Tilfældet ville, at jeg læste denne bog »Kærlighedens Antarktis« i Arktis. De meterhøje snedynger og den modsætningsfyldte kultur i Grønland dannede et helt særligt bagtæppe for at begribe den blanding af længsel og gru – sammen med en særegen skønhed – som denne roman rummer. Allerede romanens titel fascinerer. Kærlighedens Antarktis. Det siges at forfatteren, Sara Stridsberg, ofte bliver spurgt, hvorfor den hedder sådan, og svaret er, at det ved hun egentlig heller ikke selv. Pludselig var titlen der bare.
Det er en fortælling om et mord på en prostitueret kvinde, men uden at være en krimi. I stedet for en handling, der blot tager udgangspunkt i en anonym kvindes død og derefter drejer sig om detektiven og dennes optrævling af begivenhederne, er stemmen her den dræbte kvindes. Hun og selve dødsøjeblikket forbliver i romanens centrum. »Visse er dømt til at gå under, andre er tænkt til at gå videre«, skriver Stridsberg, der beskriver hvorledes ofret og morderen i en slags forudbestemthed mødes i den rå og kolde arkitektur omkring Herkulesgatan i Stockholm, hvor kvinderne trækker. »I denne by er der nogen, der gennem et stykke tid har jaget mig, eller han jager en som mig, en pige, der ikke længere frygter for sit liv. Vi kan kalde ham jægeren«.
Via et flydende og poetisk sprog snor fortællingen sig gennem den døde kvindes tilværelse og berører også hendes børn og hendes forældre. En rørende beretning om et liv fyldt med tab, misbrug, længsel og kærlighed, så kort det varede. Som hun selv siger: »Også gletsjeren er på vej væk, den smelter lige som den russiske tundra og Antarktis. Alt forsvinder, alt hvad man elsker dør«.
Hvis man har mod på endnu et værk, der fremstiller et tredimensionelt billede af en sårbar sjæl, er »Mænd i min situation« af Per Petterson et godt bud. Bogen kan fint læses selvstændigt, selv om den bygger videre på tidligere romaner, bl.a. »Jeg forbander tidens flod« og »I kølvandet«.
Som læsere møder vi atter Arvid, Pettersons gennemgående figur, en septemberdag i 1992, hvor han er 38 år gammel, fraskilt gennem godt et års tid og stadig befinder sig i et eksistentielt tomrum. Arvid er en tavs mand med et indre mørke, han kun uforvarende deler med andre. Når kravene til ham bliver for udtalte, søger han tilflugt i sin Mazda, enten bare på parkeringspladsen eller på ture til ligegyldige, fjerntliggende provinsbyer, hvor han kan være i fred med læsning og skriverier. Turen dertil er lang, men det gør ikke noget. Det er nærmest pointen.
Bogen er ekstremt velskrevet med sin lavmælte tone og en stemning, der er gennemsyret af usagtheder. Og bittersød humor på højt niveau.
Inden hustruen forlader Arvid endeligt, kommunikerer de gennem popsange, skruet op på fuld styrke, bl.a. »The boy with the thorn in his side, behind the hatred there lies a murderous desire for love«. Efter hun er væk, forsøger han at kurere sin tilstand med tilfældige kvinder. Han leder efter en fast hånd, han alligevel ikke ønsker, og en varme, han mener at have mistet – eller måske aldrig har haft – men som han alligevel synes, han har krav på. »Egentlig vidste jeg ikke hvad jeg ville. Hver enkelt ting var vigtig når den kom, men når den drev væk og lå bag mig, var den allerede i opløsning. Jeg var ikke i stand til at stoppe det, Og så kom den næste ting, næste person, måske næste kvinde, og det førte ingen steder hen«.
Læs den som et nøgternt og (k)ærligt portræt af en mand, der ikke gider alt det vrøvl, som verden – i særdeleshed kvinderne – vil pådutte ham. Hvis man har sin hverdag i almen praksis, kender man ham lidt i forvejen. Måske endda fra sig selv.
Hvis man ønsker at gå all in på denne genre, velskrevet dystym litteratur om mænd, skrevet af mænd, kan læsningen passende fortsætte med Michel Houllebecqs »Serotonin« – nyligt glimrende anmeldt i Ugeskrift for Læger af Anne Lindhart.
Så kan regnvejrsdagene bare komme an.