Fakta
Når befrielsen kommer
Hvad gør du, når du står splittet mellem de vedtagne regler i samfundet, din medmenneskelighed og måske ovenikøbet den forpligtelse, du føler at have i forhold til lægeløftet?
»Når befrielsen kommer« er en film om de etiske dilemmaer, som vi alle kan stå i, og som der ikke nødvendigvis er et helt entydigt svar på. Som titlen siger, befinder vi os i de sidste måneder af anden verdenskrig. En periode hvor Danmark var besat, men hvor der også kom mange tyske flygtninge. En del af disse flygtninge – overvejende ældre, kvinder og børn – blev bl.a. »indlogeret« på landets højskoler. Som udgangspunkt var disse flygtninge værnemagtens ansvar, men det overlod de hurtigt til f.eks. de enkelte højskoler.
»Det vigtigste ved filmen er dog de mange tanker, der kommer bagefter – også som følge af krigen i Ukraine«Lise Møller
I filmen følges dels forstanderparret på højskolen samt deres 12-årige søn, en lærer på højskolen, bestyrelsen og flygtningene. Tyske flygtninge betragtes af den brede befolkning og modstandsbevægelsen som nazister, men disse flygtninge er også underernærede, tvinges til at leve tæt og ramt af difteri. Dødeligheden er altså høj – især blandt børnene. Den offentlige holdning er, at danskere ikke skal hjælpe tyskere, og selv Lægeforeningen nægter sine medlemmer at behandle syge tyskere. Det er et synspunkt, der er nemmere at leve op til, når man er langt fra de syge, men væsentligt sværere for dem, der kommer helt tæt på og måske også får en relation.
Generelt er instruktion og skuespillernes præstationer i top. Især blev jeg imponeret af Lasse Peter Larsen, der spiller den 12-årige søn. Det vigtigste ved filmen er dog de mange tanker, der kommer bagefter – også som følge af krigen i Ukraine. Var Lægeforeningens holdning den rette? Lægeløftet pålægger os jo at hjælpe mennesker i nød. Hvad havde jeg selv gjort? Helt ærligt, jeg ved det ikke, men jeg håber, at min medmenneskelighed havde vundet i sidste ende.
Se filmen og stil dig selv de samme spørgsmål. Den er det værd.