Content area

|

Læger i sundhedshus: »Det er ikke et slaraffenland, men det gør en forskel, at vi kan se hinanden i øjnene«

Godt 300 borgere kommer dagligt i Sundhedscenter Haderslev. Men oplever patienter en bedre og mere sammenhængende behandling i et sundhedshus? Og hvilken forskel gør det for lægerne? Ugeskrift for Læger undersøger det nyeste modefænomen i dansk sundhedspolitik.
Sundhedscenteret i Haderslev er nybygget, og næste år åbnes en tilbygning, som giver plads til videokonsultationslokaler, praktiserende læger og en gynækolog. Foto: Palle Peter Skov
Forfatter(e)
Bodil Jessen, boj@dadl.dk

Når pædiater Brian Nauheimer Andersen åbner døren til sin praksis om morgenen, bliver han mødt af et festligt syn; grinende klovne, børnetegninger, legetøj og Find Holger-bøger.

Men indtil den første patient kommer, er der ikke andre i klinikken end ham selv. Ingen medarbejdere. Ingen kolleger. Intet liv – ud over det, der er malet på vægge og døre. Han skal dog bare åbne klinikdøren, så kommer han ud til liv og mennesker og en aula, hvor Haderslevs borgere begynder at dukke op.

Da Brian Nauheimer Andersen for nogle år siden så småt begyndte at overveje at åbne sin egen speciallægepraksis, var han spændt på, om han ville kunne holde det mere ensomme arbejdsliv som praktiserende speciallæge ud. Han er overlæge på Center for Sjældne Sygdomme på Aarhus Universitetshospital i Skejby, og han er vant til at arbejde på et stort travlt sygehus med mange mennesker omkring sig.

»Min skræk var at ende i en kælder i en patriciervilla, hvor jeg kunne sidde for mig selv i min praksis og være den sære børnelæge«, siger han.

Men da Region Syddanmark udbød et 0-ydernummer og samtidig åbnede mulighed for, at praksis kunne ligge i det nybyggede sundhedscenter i Haderslev, slog han til. I 2018 rykkede Brian Nauheimer Andersen ind i sundhedscenteret med sin nye praksis, Børnelæge Syd, og det er han lykkelig for.

»Jeg forstår slet ikke læger, der ikke vil arbejde i et sundhedscenter. Det er så lækkert. Jeg har brug for, at der er mennesker omkring mig, og jeg blev enormt lettet, da jeg hørte, at jeg kunne leje mig ind her i sundhedscenteret. Jeg er vant til at arbejde på en kæmpestor børneafdeling, og jeg ved simpelthen ikke, hvad der var sket, hvis jeg var havnet for mig selv et eller andet sted. Det var slet ikke gået«.

Pædiater Brian Nauheimer Andersen viser snart syvårige Asger og hans far tegnefilmen om trolden Rumle, der skal MR-skannes. Tegnefilmen er en vigtig forberedelse af børn på MR-skanning, så langt færre børn skal bedøves før skanningen.  Foto: Palle Peter SkovPædiater Brian Nauheimer Andersen viser snart syvårige Asger og hans far tegnefilmen om trolden Rumle, der skal MR-skannes. Tegnefilmen er en vigtig forberedelse af børn på MR-skanning, så langt færre børn skal bedøves før skanningen. Foto: Palle Peter Skov

I sensommeren 2018 åbnede det fælles regionale og kommunale Sundhedscenter Haderslev dørene for praktiserende læger, speciallægepraksis, kommunale sundhedstilbud samt regionale tilbud som for eksempel mammografi og røntgen. Et nyt sundhedscenter, der føjer sig til den efterhånden lange række af sundhedshuse, der de senere år er knopskudt landet over. Alle fulgt på vejen af gode hensigter og skåltaler om synergieffekter, nærhed og sammenhængskraft.

Sundhedshuse – eller nærhospitaler – indgår da også som en central brik i de politiske udspil om et nært og mere sammenhængende sundhedsvæsen, som i disse dage popper op i medierne.

