Ledende overlæge: »Ventelisterne kommer til at eksplodere«

Hospitalerne i Danmark vil opleve besparelser og tilpasninger i 2024.

Sådan lød det onsdag i en kronik i Jyllands Posten skrevet af de fem regionsrådsformænd.

Det er bl.a. inflation og stigende medicinudgifter, der presser budgetterne og skaber store merudgifter, skrev kronikørerne.

Onsdag besluttede politikerne i Region Midtjylland så, at det er vigtigere at overholde budgetterne end at få ventelisterne barberet ned. Det mødte stor kritik fra sundhedsminister Sophie Løhde (V), som til DR sagde:

»Jeg undrer mig meget over, at de pludselig meddeler, at de ikke kan leve op til det. Aftalen blev bekræftet i juni, hvor de ovenikøbet fik lov at fremrykke 350 mio. kr. efter eget ønske«.

Torsdag kom regeringen så regioner og kommuner, som også er økonomisk trængte, til undsætning med 1 mia. kr. årligt fra 2024 – heraf 350 millioner til regionerne, som ifølge regionsrådsformændene står med et varigt og kæmpehul i kassen, når året er omme, på mindst 2,5 mia. kr.

Beløbet dækker langtfra det hul, regionerne ser i deres budgetter, skriver forperson for Yngre Læger Helga Schultz i en kommentar.

»Det er godt, at regeringen har lyttet til formændene. Men desværre er det beløb, regeringen stiller til rådighed, langt fra det beløb, som regionerne mangler. Så jeg er forsat bekymret for, hvad de hullede budgetter vil betyde i form af f.eks. ansættelsesstop. For der er ingen tvivl om, at et bredt ansættelsesstop på hospitalerne vil påvirke de ansattes arbejdsmiljø i negativ retning«, lyder det fra Helga Schultz.

Hanne Dalsgaard har mærket besparelserne længe. Hun er ledende overlæge for fagområdet for håndkirurgi, Aalborg Universitetshospital Farsø, og mener heller ikke, at 350 mio. kr. er nok.

Hendes afdelings operationskapacitet er reduceret med 30 %. Håndområdet konkret er reduceret fra 12 til 9 operationslejer på en uge.

»Det er hyklerisk, når politikere er overraskede og forargede, når de selv har været vandbærere de sidste 30 år på de fortsatte besparelser. Politikerne forventer, at regionerne løser problemerne, men de må ikke bruge flere penge. Den går ikke«.

Budgettet er stramt, og hvis det skal holdes i det offentlige, er man nødt til at fyre medarbejdere, påpeger Hanne Dalsgaard. Det kan man gøre ved at lade være med at genansætte, flere kan gå på halv tid, og man kan også lave en regulær fyring.

»Der mangler sygeplejersker på narkoseafdelingen, og de må ikke ansætte, fordi de skal spare. Vi kunne også godt bruge nogle flere sygeplejersker på operationsgangen, men fordi vi skal spare, må vi kun slå delestillinger op. At være operationssygeplejerske og samtidig være på en sengeafdeling er at gå fra at have dybde og specialkompetencer til helt uoverskueligt brede basiskompetencer. Det svarer næsten til at ansætte en håndkirurg, som også skal arbejde som psykiater. Det giver ikke kvalitet i behandlingen«.

Bedre arbejdsbetingelser

Hanne Dalsgaard har fået nej til at ansætte flere læger. Hun kunne sagtens ansætte 2-3 stykker mere, men det må hun ikke, siger hun.

Hun har lavet et regnestykke, der viser, at hvis hun skulle ansætte en læge mere, ville vedkommende kunne tjene sin egen løn plus ekstra tid til sygeplejersker, sekretærer, terapeuter etc. og stadig generere et overskud for afdelingen.

»Når vi er låst i indeværende år, kan vi ikke investere og gøre noget for at komme på fode igen. Til næste år får vi regningen for alt det, som vi ikke nåede i år. Det er tid til at give os en anden styringsmodel. Den nuværende økonomiske model med budgetlov og faste rammer tager livet af systemet«.

I debatten fylder knæ og hofter, patienter, der venter på operationer og har nedsat livskvalitet. Men det er ikke kun det elektive, der er presset, siger Hanne Dalsgaard. Det er alle afdelinger, og fra hendes perspektiv virker det urimeligt, at man hælder skattekroner i behandling og operation af patienter, som lægefagligt ikke er de sygeste.

På den ene side er der mangel på personale og fokus på rekruttering. På den anden side er der besparelser på vej. Hvordan opfatter du den offentlige debat over for din virkelighed?

»De sidste 30 år har vi kørt med model med 2% effektivisering. Vores system er lavet sådan, at vi ikke må arbejde os ud af problemerne, selvom vi godt kan. Vi skal spare, og når vi gør det, får vi dårligere arbejdsbetingelser, for opgavemængden ændres ikke. Jeg har kolleger, som stort set ikke kan få lov til at operere, fordi patienterne kan vente. En del af de læger, der søger ud privat, er trætte af, at de ikke kan operere i det offentlige. Det kan jeg godt forstå, men jeg er ikke enig i deres beslutning. Det er kortsigtet og medvirker kun til at forværre problemet«.

