Skip to main content

Læge for flere generationer: »Han går jo ligesom både sin far og sin farfar«

Lisbeth og Klaus Boss har brugt deres lægeliv på det nære sundhedsvæsen med mere end 30 år i lægehuset i Svaneke, hvor de har været helt tæt på patienterne og familierne. Det koster lidt at holde fast i den kontinuitet, men det giver så meget igen, siger de.

Lisbeth og Klaus Boss bor i deres eget gamle lægehus ud til, siger de, en af byens mest fotograferede udsiger ned over klippeskærene. Og »meget mere nært end Svaneke her halt langt ude østpå kan det vel ikke blive«, siger de om deres lægeliv i Svaneke. Foto: Justine Høgh
Lisbeth og Klaus Boss bor i deres eget gamle lægehus ud til, siger de, en af byens mest fotograferede udsiger ned over klippeskærene. Og »meget mere nært end Svaneke her helt langt ude østpå kan det vel ikke blive«, siger de om deres lægeliv i Svaneke. Foto: Justine Høgh

Af Jens Nielsen, jen@dadl.dk – Foto: Justine Høgh

26. okt. 2026
18 min.

Vi sidder omkring spisebordet, og det lyse køkken-alrum og alle dets billeder og spor af børn og børnebørn flyder sammen med haven udenfor, der denne dag er badet i efterårssol. Vi har siddet og talt i en time, og det er i de døende sekunder af interviewet, at Klaus Boss’ blik glider over på kogebøgerne.

Fakta

Øen i »søen«

»Jeg får lige øje på, at ,Frøken Jensens Kogebog’ står ved siden af de der nye om middelhavskost, det antiinflammatoriske køkken og den slags. Og jeg tænker, at det jo netop er den kombination af gammel, solid viden og så nybruddene, vi i alle årene har arbejdet med.

Vi er ikke bange for frøken Jensen, men vi kan også godt lide, når der kommer noget nyt. Og vi kan lide kontinuiteten«, siger han med et smil.

Vi er hos Klaus og Lisbeth Boss, der som læger og ægtepar gennem mere end 30 år havde klinik sammen i Svaneke, og som har fulgtes ad som praktiserende læger, siden de mødte hinanden på uddannelsen i København i 1980’erne.

Og haven udenfor er ikke helt almindelig, men er lejret ind i klipperne og har en ualmindelig nydelig udsigt ud over havet og noget af det tætteste, vi i Danmark kommer på en skærgård.

Ugeskrift for Læger har inviteret sig selv på besøg for at høre historien om deres tid som praktiserende læger på den bornholmske østkyst: om deres oplevelse af udviklingen i det bornholmske sundhedsvæsen i den tid, de har været læger på øen. Om arbejdet med at udvikle lægehuset uden at afvikle nærheden til patienterne.

Og med at bevare balancen mellem frøken Jensens autoritet og at være »konsulent i patientens liv«, som Lisbeth Boss udtrykker det.

Mønsterbryder og familiebelastet

Det vender vi alt sammen tilbage til. Vi skruer lige tiden tilbage til midten af 1980’erne, hvor Lisbeth og Klaus Boss blev uddannet til – om ikke arbejdsløshed, så usikre forhold. Og til det faktum, at de – da de mødtes på uddannelsen – havde pænt forskellige baggrunde for at blive læger.

Lisbeth Boss var mønsterbryder, konstaterer hun om opvæksten i Rødovre, hvor hun blev den første akademiker i familien. Hun havde slet ikke tænkt, hun skulle være læge, men ville derimod være sygeplejerske.

»Men jeg havde rigtig meget eksem som barn, og min hudlæge sagde: ,Du kan ikke være sygeplejerske med de hænder. Du skal være læge’. Jeg ved ikke, hvad han havde forestillet sig om læger og håndvask, men jeg gik den vej og har aldrig fortrudt«.

Klaus Boss er til gengæld mildest talt familiebelastet.