Ugeskrift for Læger er taget til Haderslev for at høre, hvilken forskel et sundhedshus gør for lægernes arbejde. Og for patienterne.

Der er ikke noget bøvl

Asger Holk Bech på snart syv år skal MR-skannes på Kolding Sygehus i morgen. Nu sidder han på skødet af sin far og betragter den computeranimerede trold Rumle på Brian Nauheimer Andersens smartphone. Tegnefilmen med den lille trold, der skal MR-skannes, er vigtig i børns forberedelse til skanning, fortæller børnelægen Asgers far.

Asger er sidste patient inden frokostpausen og eftermiddagens rykind. Siden Brian Nauheimer Andersen åbnede praksis, er der kommet flere og flere patienter til, ventetiden er nu oppe på en måned, og han regner med snart at skulle ansætte personale. Han er fortsat på sygehuset i Skejby et par dage om ugen, men hans speciallægepraksis fylder mere og mere i arbejdslivet.

Det går godt. Og Brian Nauheimer Andersen siger, at sundhedshuset har en stor del af æren for, at han trives i praksislivet.

»Som selvstændig erhvervsdrivende skal man jo kunne en masse ting ud over det rent lægefaglige, og det er en stor lettelse for mig, at der er så mange ting, der bare bliver ordnet her i sundhedscenteret. Det er lækre lokaler, der er fællesarealer og toiletter, der er rengøring, der er kaffe, der er nogle, der tager imod familierne, og de tager også imod pakker til mig, når jeg ikke er her. Der er ikke noget bøvl«, siger Brian Nauheimer Andersen.

Han bor i Kolding, er gift og har fire børn. Mere tid til familien var en væsentlig årsag til hans beslutning om at omlægge sit arbejdsliv og åbne egen praksis. Det har da også lettet i hverdagen, og nu kan han for eksempel – som noget nyt – aflevere børn om morgenen. Brian Nauheimer Andersen nyder, at han i højere grad kan prioritere familien og selv bestemme.

Hvad får du fagligt ud af at sidde i samme hus som andre læger og behandlere?

»Jeg snakker lidt med de praktiserende læger om patienter, og jeg mødes også med sundhedsplejersker og fysioterapeuter og vender nogle ting. Så er der en hel del psykiatri her i huset, men det har jeg ikke noget ud af, for det er voksenpsykiatri, og jeg er jo børnelæge. Det kunne være lækkert, hvis der kom en speciallæge inden for børne- og ungepsykiatri«.

Hvad får dine patienter ud af, at du sidder i et sundhedshus?

»Øh, ikke så meget. Jo, de får det ud af det, at det er rart at komme her, man bliver godt modtaget, man kan sidde og amme i et hjørne ude i fællesarealerne, og man kan få kaffe og sådan noget. De får ikke bedre behandling, men det er selvfølgelig en fordel for dem, at mange ting er samlet på et sted«.

At se hinanden i øjnene

Et venligt hus med liv. Samvær med fagfæller og samarbejdspartnere. Man kan mødes og småsludre i kantinen, når man henter mad. Man kan gå en trappe op eller ned og tale face-to-face med samarbejdspartnere om patienter eller tvivl, der skal afklares.

Man kan se hinanden i øjnene.

Det er sådan noget, som flere læger fremhæver ved sundhedshuset. Samtidig står det dog også klart, at nye mursten og en lækker aula med smukt lysindfald, bambusgulv og lydabsorberende vægge, beklædt med egefiner, ikke er en mirakelkur mod et udfordret sundhedsvæsen med presset kapacitet, mangel på hænder og manglende sammenhæng mellem sygehus, kommuner og praksissektor.

Et sundhedshus løser langt fra alle problemer, som kan opstå i et presset sundhedsvæsen, men nogle ting går lettere, når man er i samme hus og kan se hinanden i øjnene, siger praktiserende læge Hans-Werner Mühle. Foto: Palle Peter Skov Et sundhedshus løser langt fra alle problemer, som kan opstå i et presset sundhedsvæsen, men nogle ting går lettere, når man er i samme hus og kan se hinanden i øjnene, siger praktiserende læge Hans-Werner Mühle. Foto: Palle Peter Skov

Men de praktiserende læger, Hans-Werner Mühle og Stefan Schäfer, er rigtig glade for, at de slog til og rykkede ind i sundhedshusets stueetage i 2018.

