Skip to main content

Kvinden, der banede vej for vaccinen

Lægen Edward Jenner har høstet æren for at opfinde koppevaccinen. Men det var lady Mary Wortley Montagus pionerindsats, der banede vejen.

Mary Wortley Montagu. Oliemaleri af Joseph Highmore. Bridgeman Images. Photo © Fine Art Images / Bridgeman Images
Mary Wortley Montagu. Oliemaleri af Joseph Highmore. Bridgeman Images. Photo © Fine Art Images / Bridgeman Images

Klaus Larsen, kll@dadl.dk

21. sep. 2022
6 min.

Under COVID-pandemien har vacciner endnu en gang reddet menneskeheden fra en uhyggelig pandemi, som – var det ikke for de eminente forskere, som på rekordtid udviklede en effektiv beskyttelse – kunne have fået endnu voldsommere konsekvenser.

Indtil for cirka 250 år siden var mennesker prisgivet virus og bakterier, som hvert år uset tog livet af millioner verden over.

Edward Jenner (1749-1823) opfandt og introducerede koppevaccinen i 1796 og har siden stået som et af de mennesker, som har reddet flest fra sygdom og død.

Men der var faktisk nogen før Jenner, som banede vejen. »En ubesunget helt« – eller rettere: heltinde.

»De er jo tilbagestående«

Lady Mary Wortley Montagus (1689-1762) baggrund var Englands højeste aristokrati – hendes far var hertug og umådeligt rig. Hun var smuk og intelligent, men idet hun var kvinde, fik hun aldrig nogen formel uddannelse. Men Mary havde adgang til familiens omfattende bibliotek. Hun lærte sig selv latin og fransk. Hun læste om alt det, hendes guvernante aldrig havde fortalt hende. Hun korresponderede med førende teologer og charmerede alle. Som 15-årig havde hun allerede skrevet to bind digte og en roman.

Til sin fars skuffelse afviste hun den unge mand, som han havde udset til hendes ægtemand. I stedet stak hun af med en ung, ambitiøs politiker, færdedes ved hoffet og kastede sig ud i Londons societyliv, hvor hun skrev satiriske digte, der var så skarpe, at de måtte trykkes anonymt.

Selvom hun var kontroversiel, smilede livet til den unge kvinde. Så ramte ulykken: Hendes elskede bror blev smittet under en koppeepidemi og døde kun 19 år gammel. To år senere, i 1715, blev hun selv ramt af den afsindigt smitsomme sygdom. Hun overlevede, men hendes tidligere skønhed var væk. Kopperne havde mærket hendes ansigt med dybe ar.

I 1717, efter at hun var kommet sig efter sygdommen, blev hendes mand udsendt som britisk ambassadør til det osmanniske hof, og sammen med sin mand rejste lady Montagu til Konstantinopel (det nuværende Istanbul).

Dødeligheden af kopper var cirka 30 procent, og hvert år døde op mod 400.000 europæere af kopper. Lægerne vidste, at tyrkerne var langt mindre hjemsøgt af kopper, og de var heller ikke uvidende om, at tyrkerne »inokulerede« mod kopper. Men de afviste at gøre noget lignende. Inokulation kaldes også for variolation (kopper = Variola major). Ved inokulation indgnides pus fra en koppepatient i en ridse i huden på den, som skal immuniseres.

Men dels befandt Europa sig i en slags »kold krig« med den islamiske verden; og man var heller ikke parat til at erkende, at »tilbagestående« og uoplyste lande kunne have løsningen på kopper. Og i Tyrkiet var det ikke engang læger, men kvinderne, der stod for at inokulere børnene.

Pus i en nøddeskal

Sådan lå landet, da lady Montagu med sin mand i 1717 ankom til det osmanniske riges hovedstad, Konstantinopel. Fra første færd var hun overvældet af den farverige storby, den anderledes kunst, de fremmedartede skikke. Hun skrev som den første om de tyrkiske kvinders liv og opdagede i den forbindelse skikken med at inokulere småbørn. I et tyrkisk bad lagde hun mærke til, at de tyrkiske kvinder ikke havde koppear på huden, og det gjorde hende nysgerrig. I et brev til en bekendt beskrev hun sin oplevelse: at gamle koner opbevarede pus fra en koppepatient i en nøddeskal og med en nål lavede en lille ridse på barnets håndled og ankler, hvor hun indgned lidt pus. Efter et mildt anfald af sygdommen var barnet nu livsvarigt immun.

