Skip to main content

Læger skal vænne sig til flere pårørende

Flere enestuer betyder også flere pårørende, og det skal lægerne vænne sig til, siger Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

Anders Heissel, ah@dadl.dk

17. aug. 2015
4 min.

Med langt flere enestuer på fremtidens hospitaler skal lægerne i højere grad vænne sig til flere pårørende til stede på stuen. Det siger Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Patientsikkerhed.

»Flere enestuer på landets hospitaler er en del af en udvikling mod mere indflydelse til patienten og de pårørende. Enestuerne vil give langt bedre mulighed for pårørende at opholde sig og overnatte, og det skal lægerne selvfølgelig vænne sig til. Men jeg ser det udelukkende som en fordel for lægerne, fordi de pårørende kan hjælpe med at svare på spørgsmål, lytte til informationerne om behandlingen ligesom de kan hjælpe patienten med at få talt om det, der er vigtigt for dem,« siger Beth Lilja.

I en undersøgelse fra 2014 - foretaget af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden – om hvilke barrierer patienter oplever i deres kommunikation med sundhedsvæsnet, var manglende privatliv på stuen et af problemerne. Ca. en fjerdedel af patienterne oplyste, at de har »spørgsmål eller bekymringer, som de ikke får talt med personalet om«, og af dem angiver ca. halvdelen, at »andre mennesker kunne høre samtalen.«

»Derfor er det for langt de fleste patienter en lettelse af komme på en enestue. Der vil være en frihed til at være mere åben og lettere at blive undersøgt af lægen. Og der vil ikke være de samme blufærdighedshensyn, når de bliver undersøgt af lægen,« siger Beth Lilja.

Flere enestuer på landets hospitaler er en del af en udvikling mod mere indflydelse til patienten og de pårørende. Beth Lilja, direktør i Dansk Selskab for Pateintsikkerhed

Konflik mellem læge og pårørende

Men – understreger direktøren i Dansk Selskab for Patientsikkerhed – der kan opstå konflikter mellem den øgede fokus på de pårørende og lægen.

»Hvis lægen ikke er sikker sin procedure, kan lægen blive utilpas eller hvis lægen føler sig overvåget eller får for mange spørgsmål. Men der skal lægerne erkende, at det er patienterne, der bestemmer om de vil have pårørende til stede på stuen eller ej. Der skal lægerne nok lære at sige til og fra, men vi skal ikke smide de pårørende ud, hvis patienten ønsker de pårørende til stede,« siger Beth Lilja.

Hun ser selv overlæge i gynækologi og obstetrik og kan huske usikkerheden, da fædrene begyndte at betræde fødestuerne.

» For 30-40 år siden blev mændene inviteret med ind på fødestuen, og der var oprindeligt store bekymringer. For hvordan ville fædrene opføre sig, hvis fødslen blev kritisk. Men i dag er det helt uproblematisk at have fædrene på fødestuerne, og sådan vil det også være med andre pårørende. Så lægerne skal bare spørge obstestrikerne, hvordan man håndterer pårørende,« siger Beth Lilja.

Selv om hun mener, at patienterne overordnet vil have gavn af de flere enestuer, findes der ikke overvældene dokumentation for, at det bliver en succes.

»Der mangler gode undersøgelser om, hvad det betyder for patienterne at ligge på en enestue. Og hvad angår argumentet med, at enestuer skulle give mindre smitterisiko, er der ikke i lægefaglig sammenhæng god dokumentation for, at enestuer giver mindre smitte,« siger hun.

Læs også: Enestuer bliver fremtidens arbejdsplads for læger

Rettelse: I den første udgave af denne version på ugeskriftet.dk stod to forskellige beskrivelser af undersøgelsen fra 2014 foretaget af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden. Det er nu rettet, så kun den korrekte beskrivelse er beskrevet.

I den trykte udgave af Ugeskrift for Læger fremgår imidlertid begge beskrivelser: Den første, som ikke er korrekt, og den anden, som er korrekt. For god ordens skyld er her det korrekte afsnit:

I en undersøgelse fra 2014 - foretaget af Dansk Selskab for Patientsikkerhed og Trygfonden – om hvilke barrierer patienter oplever i deres kommunikation med sundhedsvæsnet, var manglende privatliv på stuen et af problemerne. Ca. en fjerdedel af patienterne oplyste, at de har »spørgsmål eller bekymringer, som de ikke får talt med personalet om«, og af dem angiver ca. halvdelen, at »andre mennesker kunne høre samtalen.«