Skip to main content

Langt generationsskifte fik Mette til Bornholm

Halvdelen af Bornholms praktiserende speciallæger er lige nu midt i et generationsskifte. I Hasle har øjenlægerne valgt – og fået – en model, der strækker sig over ti år. »Jeg var ikke taget til Bornholm, hvis jeg havde fået at vide, at om et halvt eller helt år så står du alene med klinikken, driften og patienterne«, siger Mette Correll.

Jakob Friis og Mette Correll deler ansvaret for klinikken fifty-fifty og træffer beslutninger sammen. Foto: Justine Høgh
Jakob Friis og Mette Correll deler ansvaret for klinikken fifty-fifty og træffer beslutninger sammen. Foto: Justine Høgh

Af Charlotte Kiil Poulsen, ckpo@dadl.dk

26. okt. 2026
11 min.

Bornholms Øjenklinik i Hasle ejes lige nu af de to oftalmologer Mette Correll og Jakob Friis. Mens den første er relativt ny, har den anden haft klinikken i snart 20 år.

Fakta

Øen i »søen«

Jakob Friis kom til øen med et 0-ydernummer i 2007, men der gik ikke lang tid, før kalenderen var fyldt, og ventelisten lang.

»Så effektiviserer man og gør alle mulige krumspring, men jeg kunne alligevel ikke nå det hele. Uden en kollega at sparre med eller få hjælp af, så er man meget alene. På et tidspunkt nåede jeg frem til, at jeg ikke kunne fortsætte på den måde«, fortæller Jakob Friis, der også via en § 64-aftale med regionen alle årene har stået for kataraktoperationerne på Bornholms Hospital.

Han gav regionen et ultimatum: »Enten finder I en løsning, eller også må jeg stoppe«. På det tidspunkt var Jakob Friis 54 år.

Løsningen blev en ti år lang generationsskifteaftale, hvor knækgrænsen i hele perioden er forhøjet med 30%

Og selv om det med Jakob Friis’ ord er som at fiske i Østersøen at finde en ny speciallæge til Bornholm, »Der er ikke mange, der bider på«, så lykkedes det alligevel.

Fra Brøndby til Bornholm

Mette Correll arbejdede på det tidspunkt på Øjenafdelingen på Rigshospitalet, Glostrup, boede i Brøndby med mand og to teenagebørn og var lige blevet færdig som speciallæge. Hun tog et halvt års vikariat i Jakob Friis’ klinik nogle dage om ugen ved siden af sit normale arbejde, og der gik ikke lang tid, før hun var solgt.

»Det var næsten kærlighed ved første blik. Efter få dage havde jeg det bare sådan: ,Hold da op, det er fedt. Kan man have det så godt, både når man møder på arbejde, og når man går hjem igen?’«.

»Det var næsten kærlighed ved første blik. Efter få dage havde jeg det bare sådan: ,Hold da op, det er fedt. Kan man have det så godt, både når man møder på arbejde, og når man går hjem igen?’«.Mette Correll, øjenlæge på Bornholm

Hun var egentlig glad for sit arbejde på Rigshospitalet, Glostrup, og troede, før hun tog vikariatet, at hun skulle blive der i mange år.

»Da jeg så prøvede noget andet, gik det op for mig, at der også var en anden måde at arbejde på«, siger hun og fortsætter:

»Folk herovre fejler virkelig noget, når de går til lægen, så man bliver fagligt udfordret. Patienterne var samtidig søde og taknemmelige over, at der kom en ny læge, og i klinikken var der super god stemning og samarbejde både med Jakob og personalet«.

Mette Correll fik overtalt mand, kat og børn til at tage med. Det er fem år siden nu. Og selv om den ældste søn nu er rejst tilbage til København for at studere, oplevede hun, at hele familien hurtigt faldt til på Bornholm, og at flytningen var relativt uproblematisk. Jobs til ægtefælle er der masser af, siger hun, hvis man altså ikke går efter et akademikerjob. For de hænger ikke på de bornholmske træer.

Netop Bornholms specielle geografi påvirker også arbejdet som læge.

»Det var noget af det, der tiltrak mig ved Bornholm. Det var ikke bare en klinik, men en klinik langt væk fra alting. Der er nogle ting, du bliver nødt til at tage stilling til eller tage hånd om selv, enten fordi patienten ikke vil eller kan rejse over til behandling. Måske fordi de er gamle og aldersvækkede eller syge, så der er ting, du må prøve af«, fortæller hun.

