Patientombuddet er til for at sikre patienternes rettigheder vis-a-vis læger og andet sundhedspersonale. Men hvad med lægernes retssikkerhed?
En decemberdag kort før jul i 2007 gik Michael Møller en stuegang, som kom til at sætte et markant præg på hans liv flere år frem. Den unge læge, som i dag er lige på nippet til at blive speciallæge i neurologi, var dengang ansat på Amager Hospitals ortopædkirurgiske afdeling i et vikariat.
Et forløb med en patient, han tilså ved middagstid, udvikler sig til en klagesag (se »Sammendrag af Michael Møllers sag«), der kommer til at strække sig over flere år. Undervejs rystes Michael Møller dybt i sin tillid til det system, der formodes fair og forstandigt at håndtere klager over læger.
Sagen ender – efter udtalelse af hele tre sagkyndige – med, at al kritik af Michael Møller frafaldes, men han har svært ved at lægge den bag sig.
»Først var jeg vred over behandlingen af klagen – det gik meget på min egen lægerolle. Men nu er det gået over til at være noget mere moralsk. Det er gået fra at handle om den konkrete patientsag til at handle om embedsmisbrug«, siger han.
Sagens kerne er, at først Patientklagenævnet og siden Patientombuddet uden den fornødne dokumentation (se »Sammendrag af Michael Møllers sag«) etablerer en formodning om den pågældende patients forløb – in casu morfinforgiftning – og lægger op til at kritisere Michael Møller for at have overset den.
Det lykkes aldrig Michael Møller at få Patientombuddet til at fortælle ham, hvilken dosis morfin, han beskyldes for at have overset. Han prøver gentagne gange – uden held – at få Patientombuddet til at tage hensyn til, at andre forhold kan have spillet en rolle for forløbet, ikke mindst at patienten fik en meget stor dosis sløvende medicin dagen inden.
Selv da den dokumentation, som Michael Møller selv fremskaffer, viser, at der ikke kan være tale om morfinforgiftning, bibeholder Patientombuddet formodningen.
»De finder ud af, at formodningen ikke er rigtig, og alligevel kører de los. De vil ikke indrømme fejlen«, siger Michael Møller.
Han beskriver en nærmest absurd proces.
Faktaboks
»Kravet til dokumentation ændres. Dokumentationen fremsendes gentagne gange, men det, der før var påkrævet, anses nu som 'bemærkninger uden relevans for den videre sagsbehandling'«, fortæller han f.eks.
I sagsbehandlingen optræder også blodprøvesvar, som der henvises til, uden at de er blevet rekvireret, og et håndskrevet sygeplejenotat, der viser sig at være fra en helt anden dato.
Michael Møller finder det også meget mistænkeligt, at en af Patientombuddets sagkyndige bliver bedt om at komme med en udtalelse udelukkende om morfin, selv om det står klart, at morfin netop ikke kan være skyld i det forløb, der er klaget over.
Han betragter denne sagkyndiges udtalelse som en falsk erklæring, der har til formål at skjule fejl i sagsbehandlingen og ender med direkte at beskylde Patientombuddet for embedsmisbrug i et brev til dets direktør, Steffen Egesborg Hansen.
Steffen Egesborg Hansen har over for Michael Møller erkendt og beklaget, at der er sket fejl i behandlingen af hans sag. Men embedsmisbrug?
»Jeg kan ikke gå ind i selve sagen, men helt generelt kan jeg afvise enhver beskyldning om embedsmisbrug her i Patientombuddet. Vi har ikke andre hensyn her hos os end at nå frem til den korrekte afgørelse på patienternes klager«, siger Steffen Egesborg Hansen.
Lægeforeningen bragte for nylig en række fejl og mangler i sagsbehandlingen op over for ombudsmanden – har I et generelt problem?
»Der er sager, hvor noget går galt. Vi har ca. 5.000-6.000 sager om året. Men jeg synes faktisk, vi er hurtige til at erkende fejl, hvis de skulle ske, og få dem rettet, inden der træffes en afgørelse. Nogle gange er det store, komplekse og vanskelige sager, hvor vi f.eks. undervejs i sagsforberedelsen bliver gjort opmærksom på nye aspekter af betydning for sagen. Så retter vi det selvfølgelig«.
Er jeres sagkyndige kyndige nok?
»Vores ca. 300 lægelige sagkyndige er udvalgt i dialog med de lægevidenskabelige selskaber, så vi er sikre på at bruge nogen, hvis faglige kompetencer er bekræftet af de videnskabelige selskaber«.
Og sagsbehandlerne?
»Her i sekretariatet er det de sagkyndige, der forestår den sundhedsfaglige vurdering af de klager, som vi tager stilling til. Vi indhenter det materiale, der skal til for at oplyse sagerne. Det første, en sagkyndig bliver spurgt om er, om det foreliggende materiale er nok til at belyse problemstillingen. Hvis den sagkyndige beder om mere materiale, indhenter vi det. Det er mit indtryk, at det går rigtigt fornuftigt til«.
