Lægers retssikkerhed bør styrkes ved klagesager. Det mener både Lægeforeningen og juridiske eksperter. Lægerne kan f.eks. ikke bringe vidner ind i sagen, afgørelsen afhænger i høj grad af en eneste person – den lægeligt sagkyndige – og der er ikke nogen ankeinstans.
I år skal Patientombuddet evalueres, tre år efter oprettelsen. Den proces vil blive forankret i Sundhedsministeriet, og Lægeforeningen vil søge optimal indflydelse.
”Det, vi dybest set gerne vil have, er et system, som har mest mulig fokus på læring”, siger formand for Lægeforeningen, Mads Koch Hansen.
”Vi accepterer, at nogen skal kigge os i kortene, hvis der begås fejl, og nogen skal sanktionere os, hvis der sker graverende fejl. Men det er altafgørende, at der er tillid til systemet, og at sagsbehandling og ventetider kører på bedst mulige vis”, siger han.
Er lægers retssikkerhed da ikke i orden nu?
”Vi vil gerne sikres samme retssikkerhed, som er almindeligt anerkendt andre steder i samfundet. Og der er det en udfordring, at man ikke kan appellere sagerne (afgjort i Patientombuddet, red.). De afgøres, som de afgøres, uden at det er muligt at påklage afgørelserne til en ankeinstans”.
Hvordan kan det gøres?
”Det findes f.eks. på erstatningsområdet, hvor der er det, der nu hedder Patienterstatningen, og så en særlig instans for de tilfælde, hvor nogen ønsker at klage over en erstatning. Det er et nyt organ. Det er nye øjne, der kigger. Det synes jeg, man skal overveje at få bragt ind i systemet over lægeklager også. Tillid og retssikkerhed er jo enormt vigtige parametre, når mennesker bliver bedømt på deres faglighed”.
Er det et problem, at de sagkyndige, hvis udtalelser lægges til grund for beslutningerne, aflønnes af Patientombuddet?
”Den situation eksisterer i enhver sammenhæng, hvor nogen bedømmer noget. Nogen skal betale udgiften. Men der skal sikres uvildighed. Det synes jeg er relevant at kigge på i evalueringen af Patientombuddet”.
Der bør være bedre uddannelse af sagsbehandlerne. Afgørelserne bærer præg af dårligt sprog, mangel på begrundelser og stringens. Der mangler tilsyneladende juridiske sagsbehandlere, der jo har kendskab til forvaltningsret og proces Advokat Finn Altschuler
Formelt er den måde, Patientombuddet er organiseret på, ikke et særsyn. Det gælder f.eks. aflønningen af de sagkyndige, som er på Patientombuddets lønningsliste.
”Der er ikke i sig selv noget problem i faste og lønnede konsulenter. En myndighed bestemmer selv, hvordan den vil undersøge og oplyse sager og bruge sagkyndige”, siger lektor, ph.d. Sten Bønsing fra Juridisk Institut på Aalborg Universitet.
”Der er heller ikke problemer i, at de selv undersøger klager over sagsbehandlingsfejl. Sådan vil det altid være hos offentlige myndigheder”, siger han.
Skal der justeres, er det snarere på andre områder, mener sundhedsjurist Kent Kristensen fra Syddansk Universitet.
Han er enig med Lægeforeningen i, at der er behov for en ankeinstans, og så går han ind for skærpede krav til de sagkyndige, så det sikres, at de sagkyndige har indsigt i det pågældende speciale.
"Patientombuddet yder her en stor indsats, men det ændrer altså ikke på, at de sagkyndiges vurderinger er den faglige målestok, klagerne bliver vurderet på. Det, som de sagkyndige skal vurdere, er jo neto,p om den enkelte læge har levet op til den norm, der er almindelig anerkendt inden for det faglige fællesskab. Det er derfor også afgørende, at de sagkyndige kun bedømmer sager inden for deres eget speciale", siger han.
Desuden mener Kent Kristensen, at partshøringspligten bør udvides.
”De sagkyndiges vurderinger skulle efter den gamle bekendtgørelse sendes til partshøring. Det blev ændret med reformen af Patientombuddet. De sagkyndiges vurdering er som interne dokumenter ikke omfattet af de almindelige partshøringsregler. Der er nu en praksis for, at de sagkyndiges udtalelser bliver sendt til partshøring, men kun når lægen er indstillet til kritik. En fast regel om at høre parterne i sagen, uanset om der er grund til kritik, vil derfor også styrke kvaliteten i sagsbehandlingen”.
