Hvis de fremmødte praktiserende læger synes, at de ofte ser børn med mellemørebetændelse, så kig til Grønland. Her er det dobbelt så hyppigt. Læg dertil, at de har en højere komplikationsrate – i en sådan grad at op imod 10% af skolebørnene har en hørenedsættelse.
Det skal du være opmærksom på. Det skal du også med opbygningen af inuitters øjne, som kombineret med et blive udsat for meget mørke, betyder, at der er en særlig risiko for grøn stær af den variant, der hedder snæversynet glaukom. Og så skal du vide, at har nogen hostet i tre uger, så er det tid til røntgenbillede af thorax. For selv om omfanget er betydeligt mindre end for år tilbage, så er tuberkulose fortsat en ting på den store ø.
Tre læger med tilsammen mere end 70 års erfaring som læger i Grønland, stod fredag på scenen til Lægedage i Bella Center, for – om ikke at rekruttere – så i al fald at fortælle, hvad det vil sige at udføre lægefagligt arbejde der i en kortere, eller helst længere periode. Hvad er myter? Hvad er fakta? Hvad er særligt? Hvad skal du på forhånd kunne?
Ovenstående eksempler er noget af det særlige. Og eksemplerne var selvsagt mange flere. Men hvad er det så, der især optager en læge i Grønlands tid?
»Det, der virkelig fylder noget, det er de kroniske sygdomme, og der er tre ting, der karakteriserer de sygdomme: (1) de er alle sammen i stigning i øjeblikket. (2) de er relateret til en stigende alder som en meget stor driver, men også en meget høj forekomst af risikofaktorer som fedme og rygning. Og (3) de fleste af dem er svært underdiagnosticeret og underbehandlet«, som kursusleder Michael Lynge Pedersen, der er speciallæge i almen medicin, professor i arktisk medicin og ansat i det grønlandske sundhedsvæsen i 25 år.
Eksempel: Antallet af diabetespatienter er femdoblet på 15 år. Og man forventer, at det fortsat vil stige, selv om man kæmper imod ved at behandle overvægt medicinsk.
Almen medicin med et twist
Sygdomsbilledet er én ting. Men mange andre ting gør det også særligt. 57.000 mennesker fordelt i 16 byer og 58 bygder har du en meget, meget spredt population på et kæmpe geografisk område og det forhold, at det grønlandske sundhedssystem kun er én sektor, gør opgaven speciel. Plus at man bare ikke har samme medicin og behandlingstilbud til rådighed, som man er vant til hjemme fra Danmark.
Ikke desto mindre er det i høj grad praktiserende læger, man har brug for til det, de kategoriserede som almen medicin med et twist.
»Jeg vil sige, at 95% af alt det arbejde, som I vil komme til at lave, det er almen medicin. Det, som I allerede kan. Resten er de her lidt særlige ting som akutmedicin, stuegang på sengeafsnit, evakuering og anderledes administrative opgaver ved f.eks. dødsfald«, sagde Helle Olsen, der har været ledende regionslæge i Region Qeqqa siden 2015.
Jesper Olesen, der er ledende regionslæge i Region Sermersooq (den med hovedstaden, Nuuk), gav efter pausen sit bud på, hvad man skal forvente – og have lyst – til ved en periode som læge i Grønland. Og hvad man skal kunne.
»Noget af det gode ved Grønland, synes jeg, er, at man får i langt højere grad lov til at gøre sine patienter færdige selv. Ikke at man står med det hele selv. Der er masser at søge råd ved. Men i forhold til Danmark, hvor alt jo bare bliver afleveret videre«, lød det fra Jesper Olesen.
»Jeg har oplevet ved utallige kolleger, at du oplever virkelig følelsen af at være læge. Der er ikke rigtig nogen, som præcis kan definere det. Men det er nok følelsen af at mærke, at man virkelig gør en forskel. Vi er et fattigere og mindre sundhedsvæsen med færre tilbud og ressourcer, så alt det I gør, det gør en stor forskel«.
Det betyder også, at man skal være klat til at arbejde tæt sammen med mange faggrupper – og bede om deres hjælp. Og være forberedt på, at portøren måske også tager røntgenbilleder, og jordemoderen hjælper til med blodprøver i laboratoriet. Man favner bare bredere.
»Og så er det bare sådan, at selv i den største by, Nuuk, der er ingen speciallæger ude i byen. Der er ingen øjenlæger, hudlæger eller psykiatere. Alt starter hos os. Det betyder, at vi lige skal undersøge lidt mere. Men I kan godt det hele. Det er ikke sikkert, at I ved det endnu«, sagde Jesper Olesen.
Du kan læse meget mere om det grønlandske sundhedsvæsen og blandt andet se stillingsopslag på www.gjob.dk