Han er født og opvokset i Svaneke, hvor hans far var læge i 36 år fra 1955 til 1991, og før ham var hans morfar læge i byen i endnu længere tid – i 42 år fra 1913 til 1955. Klinikken i Svaneke har ligget tre forskellige steder i byen, og helt frem til 1982 var der endda et sygehus med 12 senge.

Spisebordet, interviewet finder sted ved, står også i det gamle lægehus, hvor Lisbeth og Klaus Boss bor, efter de for år tilbage – i god tid før de solgte klinikken – flyttede lægehuset til mere tidssvarende lokaler på et forhenværende plejehjem i byen.

Ud og hjem igen

Ikke overraskende var det Klaus, der i sin tid fik lokket Lisbeth med til Bornholm – efter en fælles beslutning, understreger han. Men først efter at datidens lægelige arbejdsmarked havde sendt dem en omvej via Sverige.

På det tidspunkt var det vanskeligt at få lange ansættelser i Danmark – man fik en måneds ansættelse ad gangen – mens man i Sverige kunne få blokansættelser og individuelt tilpassede ordninger.

Det endte med syv gode år i Eksjö i Småland, hvor de fandt »den struktur for videreuddannelsen og den fleksibilitet, der ikke var kommet endnu i Danmark dengang«, siger Klaus Boss.

Men så lokkede det danske tilhørsforhold – og en helt særlig mulighed:

»Vi havde muligheden for at indgå i et generationsskifte i min far og hans kompagnons praksis, og det passede både ind i vores uddannelse og i vores tidsplan. Det kan jo lyde som god karriereplanlægning, men det var faktisk præget af tilfældigheder, og vi havde mange tanker om, hvad vi skulle og ikke skulle.

Men vi fik muligheden for at bo på det her lille sted, som jeg havde familiær relation til. Lisbeth skulle så flytte med så at sige, og det er ikke helt let, så vi gav hinanden håndslag på ikke at falde i ,den gamle gryde’, men grundlæggende starte, som var det et nyt sted«, siger Klaus Boss.

»Det kan jo lyde som god karriereplanlægning, men det var faktisk præget af tilfældigheder«Klaus Boss

Ind i det danske system

Og sådan blev det, da de blev sluset ind i lægehuset i Svaneke. Klaus Boss først som arvtager for sin far, og Lisbeth Boss to år efter som afløser for hans kompagnon, der ikke var helt så pensionsmoden som Klaus’ far.

I de to år var Lisbeth Boss bagvagt på Medicinsk Afdeling på Bornholms Hospital – og den forbindelse til hospitalet og dermed det samlede sundhedsvæsen har været helt central for dem lige siden og er noget af det, de fremhæver som ganske særligt på Bornholm, fortæller hun:

»Det var en gave. Dels lærte jeg det danske system, som vi jo aldrig havde arbejdet i, at kende i forhold til forskelle til det svenske system. Og dels gav det en masse personlige kontakter, så jeg og vi senere som læger i almen praksis vidste, præcis hvem vi skulle snakke med, når vi havde kontakt til hospitalet«.

Arbejdet på hospitalet i Rønne førte også til, at Lisbeth var med fra opstarten af praksiskonsulentordningen og var der i 20 år i forskellige funktioner på hospitalet og var involveret i »at lave kvalitetsudvikling og bidrage til at skabe sammenhæng og gode lokale løsninger«.

Pen og papir og telefonrør

Mere om den lokale forankring om lidt. Først lige en anekdote fra overtagelsen af lægehuset.

De kom til Svaneke sammen i 1991, og fra årsskiftet i 1994 overtog Lisbeth og Klaus Boss så lægehuset helt. Et lægehus helt uden it og uden sygeplejersker. To halvtidssekretærstillinger delt mellem de to læger. Og en håndholdt og håndskrevet arkivering af patienternes journaler:

»I 1991 var der kun papirjournaler. Det hele foregik med pen og papir og telefonrør. Arkivet var opbygget med børnenes journaler inde i mors journal, og i telefonen præsenterede man sig ofte som den gård, man kom fra.