»Dengang var der ikke andre praktiserende læger, som var interesserede i at være i sundhedscenteret. Mange ønskede ikke at flytte, og så var der en del, der ikke brød sig om, at det er et fælles kommunalt-regionalt hus, så man får sin største kunde som udlejer«, forklarer Stefan Schäfer.

De to læger havde tidligere praksis sammen i et gammelt hus fra 1800-tallet, der nok var charmerende, men også var lidt af en prøvelse med vind, der peb ind ad vinduerne, og et fundament, der rystede, når trafikken passerede udenfor.

»Jeg er ret begejstret over, at vi har praksis her«, fortæller Hans-Werner Mühle.

»Lokalerne er flotte, og det er så tæt. Der er tværfagligt samarbejde – jeg vil ikke påstå, at det sker hver dag, for vi har jo travlt – men muligheden er der. Selv om det meste kommunikation selvfølgelig foregår skriftligt, fordi det er hurtigt, nemt og præcist, så kan vi banke på døren og få et godt råd; vi kan gå ind til røntgen lige her ved siden af, hvis vi er i tvivl om en patient, som skal henvises, eller vi kan gå op ad trappen og snakke med overlægen eller sygeplejersken i lokalpsykiatrien. Det kan være en lettelse for os«.

Der er selvfølgelig også problemer, som et sundhedshus ikke hjælper på. Selv om der både er praktiserende speciallæger og regionale sundhedstilbud i huset, er der også mange, der ikke er her: hudlæger, ortopædkirurger, øre-næse-hals-læger og mange flere. Og der er kun en almen lægepraksis i sundhedshuset, men langt de fleste af de cirka 350 praksis i regionen er ikke i sundhedshus.

»Vi har måske en lille fordel i forhold til dem, der sidder her. Men alt er jo ikke nemt, bare fordi vi har samme adresse. Det er ikke et slaraffenland, men det gør en forskel, at vi kan se hinanden i øjnene. Så går tingene nogle gange lidt nemmere. Og jeg tror også, at det er en tryghed for patienterne. Vi kan sige, at de lige kan stikke hovedet inden for hos for eksempel øjenlægen eller børnelægen og høre, om de kan få en tid«, siger Hans-Werner Mühle.

Det er dog ikke sådan, at man som patient hos de praktiserende læger i sundhedscenteret er sikret en bedre behandling. Som alle andre kan man risikere at blive afvist til en behandling, som den praktiserende læge har henvist til.

»Vi oplever de samme udfordringer som andre praktiserende læger med, at vores henvisninger kan blive afvist. Sygehusvæsenet er presset, og det er vi også. Det er fælles for alle – uanset hvor vores praksis ligger«, som Stefan Schäfer siger.

Samarbejde om diabetes

Vi går ned i kælderetagen, hvor et hold af KOL-patienter sidder på stole i rundkreds og er i gang med deres træning. Ned ad de lange gange er der flere aktivitetsmuligheder. Her er køkken til undervisning i sund madlavning, og i et andet lokale vidner et klaver og en stak højskolesangbøger om, at rummet fungerer som øvelokale for det lokale KOL-kor.

Det er kommunens afdeling for Sundhedssamarbejde og Forebyggelse, der holder til her, og de har sammen med de praktiserende læger i sundhedshuset og et lægehus i Gram igangsat et projekt, som er målrettet udsatte diabetespatienter.

  • »Jeg forstår slet ikke læger, der ikke vil ­arbejde i et sundhedscenter. Det er så lækkert«

Brian Nauheimer Andersen

Stefan Schäfer:

»Vi samarbejder om de psykisk sårbare patienter med type 2-diabetes. Det kan være en vanskelig gruppe for os at få behandlet, for de dukker ikke op til årskontroller og den slags. De kommer slet ikke. Nogle af dem er bange for at komme til læge, men vi samarbejder med kommunen og med bosteder, så vi kan få dem diagnosticeret og behandlet«.

