Lovpakke 2b: Tilfredshed med revideret lovforslag

For nogle måneder siden så det helt anderledes ud. Da første udgave af forslaget til lovpakke 2b om rammer og vilkår for almen praksis blev sendt i høring 1. juli, lød der et ramaskrig fra landets praktiserende læger.

Forslaget ville for lægerne betyde væsentligt mindre indflydelse på egne arbejdsvilkår og give regionerne og staten en langt større del af styringen af almen praksis. Og det fik ikke mindst de unge og kommende almenmedicinere til at tvivle på deres fremtid som praktiserende læger.

Men her fem måneder senere er et stærkt revideret lovforslag nu fremsat for Folketinget og bliver hilst velkommen af PLO og en af de fremtrædende unge kritikere af førsteudgaven af forslaget.

Baggrunden er ikke mindst de direkte forhandlinger mellem PLO og sundhedsminister Sophie Løhde, der fulgte oven på den højlydte utilfredshed med det oprindelige forslag, og som endte med et fælles forståelsespapir – som nu gennemsyrer det nye lovforslag.

Og det er PLO-formand Jørgen Skadborg ganske tilfreds med – dog med et indbygget forbehold:

»Nu tror vi næsten på, at man mener det, når man siger, at vi skal være mindst 5.000 praktiserende læger, for lovgivningen er lagt til rette, så det vil kunne lade sig gøre. Men nu mangler vi at se, at økonomien følger med år for år, for ellers kommer vi altså ikke i mål«, understreger han.

Aftalerummet er intakt

Rent indholdsmæssigt er Jørgen Skadborg »rigtig tilfreds med«, hvordan teksten i lovforslaget er landet:

»Den afspejler fuldstændig forståelsespapiret og fremhæver direkte i teksten, at man fra politisk hold ønsker selvstændige praktiserende læger.

Vi har også bevaret det aftalerum, som vi har haft hidtil, så kvalitet, efteruddannelse og forskning og it er en del af vores aftale med det offentlige, og så vi fortsat udvikler tingene i partnerskab mellem os, private leverandører og det offentlige«, siger Jørgen Skadborg.

Men, påpeger han, der er også et par ting, der er pillet ud af den nuværende kollektive aftale:

»For det første aftalen om patienttallet, som allerede med lovpakke 1, der trådte i kraft 1. juli, har givet regionerne myndighed til at bestemme patienttallet for den enkelte klinik, hvor vi før havde en kollektiv aftale. Dog fik vi skrevet ind i lovpakke 1, at der skal laves konkrete aftaler med de læger, der skal pålægges at tage flere patienter«.

Den anden ændring handler om, at det nuværende paritetiske system, hvor Landssamarbejdsudvalget med ligelig repræsentation af parterne afgør tvistigheder mellem parterne. Fra 2027 afløses det af det nye Praksisklagenævn, som lægen f.eks. kan klage til, hvis hun eller han mener, at regionen har truffet forkert afgørelse i en sag. Den ændring har to sider, mener Jørgen Skadborg:

»Det er på den ene side en svækkelse af vores kollektive aftale. Men på den anden side er det en styrkelse af lægernes retssikkerhed, fordi der nu ikke længere kan være tvivl om, at alle afgørelser skal overholde god forvaltningsskik. Der kommer til at sidde to landsdommere for bordenden som sagkyndige for at sikre, at det retssikkerhedsmæssigt foregår på en ordentlig måde.

Praksisklagenævnet er også blevet et uafhængigt sted, i Nævnenes Hus i Viborg og ikke i Danske Regioners sekretariat. Så på den måde kan vi leve med det«, siger Jørgen Skadborg.