Hvis man kunne skabe bedre arbejdsbetingelser, ville man kunne trække sygeplejerskerne tilbage, mener Hanne Dalsgaard.

Hvordan kan du være sikker på, at der er sygeplejersker at rekruttere?

»Det kan jeg heller ikke. Men jeg vil i hvert fald ikke fyre dem. Sygeplejerskerne har sagt fra. De bliver færre og færre og skal løbe hurtigere og hurtigere. Når arbejdsmiljøet kun bliver dårligere, og der ikke er udsigt til at få flere kolleger, kun mere arbejde, så forstår jeg godt, at kravet er mere i løn. Det største problem er misforholdet mellem arbejdsmængde og antal varme hænder. Jeg synes, at det er tankevækkende, at sygeplejerskebemandingen er bedre under konflikt, hvor alt elektivt er aflyst, end til daglig, hvor huset er fuldt og afdelinger overbelagt.«

Arbejdsmiljøet er generelt meget presset, påpeger hun. Der er færre medarbejdere og flere opgaver.

»Det er konsekvenserne af mangeårige besparelser. Løn er en stor udgift, og de kan ikke spare to millioner på en afdeling, uden det koster hoveder. Det er altid fronten, der skal spares på. Der bliver ikke færre på niveauerne over. Pseudoarbejde er der masser af«.

Frivilligt ekstraarbejde

Fordi afdelingen har manglet medarbejdere, har de lavet aftaler om frivilligt ekstraarbejde. Medarbejdere er blevet om eftermiddagen og har mødt ind i weekender for at lave forundersøgelser, så de kunne holde sig oven vande. De kunne nemlig ikke nå det inden for normal arbejdstid.

Det frivillige ekstraarbejde sætter de også en prop i nu. Det har de heller ikke råd til. Samme melding kommer fra Region Sjælland ifølge Sjællandske Medier. 

»Selvom vi gerne arbejder ekstra til almindelig overarbejdstakst, må vi ikke det, fordi vi skal spare. Vores ventetid på forundersøgelse vil eksplodere. Flere vil derfor blive undersøgt i det private. Og mange af dem får vi tilbage i sidste ende, hvis de ikke kan løse opgaven, behandlingen ikke hjælper, eller der opstår komplikationer efter operationen, f.eks. blødning eller infektion«.

Dem havde afdelingen ellers sendt videre, fordi det ikke var kompliceret, men det ender med, at de alligevel skal rydde op, og dermed mister de tiden til dem, de vurderede havde brug for netop deres hjælp.

»Vi havde f.eks. i foråret en infektionspatient indlagt i flere uger efter en ikkehastende operation i det private. Det optog mange senge- og operationspladser, men vi fik hende fint igennem«.

Penge nok?

For få uger siden sagde statsminister Mette Frederiksen (S) ellers i et interview med Berlingske, at der er penge nok.

»Den nye tids valuta i dansk politik er ikke penge, for dem har vi mange af – det er, at vi ikke kan bruge pengene, hvis der ikke er tilstrækkeligt med medarbejdere. Det er det spørgsmål, som alle andre politiske temaer – fra forsvar over sundhed til klima – vender tilbage til, og det er, hvad der binder os sammen. Derfor vil man se os træde det igennem i den kommende politiske sæson«, sagde Mette Frederiksen til Berlingske.

Men den køber Hanne Dalsgaard ikke.

»Det handler meget om penge. Og især måden, de bruges på, og ikke mindst styringsmodellen. Da sundhedsministeren lancerede sin akutplan, blev nedbringelse af ventelister nævnt utallige gange. Det her drejer sig ikke kun om ventelister for raske patienter, som har ondt i knæet. Vi snakker akutområdet, kræftområdet, kronikere, de multisyge – de patienter, der er så syge, at de har brug for hjælp, som de ikke kan få i det private, fordi de tager dem, der ellers er raske. Vi bruger ikke ressourcerne optimalt, og den lægefaglige vurdering er sat ud af spil«.

»Det bedste, vi kunne gøre lige nu, var at suspendere garantierne, fordi de er med til at drive efterspørgslen og presser mange kroner over i det private. Skattekroner, som i det offentlige ville gøre meget mere gavn for flere og ud fra en lægefaglig prioritering. Fuldstændig som under COVID. Vi viste, at vi godt kunne løse opgaven, hvis vi blot fik lov«.

Hun understreger:

»Vi har brug for at kunne prioritere udnyttelse af de samlede kompetencer og ressourcer ud fra lægefaglige vurderinger, men desværre har Gunnar Lohse fuldstændig ret, når han taler om en politisk inficering i form af udtalt mikromanagement og politiske beslutninger med fokus på genvalg«, siger hun.

Det er især ADHD-medicin og diabetespræparatet Ozempic, som presser økonomien. En fremskrivning fra Danske Regioner viser, at udgifterne til tilskudsmedicin forventes at stige med over 1 mia. kr. i 2023 sammenlignet med sidste år.

Dagen før kronikken udkom Medicintilskudsnævnet med anbefalinger om, at patienter med type 2-diabetes ikke længere skal have tilskud til medicinen. Hvis de vil have tilskud, skal de via egen læge og have enkelttilskud. Og det er langtfra alle 87.000 danskere på Ozempic, der kan få det.