Målet er at mindske den store ulighed i sundhed, der er for denne gruppe, forklarer sundhedskonsulent og sygeplejerske Kirsten Andersen, Haderslev Kommune.

»Det er en gruppe, vi skal gøre mere for. Vi skal måske ringe til dem, sende en sms, følge op og spørge dem, hvorfor de for eksempel er udeblevet. Vi skal virkelig være aktivt opsøgende – også mere end man sædvanligvis er i praksis«, siger Kirsten Andersen, der selv har mange års erfaring som sygeplejerske i almen praksis.

Hun oplever, at de praktiserende læger i sundhedscenteret er mere opmærksomme på de kommunale sundhedstilbud end de fleste andre læger.

»Jeg arbejdede selv i praksis indtil for to år siden, og dengang kendte jeg ikke kommunens tilbud. Sådan tror jeg, det er for mange. Vi har et rigtig fint samarbejde med begge lægehuse i vores diabetesprojekt, men nogle ting er bare nemmere, når man sidder i samme hus. Så sent som i formiddag smuttede jeg lige op og snakkede med en af jeres sygeplejersker, fordi vi skulle vende noget om en patient«, siger hun, henvendt til Stefan Schäfer.

»Det gør en forskel, at vi arbejder i det samme hus, og jeg er ikke i tvivl om, at lægehuset her i huset ligger helt i top, når det kommer til henvisninger til os – simpelthen fordi de kender vores tilbud bedre. Og så kan patienterne også godt lide, at jeg siger, at jeg kender deres læge eller sygeplejerske. Jeg tror, det er mere trygt for dem«, siger Kirsten Andersen.

Politiske illusioner

Fra de praktiserende lægers kaffestue kan man gennem et vindue se ind til en byggeplads, hvor gnisterne springer fra håndværkernes svejseapparater. En planlagt udvidelse på 650 kvadratmeter skal sikre plads til blandt andet videokonsultationslokaler, flere praktiserende læger og en gynækolog.

Sundhedscenteret har vokseværk. Og hvis det står til politikerne på Christiansborg, skal fremtidens sundhedshuse eller nærhospitaler rumme endnu flere regionale tilbud, end de gør i dag. Nærhed er blevet tidens sesamord, der kan åbne offentlige kasser og skabe adgang til milliarder af kroner. Det sker i erkendelse af, at de senere års øgede specialisering og fokus på supersygehuse og akutsygehuse har øget afstanden fra mange borgere til sygehusene.

Siden 2007 har 18 mindre sygehuse været nødt til at dreje nøglen om, heriblandt Haderslev Sygehus. Flere sundhedshuse er netop åbnet i nogle af de byer, der har mistet et lokalt sygehus.

Øjenlæge Henrik T. Nielsen har sin praksis i kælderetagen lige ved siden af fodterapeuten. Han er rigtig godt tilfreds med lokaliteterne, bortset fra ventilationen, men han mener ikke, at hans patienter får det store ud af, at hans klinik er i sundhedshuset.

Fodterapeuten er nok den aktør i sundhedshuset, som han har flest patienter til fælles med. De hilser pænt på hinanden, når de mødes, men de diskuterer aldrig fælles patienter.

»Jeg fornemmer, at mange af vore patienter er meget begejstrede for at få et sundhedshus ”foræret” af politikerne. Nogle giver udtryk for en dejlig fornemmelse af, at i sundhedscentrene har politikerne fået alle husets behandlere til at sætte sig i en rundkreds omkring patienten, hvorfra der vil blive ydet en begejstret og fælles koordineret indsats. Når vi så snakker lidt videre, så kan patientenerne jo godt se, at vi skal have det samme gode samarbejde med for eksempel deres egen læge – uanset om denne er placeret her i sundhedscenteret eller i den anden ende af kommunen. Det er jo virkeligheden«, siger Henrik T. Nielsen.

