Content area

|

Læger brænder og brænder ud

Akut­medicinere frygter for arbejds­miljøet i deres speciale, der er svært vagtbelastet. Også anæstesiologer og intensivlæger melder om tiltagende vagt­belastning. Problemet er, at der mangler speciallæger. Men lige nu må der drejes på andre knapper, siger formanden for Overlæge­foreningen, Lisbeth Lintz.
Foto: Heidi Lundsgaard - Joachim Hoffmann-Petersen, formand for Dansk Selskab for Anæstesi og Intensiv Medicin, peger på at intensiteten i vagten er steget og det er et »alvorligt problem.«
Forfatter(e)
Anne Steenberger, as@dadl.dk

65 procent af speciallægerne i akutmedicin i udlandet bliver ramt af udbrændthed. Det fremgår af en arbejdsmiljørapport som yngre akutmedicinere udgav sidste efterår. »Det skal ikke ske i Danmark«, står der i rapporten.

Men der er grund til bekymring. Akutmedicineren Henrik Ømark Petersen er bekymret for sit unge speciales fremtid. Lige nu er det stærkt afhængigt af de omkring 100 speciallæger, der indtil videre kan kalde sig akutmedicinere via en efteruddannelse, et medicinsk fagområde eller en udenlandsk uddannelse. Langt de fleste af disse befinder sig i den ældre aldersgruppe.

»For mit alderssegment er der kommet en øget vagtbelastning særligt på de skæve tidspunkter i akutafdelingerne. I mit tidligere liv – jeg er også hjertelungespecialist – havde jeg en traditionel bagvagt, hvor man trådte til ved ting, der skulle klares akut. Men der var breaks i mellem. Og jeg kunne tit komme veludhvilet fra en vagt. At være bagvagt på en akutafdeling er noget helt andet. Her er belastningen nærmest konstant døgnet rundt og man er nærmest kronisk bagud«, siger Henrik Ømark Petersen.

»Jeg vil gerne arbejde til jeg er 70. Men jeg er ikke sikker på, at jeg fysisk kan holde til det, som det er nu. Jeg vil gerne have en seniorordning, og det giver overenskomsten også mulighed for. Men spørgsmålet er, om jeg er beskyttet godt nok.«

Han uddyber:

»Overenskomsten beskytter lægerne i forhold til vagthyppighed. Men den spænder også ben for os i den forstand, at vagthyppighedsreglerne gør, at vi ikke bare kan flytte ressourcerne derhen, hvor patienten kommer. Det betyder, at der kan være rigtig mange læger på arbejde fra 8 til 15, hvor de fleste går hjem, men der kommer stadig patienter. Og de læger, der er tilbage, skal bare op i endnu højere gear. Det kunne jeg godt tænke mig at man fik lavet om på.«

Anæstesi og intensiv

Også specialet Anæstesiologi og Intensiv Medicin konstaterer især på store afsnit på universitetssygehusene et stigende pres på vagter om aftenen, om natten og i weekenderne.

»Intensiteten i vagten er steget, i hvert fald på de store steder. Det hænger sammen med, at da mange små sygehuse blev lukket, blev antallet af vagtlag ikke opnormeret i samme takt på de resterende sygehuse. Så de vagtlag, der er tilbage, er hårdt belastede. Det er et alvorligt problem«, siger Joachim Hoffmann-Petersen, der er specialeselskabets formand.

Han har i fem år været på Anæstesiologisk-Intensiv Afdeling på OUH, hvor han en del af tiden var tillidsmand og fællestillidsmand.

Det er en stor afdeling med landsdelsfunktion og som sådan en type, der efter Joachim Hoffmann-Petersens vurdering er særligt udsat for høj vagtbelastning for speciallæger.

På OUH er der 12 vagtlag – en forvagt og to bagvagter på intensiv, to på hjerteintensiv samt en i tilkald, en på neurointensiv og en på tilkald til neuroanæstesi, der er to på anæstesien, en på tilkald til børneintensiv og en på tilkald til børneanæstesi.

»Mange vagtlag betyder, at der er flere vagter per læge. Oven i købet er det ofte meget specialiserede vagtlag og ikke mindst på intensiv ligger der typisk meget syge patienter. De er lige syge nat og dag, på hverdage og i weekenden. Sådan var det ikke for 30 år siden, da havde man givet op og sagt, vi kan ikke gøre mere. Men nu om dage kan vi fantastisk meget og det er glædeligt. Men det er hårdt arbejde. Hvor stor belastningen er, afhænger af antallet af vagtlag i forhold til antallet af speciallæger. Og der er ikke altid balance«, siger han og tilføjer, at de steder, der har mange vagter og meget weekendarbejde også har sværere ved at rekruttere.

»Dermed risikerer man en ond cirkel der belaster de tilbageværende«, siger han.

Joachim Hoffmann-Petersen har som tillidsmand set – typisk yngre - kolleger, der har taget lange og hyppige vagter for at få at få ferieplanerne til at hænge sammen.

»Når man i hverdagen kører lige til grænsen er det utroligt vanskeligt at drive en afdeling med høj vagtbelastning i sommerferieperioden. Mange læger kan ikke få tre ugers sammenhængende sommerferie selvom de har overarbejde og høj vagtbelastning i hverdagen«, siger han.

»Jo længere vagter, desto færre vagter. Det er en af måderne at kompensere på. Så for at arbejde færre weekender, må man have længere vagter, fx døgnvagter i weekenden.«

Han har selv arbejdet på den måde i flere år.

»Efter en årrække med overarbejde i hundredvis af timer årligt, høj vagtbelastning og vanskeligt ved at få ferie. Det gik ud over mit humør, motivation og arbejdsglæde. Når først motivationen falder er det utroligt vanskeligt at blive ved med at arbejde på den måde. Det blev for meget, jeg »knækkede«,« siger han.

