Ligeværdig sundhed under et strengt sikkerhedsregime

Det lyder af noget, som man kan se, at det ikke er.

Ganske vist står der i celle nummer 704 en lille hospitalsseng langs den hvide, snavsede væg. Lige overfor i det smalle rum et kombineret skrivebords- og reolsystem, et køleskab af den lille variant og bag den tunge, hvide dør en lille håndvask. En stol og et tørrestativ er der også blevet plads til.

Vi er i en celle. Lidt større end de øvrige »normale« på matriklens andre fløje. Men ikke desto mindre en celle. Ikke en hospitalsstue med monitorerings- og observationsudstyr, og hvad der ellers hører sig til. Og dét selv om stedet bærer navnet Vestre Hospital, og den midlertidige beboer, hvis celle vi har fået lov at besøge, mens han er på dagens én time lange gårdtur, faktisk er indlagt.

»Det skal alene ses som, at vi bruger samme terminologi som sundhedsvæsenet. Det er ikke en hospitalsindlæggelse. Der er enkelte, måske i forhold til noget misbrug, hvor vi med Vestre Hospital kan undgå en egentlig indlæggelse, men ellers så er det indsatte, som er intermediære, og som måske uden for murene ville være på aflastning eller lignende. Det er i stabil fase, for vi kan hverken monitorere blodtryk, hjerte eller lignende, og skal man have fat i en sygeplejerske, så er det altså stadig igennem en fængselsbetjent«, fortæller Ditte Andersen Skovdal, der er overlæge i Kriminalforsorgen Øst, og som viser Ugeskrift for Læger rundt i Vestre Fængsel.

Det er altså her i de klassiske, fireetagers, gule murstensbygninger lagt i 1895 i en korsformet, panoptisk konstruktion, at Vestre Hospital ligger. Kriminalforsorgens eneste hospital – i det begrænsede omfang, det er det. Det betyder med andre ord, at det har landsdækkende funktion, og at det er her, i de 40 celler fordelt over to etager, at man skal rumme indsatte fra hele landet, som er så plejekrævende, at det ikke kan håndteres i den arrest eller det fængsel, som de ellers sidder i. Og som ellers ville skulle modtage behandling eller pleje uden for Kriminalforsorgens mure – med den sikkerhedsmæssige bevogtning, sådan et arrangement ville kræve.

»Som udgangspunkt vil vi rigtig gerne løse problemerne ude på de enkelte matrikler. For når du kommer til Vestre Fængsel som et sikkerhedsklasse 1-hus, så skal du altså indordne dig under et ret strengt regime. Nogle gange er der måske lidt mere åbne døre og lidt mere tid med fængselsbetjentene på hospitalet end andre steder i Vestre Fængsel. Men ellers betyder det én times gårdtur om dagen og ikke så meget andet end at være i sin celle. Det er en stor kontrast til andre steder – ikke mindst åbne fængsler«, siger Ditte Andersen Skovdal.

Komplekst sygdomsbillede

Typisk er der 8-15 indlagte ad gangen. Imens bliver de øvrige celler brugt som almindelige celler. Der er ikke plads til tomme celler i Kriminalforsorgen. Der er døgnbemanding med tre sygeplejersker i hverdagene og en sygeplejerske aften, nat og weekend. Og så er der en læge fast på afdelingen to dage om ugen – og derudover efter behov.

»Vestre Hospital er først og fremmest sygeplejerskernes arbejdsplads, og de primære inklusionskriterier er sygeplejefaglige. Mens det lægefaglige arbejde på hospitalet handler om et mere komplekst sygdomsbillede, da patienterne ofte er multisyge, får mere medicin og kan have nedsat indsigt i egen sygdom. Ligesom der kan være behov for behandling på tværs af flere specialer og deraf behov for tættere opfølgning og koordinering. Derfor er der også afsat mere lægetid på hospitalet, end der er i de øvrige fløje i Vestre Fængsel«, fortæller Ditte Andersen Skovdal fra det behandlingsrum, som også er en del af Vestre Hospital til undersøgelser, sårbehandling og lignende, som kræver bedre plads og hygiejne, end de enkelte celler kan tilbyde.

