Content area

|

Lægen med patient 0: »Det var som at ride på en rodeotyr«

Et år med corona / Peder Fabricius var ledende overlæge, da hans afdeling i Roskilde fik Danmarks første coronapatient. Det første år med corona har været »crazy« og har ført ham fra begejstring til dyb frustration over prioriteringerne. I dag har han fået det hele lidt på afstand og et nyt syn på håndteringen.
Det første år med corona har været hårdt, men også positivt. ”Vi fik set, at vores system er robust. Vi havde en plan, og vi havde et beredskab. Vi fik ikke italienske tilstande”, siger Peder Fabricius, der i dag er lægelig vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus. Foto: Claus Bech
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Vinterferien var tiltrængt, og Peder Fabricius nød i fulde drag dagene med familien i Rom.

På samme tid 443 kilometer nordpå gik 38-årige Mattia ind på sygehuset i Codogné. Han var sløj og hev efter vejret. En ung narkoselæge testede Mattia for den nye coronavirus, og 20. februar 2020 var resultatet klar.

»Derefter gik det meget stærkt. Fra den første italienske coronapatient steg smittetallene hurtigt, og vi begyndte at se folk gå rundt med mundbind. Jeg kan huske, at det virkede lidt voldsomt på os«, siger Peder Fabricius.

Godt nok havde han læst om den nye kinesiske coronavirus. Men der havde været så andre lurende epidemiske farer, og ingen af dem havde rigtig fået fat i Danmark.

»Så jeg var ikke voldsomt bekymret«.

Men mandag morgen efter ferien mødte Peder Fabricius ind til en arbejdsplads, der var på den anden ende. Med én dags varsel skulle Medicinsk Afdeling på Sjællands Universitetshospital i Roskilde, hvor han var ledende overlæge, være regionalt coronacenter og stå klar til at modtage coronapatienter fra Region Sjælland.

De kom ikke til at vente længe.

Natten mellem onsdag og torsdag, ringede mobilen hjemme hos Peder Fabricius på den gule fødegård lidt syd for Roskilde. Klokken var 2, men beskeden fra den vagthavende infektionsmediciner gjorde ham hurtigt vågen:

»Så har vi fået den første danske coronapatient«.

Derefter var alt forandret i det danske sundhedsvæsen – og i Peder Fabricius´ lægeliv.

Lagt ned

Vi møder Peder Fabricius på hans kontor i en af de røde etagebygninger, der som rektangulære klodser ligger strøet ned mod det glitrende Guldborgsund. Siden 18. januar har lungemedicineren resideret som lægelig vicedirektør på Nykøbing Falster Sygehus efter et hektisk coronaår.

Fra 27. februar, hvor sygehuset i Roskilde fik patient 0 i Danmark, gik der ikke mange dage, før patienterne begyndte at vælte ind på især de østdanske sygehuse. Planer måtte ændres og opskaleres i en voldsom fart.

Peter Fabricius. Foto: Claus Bech Peter Fabricius. Foto: Claus Bech

»I første omgang lagde vi konservativt ud og reserverede blot et par stuer til coronapatienter, men efter få dage tog vi hele det infektionsmedicinske afsnit i brug. Samtidig med at sengene blev fyldt op, steg antallet af patienter, vi skulle teste, eksponentielt«, forklarer Peder Fabricius.

Hele sundhedsvæsenet skulle lære den ny virus at kende. Retningslinjer blev udsendt og ændret i en hæsblæsende fart, og Peder Fabricius var med til at udarbejde vejledningerne for Sjælland. Det var fast arbejde. På fire måneder var han med til at udarbejde 22 udgaver af vejledningen, der konstant måtte opdateres for at holde trit med epidemien.

Kommunikation var en opgave i sin helt egen liga. Mange medarbejdere var usikre og bekymrede, der var mangel på værnemidler, de kom fra specialer uden erfaring med smitsomme sygdomme, og de havde et nærmest umætteligt behov for information. Samtidig skulle pressen håndteres, mens telefonerne kimede med spørgsmål fra praktiserende læger om hostende og febrile patienter.