Ifølge Henrik T. Nielsen har der fra politisk side mest været tale om ret luftige forestillinger om det reelle indhold af funktionerne og samarbejdet i et sundhedscenter. Den politiske værdi er nok den største, mener han og fortsætter;

»Hvis det er det primære, så gør det jo heller ikke noget, at de politiske beslutninger mere er baseret på illusioner end på realiteter. Den politiske gevinst er nok hjemme«.

Han ser dog ingen grund til at udfordre politikerne på deres forestillinger, selv om han mener, at der langt hen ad vejen er tale om illusioner.

»Sundhedscentrene har storpolitisk bevågenhed og værdi på den arena. Så længe der ikke er noget, som hindrer os i at gøre vores arbejde lige så godt i et sundhedscenter som et hvilket som helst andet sted, så er det fint med mig«.

Et godt hus for de psykisk sårbare

Sundhedscenter Haderslev har et prioriteret fokus på mental sundhed. Det fornemmer man tydeligt på husets øverste etage, hvor et righoldigt udvalg af pjecer informerer om alt fra pårørendecafé og psykiatrisk informationscenter til generaliseret angst.

Her finder vi overlæge Inger Christensen fra Psykiatrien i Region Syddanmark. Hun er tilknyttet sygehuset i Aabenraa, hvor hun også har vagter, men siden 2012 har hun været ansvarlig for lokalpsykiatrien i Haderslev. Hun er ikke i tvivl om, at sundhedscenteret er en fordel for hendes patienter.

»For de psykisk sårbare patienter er det et godt hus«, siger overlæge Inger Christensen. »For de psykisk sårbare patienter er det et godt hus«, siger overlæge Inger Christensen.

»For de psykisk sårbare patienter er det et godt hus. Der bliver taget hånd om de mest udsatte, der skal have meget hjælp og støtte, og vores patienter er glade for, at socialpsykiatrien, rusmiddelcentret, bostøtte og det psykiatriske værested er her. Det er nemt, og det giver dem tryghed, forklarer Inger Christensen og fortsætter:

»Vi har et tæt samarbejde med flere her i huset, og vi kan godt finde på at rende hinanden på dørene. Behandlerne her fra os kan for eksempel nemt gå ned og snakke med dem i rusmiddelcentret eller hos kommunen. Det betyder altså noget. Det gør det lettere at samarbejde, når vi er i det samme hus, for eksempel om forløbskoordination i forhold til patienter med dobbeltdiagnoser«.

Inger Christensen arbejdede tidligere på Haderslev Sygehus. Faktisk var hendes afdeling den sidste, der rykkede ud af de stort set tomme sygehusbygninger, og hun husker det som en stor lettelse at komme til et nyt hus med liv og mennesker.

Et behageligt hus med en venlig og imødekommende arkitektur. Man føler sig godt tilpas, når man træder ind, som hun siger.

Inger Christensen har ikke det store faglige fællesskab med de læger, der er i sundhedscenteret, men de taler indimellem med hinanden, når de mødes ved kaffemaskinen, eller hvis de praktiserende læger kigger forbi. Selv om hun selv nyder at arbejde i sundhedshuset, er hun da heller ikke i tvivl om, at udfordringerne i sundhedsvæsenet ikke løses med flere nye byggerier:

»Det er jo ikke et hospital. Der er ingen akutfunktion, og der er ikke nogen sengepladser. Det løser heller ikke de problemer, vi har i sundhedsvæsenet med personaleflugt, dårligt arbejdsmiljø, presset kapacitet og mangel på speciallæger og personale. Vi bliver bedt om at behandle flere patienter med de samme eller færre ressourcer. Det betyder kvalitetsforringelser i behandlingen. Det problem løser sundhedshuset ikke«.

LÆS OGSÅ

Sundhedsministeren vil starte en »stille revolution«

Blad nummer: 

Right side

af Larry Højgaard Kristiansen | 03/12
6 kommentarer
af Tomas Christensen Kjær | 02/12
5 kommentarer
af Ulla Hørding | 30/11
2 kommentarer
af Hans Petter Hougen | 29/11
2 kommentarer
af Thorkil Poulsen | 29/11
1 Kommentar
af Erik Sloth | 22/11
1 Kommentar