Kent Kristensen peger også på, at Patientombuddet heder de enkelte afdelinger om oplysningerne og udtalelser fra de involverede sundhedspersoner alene på baggrund at det klageskema, som klageren har udfyldt. Det synes han ikke er hensigtsmæssigt.
”Der har ikke været nogen forudgående sagsbehandling, og når der så i klagen alene står, at der klages over behandlingen på ”Hjørring Sygehus”, så er det altså et problem, når det eneste man kan gå efter, er en behandlingsperiode på f.eks. tre måneder. Det betyder, at man kan risikere at sidde tilbage med oplysninger, der ikke er relevante for klagen og udtalelser fra læger, der ikke har noget med sagen at gøre.”, siger han.
”Den manglende præcisering af klagetemaet øger risikoen for fejl. Derudover så svækker det retssikkerheden, at det er afdelingsledelsen, der i første omgang peger på den, der skal afgive udtalelser og den, der indsamler udtalelserne.
”I dag er det ens umiddelbare ledelse, der bliver inddraget. Det betyder, at den ikke kun vil vide, at der er en klage, men også har adgang til at se svaret. Det er uheldigt, for det betyder, at lægen måske vil tilbageholde oplysninger”, siger han.
”Man bliver på den måde stækket i ens mulighed for at forsvare sig af hensyn til ens karriere”.
Fakta
Advokat med møderet for Højesteret, Finn Altschuler fra Linde & Altschuler Advokataktieselskab, er ikke helt så begejstret for en ankeinstans. Han fører sager for læger og er også rådgiver for lægelige organisationer.
”Det kan både have sine fordele og ulemper. Du kan få sagen efterprøvet. Men det er også et element, der vil medføre længere sagsbehandlingstid”, siger han.
”Og det er vigtigt, hvordan ankeinstansen bliver sammensat. Der bør deltage flere jurister”.
Et stærkere juridisk input i processen vil i det hele taget styrke den, mener han. Som det er nu, ligger størstedelen af indflydelsen hos én person – den lægefagligt sagkyndige, som afgiver erklæring i sagen.
”Jeg har ofte oplevet, at mange afgørelser stort set er skrevet direkte af efter den sagkyndiges udtalelser. Jeg tror ikke, jeg en eneste gang har oplevet, at afgørelsen er gået imod den sagkyndige”, siger han.
”Problemet er bl.a., at der ingen bevisførelse er. De eneste beviser er journalerne og den sagkyndiges erklæring. Og går den imod lægen, har du det virkelig svært. Jeg synes principielt, der i hver sag bør være to sagkyndige, og de skal afgive erklæringerne uafhængigt af hinanden”.
Der er jo en partshøring?
”Det er rigtigt, men der er ikke fri bevisførelse. Man kan ikke hente bevismidler som ved domstolene. F.eks. er der ikke vidneforklaringer. Og der indhentes til sagens oplysning kun høringen fra den indklagede og den sagkyndiges erklæring. Når der kommer et udkast til afgørelse, er det meget svært at få ændret. Man kan bede om en ny sagkyndig, men det skal der være en særlig grund til”.
Finn Altschuler peger også på tidsfristerne som et centralt problem.
”Klagefristen er to år, fra patienten vidste eller burde have vidst, at der var en behandlingsfejl – og maksimalt fem år efter at behandlingen har fundet sted. Jeg har haft sager, hvor jeg fandt, at det var oplagt at afvise sagen på grund af forældelse. Patientombuddet holder sig mere til femårsreglen end toårsreglen”, siger han.
Set fra patientens synspunkt er det naturligvis godt, men det er ikke til fordel for lægerne, at sager tages op så mange år efter forløbet, hvor lægen ofte kun har korte journalnotater at støtte sin hukommelse på.
Hvad med den administrative sagsbehandling?
”Der bør være bedre uddannelse af sagsbehandlerne. Afgørelserne bærer præg af dårligt sprog, mangel på begrundelser og stringens. Der mangler tilsyneladende juridiske sagsbehandlere, der jo har kendskab til forvaltningsret og proces”.
Kvalitativt bedre sagsbehandling kan også være med til at afkorte den til tider meget lange sagsbehandlingstid, som kan være særdeles belastende for de læger, der bliver genstand for dem.
Læs også: Fokus - Når læger kommer i klemme i klage-systemet