Nu har han i godt et år arbejdet på Svendborg Sygehus. Her er der mange elektive funktioner og flere læger til at dele vagterne, som er lidt mindre belastede, siger han.

»Det er meget bedre nu«, siger han.

Speciallæger om natten

Overlægeforeningen undersøger jævnligt arbejdsmiljøet blandt medlemmerne, herunder vagtbelastningen. Den seneste undersøgelse, som er fra 2017, viser, at 36 procent af overlægerne oplever et højt eller meget højt tidspres i vagten.

Ifølge formanden for foreningen Lisbeth Lintz er det et voksende problem:

»Der er ingen tvivl om, at belastningen i vagten er øget. Og det bekymrer mange, fordi det på lang sigt er farligt for helbredet.«

Hun peger på flere forklaringer.

»I de seneste 10-15 år har vi i stigende grad mødte et krav om at speciallæger skal være i front, både i tilstedeværelses- og tilkaldevagt, og det mærkes, ikke mindst i de vagttunge specialer. Vi oplever også et massivt pres på sygehusvæsenet. Vi kan behandle mere og mere, aktiviteten stiger, men ressourcerne følger ikke med. Det koster penge at ansætte flere speciallæger, som der mange steder er for få af i forhold til opgaven,« siger hun.

Den overordnede løsning ligger i at få uddannet flere speciallæger, så behovet kan dækkes. Det tager flere år at nå dertil og i mellemtiden er der en række andre skruer at dreje på, siger Lisbeth Lintz.

»Vi vil helt klart se på seniorpolitikken. De ældre skal have mulighed for at have færre vagter og også mindre belastede vagter. Men vi har brug for dem i vagtarbejdet så længe som muligt, derfor skal de have en mulighed for at deltage i vagten uden at blive ødelagt. Hvis de bliver helt fritagede, så ligger byrden på dem der er tilbage, og vi skal huske, at vagtarbejde også er hårdt for dem under 40 år – mange steder trækkes der til det yderste i forhold til, hvor meget arbejde, man kan hive ud af folk.«

Lisbeth Lintz peger også på, at speciallægeressourcerne mange steder bruges uhensigtsmæssigt.

»Vi ser en gang i mellem sygehusfusioner, der trækker ud i årevis. Der er mindre afdelinger med så lille en arbejdsmængde, at de vagthavende speciallæger ikke har så stor arbejdsbelastning. Det er hverken hensigtsmæssigt for dem, eller for dem, der har overtaget funktionerne, men ikke den nødvendige arbejdskraft og derfor har meget belastede arbejdsvilkår.«

Endelig opfordrer Lisbeth Lintz afdelingsledelserne til at se nøje på, om speciallægeressourcerne udnyttes godt nok.

»Det er ledelsens opgave at se på, hvordan man får tingene til at hænge sammen i den enkelte enhed. Hvilke personaleressourcer har vi og hvordan udnytter vi dem bedst? Ledelsen skal have øje for, om der er brug efteruddannelse og kompetenceløft og passe på med at sige nej, hvis en medarbejder beder om efteruddannelse. Også læger har brug for anerkendelse og det er sjældent udelukkende travlhed, der får læger ud på kanten af, hvad de kan klare. Det kan udgøre et stor pres i hverdagen, hvis man eksempelvis ikke hurtigt nok får mulighed for at blive opdateret på nye behandlingsmetoder, medicin og teknikker«

»På Sjælland ved vi desuden, at Sundhedsplatformen bevirker at speciallægerne bruger meget tid på sekretærarbejde og det er ikke hensigtsmæssigt, at folk er helt udmattede, når de går fra arbejde blandt andet fordi de har udført sekretæropgaver undervejs«, siger Lisbeth Lintz.

Beskyttelse er nødvendig

Udover seniorpolitik er der så andre dele af problemstillingen, der kan arbejdes med i overenskomsten- hvad siger du fx til at vagthyppighedsreglerne kan være årsag til, at de, der er på vagt får en større arbejdsbyrde?

»Overlægeoverenskomsten blev i 2013 og 2015 ændret, så man i forbindelse med fx akutarbejde kan have tjeneste i længere tid. Det var netop for at imødekomme, at det giver mening at patienter og læger skal være der samtidigt.«

»Der skal være nogle beskyttelsesregler. Ellers kan man ikke holde til man er 70 år. Det er en misforståelse, hvis man siger, det er benspænd. Det er for at beskytte mod rovdrift. Hvis man synes, det er hårdt at arbejde om natten relativt sjældent, fx en gang om ugen – hvordan ville de så være at arbejde, hver anden eller hver tredje dag?«

Hvad med de medlemmer, der gerne vil tage så mange vagter?

»Det oplever vi ind i mellem. De spørger, hvorfor vi blander os. De kan have svært ved at forstå os – hvorfor skal jeg have hvileperioder, det har jeg ikke brug for, siger de. Der er sagen altså, at vi ved fra forskningen, at det har man. Men nogle af dem når at opleve på egen krop hvor hårdt det kan være at arbejde alt for meget.« —

Læs også: Høj puls-zonen

Blad nummer: 

Right side

af Gert Frank Thomsen | 17/02
1 Kommentar
af Kaare Rossel | 17/02
1 Kommentar
af Niels Rokkjær | 16/02
1 Kommentar
af Niels Egund | 15/02
2 kommentarer
af Astrid Hanna M. Schulze | 14/02
1 Kommentar
af Jens Gram-Hansen | 11/02
3 kommentarer
af Poul Erik Rørbæk | 11/02
1 Kommentar