Overlevende efter koppeangreb kunne være dækket af vansirende ar. Foto fra slutningen af 1800-tallet. Foto: National Library of Medicine.

Efter at hun selv havde mistet sin eneste bror og selv for nylig med nød og næppe havde overlevet koppesygdommen, var lady Montagu fast besluttet på at lade sin lille søn inokulere, mens de var i Konstantinopel. Og det blev han – men hendes datter Mary var endnu for lille.

Da hun i 1721 vendte hjem til London, var landet for 117. gang ramt af en koppeepidemi. Samfundet var mere eller mindre gået i stå, og folk lukkede sig inde i deres huse. Lady Montagu forsøgte at vinde gehør for inokulation, men den lægelige ekspertise afviste det – kurere kopper med kopper? Uansvarligt kvaksalveri! Eventuelt kunne man forsøge at helbrede sygdommen med åreladning og afføringsmidler.

Men Mary Montagu var bekymret for sin treårige datter og besluttede, at hun i hvert fald skulle inokuleres, om hun så skulle gøre det selv. Hun fik fat i pus fra en koppepatient og brugte sin betydelige viljestyrke til at presse en nervøs og modstræbende læge til at foretage indgrebet. Det gik godt. Pigen fik et relativt mildt angreb af kopper og var derpå immun. Hun blev det første menneske, som var blevet immuniseret i Vesten.

Jenners inspiration

Da lady Montagus datter var ved at komme sig, inviterede hun hoflæger og fornemme fruer til at se og undersøge datteren, som hurtigt var kommet sig efter inokulationen. En af lægerne var så imponeret, at han på stedet besluttede at inokulere sin egen søn. Nyheden nåede også kongefamilien. Kong George den 1. besluttede at lade metoden afprøve, først på nogle straffefanger og derefter på forældreløse på et børnehjem. Efter denne tidlige »kliniske afprøvning« turde tronfølgerparret godt at få deres egne sønner inokuleret og dermed sikre den mandlige arvefølge.

Det fremmede i høj grad sagen, og efterhånden tog de britiske læger metoden til sig. Det skete dog med megen omstændelighed og hokuspokus: Først skulle barnet forberedes ved flere ugers lægelig tortur med åreladninger og udrensninger. Efter inokulationen – som ikke foregik med en let ridse, men ved et dybt snit – skulle barnet så isoleres for at sikre, at den milde infektion ikke udsatte andre for koppesmitte (som trods alt var en risiko).

Lady Montagu var forfærdet. Hun ville gøre inokuleringen til en folkesag – hvilket ikke faldt i god jord: En fremtrædende læge fastholdt, at inokuleringen, som blev udført af »uvidende kvinder«, nu også vandt genklang hos de kongelige, mens den kendte digter Alexander Pope beskrev lady Montagu som poxed. Kopper på engelsk hedder smallpox, men syfilis kaldtes the pox – så når Pope i et digt kaldte Montagu for »poxed«, måtte man læse det som »syfilitisk«.

Hvem skal have æren?

Det var Louis Pasteur, som senere gav Edward Jenner æren for at opfinde den første vaccine. Men uden lady Montagus indsats havde Jenners opfindelse aldrig fundet sted. Sådan lød det i et interview sidste år fra forfatteren til en biografi om lady Montagu.

Edward Jenner var som barn selv blevet inokuleret, og uden den oplevelse var han næppe kommet på den tanke, at der kunne være en bedre måde at gøre det på. Som voksen havde han konstateret, at malkepiger, som fik udslæt af kokopper på hænderne, aldrig senere blev smittet med kopper. Han fik den idé at inokulere med pus fra kokopper i stedet for koppevirus og opdagede dermed en nem og ufarlig vej til immunitet, og dermed var en mere sikker vaccination opfundet (ko på latin = vacca).

Men hvis lady Montagu ikke havde trodset de herskende fordomme og inokuleret sin lille datter, var Jenner aldrig blevet inokuleret og havde formentlig ikke fået den idé, som i sidste ende førte til den definitive udryddelse af koppesygdommen i 1980.

»Inden for videnskaben går æren til den mand, som overbeviser verden – ikke til ham, som først får idéen«. Dette citat tilskrives den engelske videnskabsmand Francis Galton (1822-1911).