Hun har aldrig været nervøs for at skulle på arbejde. Louise Lundgren er normalt den selskabelige type, der møder i god tid før arbejdstids begyndelse for at kunne nå en kop kaffe og en hyggesludder med kollegerne. Hun skal have det hele med.
Men denne morgen i begyndelsen af juni er alt anderledes. Hun sidder i sit omklædningsrum på Herlev Hospital, og hun kan ikke få sig selv til at gå op og møde kollegerne. Hun er nervøs, og forvirrede, urolige tanker myldrer rundt i hendes hoved. Kan hun stå det igennem – stærkt lys, høje lyde, snak, sanseindtryk, mennesker overalt, konstante afbrydelser? Er hun rask nok?
På en eller anden måde lykkes det hende at gå op og klare sig gennem arbejdsdagen. Da hun får fri, går hun hjem og sover i to timer.
Næste dag kæmper hun sig gennem formiddagen, og i frokostpausen har hun en telefonaftale med en infektionsmediciner fra Rigshospitalet. Infektionsmedicineren følger Louise Lundgren, fordi hun har haft svært ved at blive rigtig rask, siden hun blev smittet med coronavirus i påsken. De taler om, hvordan Louise klarer sig nu, hvor hun lige er startet på fuld tid efter syv ugers sygemelding.
Nervøsiteten presser sig på. Louise Lundgren føler, at hun er ved at bryde sammen.
»Jeg får fortalt hende, at jeg stadig har en meget voldsom hovedpine, og at jeg er helt enormt træt. Virkelig træt. Til sidst får jeg også sagt, at jeg synes, det hele er lidt svært«, forklarer Louise Lundgren og fortsætter:
»Hun siger, at hun kan høre på mig, at jeg presser mig selv, at jeg er typen, der arbejder mere, end jeg skal, og at hun ikke tror, at jeg på nuværende tidspunkt er rask nok til at arbejde på fuld tid. Hun synes, at jeg skal starte mere stilfærdigt op og bede om at komme på deltid. Så begynder jeg at græde«.
Heltekompleks
Louise Lundgren er 30 år, introlæge i gastromedicin på Herlev Hospital, og før hun blev smittet med coronavirus, var hun en stærk, sund og rask kvinde, der var i god form. Hun trænede op til maraton og var nået op på at kunne løbe 15-20 kilometer uden større problemer.
Hun mener selv, at hun blev smittet med coronavirus skærtorsdag på sin første arbejdsdag som udlånt til beredskabet på coronaafsnittet på Herlev Hospital. Lige siden har hun kæmpet for at vende tilbage til sit liv. Et liv, som før sygdommen var tæt pakket med masser af arbejde, familie, venner og sport. Men COVID-19 og det slidsomme, langvarige efterforløb er ikke det eneste, Louise Lundgren har måttet tage livtag med.
»Jeg har kæmpet forfærdelig meget med, at jeg føler, at jeg ikke må være syg. Jeg har haft utrolig dårlig samvittighed over for de kolleger, der har været nødt til at dække mine vagter og passe patienterne, mens jeg bare har ligget herhjemme og har forsøgt at komme mig«, forklarer hun.
Louise Lundgren er imidlertid også sikker på, at hun ikke er alene om denne følelse af utilstrækkelighed, dårlig samvittighed og »skyld med skyld på«. Faktisk er hun overbevist om, at det er så udbredt i lægeverdenen, at hun nu har taget mod til sig og valgt at fortælle sin historie og komme med et opråb til kollegerne.
»Vi læger har et heltekompleks. Jeg kan se, at mange af mine kolleger har det, ligesom jeg har; vi synes, vi skal kunne klare det hele, og vi møder frem på arbejde, medmindre vi nærmest er dødeligt syge. Vi er jo læger - som vi siger til hinanden - vi kan ikke være syge, vi skal behandle patienterne, vi skal være gode kolleger, og vi skal dække hullerne i vagtplanen. Når vi ikke kan det, bliver vi ramt hårdt«, siger hun og tilføjer:
»Det er forventninger, som vi primært har til os selv, men det er nok også forventninger, som vi i fællesskab er gode til at opbygge sammen«.
