Content area

|

Lægen, der tabte sit hjerte til lægevagten – og til taxachaufføren

Det bedste ved at køre lægevagt er, at hun har tid til at være nærværende over for patienterne. Tid og nærvær er så fundamentalt for Klara Balling-Christensen, at hun har dedikeret sig fuldt ud til tilværelsen som vagtlæge. Hun kørte endda lægevagt på sin bryllupsnat.
Klara og Bøje Balling-Christensen fandt hinanden i lægevagtsbilen. Fra maj måned skal de dog se mindre til hinanden i arbejdstiden, for Bøje Balling-Christensen har fået nyt job i informationen på Holbæk Sygehus. Fremover skal han kun være afløser i lægevagtsbilen. Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Når den hvide Mercedes E220-stationcar ruller op foran en adresse et sted i Nordvestsjælland, og Klara Balling-Christensen træder ud fra bagsædet, åbner bagklappen og trækker den store, røde lægevagtstaske op på ryggen, er hun tæt på at være lykkelig.

»Jeg elsker at køre lægevagt«, siger hun med en inderlighed, så selv en journalist må tro hende.

I 14 år har skiftende lægevagter, primært nattevagter, udgjort Klara Balling-Christensens arbejdsliv, og står det til hende, skal det fortsætte sådan.

Hun har prøvet pædiatrien. Almen praksis. Modtagelse på akutsygehuset. Det har været fint alt sammen, det var godt nok, og der var som sådan ikke noget galt. Men det er ikke lige så skønt som at køre lægevagt – i hvert fald ikke for Klara Balling-Christensen.

»Jeg prøver at gøre det så godt, jeg kan, der hvor jeg er. I lægevagten kan jeg stå inde for det, jeg gør. Det er lægevagten, som rummer mig bedst, og som jeg også synes, at jeg selv rummer bedst«, forklarer hun.

Det er langtfra alle læger, der har det som Klara Balling-Christensen. I en tid med ­alvorlig mangel på praktiserende læger er lægevagtsforpligtelsen blevet et tungt åg i hverdagen for mange praktiserende læger. En belastning, som de skal overstå før eller efter en hektisk dag i egen praksis med talrige patientkontakter.

Faktisk har lægevagten udviklet sig til det hele store stridspunkt i overenskomstforhandlingerne mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN), og i Region Sjælland har problemerne været så presserende, at PLO Sjælland har opsagt lægevagtsaftalen med regionen fra 1. september 2021.

Tid til at være nærværende

Klara Balling-Christensen tabte sit hjerte til lægevagten, da hun for 14 år siden var ansat i et vikariat hos en praktiserende læge i Slagelse. Hun var egentlig i gang med en speciallægeuddannelse i pædiatri, men efter en skilsmisse besluttede hun sig for at skifte til et mere familievenligt spor og blive praktiserende læge.

Men så var det, at hun satte sig ud i lægevagtsbilen.

»Jeg kunne enormt godt lide det. Det er det med, at man kommer hjem til folk og ­finder dem der, hvor de er allermest trygge, der hvor de er allermest sig selv«, begynder hun.

For Klara Balling-Christensen er læge­vagten en maggiterning af alt det skønneste ved det lægeliv, hun gerne vil være i; det er nærvær, tid, frihed, det akutte, rum for intui­tion – og så selvfølgelig alt det, hun lærer om menneskelivet, om sig selv og om døden.

»Fra det øjeblik, jeg lukker døren til ­taxaen og går ind til patienten, så handler det kun om patienten. Jeg skal kun kon­centrere mig om, hvordan jeg kan hjælpe ­patienten og medvirke til, at han eller hun får en god oplevelse ud af mit besøg. Det er en øvelse i nærvær. Og det er helt fantastisk«, siger hun.

Som vagtlæge kan man også tage visita­tionsvagter eller konsultationsvagter – de er ofte betydeligt bedre betalt – men Klara ­Balling-Christensen synes, de er for hårde og hektiske. Patienterne kører igennem på samle­bånd. Hun kan ikke ha’ det. Men som kørende lægevagt har hun tid til patienterne.

»Det er lidt egoistisk, at jeg kører lægevagt, for det giver mig en enorm ro. Den ro er meget vigtig for mit nærvær og for kvaliteten af mit arbejde. Jeg har tid, når jeg er hjemme hos folk, og det betyder, at jeg kan være nærværende og har rum til at kombinere min faglighed og min intuition. Det kan man ikke, når man er stresset. Hvis jeg var presset på tid, tror jeg ikke, at jeg ville kunne høre, hvad patienterne siger – og alt det, de ikke siger«.

Alle læger lever med risikoen for at komme til at fejlvurdere en patient, og ­risikoen stiger, når lægen er presset. Klara Balling-Christensen kan huske, at hun ­engang på en meget travl vagt kom til at fejlvurdere en patient. Efterfølgende gav hun både patienten og familien en klar ­undskyldning – og der kom ingen klagesag ud af det forløb.