Så når en patient ringede om morgenen og f.eks. skulle have en recept, skulle jeg ud i arkivet og finde hendes journal efter navn og tilbage og skrive recept i hånden og ringe den ind til apoteket.

Det ville vi gerne organisere på en anden måde, så vi ryddede venteværelset og lagde alle journalerne ud i rækker efter cpr-nummer for at få styr på det som overgang til it«, fortæller Lisbeth Boss.

Og ja, siger hun, det var også dengang, hvor det var helt, helt utænkeligt, at manden kunne være med og holde i hånd, hvis hans kone eller kæreste skulle have lavet en graviditetsundersøgelse.

Lisbeth Boss er glad for de specialister, der bliver fløjet ind til sygehuset i Rønne, men der er også brug for en stamme af fastansatte, »der driver udviklingen og skaber det faglige og uddannelsesmæssige miljø, der er selvforstærkende, og som kan sikre god rekruttering«, siger hun. Foto: Justine Høgh

At holde sig på sporet

Siden er der selvsagt sket en hel del – med indførelsen af it og ansættelse af personale i klinikken – og så har Boss-parret gjort en række ting – dels for at holde sig lægefagligt up to date og dels for at holde hinanden og klinikken på sporet. Med fokus på lokal forankring.

»En af de ting, vi var meget opmærksomme på, da vi flyttede hertil, var, at hvis vi skulle sidde her – kun vi to læger i Svaneke – var det vigtigt, at vi fra starten også lavede noget andet, så vi kunne bringe noget nyt ind og kunne forholde os lidt kritisk til det, vi lavede, og sikre, at vi holdt gang i vores egen faglige udvikling«, siger Lisbeth Boss.

Hun var som nævnt en del af praksiskonsulentordningen i 20 år og har også fungeret som efteruddannelsesvejleder.

Klaus Boss har også været indrulleret i kvalitetsudvikling, har været aktiv i Dansk Selskab for Almen Medicin og i den lokale efteruddannelse.

Og han har været rejseforsikringslæge, søfartslæge på Bornholm og Christiansø – hvor Lisbeth også har vikarieret som praktiserende læge. Og de har begge været involveret i både akkreditering og organisering af audits for APO og KAP-H for lægehusene på Bornholm.

»En af de ting, vi var meget opmærksomme på, da vi flyttede hertil, var, at hvis vi skulle sidde her – kun vi to læger i Svaneke – var det vigtigt, at vi fra starten også lavede noget andet, så vi kunne bringe noget nyt ind og kunne forholde os lidt kritisk til det, vi lavede, og sikre, at vi holdt gang i vores egen faglige udvikling«Lisbeth Boss

Vi ser det hele

Professortitlerne og forskningsmiljøerne i de store byer har ikke tiltrukket dem – det har handlet om det patientnære.

»Vi har brugt vores arbejdsliv på det nære sundhedsvæsen – meget mere nært end Svaneke her helt langt ude østpå kan det vel ikke blive, og her er alt havnet på vores bord. Jo, der er sket et vist skred over på ambulancetjenester og 1813, men i dagtid ser vi det hele. Patienterne kommer ned til os, når de har skåret sig i hånden, og når de er faldet på klipperne«, siger Klaus Boss – og Lisbeth Boss supplerer:

»Og det ser vi som en kæmpe fordel. Lægehuset i Svaneke ligger lige præcist så langt fra sygehuset – der er 30 km – at patienterne ser det som fuldstændig naturligt, at de kommer hen til os og bliver vurderet og syet, når de kommer til skade«.

For dem selv har kurser i og arbejdet med supervision og ledelse spillet en central rolle for den udvikling, de selv som læger og deres lægehus har været igennem – både i forhold til det gennem årene øgede personale og som tutorer for uddannelseslæger.