Syg
Det er eftermiddag, og vi sidder i Louise Lundgrens lejlighed på Østerbro, genbo til Fælledparken og højt hævet over byens liv, der danner et fjernt og blødt pulserende lydtapet. Altanen er et orgie i blomster, lys og luftighed, men i dette forår har hun hverken kunnet nyde blomsterfloret eller al den tid, hun har tilbragt her. For Louise Lundgren er et af de uheldige yngre mennesker i 20-50-årsalderen, som er blevet ramt af coronaens lange hale af ekstrem træthed, hovedpine og en bred palet af sejlivede symptomer. Infektionsmedicinerne kalder det covid fatigue, og det er karakteristisk, at fænomenet rammer bredt i alle aldersgrupper.
Louise Lundgren har ikke på noget tidspunkt været nervøs for at blive alvorligt syg og indlagt med COVID-19. Men når hun tænker tilbage på den akutte infektion i begyndelsen af april, kan hun huske, at det er en sygdom, der skræmmer hende.
»Jeg bliver så syg, som jeg aldrig før har været. Jeg har den værste hovedpine, jeg nogensinde har oplevet, og gardinerne er konstant trukket for, fordi jeg er ekstremt lysfølsom. Jeg bliver forpustet, bare jeg taler i telefon, og jeg hiver efter vejret, når jeg går fra sofaen og ud i køkkenet. Det er enormt skræmmende. Også fordi jeg er helt alene«.
Covid fatigue
Den akutte infektion driver over, og efter 16 dage kan Louise Lundgren komme ud af isolationen. Hun har totalt optur over, at hun kan gå ned med skraldeposen ved højlys dag i stedet for at snige sig ned ad trappen om natten, iført handsker og maske. Hun er lettet, glad og klar. Nu begynder livet igen.
»Jeg kan tydeligt huske den dag, jeg kommer ud af isolationen. Solen skinner, jeg går i bad, lægger mascara på øjenvipperne og tager noget pænt tøj på. Jeg vil ud at røre mig. Men jeg når kun at gå over gaden og et ganske lille stykke ind i Fælledparken, før jeg kan mærke, at jeg er helt mast. Jeg må sætte mig på en bænk, og der går over tyve minutter, før jeg kan slæbe mig hjem igen. Jeg har knap gået en kilometer, men
jeg går direkte hjem i seng og sover«.
De kommende uger følger samme mønster. Louise Lundgren prøver at fighte sig tilbage; at komme ud at få motion og frisk luft, at se familie og venner. Hun insisterer på at få sit liv igen og blive helt rask.
Men hun bliver hele tiden slået tilbage.
»Jeg er virkelig træt, hovedpinen bliver bare ved og ved, og jeg føler det, som om jeg har sociale tømmermænd. Jeg bor alene, og jeg er normalt meget social, men nu kan jeg næsten ikke holde ud at være sammen med andre. Jeg kan kun være ’på’ i kort tid ad gangen, og hvis jeg er til middag hos nogle af mine venner, må jeg gå midt i maden. Mit hoved er ved at springe i luften«, fortæller Louise Lundgren.
Samtidig plages hun af frygtelig dårlig samvittighed over, at hun igen og igen må skrive til sin leder og meddele, at hun altså heller ikke er klar til at komme på arbejde i morgen – og i hele næste uge.
Sygdommen er lumsk. Nogle dage er hun ovenpå, særligt om formiddagen, og så fyldes hun af håb. Men uden varsel slår det om, liv og kræfter siver ud af hende, og hun må i seng og sove.
Det er svært at blive ved at være i.
Opråb på Facebook
Louise Lundgren vender tilbage til sit arbejde den 2. juni, nervøs, hudløs og sårbar i forhold til sit gamle og mere fandenivoldske jeg. Allerede de første dage bliver det tydeligt, at hun ikke magter et fuldtidsjob, og hun følger rådet fra infektionsmedicineren på Rigshospitalet og kommer på deltid i en periode. Hun slipper for nattevagter og arbejder højst tre dage i træk. Mere kan hun ikke klare.
Derefter går det støt og roligt fremad, både fysisk og psykisk, og i juli melder Louise Lundgren sig igen klar til at arbejde på fuld tid. Men det sker på en god portion viljestyrke, og hun er stadig alt for træt til at kunne andet end at arbejde.
»Mit arbejde skal jeg klare, men hvis jeg har mulighed for at trække mig fra private og sociale ting, så gør jeg det«.
