Kritik af placebo: Placebo virker ikke bedre end ingenting

Ved blindede kliniske forsøg får den ene gruppe den eksperimentelle behandling og den anden en uvirksom placebobehandling, for eksempel en kalktablet. I mange tilfælde med det resultat, at kalktabletten ser ud til at virke nogenlunde lige så godt som den eksperimentelle behandling. Der er bare ét problem: Hvordan ved vi, at kalkpillen er virksom, når vi ikke har testet den på samme måde – altså op den ubehandlede kontroltilstand?

Det er pointen i dansk forskning foretaget af blandt andre Asbjørn Hróbjartsson, som tilbage i 2010 kiggede på 234 placeboforsøg. Her fandt man overraskende, at der ikke kunne påvises nogen effekt af placebobehandling ved objektive målinger.

»Når man har lavet randomiserede forsøg, har man ofte opdaget, at det gik patienterne i kontrolgruppen lige så godt som patienterne, der fik den eksperimentelle behandling. Derfor har man sagt, at placeboeffekten må være helt fantastisk. Men man har ofte manglet den tredje gruppe: de ubehandlede. Når man har kigget på dem også, har man fundet ud af, at hov, det gik også ofte godt for dem«, fortæller Asbjørn Hróbjartsson, der er professor i evidensbaseret medicin og klinisk forskningsmetode på Odense Universitetshospital og Syddansk Universitet.

Hvordan det kan være, at placebo ofte ikke er bedre end ingen behandling, er der flere forklaringer på. En af de mest centrale er:

»Når patienter møder op hos lægen eller indgår i et randomiseret studie, er deres symptomer ofte allerværst. Men ondt i ryggen og selv kroniske sygdomme som astma har et bølgende forløb. Anfald går over igen. Venter man tre uger ved en forkølelse, vil de fleste have fået det bedre uanset hvad. Associationen mellem placebobehandling og bedring er ofte en effekt, der hedder ,tiden, der går’«, siger Asbjørn Hróbjartsson.

Patienters høflighed et problem

Asbjørn Hróbjartsson har vist, at når man tester placeboeffekten på objektive mål med målinger af for eksempel blodtryk, eksisterer den stort set ikke. Med andre ord kan placeboeffekten ikke hele sår, få koldbrand til at gå væk eller helbrede cancer. Der findes muligvis en lille til moderat gennemsnitlig effekt af placebobehandling på subjektive mål som patienters egenrapportering af symptomer, særligt inden for smerte og kvalmebehandling. Men problemet med patientrapporterede effekter er »høflighedseffekten«.

»Det er lidt ligesom at være til middag og blive spurgt, om maden smager godt. De færreste vil skuffe deres vært. Det samme sker i forbindelse med kliniske forsøg. Patienter rapporterer bedre effekt af lægens behandling for ikke at skuffe lægen. Der kan formentlig være en rigtig effekt, men den vil på grund af høflighedseffekten være mindre end den, vi finder«, forklarer Asbjørn Hróbjartsson, der derfor peger på, at der måske har sneget sig en for bred anvendelse af begrebet placeboeffekt ind.

Ikke effekt, men respons

Ligesom placeboeffekten ikke bør forveksles med den naturlige bedring, det vil sige »tiden, der går«, bør den ifølge den danske placeboforsker heller ikke betegne den terapeutiske effekt af forholdet mellem læge og patient.

»Placebo bruges til at beskrive mange forskellige fænomener. Det omfatter ikke længere kun effekten af en tablet, men effekten af tiden, der går, høflighed og behandler-patient-relationen. Hvis man kan få den samme effekt uden placebo, det vil sige uden nogen behandling overhovedet, så skal det måske ikke hedde placeboeffekten. Derfor er begrebet ,placeborespons’ blevet introduceret som betegnelse for ændring efter opstart af placebobehandling, men uden krav om, at det har noget med effekt at gøre«, siger Asbjørn Hróbjartsson.

Hvis placeboeffekten bruges til at kontrollere – og afvise – behandlinger, og placeboeffekten i sig selv heller ikke kan bruges til noget, hvad står læger så tilbage med, når de skal behandle deres patienter? Det spørgsmål har Asbjørn Hróbjartsson et svar på:

»Det er lidt gammeldags at slutte, at så har vi ikke noget at tilbyde patienterne. Vi har stadig lægesamtalen og reel information at tilbyde«.

Læs også: Placeboens dilemmaer: Skal vi genindføre lægens røde pille?