Skip to main content

LÆGEN LÆSER: »Bogen efterlod spor, selvom jeg formentligt læste den alt for hurtigt første gang«

Jørgen Skadborg nyder at læse, og han bruger litteraturen til at udvide sin horisont, blive klogere på menneskelivets gru og glæder og for at blive underholdt.
Foto: Claus Boesen
Foto: Claus Boesen

Jørgen Skadborg praktiserende læge. Interessekonflikter: ingen.

8. aug. 2022
3 min.

Skulle nogen finde på at spørge: Hvad var det bedste ved at blive færdig med medicinstudiet? Så husker jeg mit eget svar, nemlig at nu kunne jeg omsider med god samvittighed læse andet end studiets pligtlitteratur uden at føle, at jeg stjal tid og opmærksomhed fra studierne – nu kunne jeg igen nyde at læse.
Jeg blev cand.med. i 1995. Samme år udgav Milan Kundera »Langsomheden«.

Fakta

Fakta

En ganske kort historie. En mand tager med sin kone Vera på et hotelophold på et slot i Frankrig. Han drømmer sig under opholdet to århundreder tilbage, mens han lader sin fantasi udfolde og magisk sammenvæve en to hundrede år gammel novelle med det, han ser og oplever. I denne ramme filosoferes over langsomheden som fænomen; »graden af langsomhed er ligefrem proportional med erindringens intensitet; graden af hurtighed er ligefrem proportional med glemslens intensitet«. Eksemplerne på denne lignings sandhedsværdi er i fortællingen frem for alt erotiske, men der vises også andre gode eksempler undervejs »… snart vil han falde i søvn, så vil han vågne, og i al denne tid vil han anstrenge sig for at være så tæt som muligt på denne nat, som ubønhørligt smelter bort i lyset«.

Man gætter nok, hvilken kategori dette brudstykke tilhører, selvom man ikke har læst bogen endnu. Milan Kundera formår at opstille det som en matematisk ligning, men lykkes i endnu højere grad at illustrere basale vilkår for det menneskelige sind og vores eksistens på en poetisk måde.

»Man kan iagttage verden, andre mennesker og sig selv og gøre sig umage med at prøve at begribe, hvad der foregår indeni andre mennesker. Gør det langsomt, og læs nogle bøger undervejs!«Jørgen Skadborg


Bogen efterlod spor, selvom jeg formentligt læste den alt for hurtigt første gang. Anden langsommere læsning har været en sand fornøjelse, og jeg skal varmt anbefale alle kolleger at benytte ferietiden, aftener, nætter og weekender til at øve sig i langsomhed og herunder læse eller genlæse denne lille bog, som så at sige, fangede vor tids hastighedsproblem for snart tre årtier siden. Tænk, at forfatteren allerede dengang havde begrebet, at det moderne menneske er fanget af kameraet, og kunne vise, hvorledes dette fjerner os fra os selv. Dette var før internettets almene udbredelse, før smartphonen med dens kameraer, før fremdriftsreformen og andre virkemidler til accelererende hastighed og glemsel.

Var der nogen, der sagde accelererede patientforløb? Hvem tør råbe, at det ligner amputerede forløb? Bare for at give et lille eksempel fra vores egen lægeverden. Man kan starte med sig selv. Man kan opdage, at vi har for travlt. Man kan stoppe op. Man kan iagttage verden, andre mennesker og sig selv og gøre sig umage med at prøve at begribe, hvad der foregår indeni andre mennesker.
Gør det langsomt, og læs nogle bøger undervejs!

Læs også Jørgen Skadborgs anmeldelse af: »Hvis der skulle komme et menneske forbi«