Det afspejler den generelle udvikling i rollen som praktiserende læge igennem de seneste 30 år. Og det faktum, at »da vi blev uddannet til speciallæger, indgik der ingen undervisning om ledelse«.

Det handlede selvfølgelig om at få klarhed over daglige opgaver og ansvarsfordeling, men også om at få styr på noget af det, der er særligt, når man er en del af et lille samfund, understreger Klaus Boss.

»I en by som Svaneke kan man som læger og personaler næsten ikke undgå at være venner på kryds og tværs og se hinanden i alle mulige sociale sammenhænge. Så den tydelighed, vi fik ud af at arbejde med ledelse og rammesætning, havde vi virkelig brug for i klinikken – ikke mindst for os selv«, siger Klaus Boss.

»Ja, lederkurserne medførte, at vi fik præciseret hinandens og personalets opgaver, og alle kunne være sikre på, at vi tog det endelige ansvar«, supplerer Lisbeth Boss.

Hans hund blev jo kørt over i forgårs

Men det er ikke kun personalet, man støder på nede i fodboldklubben, i diverse forældreråd og på gymnastikholdet, som er nogle af de lokale aktiviteter, som Klaus og Lisbeth Boss har været engageret i. Det er selvfølgelig også patienterne.

Og den nærhed giver et nøje kendskab til menneskene bag stedets demografi, som er en stor gevinst, siger de samstemmende.

»Bornholm har mange kronisk syge patienter med en udfordrende social profil og uddannelsesmæssig baggrund sammenlignet med resten af landet. Og så er her en stor trofasthed forstået på den måde, at der er rigtig mange, der bor her hele livet. Det har givet os mulighed for at have en kontinuitet gennem generationer.

Når en patient går ad gangen ned til os fra venteværelset til konsultationen, kan jeg se, at, nå, han går ligesom både sin far og sin farfar. Og gad vide, om han er ved at udvikle den sygdom, jeg kender fra den familie? Eller at han ser godt nok nedtrykt ud, men jeg ved jo, at hans hund blev kørt over i forgårs. Man kender hinandens vilkår og forudsætninger på godt og ondt – og det giver det relationelle samspil rigtig gode betingelser«, siger Lisbeth Boss.

Og det giver, supplerer Klaus Boss, også mulighed for at være tovholder til hospitalet på en anden måde.

»Vi kender patientens situation ude i hjemmet. I dag er det svært at blive indlagt, men hvis vi ved, at den her patient har gode kompetencer, så kan vi i almen praksis sagtens være i bindeled mellem ekspertise og patient i eget hjem. Og i det ligger der også et fagligt løft. Vi får ikke bare sendt en epikrise, men kan sikre patienten et bedre forløb. Der var den igen: kontinuiteten«.

Ressourcepersoner

Men nærheden, medgiver de begge, kan for nogle virke intimiderende, når man kommer til udefra.

»Det har grundlæggende ikke været noget problem for os – måske fordi jeg er herfra – men jeg ved godt, at der er mange, der frygter lige det aspekt, og det gjorde vi også og tænkte, om vi kunne bo i den samme by, hvor vi praktiserede, og om man kan være venner med dem, man også skal være ressourceperson for.

Men man skal ikke være bange for at have en professionel relation til patienten. Og man skal ikke være bange for at møde dem nede på skolen eller i Brugsen bagefter. Man skal bare også kunne definere sin private sfære og huske, hvilken rolle man har i den givne situation«, påpeger Klaus Boss.

Nærheden er også helt central rent læge- og sundhedsfagligt på Bornholm, siger han og refererer til den personlige kontakt mellem lægerne på øen, Lisbeth Boss nævnte tidligere:

»Nu skal vi ikke gøre os mere specielle, end vi er, men vi har jo den begrænsede kapacitet, vi har herovre. Den har haft den positive effekt, at vi i det bornholmske sundhedsvæsen har haft en meget nær kontakt til hinanden, fordi vi ikke er så mange.