 

Gift med chaufføren

Lægevagten er i mere end én forstand blevet en central del af Klara Balling-Christensens liv. For 5-6 år siden kørte hun en del læge­vagter for 1813, og der mødte hun Bøje, som var chauffør i lægevagtsbilen, og lægen og taxa­chaufføren forelskede sig i hinanden. Fire måneder efter deres første lægevagt sammen blev de gift i Skt. Nicolai Kirke i Holbæk.

Brudeparret var lige hjemme at vende ­efter kirken, og så tilbragte de bryllups­natten med at køre lægevagt.

Ugeskrift for Læger er blevet budt indenfor hjemme hos Klara og Bøje Balling-Christensen i Holbæk for at høre om Klaras ­særlige passion for lægevagten. Bøje Balling-­Christensen har i dagens anledning bagt tre forskellige slags kager, og han står naturligvis også for de hjemmebagte boller. Der er te og kaffe, smør, syltetøj, pølse, to forskellige slags ost, og der er jordbær og brombær til at nippe af.

Klara Balling-Christensen bruger al sin arbejdstid på at være kørende lægevagt. Som vagtlæge oplever hun en udstrakt grad af ro, som er essentiel for hendes mulighed for at være nærværende over for patienten. Foto: Claus BechKlara Balling-Christensen bruger al sin arbejdstid på at være kørende lægevagt. Som vagtlæge oplever hun en udstrakt grad af ro, som er essentiel for hendes mulighed for at være nærværende over for patienten. Foto: Claus Bech

Det smager himmelsk, og det er ikke så underligt. Sidste år var Bøje Balling-Christensen udvalgt som deltager i DR-programmet Den Store Bagedyst, og i perioden op til konkurrencen bagte han, så der stod en sky af mel om hovedet på ham. De »overskydende« kager, som de ikke selv magtede at spise, blev overdraget til gode kolleger i akutmodtagelsen på Holbæk Sygehus.

Bøje Balling-Christensen kom dog aldrig til at medvirke i Bagedysten. Han trak sig – for deltagelsen var ikke forenelig med at køre lægevagt.

Frihed

Klara Balling-Christensen mangler tre kursus­dage i at færdiggøre sin speciallægeuddannelse i almen medicin. De dage har hun manglet i årevis. En dag tager hun dem nok – mest for at gøre det. For hun synes ikke, at hun har noget at bruge speciallægetitlen til.

»Den gør mig jo ikke til en bedre læge«, ­siger hun.

Klara Balling-Christensen drømmer ikke længere om at blive praktiserende læge. Hun fandt sin drømmetilværelse i lægevagten, hvor hun kører 12-20 vagter om måneden, og de ansættelser, som hun i årenes løb har haft i almen praksis, har ikke fået hende til at skifte mening.

»Jeg kan godt lide arbejdet, men 8-16-livet og den der trummerum med at møde til samme tid, samme sted, hver dag – det er ikke mig. Jeg elsker skiftende arbejdstider, og jeg sætter stor pris på den frihed, jeg har i lægevagten, hvor jeg ikke er bundet af noget. Det er vigtigt for mig. Jeg kan byde ind på de ture, jeg gerne vil køre, og så kan jeg gå en lang tur med hundene midt på dagen«, siger hun.

  • »Hvis jeg var presset på tid, tror jeg ikke, at jeg ville kunne høre, hvad patienterne siger – og alt det, de ikke siger«

Klara Balling-Christensen, vagtlæge

Klara Balling-Christensen rækker hånden ud og stryger havaneserne Mille og Bella over den hvide pels. De kvitterer med et synkront gab og strækker sig dovent i sofaen.

»Almen praksis er også enormt hårdt, for de har så travlt, og hver kontakt er forbundet med et stort ansvar. Derfor er jeg også så glad for, at jeg kan aflaste de praktiserende læger ved at tage nogle af kørevagterne om natten. Jeg ville i hvert fald ikke kunne holde til at køre lægevagt efter en travl dag i praksis«.

En overgang var Klara Balling-Christensen ansat i Enhed for Tværfaglig Udredning og Behandling på Holbæk Sygehus. Hun er vild med akutarbejde, så det kunne godt være noget for hende. Men heller ikke det kunne måle sig med lægevagten.

»Det er ikke, fordi jeg har nogen kom­plekser, men jeg blev urolig for at overse ­noget eller for at sende patienterne til de ­forkerte undersøgelser. Når de praktiserende læger, som jo kender deres patienter, har henvist patienterne til sygehuset, fordi de ikke kan finde ud af, hvad de fejler, hvordan skal jeg så kunne finde ud af det? Jeg kender jo ikke patienterne … Til sidst sagde jeg op. Jeg befandt mig bedre i lægevagten«.

Mange slags liv

Når Klara Balling-Christensen kører lægevagt på Sjælland, ser hun mange slags menneskeliv. Hun kommer i prangende villaer med lige så mange kunstværker og designermøbler, som der er kvadratmeter, og hun kommer i beskedne rønner, hvor der kun er en smal passage på stuegulvet mellem alt det habengut, som et menneske kan anskaffe sig gennem et langt liv.

