Skip to main content

»Læger forlader gerne familien i julen for at vaccinere på plejecentrene«

De praktiserende læger melder sig til frontlinjen, når biler læsset med vacciner ankommer til plejecentrene. Måske allerede imellem jul og nytår. Nu tager vi hul på at gøre noget ved denne forbandede epidemi, lyder det fra PLO-formand Jørgen Skadborg.
Foto: Colourbox.
Foto: Colourbox.

Ditte Damsgaard dd@dadl.dk

16. dec. 2020
5 min.

Tirsdag meddelte direktør i Lægemiddelstyrelsen Thomas Senderovitz, at vaccinerne mod coronavirus potentielt kan komme til Danmark allerede imellem jul og nytår, fordi vacciner fra Pfizer og BioNtech kan godkendes i EU den 23. december.

»Vi skal have skippet vaccinen af sted fra Pfizers lager i Europa, og det skal transporteres til Danmark under sikre og forsvarlige vilkår. Så ankommer det i Danmark, og så står kyndige og ansvarlige kolleger på Statens Serum Institut klar til at modtage det, og så bliver det kort efter sendt ud i hele landet, så vi kan starte samtidigt«, lød det fra direktøren tirsdag aften til Danmarks Radio.

Og de praktiserende læger står klar til at vaccinere borgere på plejecentrene, siger Jørgen Skadborg, formand for PLO.

»Vi siger på alle lægers vegne, at vi nok skal vaccinere på plejecentrene, uanset hvor ubelejligt det falder. Det er en national nødsituation, vi er i, og der stiller de praktiserende læger selvfølgelig op og vaccinerer. Og hvis vaccinerne ankommer en fredag, og man kan distribuere dem om søndagen, så tager vi også ud om søndagen, hvis det skulle være«.

Der er også kolleger, som er villige til at vaccinere i julen, hvis det bliver sådan, siger Skadborg.

»Der er selvfølgelig ikke nogen, der håber, at man skal forlade sin familie i julen. Men hvis vi skal det, så gør vi det«.

Nu tager vi hul på at gøre noget ved denne forbandede epidemi, og der vil vi gerne være i frontlinjen til at hjælpeJørgen Skadborg, formand for PLO

Jørgen Skadborg sendte lørdag en mail rundt til medlemmer i PLO, hvor han bad lægerne stå klar til at vaccinere, og ifølge PLO-formanden har han fået mange positive tilbagemeldinger. De er helt sikre på, at vaccinerne nok skal komme til at virke, og der er en udtalt entusiasme, siger han.

»Jeg har truffet en beslutning på PLO’s vegne om, at det her gør vi. Og der er det rart at se, at der bredt kommer meldinger ind om, at man på trods af usikkerhed om, hvornår vaccinerne bliver leveret, og om der skal vaccineres i julen, så gør vi det«.

Hvordan kan du være sikker på, at de praktiserende læger er indforstået med at forlade familie og jul for at vaccinere?

»Jeg regner ikke med, at vi alle skal stå der juleaften, fordi det er en kæmpe logistisk udfordring overhovedet at få vaccinerne til landet og få dem distribueret og indhentet samtykke. Men de enkelte steder, hvor man er klar, og hvor det skal foregå på en lørdag eller søndag, så gør vi det. Nogle kan ikke, fordi de har lægevagt eller anden grund til, at de ikke kan, men så er jeg sikker på, at en anden læge står klar. Vores kommunale formænd har påtaget sig opgaven med at fordele plejecentrene imellem lægerne, så vi er sikre på, at nogen står klar med kort varsel«.

Jørgen Skadborg forklarer, at personalet på kommunernes plejecentre i forvejen har udarbejdet lister over de patienter, der skal have vacciner. Derefter bliver det gjort på samlebånd, når listerne er klar.

»Vi tager ikke ud og spørger folk, om de vil have vacciner. Det tager alt for lang tid. Og det er alt for risikabelt. Det skal ligge hos plejepersonalet, og myndighederne er ved at udarbejde informationsmateriale, så de kan have det klar. Når bilerne ankommer med vacciner, skal der foreligge informeret samtykke fra dem, der kan og vil vaccineres«.

Så det er ikke de praktiserende læger, der skal beslutte, hvem der skal vaccineres?

»Nej, statens ambition er at vaccinere alle, der vil, på plejecentrene. Uanset alder. Er man på plejecenter, er man i risiko. Plejecentrene er nogle institutioner, der meget nemt bliver lagt ned af coronasmitte, og hvor der ses dødsfald på stribe, hvis de rammes. Alle er enige om, at førsteprioritet er at vaccinere plejehjemsbeboere i første fase sammen med medarbejdere i sundhedsvæsenet. Alle er motiverede for at gøre noget, fordi plejecentrene er så udsatte«.

Hvad er det for en lægefaglig situation I er i?

»Det er en lægefaglig nødsituation med en national og global pandemi, som har ændret vores samfund og hele vores sundhedsvæsen. Derfor er det for samfundet og for de praktiserende læger vigtigt, at vi får vaccineret. Den måde, man kan gøre det på i første fase, er, at de praktiserende læger rykker ud«.

De praktiserende læger kommer på banen nu, men er I klar?

»Vi er en branche, der er betydeligt udfordret i forhold til mandskab og i forhold til de daglige opgaver, og der er rigtig mange kolleger, der er overbebyrdede og nedslidte, og der er mangel på læger rundt omkring. Men der er 971 plejecentre i Danmark, og vi er 3.300 læger. Der skal bruges en læge hvert sted. Så det har vi vurderet, at vi kan«.

Ser du et lys for enden af coronatunnelen?

»Ja, nu tager vi hul på at gøre noget ved denne forbandede epidemi, og der vil vi gerne være i frontlinjen til at hjælpe«.

»Jeg vil gerne rose mine kolleger for, at de griber bolden, når jeg kaster den ud. Jeg kalder på det bedste i dem, og så stiller de op. Det er jeg meget imponeret over og glad for, at det er sådan, man modtager det. Velvidende at planen slet ikke er på plads, den er ved at blive udarbejdet. Men på trods af, at planen ikke ligger klar, er lægerne med. Det er jeg virkelig taknemmelig for, at mine kolleger griber den på den måde.«

LÆS MERE:    Vacciner: »Det er ikke for at være lyseslukker, men ...«