»Der skal uddannes flere speciallæger«, sagde Sophie Løhde (V) knap seks minutter inde i sin tale.
Og indenrigs- og sundhedsministeren fortsatte ved Lægemødet henvendt til lægerne i salen og Lægeforeningens meget ofte nævnte krav om 2.000 flere speciallæger:
»Og måske er vi endda også tæt på at være enige om antallet. I hvert fald ligger jeg væsentligt mere på linje med Lægeforeningen end med mine egne embedsmænd. Lige her skal I være glade for, at jeg ikke tager et nej for et nej. For sådan bliver det. Konklusionen er klar. I får flere kollegaer«.
Salen kvitterede med klapsalver.
»I skal så også fordele jer anderledes. Der skal være flere læger i de dele af landet, hvor folk er mest syge. Og flere læger inden for de specialer, hvor behovet er størst«.
Der var på Lægemødets første dags sidste punkt politisk debat mellem blandt andre Sophie Løhde og Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen. Sat op af to politiske taler fra de to.
Her slog Camilla Rathcke fast, at sundhedsreformens succes beror på fire helt centrale forudsætninger. Eller søjler, som hun formulerede det.
Søjlerne: Omstilling, dimensionering, prioritering og tillid.
Omstillingen først. Den omstilling, der grundlæggende skal flytte patienters udredning, behandling og opfølgning fra det højt specialiserede – og i mange år højt prioriterede – sygehusvæsen til det mere nære. Således at »sengene på sygehusene skal forbeholdes dem, der er så syge, at dét er det eneste rigtige sted for dem«.
Sygehusene er allerede i fuld gang med at udpege opgaver, som bedst løses i andre dele af sundhedsvæsenet. Men det sker ifølge Camilla Rathcke for ukoordineret og for sjældent i dialog med dem, der skal overtage opgaven.
»Her har I, både på Christiansborg og i regionerne, et særligt ansvar. Hvis visionen om et nært sundhedsvæsen skal lykkedes, må løsningerne være mere ens på tværs af landet. Vi er nødt til at tage et reelt opgør med ulighed i kvalitet, ulighed i kapacitet og ulighed i tilbud. Og vi skal i hvert fald undgå at uligheden vokser i en ukoordineret omstilling«, lød det fra Camilla Rathcke.
»Hvordan kan det være, at man i én region finder det nødvendigt at sende en patient med grå stær på sygehuset, mens man i en anden region klarer det i speciallægepraksis? Hvorfor så ikke i udgangspunktet klare det alle steder i speciallægepraksis. Kære politikere, I skal sikre, eller i hvert fald være med til at sikre, at den omstilling ikke ender i et vildnis af tusind vilde blomster og for mange tidsler«.
Videre til søjle nummer to. Dimensioneringen.
Den del, Sophie Løhde i sin tale erklærede sig ret så enig i.
Der uddannes flere læger end nogensinde. Og alligevel mangler der 2.000 speciallæger. Unge læger, der er færdige med deres KBU, men har besvær med at få afklaret deres specialevalg, fordi konkurrencen om introstillinger er blevet for hård. Og læger, der så efterfølgende ikke kan komme videre fra introstillinger og blive speciallæger, fordi der er for få forløb.
»Det er lidt af et paradoks, vi ikke længere kan leve med«, sagde Camilla Rathcke.
Når lægemanglen er større nogle steder end andre, så er løsningen ikke at øge optaget på medicinstudiet.
»Det giver ikke mening. Det er dyrt. Og det er faktisk også lidt dumt«, sagde Camilla Rathcke.
Det handler om at sikre solid faglig sparring, gode uddannelsesmuligheder med tilstrækkelig supervision og også gode muligheder for at arbejde og familieliv kan gå op.
»Og nu taler jeg til jer i Danske Regioner. Derfor er det lidt for letkøbt, når I peger på os og siger, at det skal være reglen og ikke undtagelsen, at flere læger skal uddannes uden for de større byer. I har faktisk ansvaret for, at det sker – og det har I vel at mærke haft rigtig længe. Vi ved, at mange læger gerne vil bosætte sig og blive uden for de større byer, hvis de faglige fællesskaber og muligheder er til stede. Så her har I i regionerne altså et ret stort ansvar«, lød det fra Lægeforeningens formand.
»Ja, det kræver investeringer i flere hoveduddannelsesforløb. Ja, det kræver samarbejde om rekruttering. Men først og fremmest kræver det politisk vilje til at lytte og handle – også når løsningerne ikke er gratis, men nødvendige«.
Tredje søjle, prioriteringen. Noget læger gør dagligt – og har det godt med, forsikrer Camilla Rathcke.
Men der er brug for en samtale om, at der hele tiden bliver lagt nye initiativer, rettigheder, forventninger og ambitioner ind i sundhedsvæsenet. Alt imens der kun meget sjældent bliver plukket noget ud. En samtale om en behandlingsgaranti på 30 dage, som ”sundhedsvæsenet ikke har kapacitet til løfte« og »gør det umuligt at sætte de sygeste patienter først«.