»Jeg er enormt beæret og benovet over, at jeg må komme hjem til folk. At de inviterer mig indenfor i deres hjem. Når jeg er derude, slår det mig, hvor forskellige liv vi lever. Men det, der rører mig allermest, er at se, hvor ens vi er, når vi er syge. Så er alt det omkring revet væk, og mennesket er allermest sig selv«, siger Klara Balling-Christensen.

På vagterne sker det fra tid til anden, at hun kommer ud til ældre mennesker, der har ventet alt, alt for længe med at ringe til vagtlægen. Når hun dukker op, er de hundesyge. Nogle skal indlægges på stedet. Men de har ikke ringet før, for de vil ikke være til besvær og tage lægens tid. Der er jo også andre, der er syge, som de siger.

Det er nogle af de patienter, der gør indtryk. De rører hende.

Et andet besøg, som gjorde indtryk på Klara Balling-Christensen, var dengang hun blev kaldt ud til en familie med et terminalt familiemedlem. Familien var fuld af sorg, bekymringer og spørgsmål; bliver det i ­morgen, om en uge, gør det ondt, hvad med mad og drikke, hvad skal vi gøre …

Klara Balling-Christensen rejser sig fra ­sofaen og går hen til reolen og fisker en bog ud af rækken.

»Sammen med en veninde skrev jeg ­bogen ,En værdig afsked – bogen om døden’, for vi syntes ikke, at det kunne være rigtigt, at ­almindelige mennesker ved så lidt om dødsprocessen. Døden er jo en meget central del af menneskelivet. Der er heldigvis kommet meget mere opmærksomhed om palliation og døden i dag, men det var der ikke dengang«, fortæller hun.

En dag ligger jeg der

Den stærke frihedselskende drift har Klara Balling-Christensen ikke fra fremmede. Hun er født i det daværende Tjekkoslovakiet og kom til Danmark som treårig, da russerne rykkede ind i Prag.

Hun kan huske, at hendes mor sagde: »Prisen for et liv i frihed er periodisk usikkerhed«.

Moren er død i dag, men Klara Balling-­Christensen citerer hendes livsvisdom flere gange under interviewet. Morens ord om ­frihed rammer hendes eget liv så fint ind – hendes frie liv som vagtlæge. Og ordene slutter cirklen tilbage til familiens flugt fra ufriheden dengang i 1968.

Usikkerheden er et livsvilkår, som Klara Balling-Christensen har affundet sig med. Hvis hun havde valgt en anden måde at være læge på, havde hun givetvis haft en mere økonomisk sikker og tryg tilværelse. Hvis hun havde haft et andet job, havde hun haft lægekolleger, hun kunne sparre med. Og hvis hun var blevet praktiserende læge, havde hun haft den større sikkerhed, der ­opstår, når man har fulgt og kendt sine ­patienter i årevis.

Alt det går hun glip af. Det ved hun godt. Men så får hun så meget andet.

»Nogle gange er der nogle, der skriver ­læserbreve om, at de havde sådan et dejligt besøg af vagtlægen. Og det var mig. Det kan jeg godt blive rørt over. Jeg har også oplevet, at der er nogle, som sender blomster hjem til mig, fordi de synes, at jeg har hjulpet dem. Det er da virkelig rørende, at de har overskud til det, selvom de er syge«, siger Klara Balling-Christensen.

Hun har faktisk aldrig oplevet noget ­ubehageligt, når hun kommer hjem til folk. Det er da sket, at hun lige har skullet tage sig sammen, når hun er gået ind i et hjem med nogle store tatoverede brød med kæmpehunde, stoffer og det hele. Men de har altid behandlet hende godt. Der har aldrig været noget.

»Jeg kan jo se mig selv i patienterne – lige fra babyerne til de voksne og de gamle – og jeg håber, at når jeg behandler folk godt, så kommer det godt igen en dag. Og hvis det ikke gør, så har jeg haft det godt med at hjælpe«, siger Klara Balling-Christensen.

Hun tilføjer:

»Vi når jo alle dertil. Det tænker jeg på. En dag så er det mig, der ligger der«.

 

LÆS OGSÅ
Ballade i lægevagten – »Vi er efterladt her som Last Man Standing«

Blad nummer: 

Right side

af Jørgen Skov Jensen | 05/07
1 Kommentar
af Bodil Thordis Lyngholm | 03/07
6 kommentarer
af Anette Bygum | 02/07
1 Kommentar
af Ejnar Skytte Ankersen | 02/07
1 Kommentar
af Hanne Madsen | 01/07
1 Kommentar
af Jan Henrik Værnet | 01/07
1 Kommentar
af Simon Wehner Fage | 01/07
4 kommentarer
af Henrik Keller | 27/06
4 kommentarer
af Jerzy Miskowiak | 27/06
1 Kommentar