Det har betydet én indgang til sundhedsvæsenet, og som praktiserende læge herovre har man haft et meget indgående kendskab til den struktur, der var på sygehuset, og har kunnet sætte ansigt på mange af lægerne, fordi man møder dem i mange faglige sammenhænge. Så vi har altid haft nem adgang til at få et godt råd, og vi har kunnet overlevere patienterne på en god måde«, siger Klaus Boss.

Mister vi lidt af helhedsbilledet?

Ligesom i resten af landet står almen praksis på Bornholm over for store omvæltninger i de kommende år. Og Lisbeth Boss frygter lidt, at netop nærheden og det indgående kendskab til den enkelte patient får svære vilkår, hvis opgavernes mængde og kompleksitet i den enkelte praksis kræver for stor specialisering og uddelegering.

»Specialisering på sygehus er en ting, men når vi ude i praksis uddelegerer rigtig meget til vores dygtige sygeplejersker – og det kan der være rigtig god mening i, når vi mangler hænder og simpelthen ikke kan nå det hele selv – kan vi let miste noget.

Hvis det f.eks. er os som læger, der laver børneundersøgelserne, har vi en løbende kontakt med familierne, også når de ikke er akut syge, og så kan vi hurtigere se, når noget er anderledes og ikke er, som det skal være.

Men med uddelegeringen mister man som læge mange af de – forstå mig ret – mindre komplicerede opgaver og sidder tilbage med alle de komplicerede patientforløb. Vi mister lidt af helhedsbilledet, og det synes jeg, er rigtig ærgerligt – men jeg kan godt se, at som det er lige nu, kan vi ikke gøre andet«, siger hun.

»Med uddelegeringen mister man som læge […] lidt af helhedsbilledet, og det synes jeg, er rigtig ærgerligt«Lisbeth Boss

Og de sværeste patienter er der også bare blevet flere af, påpeger Klaus Boss, for »der er drysset noget kompleksitet tilbage til os fra sygehuset«. Og så hænger det uløseligt sammen med demografien med en ældre og mere multisyg befolkning, samtidig med at mulighederne for – og ikke mindst forventningerne til – bedre behandling er støt stigende. Det gør også arbejdet spændende.

Så det handler om at holde balancen i forhold til almen praksis i de kommende år, påpeger Lisbeth Boss.

»Man kan ikke læsse flere opgaver på almen praksis allerede nu og så planlægge, at der skal være flere læger – men at de først kommer i 2035 – hvis de nye opgaver er kommet eller kommer lige om lidt. Det er virkelig en bekymring«.

De kan jo ikke trylle

At Aftale27, sundhedsreformen og den nært forestående regionssammenlægning vil smitte af på det bornholmske sundhedsvæsen og almen praksis på øen, er Boss-parret ikke i tvivl om.

Med tanke på den store PLO-konflikt i 2013, hvor de selv var ved at kaste håndklædet i ringen og flytte tilbage til Sverige, ønsker de sig først og fremmest, at Aftale27 skal have én stor, flammende overskrift: gensidig tillid.

Når det gælder den nye storregion, vælger Lisbeth Boss at »tage jahatten på« og håber, at regionen lever op til sundhedsreformens intentioner og giver almen praksis »et kæmpe boost«.

»Det er dejligt med gode intentioner, men de kan jo ikke trylle, og der er jo ikke flere hænder efter 1. januar end før 1. januar«Lisbeth Boss

»Det er dejligt med gode intentioner, men de kan jo ikke trylle, og der er jo ikke flere hænder efter 1. januar end før 1. januar«.