»Det var noget af det, der tiltrak mig ved Bornholm. Det var ikke bare en klinik, men en klinik langt væk fra alting. Der er nogle ting, du bliver nødt til at tage stilling til eller tage hånd om selv, enten fordi patienten ikke vil eller kan rejse over til behandling«Mette Correll, øjenlæge på Bornholm

Samarbejdet med hendes gamle afdeling på Glostrup fungerer supergodt, og hun kan altid ringe for sparring og konferere konkrete patientcases.

»Det er vigtigt, når man sidder lidt langt væk fra alting. Det tror jeg også andre i ,udkanten’ vil sige: at det er rart at have en livline ind til hospitalet, hvor man kan vende de enkelte patienter«.

Hvor Mette Correll så selekterede patienter på hospitalet, kommer de uvisiteret i praksis.

»Det er jo det, der gør det lidt spændende. At man er den her første instans, der ser patienterne, plus at man så får noget kontinuitet, som jeg virkelig savnede på hospitalet. Når jeg iværksætter en behandling her, så evaluerer jeg selv på den senere hen, når jeg ser patienten igen. Jeg lærer patienterne at kende, og fordi det er en lille ø, så går de her i mange generationer og i store familier, så man lærer jo også familierne at kende. Mest deres øjne og deres sygdom selvfølgelig, men man lærer alligevel noget om dem i en større kontekst. Det giver mig en kæmpestor arbejdsglæde«.

Øjenlæge Mette Correll flyttede fra Brøndby til Bornholm, hvor hun i dag er praktiserende speciallæge. Hun er også formand for Lægeforeningen på Bornholm. Hun mener, at længere generationsskifteaftaler kan være et godt rekrutteringsværktøj. Foto: Justine Høgh

Trafikstøj, rådyr og ro

En anden ting, Mette Correll fandt ud af, hun nyder ved at arbejde og bo på Bornholm, er roen. Den ro, som aldrig er i Glostrup og Brøndby, der ligger midt i en ring af motorveje.

I dag består hendes vej til arbejde af en fire kilometer lang tur, hvor morgentrafikken typisk består af »to hundeluftere, tre biler og et rådyr«.

Hun kan egentlig ikke pege på noget, hun savner ved den københavnske omegn ud over familie og venner, som de stadig ser tit: »For så er der jo heller ikke længere derover«.

»Bornholm har den ro, jeg havde brug for. Om vinteren kan vi stå på ski, vi kan surfe om sommeren. Der er altid flot natur, du kan tage ud i. Hvis man er til kulturliv, er der også masser af det. Men her er ikke bystøj i baggrunden. Når jeg træder ud af klinikken, er der stille med det samme. Det kan jeg rigtig godt lide. Omvendt står det slet ikke stille rent fagligt. På arbejde har jeg supertravlt, og det er lægefagligt udfordrende. Jeg holder meget af den kombination«.

»Når jeg træder ud af klinikken, er der stille med det samme. Det kan jeg rigtig godt lide. Omvendt står det slet ikke stille rent fagligt. På arbejde har jeg supertravlt, og det er lægefagligt udfordrende. Jeg holder meget af den kombination«Mette Correll, øjenlæge på Bornholm

Generationsskifteaftalen

De to medejere af klinikken deler ansvaret fifty-fifty og træffer beslutningerne sammen. En typisk generationsskifteaftale er mellem seks måneder og 2,5 år. Mette og Jakobs er ti år. For Mette Correll var det lige præcis en lang generationsskifteaftale, der skulle til for at rykke hende som ny speciallæge til egen klinik et helt nyt sted.

»Jeg var ikke taget til Bornholm, hvis jeg havde fået at vide, at om et halvt eller helt år så står du alene med klinikken, driften og patienterne. Det, der var attraktivt for mig ved den her model, var, at jeg både kunne gå lidt ned i tid og være lidt fleksibel i forhold til min tid, samtidig med at jeg havde en erfaren kollega, jeg kunne sparre med om det faglige«, fortæller hun.

»Selvfølgelig betyder det også en mindre indtjening, men så længe jeg kan få det til at løbe fint rundt, så har de andre parametre – tid og fagligt kollegaskab – været vigtigere for mig«.

Mette Correll blev for to år siden formand for Lægeforeningen på Bornholm. En af hendes kæpheste er, at generationsskifter kan bruges som rekrutteringstiltag til områder, hvor det er svært at tiltrække nye speciallæger.

Derfor ville hun ønske, at regionerne var lidt mere fleksible i forhold til at lave lange generationsskifter. Hun kan godt se, at det er en større udgift for regionen, men hun mener, at behovet er der.