Ikke alle læger vil være enige i den karakteristik af Patientombuddets behandling af klagesager. Reservelæge Hannah Mollerup, som er anæstesiolog på Rigshospitalet, har to oplevelser med Patientombuddet, der har gjort hende betænkelig ved klagesystemet.
En sag vedrører en patient, som hun havde set i opvågningen, men ikke haft at gøre med inden. Klagen vedrører et manglende prøvesvar og har altså intet med bedøvelsen at gøre.
Hun fortæller, at hun først bliver rykket for et svar fra Patientombuddet knap halvandet år efter, at klagen er indgivet, selv om hun på det tidspunkt ikke har modtaget den. Så får hun tilsendt mange sider journalmateriale, som alle er sagen uvedkommende, og hvor hendes navn end ikke er nævnt. Først efter selv at have henvendt sig igen, får hun telefonisk oplyst, hvad sagen drejer sig om og får tilsendt det rigtige materiale.
Desuden er sagsbehandlingen meget langsom.
»Afdelingens ledelse har allerede kort tid efter hændelsen givet patienten ret i, at der er sket en fejl i forbindelse med den manglende opfølgning efter udskrivelsen. Alligevel er der ingen afgørelse to et halvt år efter, at klagen er indgivet«, fortæller Hannah Mollerup.
»Det virker for mig uforståeligt, at man ikke kan behandle en sådan sag uden at inddrage irrelevante personer. Den kunne være afgjort for længe siden«, siger hun.
I den anden sag er der også rod i papirgangene – bl.a. registreres en udtalelse ikke, selv om den er indsendt pr. mail.
»De sidste partshøringer anmodes der om fem år efter, at klagen er indgivet og tre et halvt år efter de sagkyndiges første udtalelser, hvor man finder sagen tilstrækkeligt belyst til at udtale sig«, fortæller Hannah Mollerup.
»Det fremgår af sagkyndiges første udtalelse, at behandlingen anses for at være i overenstemmelse med almindelig anerkendt faglig standard, og alligevel forlænges sagen flere år for at identificere nogle fagpersoner, hvis konkrete behandling man ikke har noget at udsætte på i øvrigt. Klagen bunder tydeligvis i en misforståelse og dermed også i kommunikation, men det bliver på ingen måde afdækket under behandlingen«.
Patientombuddet skal evalueres i år – har du et input?
»Jeg tror ikke, at vi har et system, hvor vi opfanger, hvad der er patienternes primære anke og får identificeret, hvor vi er gået fejl af hinanden – eller hvad det er, patienterne ønsker skal komme ud af sagen – juridisk ansvar eller ændring i arbejdsgange. Så er det ikke så meget værd for patienterne, at det er nemt at klage. Måske kunne man knytte en patientvejleder til ved klagesager, så man fik formuleret den præcise klage bedre og mere konkret og så kunne man nøjes med at inddrage de relevante personer i stedet for at skulle høre alle involverede læger. Så kunne afdelingerne være en del af den indledende sagsbehandling, det ville formodentlig også give anledning til større refleksion over hændelsesforløbene. Den nuværende sagsbehandling er bl.a. for langsom, fordi man vil gennemgå alles rolle i behandlingen«.
(Både Michael Møller og Hannah Mollerup har udtalt sig til denne artikel som privatpersoner og ikke som repræsentanter for deres nuværende eller tidligere arbejdsgivere).
Klage til
Ombuds-
manden
Lægeforeningen har i februar måned klaget til Folketingets Ombudsmand over en række fejl og mangler i Patientombuddets sagsbehandling. Bl.a. har en overlæge fået en påtale, selv om vedkommende ikke var til stede på afdelingen på det tidspunkt, hvor den kritiserede faglige adfærd fandt sted.
En reservelæge fik tilsendt en klage, som handlede om en helt anden, og som indeholdt fortrolige patientoplysninger, og Patientombuddet har flere gange brugt sagkyndige uden den korrekte lægefaglige baggrund, skrev foreningen bl.a.
Ombudsmanden har ikke efterkommet Lægeforeningens ønske. I forrige uge meddelte han, at han ikke iværksætter nogen undersøgelse men vil holde øje med problemstillingen.
Det ærgrer Lægeforeningens formand, Mads Koch Hansen.
»Jeg er selvfølgelig ærgerlig over det, men målet er, at vi får et godt system, og her ser jeg frem til, at de ting, vi har bragt op, vil blive behandlet i den forestående evaluering af Patientombuddet«, siger han.
Evalueringen er under forberedelse og vil blive gennemført med forankring i Ministeriet for Sundhed og Forebyggelse.
Læs også: Lægeforeningen:
Patientombuddets afgørelser
bør kunne appelleres, s. 592