Både Lisbeth og Klaus Boss fremhæver det »forbilledlige samarbejde«, der er mellem lægerne på Bornholm og sygehusene i Københavnsområdet, som giver mulighed for »høj faglig sparring«, og det er også godt, at »der kommer specialister herover i stedet for, at vi skal flytte hele ambulatoriers patienter over til hovedstaden«, siger de.

»Men de pendlende læger kan jo logisk nok ikke engagere sig i afdelingen eller hospitalet på samme måde, som hvis de var en del af det til daglig. Og det er der også nødt til at være nogen, der gør – nogen, der driver udviklingen og skaber det faglige og uddannelsesmæssige miljø, der er selvforstærkende, og som kan sikre god rekruttering«, siger Lisbeth Boss.

»De pendlende læger kan jo logisk nok ikke engagere sig i afdelingen eller hospitalet på samme måde, som hvis de var en del af det til daglig. Og det er der også nødt til at være nogen, der gør – nogen, der driver udviklingen og skaber det faglige og uddannelsesmæssige miljø, der er selvforstærkende, og som kan sikre god rekruttering«Lisbeth Boss, praktiserende læge i Svaneke

Kontinuiteten – igen, igen

Selv har de gjort sig meget umage med at få overleveret lægehuset i Svaneke og al det kendskab til patienterne, de havde fået opbygget. Og faktisk faldt arbejdet med akkreditering fint sammen med forberedelserne til ejerskiftet, og det betød, at »vi kom rundt i alle hjørnerne«.

»Som kolleger med de nye generationer har vi en stor opgave med at vise, hvad vi har gjort indtil nu, overlevere den tavse viden og så – som vi har gjort – tilbyde vores hjælp i en overleveringsfase.

Det kan selvfølgelig ikke lade sig gøre alle vegne, men i vores situation synes vi, det er lykkedes rigtig godt – og det har forhåbentlig lettet overgangen med at komme fra en teoretisk uddannelse til at skulle være praktiker, leder og personaleansvarlig og så videre for fuld knald«, siger Klaus Boss, der her et par år efter ejerskiftet fortsat arbejder to dage om ugen i klinikken, ligesom Lisbeth Boss også har fungeret som vikar i perioder.

»Vi kan f.eks. supervisere med vores baggrundsviden om en familie og de reaktioner, man måske ikke lige kan gennemskue«, siger hun.

»Og så er vi sandelig inde på kontinuiteten igen … Man skal investere lidt i den – men den letter så utroligt mange andre ting«, konstaterer Klaus Boss.

En aften om ugen

Og skulle der sidde en ung læge og overveje at drive en almen praksis på Bornholm, så lyder det beroligende fra de to, at:

»Ja, det kan fint lade sig gøre at leve det her liv i både en professionel rolle og i en grad af interaktion med lokalsamfundet. Det er ikke så farligt, som det kan se ud til – at være læge et lille sted – men man må finde sine egne grænser«, siger Klaus Boss.

»Ja, det kan fint lade sig gøre at leve det her liv i både en professionel rolle og i en grad af interaktion med lokalsamfundet. Det er ikke så farligt, som det kan se ud til – at være læge et lille sted – men man må finde sine egne grænser«Klaus Boss

At mange unge læger kvier sig ved at blive ejerlæger, men gerne vil være ansatte i en praksis, forstår Lisbeth Boss sådan set godt – det væsentlige er, at klinikken er ejet af en kliniker – for det er et stort arbejde at være ejer og kræver indsigt i faget. Det fik hun og Klaus Boss at vide på den ligefremme måde …

»Jeg tror, der er mange i den nye generation, der har lyttet til, at vi har brokket os over, at vi har haft for meget at lave. I en periode kaldte vi jo lægehuset her for vores tredje barn. Det fyldte det hele i en periode.

Og på et tidspunkt i starten, hvor vi var ved at bygge det op, kom vores to børn og sagde, at de gerne ville have et husmøde. De ville gerne have en aften om ugen, hvor vi ikke snakkede om lægehuset«.

Det forslag blev vedtaget.

Læs også: