Fakta og vurdering
Bogen beskriver opdagelsen af bedøvemidler, som revolutionerede kirurgien. Den besværlige og sene etablering af anæstesiologi som speciale i Danmark. Den moderne bedøvelse og den spændende historie om etableringen af verdens første intensivafdeling i København under polioepidemien samt udviklingen i akut beredskab og præhospitalsbehandling.
Til sidst et lærerigt afsnit om balancen mellem livet og døden, herunder palliativ behandling, hospice, diskussionen om aktiv dødshjælp, overgangen fra aktiv behandling til lindrende behandling og forældelse af livstestamenter.
De første bedøvemidler æter og kloroform blev udviklet midt i 1800-tallet og revolutionerede kirurgien sammen med fremskridt i forståelsen af hygiejne. Etableringen af anæstesiologi som et speciale blev støttet af fremsynede kirurger, men så sandelig også modarbejdet. Den første speciallæge i anæstesiologi i Danmark blev ansat i 1951 100 år efter opdagelsen af bedøvemidler.
Forfatterne beskriver den moderne anæstesi, hvor patienten konstant monitoreres og behandles af en anæstesilæge eller en anæstesisygeplejerske. Man kunne have ønsket, at forfatterne også havde nævnt, at hovedparten af patienter i fuld bedøvelse er intuberede og tilkoblet en respirator. Noget, som mange lægpersoner ikke er klar over.
Under polioepidemien i 1952 døde mange patienter af respirationsinsufficiens. Den nyansatte anæstesiolog Bjørn Ibsen intuberede eller trakeostomerede patienterne og ventilerede dem. Dette nedsatte dødeligheden signifikant. For at kunne behandle de intuberede patienter samlede Ibsen dem på en enkelt afdeling. Dette var etableringen af den første intensivafdeling i verden.
I det sidste afsnit understreger forfatterne, at man ikke må aldersdiskriminere. Det er den biologiske og ikke den kronologiske alder, som har betydning.
Forfatterne tager afstand fra aktiv dødshjælp og forklarer, at ved ophør af aktiv behandling slutter behandlingen ikke. Nu overgår man bare til lindrende behandling og sikrer, at patienten går bort uden smerter.
Vigtig er også forældelse af livstestamenter, hvor forfatterne forklarer, at den beslutning, man tog som rask 50-årig, oftest ikke er den samme, som den holdning man har som en syg ældre person.
Bogen er krydret med spændende sygehistorier, og den er let læst. Jeg nød at læse den.
Bogen henvender sig til læger med interesse i medicinsk historie og patienter samt pårørende, der ønsker indsigt i bedøvelse og intensivbehandling. Det sidste afsnit om balancen mellem livet og døden kan med fordel læses af alle læger.
