kongens livlæge tilkaldte den højt ansete kirurg S.A.V. Stein, som »foretog de nødvendige store Incisioner … men som dog ikke formaaede at redde Livet«, som der stod i Ugeskrift for Læger.
Frederik den 7. var alt for fed. Han røg og drak alt for meget. Han havde sukkersyge, som hans læge behandlede med en diæt af lakrids, rå æg og punch samt bourgogne og portvin.
Under en inspektion af Dannevirkestillingen i 1863 fik han en forkølelse, som udviklede sig til lungebetændelse. Kongen fik åndedrætsbesvær og ansigtsrosen, som fik huden til at svulme op. Han blev bragt til Glücksborg Slot, hvor han døde den 15. november 1863, 55 år gammel. Han havde ingen arvinger, og hermed uddøde den oldenborgske kongeslægt. Man måtte se sig om efter fjernere slægtninge. Valget faldt på en halvfætter af slægten Glücksborg, som i 1863 besteg tronen som Christian den 9.
Frederik den 8. var efter et hjerteanfald i foråret 1912 med sin familie rejst på kurophold i Nice. På hjemvejen gjorde man ophold i Hamborg og boede i fyrstesuiten på Hotel Hamburger Hof. De kongelige var ledsaget af hofmarskallen og livlæge, professor i kirurgi Oscar Bloch.
Den 14. maj efter aftensmåltidet ville kongen spadsere en tur alene i den milde majaften Ved 22-tiden kom en fødselslæge, på vej hjem fra operaen, forbi en mand, som sad sammensunken på en kantsten. Han fik hjulpet ham ind i en »automobildroske«, men på vej til sygehuset døde han.
Den ukendte var selvfølgelig Danmarks konge, som var død af den hjertesygdom, som havde sendt ham på den anstrengende kurrejse.
Den nye konge, Christian den 10., udøste – lidt uretfærdigt – sin vrede over såvel hofmarskal Franz Brockenhuus-Schack som livlæge Oscar Bloch: Hvordan kunne de dog »tillade« Danmarks konge at gå alene ud i Hamborgs gader om natten?
