Det er nedslående resultater, som evalueringen af »strammerpakken« bringer for en dag, mener Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
»Vi vidste godt, at der var store udfordringer med Styrelsen for Patientsikkerheds forvaltning af tilsynet, men jeg er alligevel chokeret over, hvor enslydende tilbagemeldinger, der er givet, og at det står så grelt til,« siger Camilla Rathcke på baggrund af resultaterne af evalueringen af Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn, som efter en lang forsinkelse nu endelig er blevet offentliggjort.
Rapporten viser flere alvorlige resultater, som kalder på handling i Sundhedsministeriet og på Christiansborg. Blandt andet fortæller to ud af tre læger, som har oplevet at blive underlagt tilsyn af styrelsen, i evalueringen, at de ikke har tillid til, at de bliver behandlet objektivt, retfærdigt og gennemsigtigt. Det er fundamentalt i et retssamfund.
»Flere læger er dybt mærkede af mødet med tilsynet, og den personlige læring, som skulle øge patientsikkerheden, må man spejde langt efter. Det går ikke«Camilla Rathcke, formand for Lægeforeningen.
»Nu ser vi det sort på hvidt i Sundhedsministeriets egen evaluering: Læger har ikke tillid til den sagsbehandling, de får hos den myndighed, der skal behandle deres sag. Flere læger er dybt mærkede af mødet med tilsynet, og den personlige læring, som skulle øge patientsikkerheden, må man spejde langt efter. Det går ikke«, siger Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke.
Derfor har hun skrevet et brev direkte til sundhedsministeren, hvor hun opfordrer ham til at sætte gang i en gentænkning af tilsynet.
Brug for nyt tilsyn
Hertil kommer, at mere end hver anden læge oplever, at den forklaring, Styrelsen for Patientsikkerhed gav som årsag til at underlægge netop dem tilsyn, ikke var klar og tydelig.
»Sundhedsministeren og Folketinget må se i øjnene, at strammerpakken og hele udmøntningen af den har haft nogle massive utilsigtede konsekvenser, som spænder ben for tillid, åbenhed og personlig læring hos den, der er genstand for tilsynssagen. Det går i sidste ende ud over patientsikkerheden«, siger Camilla Rathcke.
Hun peger samtidig på, at fraværet af en åben og lærende tilgang er særligt problematisk i en tid med massiv mangel på arbejdskraft i sundhedsvæsenet, for det gør det grundlæggende sværere at tiltrække og fastholde sundhedspersoner.
»Hvis jeg var politiker på Christiansborg, ville jeg også overveje, om det tilsyn, vi kender, passer til sundhedsvæsenet i dag. At arbejde som læge er i min optik det mest spændende fag overhovedet. Men den kultur, som det skal udfolde sig i, er jo også vigtig. Mit bud er, at den generation af unge, som i disse år skal tage stilling til en karriere som læge, sygeplejerske eller i et andet sundhedsfag, har en forventning om en åben og tillidsbaseret tilgang til fejl og læring. En tilgang, som deres jævnaldrende oplever i andre videnstunge brancher«, siger hun.
Lægeforeningen foreslår blandt andet, at der nedsættes en hurtigt arbejdende taskforce, som med hjælp fra eksterne eksperter og repræsentanter fra relevante sundhedsfaglige patient- og medlemsorganisationer skal se på, hvordan man kan skabe en grundlæggende kulturændring og en større gennemsigtighed i Styrelsen for Patientsikkerheds sundhedsfaglige tilsyn.
Lægeforeningen stiller sig også gerne til rådighed for de politiske drøftelser i kølvandet på evalueringen, som Folketingets partier nu skal forholde sig til. Modsat Sundhedsministeriet mener Lægeforeningen ikke, at Styrelsen for Patientsikkerhed kan håndtere selv at iværksætte de nødvendige forbedringer.
»Der er behov for et fair og fagligt tilsyn med gennemsigtighed og fokus på at uddrage læring. Det er forudsætningen for tillid og i sidste ende kilden til bedre patientsikkerhed«, siger Camilla Rathcke.
Læs mere:
Vi vil se politisk handling efter evaluering af »Strammerpakken«
Nye tal: Mange læger har ikke tillid til tilsynsmyndigheder
Fakta