Sundhedsreform – ja, men hvordan? Hvordan får vi f.eks. sikret en bedre lægedækning?
Det var et af spørgsmålene, der var på bordet, da Lægemødet fredag var rammen for en sundhedspolitisk salon om den omstilling af sundhedsvæsenet, der er ved at blive løbet i gang for alvor.
Der var også fokus på, hvordan de nye sundhedsråd kan sikre patienterne sammenhængende forløb, hvordan de kommende kronikerpakker skal skæres til, så de rigtige patienter får den rigtige hjælp, og på hvordan digitale løsninger kan spille ind i omstillingen. Her holder vi os til debatten om lægedækningen.
Salonen blev åbnet med en indledende debat på scenen med deltagelse af Jonas Dahl, direktør i Region Midtjylland, Claus Richter, direktør i Diabetesforeningen, og Jacob Kjellberg, professor og sundhedsøkonom ved VIVE og så fire lægeformand: Ann-Louise Reventlow-Mourier, næstformand for Lægeforeningen, Susanne Wammen, formand for FAS, Jørgen Skadborg, formand for PLO, og Wendy Schou, forperson for YL.
Hvilken vej skal vi så gå for at sikre bedre lægedækning, spurgte moderator Nynne Bjerre Christensen først Wendy Schou.
Vi skal gå to veje, lød det prompte svar.
En akut vej for her og nu at hjælpe der, hvor der mangler læger, og hvor man skal lave frivilligt indgåede og attraktive aftaler med læger, der kan springe til. Og en langsigtet vej, der har fokus på tidlig rekruttering og kombinerede KBU-, intro- og HU-forløb. Tvang er på ingen måde løsningen, understregede Wendy Schou.
Jakob Kjellberg pegede på, at man selvfølgelig skal respektere indgåede aftaler, men også udnytte de muligheder, der ligger i overenskomster og lokale aftaler. Og ikke glemme, at sundhedsvæsenet er drevet og indrettet for patienternes skyld, ikke for de ansattes.
Jørgen Skadborg slog for sin del fast, at ikke er nogen hurtige løsninger, men at meldingerne fra PLO’s medlemmer klart er, at færre patienter er det vigtigste incitament for at kunne rekruttere praktiserende læger til yderområder, hvor sygdomsbyrden er stor.
Til gengæld er der ikke problemer med at rekruttere privatpraktiserende speciallæger. Det kræver sådan set bare, at ydernumrene bliver slået op, konstaterede Ann-Louise Reventlow-Mourier.
Hun pegede også på satellitpraksis som en løsning, der giver både lægefaglig mening og er til gavn for patienterne, ligesom etableringen af større og stærkere faglige og kollegiale netværk kan være med til at gøre en speciallægepraksis i yderområderne mere attraktiv.
Jonas Dahl pegede på, at et greb for at sikre lægedækningen også kan være på sygehusområdet, er et loft over antallet af speciallæger på de store universitetshospitaler – men at der i hvert fald er behov for at tænke anderledes og f.eks. oprette rejsende enheder, som man gjort det i psykiatrien i Region Midtjylland.
Endelig slog Susanne Wammen fast, at man i stedet for at tale om delestillinger skal se på sammenhængende stillinger på flere matrikler, så man holder fast i et stærkt fagligt miljø for den enkelte. Hun mindede også om, at når man taler om at begrænse antallet af speciallæger på de store universitetssygehuse, er det værd at huske på, at de løfter meget store opgaver.
Og som en lille stikpille til de aktuelle sager om læger, der bliver sendt på arbejde på andre matrikler, konstaterede FAS-formanden, at det ikke er tale om tvang, hvis man følger indgåede aftaler, men at det er en anden sag, når man ikke tager dialogen med de berørte læger.
Efter den indledende runde diskuterede repræsentanterne ved bordene i salen, og i den efterfølgende opsamling af diskussionerne var der et væld af input og ideer til, hvad der skal til for at sikre lægedækningen. Her er et uddrag:
Der skal være flere uddannelsesforløb i speciallægepraksis og flere uddannelsesforløb i yderområderne.
Der bør satses mere på faglige fællesskaber mellem praktiserende læger og praktiserende speciallæger i yderområderne.
Der skal være større fokus på tidligere rekruttering – som det er nu er der for stor geografisk forskel på den indsats. Og rekrutteringen skal være mere håndholdt, aktiv og individuel.
Der skal være flere uddannelsesforløb på tværs af uddannelsesregionsgrænserne, og der skal være flere uddannelses- og efteruddannelsesmuligheder i yderområderne – f.eks. på det almenmedicinske område.
Og så blev det gentaget flere gange, at læger ikke er ludobrikker, man bare kan flytte rundt på, som en udtrykte det. Og hvis man endelig skal bruge udetjeneste, skal man sørge for at holde en balance mellem de fastansatte på et sygehus og de ’tilrejsende’, så man ikke udvander det lokale faglige miljø, lød det.