»Vi blev lagt ned. Vi havde kun en håndfuld infektionsmedicinere, og vi kunne slet ikke klare alle opringningerne, men heldigvis trådte mikrobiologerne til og hjalp med telefonerne«, fortæller Peder Fabricius.

Opbakning

For sådan var det i begyndelsen. Alle smed, hvad de havde i hænderne, og trådte til for at hjælpe. De strømmede til fra andre specialer og faggrupper, opbakningen var enorm, og alt kunne lade sig gøre.

»Det var helt fantastisk at opleve den holdånd og kampgejst. Man rykkede sammen for at løse opgaven. Det var overvældende at se, hvor engageret og dedikeret personalet er, og hvor stærkt vores sundhedsvæsen er«, siger Peder Fabricius.

Men også gode fortællinger får en ende. Epidemien sled, og for nogle blev det for meget.

»Det skete gradvist. Det er svært at holde et så stort engagement ved lige måned efter måned. Vi ændrede vagtplaner og flyttede ustandselig rundt på personalet. Vi kunne ikke altid gøre det frivilligt. Langsomt begyndte der at komme en træthed i systemet, og især sygeplejerskerne gav udtryk for, at det blev for hårdt«.

Det blev vanskeligere at låne personale fra andre afdelinger, og der kom et større slid på Medicinsk Afdelings eget personale. Så var der nogle, der blev sygemeldte med stress, og så var der andre, der søgte væk.

»Vi følte, at det var uretfærdigt, at vi skulle så meget i trykkogeren i forhold til andre afdelinger og hospitaler. Min afdeling kom noget ramponeret ud af coronakrisen – ikke på lægeside, men på sygeplejesiden«, siger Peder Fabricius i dag.

Ride på rodeotyr

År 1 med Corona har budt på enorme omvæltninger i Peder Fabricius´ arbejdsliv, svære beslutninger og et voldsomt arbejdspres. Arbejdsdage på 12 timer var normen under første bølge, og familien og de hjemlige opgaver på gården fik kun beskeden opmærksomhed.

»Det har været et ’crazy’ år. Det var som at ride på en rodeotyr. Man tænker: ’Nu har jeg rytmen, nu har jeg styr på det’. Men så ændrer tyren pludselig hastighed, retning og bevægelser, og så ligger man der«, som han siger.

Men det er også et år, der har givet anledning til refleksioner. Peder Fabricius blev – efter den første rus over holdånden - frustreret over, at andre afdelinger og hospitaler var mindre tilbøjelige til at udlåne personale til hans hårdt ramte afdeling. Men er frustrationen berettiget? Det er han ikke så sikker på i dag.

»Min afdeling havde i høj grad hånden på kogepladen, og jeg havde et stort ønske om, at de andre hjalp mere. Men det ville indebære, at de skulle flytte medarbejdere til os – mod deres vilje. Det er ikke let. Og i dag kan jeg godt se, at de andre også havde det hårdt«, siger Peder Fabricius.

Han stryger pandelokken væk, inden han konstaterer:

»Set i bakspejlet var jeg nok for involveret i min egen afdeling til at kunne bedømme det helt objektivt. Man har ikke altid det nødvendige overblik, når man hver dag slås for at få tingene til at hænge sammen«.

LÆS OGSÅ
»Det er første gang, vi prøver at forkorte en pandemi med vacciner«

Blad nummer: 

Right side

af Flemming Amter | 19/10
1 Kommentar
af Henrik Dibbern | 18/10
1 Kommentar
af Jens Langhoff-Roos | 17/10
3 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 16/10
1 Kommentar
af Lars Lindberg Andersen | 15/10
1 Kommentar
af Johan Tommy Robert Wallentin | 14/10
1 Kommentar
af Kristian Valbak | 11/10
2 kommentarer
af Birger Kreutzfeldt | 11/10
1 Kommentar