Sårpleje er én af de ting, som er typisk på Vestre Hospitals portefølje. Derudover handler det blandt andet meget om abstinensbehandling, overtagelse af nedtrapningsplaner, i.v.-medicin, vurdering af plejebehov, samt selvuddannelse af, hvordan man skal tackle sine egne sygdomme som f.eks. opmærksomhed på blodsukker og opstart af insulinbehandling. Ligesom indsatte med fysiske handikap og evt. brug af kørestole samt andre sårbare indsatte ofte får en plads i en af Vestre Hospitals celler for en kortere eller længer periode.

Vigtigt og meningsfuldt arbejde

Vestre Hospital er blot en mindre del af Ditte Andersen Skovdals ansvarsområde. Som overlæge i Kriminalforsorgen Øst har hun det sundhedsfaglige ansvar for 20 fængsler og arrester, der ligger øst for Storebælt – plus arresten på Færøerne.

Således også Vestre Fængsel, hvor vi nu har taget plads på hendes kontor. I øvrigt endnu et sted, som lyder af noget, som det ikke er: Vestre Fængsel er ikke et fængsel, men en arrest og således forbeholdt varetægtsfængslede, der afventer, at deres sag bliver behandlet ved domstolene.

I alt 11 læger, i hvad der svarer til otte normerede stillinger, dækker områdets fængsler og arrester. Fra det særligt sikrede Storstrøms Fængsel på Falster over kvindefængslet i Jyderup og Udrejsecenter Ellebæk til en lang række arrester, hvor Vestre Fængsel med sine 543 pladser er Danmarks største. Foruden et kontor i Områdekontor Øst er det også her, at Ditte Andersen Skovdal har fast arbejdsplads – mens hun er i de øvrige institutioner mere ad hoc.

»Om du sidder i en arrest, fængsel eller udrejsecenter, så er reglerne for, hvad vi skal tilbyde sundhedsfagligt, de samme. Men det er klart, at hvis du er indsat med forvaring eller en meget lang dom i Storstrøms Fængsel, så er der selvfølgelig en anden kontinuitet i sundhedskontakten, end der f.eks. kan være, hvis du sidder kortvarigt som arrestant i Vestre Fængsel«, siger Ditte Andersen Skovdal.

»Her har vi en meget stor gennemstrømning med 4.500 nye indsatte hvert år, og hvor mange jo nærmest kommer lige fra gaden. Så her har vi et stort indledende arbejde i at finde ud af, hvad den indsatte fejler, og hvad vi skal sætte i gang. Vi ser jo klart en overvægt af psykiatriske, sociale og misbrugsproblemer, så meget handler om at følge op på, hvad der allerede er sat i gang – f.eks. om den indsatte er tilknyttet et misbrugscenter«.

Hun vil ikke citeres for, at de prøver at udligne uligheden i sundhed i Kriminalforsorgens institutioner. For det kan de ikke. Ikke desto mindre er der for hende nogle vigtige og meningsfulde værdier i det arbejde, hun som overlæge i Kriminalforsorgen er med til at varetage.

»Det er selvfølgelig en generalisering, og det er vigtigt at sige: Men set over en bred kam, så har vi med mennesker at gøre, som har levet udsat på kanten af samfundet og på kanten af deres egen sundhed; som debuterer tidligere på en række kroniske lidelser, har røget flere cigaretter, drukket mere og taget flere stoffer. Så vi har et rigtig meningsfuldt og vigtigt arbejde i at sørge for, at den her patientgruppe får et ligeværdigt tilbud svarende til det omgivende samfund«, siger Ditte Andersen Skovdal.

»Men når jeg siger det, så er det i virkeligheden ikke det, de skal. De skal ikke have det samme som dig og mig. De skal have mere, fordi de, når de kommer her, er bagud på point«.

Kritik af Kriminalforsorgen

Patientsikkerheden var ikke i orden, da Ditte Andersen Skovdal i 2019 blev ansat i den nyoprettede stilling som overlæge i det, der efter løbende omstruktureringer endte med at blive Kriminalforsorgen Øst. Det var derfor, at hun blev ansat – fra en stilling som fast konsulent på Afdeling for Socialmedicin, Frederiksberg Hospital.

Kriminalforsorgen stod midt i en række tilsyn fra Styrelsen for Patientsikkerhed – tilsyn, der mundede ud i krads kritik og flere påbud for kritisable forhold omkring blandt andet journalhåndtering, medicinopbevaring og manglende sundhedsfaglig ledelse. Oven i det en årrække med kritik fra blandt andre Folketingets Ombudsmand, DIGNITY og Europarådets ekspertkomité for tortur.