På det tidspunkt læser hun et interview på Ugeskriftet.dk med hendes far, professor i infektionsmedicin, Jens Lundgren. Her fortæller han om sine erfaringer med patienter, der kæmper med covid fatigue, og han har også en appel til de læger, der er ramt, om at tage symptomerne alvorligt og acceptere, at de ikke kan klare alt det, de kunne, før de blev syge.
Louise Lundgren føler, at hendes far rammer spot on. Hans ord inspirerer og indgyder hende modet til at skrive et opslag på Facebook, hvor hun åbent fortæller, hvor svært hun har haft det. Hun skriver samtidig, at hun oplever, at hun og andre læger lider af et heltekompleks.
»Det er meget grænseoverskridende for mig at skrive det, for jeg er normalt ikke særlig personlig på sociale medier. Men jeg får helt overvældende mange positive reaktioner, og rigtig mange læger skriver til mig, at de kender det fra sig selv og kolleger. Det er også overraskende mange, der skriver, at de oplever, at der bliver dårlig stemning, hvis de sygemelder sig. Sygdom bliver opfattet som noget pjat. Det er lidt skræmmende, synes jeg«.
Den oplevelse har hun ikke selv haft. Tværtimod. Både leder og kolleger har været omsorgsfulde, støttende og imødekommende. Presset er kommet fra hende selv.
»Jeg har haft en følelse af, at jeg svigtede, og at det var for dårligt, at jeg ikke kunne vende tilbage til arbejdet hurtigere. Men jeg kan jo se på de reaktioner, jeg har fået, at det ikke kun er mig, der går og tumler med det, det er langt mere udbredt og en del af lægekulturen«, forklarer hun og tilføjer:
»Jeg har jo også selv prøvet at sidde rundt om bordet og oplevet det spil, der går i gang, hvis der er en sygemelding, og vi skal finde en til at dække vagterne i weekenden. Så sidder man der og kigger rundt og spekulerer på, om ens egne planer er vigtigere end kollegaens«.
De blå løbesko
Endnu ved man ikke, hvorfor nogle rammes af covid fatigue, men fænomenet er efterhånden velkendt og velbeskrevet internationalt. Hvor COVID-19 primært rammer ældre og patienter med komorbiditet hårdt, fordeler covid fatigue sig bredt ud på aldersgrupperne. WHO har senest været ude med en advarsel til yngre mennesker om, at også de kan opleve hårde og langvarige forløb i forbindelse med COVID-19, og forskere både herhjemme og internationalt følger patienterne for at se, hvordan det går dem.
Jeg har haft en følelse af, at jeg svigtede, og at det var for dårligt, at jeg ikke kunne vende tilbage til arbejdet hurtigere. Men jeg kan jo se på de reaktioner, jeg har fået, at det ikke kun er mig, der går og tumler med det, det er langt mere udbredt og en del af lægekulturen.Louise Lundgren
»Jeg er bekymret for, om jeg kan få varige men. Mine blodprøver har været normale hele vejen igennem, der er ikke nogen røde pile, der fortæller, hvad der er galt med mig, og jeg er frustreret over, at der ikke er nogen, der kan sige til mig, hvor lang tid der går, før jeg bliver mig selv helt igen«, siger Louise Lundgren.
Hun tilføjer:
»Men jeg kan også mærke, at det her forløb har givet mig en større forståelse for patienter med funktionelle lidelser. På den måde tror jeg, at min sygdom har givet mig en vigtig indsigt og gjort mig til en lidt bedre læge«.
Det går fremad med små skridt – lidt langsommere nu, men dog fremad. I de seneste uger har Louise Lundgren endog haft overskud til sociale arrangementer efter arbejdstid, psykisk er hun ved at genfinde sig selv mere og mere, og selv om formen stadig er elendig, kan hun gå længere ture nu.
De tidligere så hyppige løbeture har hun endnu
ikke vovet sig ud i, men nu har hun allieret sig med en personlig træner, som kan motivere og hjælpe hende med en langsom, gradueret genoptræning. Det er et råd, hun har fået af sin far, der gennem hele forløbet har været en stor støtte for hende.
Inde i bunden af hendes skab i soveværelset står et par lettere udtrådte, blå Saucony løbesko. Der har de stået siden starten af april. Nu skal de ud igen.