»Om det er tre, fem eller ti år, er ikke afgørende, bare det passer den enkelte. Vi har fået en lang overgangsperiode, som passede godt, fordi Jakob ikke var klar til at stoppe, men ønskede aflastning, og jeg havde ikke lyst til at være alene fra start«.

Jakob Friis, øjenlæge, ser en patient. I øjeblikket er der 40-50 ugers ventetid i deres klinik. Foto: Justine Høgh

Mette er som udgangspunkt i klinikken tre dage om ugen, mens Jakob er der de to andre dage, og så opererer han også katarakt på hospitalet. Herudover har de enten administrationsdage eller fridage. Samtidig har de aftalt som »en slags senioraftale«, at Jakob køber sig til flere friuger, hvor Mette så passer klinikken.

Foreløbigt har de to samarbejdet i fem år.

»Vi er begge to nødt til at gå ind i det med den indstilling, at vi skal finde ud af tingene, gå på kompromis og blive enige. Det fungerer rigtig godt for os. Hvis man har et kortere generationsskifte, kan man bedre sige, okay, vi holder ud, og så ændrer vi det, når den tidligere ejer er ude ad døren«, siger Mette Correll.

Når generationsskiftet om fem år løber ud, er Mette Correll helt klar til at tage sig 100% af klinikken. Men hun drømmer egentlig om en ekstra kapacitet og en kompagnon. Gerne én, der vil operere katarakter, ligesom Jakob Friis har gjort.

»Patienterne vil gerne blive her på Bornholm, og jeg laver ikke de operationer, så jeg synes, det ville være bedst for øen og patienterne«.

Stadig lange ventelister

Ventelisten er stadig lang i Bornholms Øjenklinik. Mellem 40 og 50 uger.

»Antallet af ældre mennesker på Bornholm er støt stigende, og dermed er efterspørgslen på vores ydelser i den grad også stigende. Vi står i en situation nu, hvor vi, selv om vi har en kapacitet svarende til 1,3, faktisk ikke har tider før næsten et år ude i tiden. Vores akutkalender er også fuldstændig ,makset’ ud. Vi er en travl klinik«, fastslår Jakob Friis.

Han driver ved siden af en privatklinik, hvor han laver private operationer for grå stær og linseskift samt kosmetisk øjenlågskirurgi.

Jakob Friis håber ligesom Mette Correll, at der, når han stopper, kommer en øjenkirurg til øen, der kan stå for bl.a. kataraktoperationer.

»Bornholmerne vil gerne opereres her på Bornholm. De er meget lokalpatriotiske. Sådan er øer jo. For det første er det fremmed og alt muligt andet, det, der foregår ,på den anden side’. For det andet er det jo som regel ældre mennesker. For nogen er det at rejse til København som at tage til New York for os andre«, siger Jakob Friis.

Det oplevede Mette Correll konkret forleden.

En til to gange om ugen flyver øjenlæger fra Rigshospitalet, Glostrup, til Bornholms Hospital, hvor de dagen lang injicerer patienter mod f.eks. sukkersygeforandringer og alderspletter i øjnene.

»Det er et ret stort patientantal, der går i sådan et forløb«, fortæller Mette Correll, der henviser til forløbene.

Før en patient kan komme i injektionsforløb på Bornholms Hospital, skal de dog fysisk forbi Glostrup.

»Normalt når man siger til folk, at de skal have en indsprøjtning i øjet, så bliver de lidt nervøse og udbryder: ,Uh en indsprøjtning i øjet’. Min seneste patient udbrød: ,Uh, skal jeg til København?’ Det med at skulle rejse til København føltes mere voldsomt for hende end at få en indsprøjtning i øjet«, fortæller Mette Correll, der dagligt oplever, at patienter spørger »om hun ikke bare kan gøre det?«.

»Min seneste patient udbrød: ,Uh, skal jeg til København?’ Det med at skulle rejse til København føltes mere voldsomt for hende end at få en indsprøjtning i øjet«,Mette Correll, øjenlæge på Bornholm

»At give injektioner kunne vi i princippet også godt gøre, og der er også blevet åbnet op for det i vores overenskomst, men det ville jo tage en hel eller to dage af vores uge, og det har vi slet ikke kapacitet til«.

Ude på den lange gang får man syn for sagen. Samtlige bænke og stole er fyldt med ventende patienter.

»Man finder ud af, at man faktisk gør en kæmpe forskel, og folk er glade for, at man er her. Man føler sig værdsat. Det gør man virkelig. Men føler sig ikke bare som en lillebitte brik. Vi siger også tit til hinanden: Det var godt, vi kom på arbejde i dag, for patienterne kan ikke bare gå et andet sted hen«.

Fakta

Fakta om generationsskifte