»I gør det brandgodt, men alligevel kommer jeg op og brokker mig lidt« sagde den første på talerstolen, efter formand Camilla Rathcke havde afholdt sin mundtlige beretning.
Brokken var hverken møntet på formand eller Lægeforening, men derimod de generelle udfordringer i sundhedsvæsenet med stigende ulighed og stramme budgetter, som påvirker, hvordan behandlingen af patienterne foretages mest optimalt, herunder et stigende antal afviste henvisninger.
Der var generelt ros til beretningen fra de mange, der tog ordet.
Camilla Rathcke havde i sin beretning givet repræsentantskabet en rask overflyvning over det seneste års vigtige fremskridt og over de udfordringer, der aktuelt opleves af læger i deres arbejdsliv.
Hun lagde ikke skjul på, at lægerne som stand står stærkt – især når de står sammen – og at Lægeforeningen har stor indflydelse.
»Når sundhedsreformen kaldes for en lægereform, så er det et tegn på, hvor vigtige læger er og fortsat skal være for hele sundhedsvæsenet. Der er ikke bare brug for os. Sundhedsvæsenet er også bygget op om os. Men reformen stiller store krav. Derfor skal vi både være idérige og nytænkende. Ikke bare reagere på forandringer, men forme dem«.
Der er også nok at tage fat på. Et væsentligt tema i både formandsberetningen og debatten er den aktuelle mangel på intro- og HU-stillinger, som mange yngre læger oplever.
En yngre læge kaldte det »introduktionsstillingsparadokset«.
»Det er noget, som vi bekymrer os om, og vi kan ikke mødes, uden at emnet kommer til at handle om, at det er svært at få stillinger, at vi går en fremtid i møde, hvor vi skal kæmpe om det, hvor vi bliver nødt til at forske mere, og hvor vi bliver nødt til at lave fritidsarbejde for at få de her stillinger. Og måske er det ikke et reelt problem lige nu, men det er stadig noget, der fylder i samtalen, og når der er 70 ansøgere på en stilling i Region Midt, og der er 17 ansøgere til en stilling i Thisted, så gør det noget ved os yngre læger«, sagde han og opfordrede ligesom rigtig mange andre fra talerstolen til, at alle foreningerne tog problemstillingen op og i fællesskab kæmpede for øget dimensionering i videreuddannelsen samtidig med et mindre optag på medicinstudiet.
Lægeforeningen har gennemført en undersøgelse blandt de seneste otte års lægeårgange fra universiteterne, og den bekræfter lægernes oplevelse.
»Undersøgelsen viser, at det er blevet sværere. Konkurrencen er blevet hårdere«, sagde Camilla Rathcke.
»Men den viser også, at det ikke er umuligt at få en introstilling. Den viser også, at vi ikke – endnu – har et reelt problem med arbejdsløsheden. Jeg er helt klar over, at det er en bekymring, der fylder rigtig meget for mange. Og det forstår jeg godt«.
Undersøgelsen viser også, at yngre læger søger både bredt i forhold til specialer og geografisk, når de søger introstillinger.
En uddannelsesoveransvarlig overlæge fra Region Hovedstaden tog ordet. Hun har de seneste år oplevet og registreret en markant stigning i antallet af ansøgere på hendes afdeling:
»Jeg er også bekymret for vores yngste kolleger. Jeg slår jævnligt stillinger op, og jeg ser en voldsom stigning i antallet af ansøgere. Der er et behov for, at vi tager det her pænt alvorligt«, sagde hun.
Camilla Rathcke understregede – som hun har gjort adskillige gange før – at der er behov for at oprette 200 flere hoveduddannelsesstillinger om året, hvis der ikke skal opleves flaskehalse.
»Det kræver, at vi får nogle garantier. Vi skal have en uddannelsesstruktur, der både giver fremtidens læger de rette karrieremuligheder og lever op til samfundets behov. Det er dyrere at lade læger vente end at give dem vejledninger. Uddannelse af speciallæger betaler sig nemlig, ikke kun for lægen, men også for patienterne og for samfundet«, sagde Camilla Rathcke.
Samtidig betonede hun dog også, at lægerne har et medansvar for sundhedsvæsenets udvikling. At pilen også peger på lægerne selv.
»En del af vores ansvar – og pligt – det er også at forholde os realistisk til fremtidens behov. Det betyder også, at vi ikke alle sammen kan regne med at blive lige præcis det, vi drømmer allermest om, hvor vi allerhelst gerne vil være. Vi skal – som stand – også indstille os på at uddanne os i den retning, hvor der er brug for os«.
Blandt den senere tids store lyspunkter er de ændringer af styrelserne, som efter lang tids pres fra lægeside endelig er blevet en realitet. Ændringerne af patientklagesystemet trådte i kraft ved årsskiftet, og – for nylig – annoncerede indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V), at Styrelsen for Patientsikkerheds tilsyn nu skal ændres.
Begge dele er ændringer, som Camilla Rathcke allerede havde blikket stift rettet mod, da hun blev valgt som Lægeforeningens formand for fem år siden.
»Vi får nu et tilsyn, hvor læring vejer mere end straf. En styrelse tættere på den kliniske virkelighed. Kære kolleger, vi får blødt vigtige dele af strammerpakken op. Nu er det slut med et tilsyn, der mistænker os fra første brev. Slut med et tilsyn, hvor man i dialogen føler sig dømt på forhånd. Slut med at kræve urinprøver og andre kontrolforanstaltninger, hvis der ikke er mistanke om misbrug«.
Forleden blev alle Folketingets partier enige om en tiårsplan for psykiatrien, som indeholder et stort løft af kapaciteten. Flere senge, mere personale og flere penge til udgående teams.
Camilla Rathcke kaldte psykiatriaftalen »et kæmpe skridt i den rigtige retning« og »en historisk og kæmpe lettelse«. Men hun understregede også, at kapaciteten er den grundlæggende forudsætning for, at vi får en psykiatri i balance.
»Derfor piner det mig faktisk også, at manglen på speciallæger i psykiatrien og børne- og ungdomspsykiatrien nu også udfordrer uddannelseskapaciteten. Det er der, vi er nået til. Det er simpelthen en udfordring at få uddannet alle de speciallæger, vi gerne vil være uddannet hurtigt nok, og som patienterne har brug for«.
Uddannelseskapaciteten mere bredt set blev også berørt af flere fra talerstolen. Et medlem fra PLO’s bestyrelse bemærkede:
»Når vi taler kapacitet, taler vi ofte i forhold til patientbehandling, og det er bestemt vigtigt, men mangel på speciallæger, herunder også praktiserende læger, medfører jo også et behov for fokus på netop uddannelsen af speciallæger og kapaciteten i forhold til tutorlæger og uddannelsesansvarlige overlæger og uddannelsesansvarlige yngre læger. Jeg ser et klart behov for, at Lægeforeningen på tværs af søjler og på tværs af arbejdssted står sammen om at holde fokus på, at gode uddannelsesforhold forudsætter uddannelseskapacitet, herunder prioritering af supervision og mesterlære samt den tid, det tager i hverdagen. Forløbene skal have indhold og kvalitet, ellers kan det hele være lige meget«.
Af andre emner, der blev nævnt i dagens debat, var ulighed i sundhed, sammenlægning af psykiatri og somatik, introlæger, der springer fra stillingerne til gene for afdelingerne, snitfladerne mellem speciallæger (afdelingslæger) og overlæger, tolkegebyr og krisen i Palæstina.