Så direkte henvendt til de politikere, der lyttede fra scenen klar til debat:
»I må også prioritere. Tydeligt og ærligt. Når man giver mere ét sted, må man nogle gange også tage noget fra et andet sted. Ellers vælter læsset. Når der afsættes penge til fertilitetsbehandling til barn nummer to, så er det en prioritering. Og de penge og personale kan ikke samtidig gå til bedre palliation. Eller til svage patienter med psykisk sygdom«.
»Det jeg efterlyser, er en debat om, hvordan vi bruger pengene – og i de her måske især personalet – når nu vi ikke har ubegrænsede midler. Den samtale synes vi ikke, at vi har haft«.
Sidste søjle – tilliden – handler selvfølgelig om en tillid til at de rette får den rette behandling, og at ressourcerne bruges bedst muligt. Det handler også om tillid til personalets faglighed.
Her var der ros til politisk side for at sikre et patientklagesystem, der fokuserer på forløb og ikke enkeltpersoner og forbedringer af Styrelsen for Patientsikkerheds tilsynssystem, hvor læger ikke skal føle sig dømt på forhånd, og hvor det ikke længere skal være myndighedernes første indskydelse at forlange en urinprøve, når der ikke er mistanke om misbrug.
»Jeg kan næsten ikke beskrive med ord, hvor nødvendige disse forandringer er,« sagde Camilla Rathcke og sendt en tak til indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde for at have været forstående og lydhør.
Men:
»Fjern nu offentliggørelsesordningen, eller som vi kalder den, gabestokken. Det er fair at få kritik, hvis man har begået en fejl, men ingen bliver jo klogere eller bedre af også at blive hængt ud«.
»Netop gabestokken er den sidste rest af en forstokket kultur«.
Herefter gik debatten i gang på scenen mellem blandt andre Sophie Løhde og Camilla Rathcke.
Baseret på et spørgsmål fra salen, om det ikke var på tide at »vælge klogt« og gøre noget ved 30 dages behandlingsgarantien, lød det f.eks. fra indenrigs- og sundhedsministeren:
»Det handler jo ikke om, at der en eller anden dag har siddet nogle politikere og tænkt, at alle mennesker kan behandles inden for 30 dage. Det handler om en rettighed til at kunne vælge noget andet ved lange ventetider. Det offentlige har serveretten, men du har så rettigheden og muligheden for at få leveret noget andet, hvis det offentlige ikke kan levere inden for 30 dage«, sagde Sophie Løhde.
»Vi kommer ikke til at forringe patienters rettigheder i forhold til udredning og behandling. Men vi er jo heller ikke argumentresistente for så vidt angår, at man jo godt en gang imellem skal kunne udfordre sig selv og tænke nyt omkring, hvordan patientrettighederne er indrettet«.
Der blev også talt en del om omstillingen til et mere nært sundhedsvæsen og en mere ligelig fordeling af lægedækningen og om, hvordan man kommer derhen.
»Holy moly, hvor har vi snakket om det her i mange år. Det er derfor, at vi nu går i en anden retning og påtager os et langt større nationalt ansvar på det her område og dermed også stiller nogle mere håndfaste krav til jer (regionerne, red.) fremadrettet for at få det her til at ske. For vi har ikke tid til kun at snakke mere. Vi har kun tid til én ting. Og det er at handle«, lød det fra Sophie Løhde.
For Mads Duedahl (V), formand for Region Nordjylland, der også var en del af paneldebatten, handler det især om at skabe attraktive, lokalt forankrede communities, der får folk til at have lyst til at blive – også efter end uddannelsesforløb.
»Noget af det, vi har slået ned på, er det, at man også kan få hoveduddannelsesforløb ude på akutsygehusene. At man ikke nødvendigvis skal ind på Universitetshospitalerne – eller i hvert fald så lidt og så komprimeret som muligt. Så man kan tage uddannelsen så lokalt som muligt og blive forankret i det lokale og ikke skulle pendle så meget mellem forskellige sygehuse. Det gør alverden at være en del af et lægefagligt og sundhedsfagligt fællesskab, og det tror jeg, at vi skal blive meget bedre til at tænke sammen. Og det kan også godt være, at det involverer, at vi skal have mere forskning på nogle sygehuse, hvor vi ikke har det i dag«.
Også de nye sundhedsråd var oppe og vende – ikke mindst deres potentiale til at fremme forebyggelse som en del af omstillingen af sundhedsvæsenet.
Stinus Lindgreen, folketingsmedlem for Radikale Venstre og ordfører for mange ting, blandt andet sundhed, sagde om det emne:
»Det er klart, at der skal være et større fokus på det, for der er ingen tvivl om, at den bedste sygdom, det er den, vi kan forhindre. Og når vi kigger ind i den demografiske udvikling, så er vi nødt til at forebygge det, vi kan. Så det er afgørende, at sundhedsrådene har opgaven og får en pæn økonomi til det, og så glæder jeg mig også helt vildt meget til, at vi skal forhandle den nye folkesundhedslov
For vi har et kæmpe potentiale i at tænke forebyggelse bredere. Nu er jeg også transportordfører, og når vi sidder og forhandler på det område, så er noget af det, man først sparer væk cykelstier. Men det har jo nogle konsekvenser for folkesundheden, og her skal vi altså begynde at tænke bredere«.