Modsvaret fra Kriminalforsorgen var en omorganisering af hele sundhedsområdet. Sundhedsopgaver blev »hjemtaget« fra forskellige private lægevirksomheder; egne læger og sygeplejersker blev i højere grad ansat af Kriminalforsorgen, og det hele blev organiseret i egentlige sundhedsenheder – en i øst og en i vest – i stedet for, at de enkelte fængsler og arrester stod med hver deres individuelle ansvar for sundheden.

»Det var en meget turbulent periode, hvor vi skulle løbe rigtig, rigtig stærkt for at leve op til kravene. Men også virkelig spændende at være med til at forme de her sundhedsenheder, hvor vi løbende overtog de forskellige institutioner. Det var jo vidt forskelligt, hvor stort et arbejde det var. Nogle steder, som her i Vestre Fængsel, var der allerede faste medarbejdere, men det var ikke alle steder«, siger Ditte Andersen Skovdal.

Så meget som muligt in-house

Hendes arbejde, og hendes sundhedsfaglige kollegers arbejde, er først og fremmest at have de indsattes rettigheder for øje. Som indsat har man som udgangspunkt ret til helt det samme sundhedstilbud som alle vi andre i det omgivende samfund.

»Vi skal selvfølgelig kunne alt det, man kan i almen praksis med udstyr til blodprøver, lungefunktionsundersøgelser, ekg og så videre. Det gælder for alle institutioner. Også de små arrester, hvor de fysiske forhold mange steder er pressede. Stort set alle arrester i Danmark er jo meget flotte – udefra. Indefra, ikke så meget. Kriminalforsorgens bygninger er jo ikke ligefrem bygget til sundhed, og selv om det efterhånden er lykkedes os at få hæderlige forhold de fleste steder, så er der stadig nogle fysiske begrænsninger nogle steder med f.eks. at have plads til en briks«, siger Ditte Andersen Skovdal.

Udgangspunktet er, at så meget som muligt skal foregå in-house. I Sundhedshuset midt i Vestre Fængsel finder man da også både hudlæge, ortopædkirurg, tandlæge og psykolog. Man søger faktisk flere speciallæger, blandt andet radiologer, reumatologer og flere ortopædkirurger. Og der er indkøbt ultralydapparat, ligesom flere læger har været af sted på ultralydkursus. Bare for at tage nogle eksempler.

»Men kan vi ikke klare det selv, så bliver man selvfølgelig sendt ud til behandling. Så kan der være situationer, hvor man afventer, hvis det uden gene kan vente, eller hvis der f.eks. er en forventning om snarlig løsladelse, eller at man skal overflyttes fra en arrest til et åbent fængsel, hvor man også har mulighed for udgang«, siger Ditte Andersen Skovdal.

»For vi skal også hele tiden arbejde i respekt for, hvor vi er henne, og tage aktivt stilling til, at det er et fængsel. Men det er sådan set også for de indsattes skyld. For det er altså ikke supersjovt at sidde på en hospitalsafdeling i håndjern med en betjent på hver side. Så der er helt klart også noget værdighed i det«.

Med de store omorganiseringer og deraf styrket sundhedsfaglig ledelse handler det ifølge Ditte Andersen Skovdal nu om, at man følger med udviklingen i det omgivende samfund. Ikke mindst almen praksis, som er det tilbud, man altså skal ligne. Plus lidt ekstra.

»Og det kan godt være svært i en stor og kompleks organisation som Kriminalforsorgen, hvor der også er andre hensyn. Hvad med AI? Det er der kæmpe muligheder i, men samtidig må vi ikke have en mobiltelefon på os. Det er et vilkår. Men så må vi jo sørge for at være dem, der rækker hånden op og siger: ,Kom nu – lad os følge med’. Og det kan vi nu, hvor vi har en sundhedsfaglig ledelse, som sidder med i Kriminalforsorgens ledelse. Og det gør vi«, siger Ditte Andersen Skovdal.

»Der kommer til at være så mange fremskridt. Dem kunne Kriminalforsorgen jo godt også være en del af. Det kunne da være lækkert, ikke«?