Da Strukturkommissionen i sin tid foreslog at nedlægge Landsamarbejdsudvalget, udtrykte PLO bekymring for, hvordan det ville påvirke det lokale samarbejde om løsning af konkrete konflikter. Og Jørgen Skadborg peger på, at der også fremover vil være behov for lokale løsninger:

»Jeg kan nemt se for mig, at man bevarer en grad af lokal samarbejdsudvalgsstruktur. Det er ikke adresseret i lovgivningen, men det vil være en fordel for alle, at man har en struktur til at håndtere uenigheder, inden det bliver til rigtige tvister. Ellers får det nye nævn godt nok travlt, og det er der ingen, der er tjent med – det bliver både dyrt, langsommeligt og besværligt«.

En samlet lægestand

Processen har som bekendt været noget tumultarisk, men det har været opmuntrende at mærke den politiske imødekommenhed, siger PLO-formanden:

»Det glæder mig da, at vi har et fungerende folkestyre, hvor politikerne – og her i særdeleshed ministeren – reagerer ved at gå i dialog og forhandling, når de må konstatere, at de borgere, man er ved at lovgive om, ikke vil være med inden for den ramme, man havde tænkt sig. I den situation er det godt og konstruktivt at lytte til dem, lovgivningen påvirker, så direkte, som det var tilfældet her«.

Og så har det været »meget positivt, at det var en samlet lægestand, der sagde fra«:

»Det var ikke bare ,de gamle’ praktiserende læger, der ikke vil være med længere. Det var de unge læger, der gjorde det klart, at på de vilkår, det oprindelige lovforslag lagde op til, kunne de ikke se sig selv gå ind i branchen. Det har uden tvivl gjort et meget stort indtryk på både ministeren og Folketinget«, konstaterer Jørgen Skadborg.

Vanskelig overgang

En af de unge læger, der sagde højt og tydeligt fra over for det oprindelige lovforslag, var Lui Näslund Koch. Han var – og er – medlem af Yngre Lægers bestyrelse og er forperson for organisationens Almen Praksisudvalg.

»Det har skabt en stor usikkerhed om fremtiden for praktiserende læger, og de læger, jeg har talt med, er rigtig bekymrede. De føler sig ført bag lyset. De føler sig snydt«, sagde han her i Ugeskrift for Læger.

Og som HU-læge, der netop bliver færdig i 2027, når den lovgivning træder i kraft, var Lui Näslund Koch selv kommet i tvivl om fremtiden som praksisejer. Det er han ikke længere.

»Nej, jeg er blevet betydeligt mere overbevist om, at det skal jeg have«, siger han nu.

»Med de betydelige justeringer, som PLO, vi og andre gode kræfter nu har sikret, synes jeg ikke, at loven står i vejen for, at vi kan indfri de intentioner, der ligger i Sundhedsreformen, om, at alle danskere skal have adgang til egen læge, som vi bakker op om i Yngre Læger. Når vi når frem til, at vi er mindst 5.000 praktiserende læger, kan jeg sagtens se et godt lægeliv for mig, hvor jeg har bedre tid til patienter, og udviklingen er drevet af faglighed. Måske også et bedre lægeliv, end jeg ville kunne se frem til, hvis der ikke skete nogle ændringer«.

Afgørende for Lui Näslund Koch er det, at det er skrevet ind i lovgivningen, at praktiserende læger fortsat er selvstændige erhvervsdrivende og en væsentlig del af sundhedsvæsenet med en selvstændig forhandlingsret, og at man skal aftale, når der sker ændringer i almen praksis.

Han understreger dog også, at der kommer en periode frem imod 2035, hvor nogle ting bliver vanskelige. En periode, som han også gerne så, blev en smule mere konkret adresseret i lovgivningen – i forhold til hvordan og hvilken rækkefølge tingene skal udfolde sig.

»Som Sophie Løhde også sagde for nylig, så vil der først komme flere læger på Lolland, i Nordjylland og Sønderjylland og tættere på 2035 i de store byer. Men hvordan kommer man til at løse det skisma med høje patienttal i en periode i de store byer og lavere patienttal andre steder? Hvem skal passe de patienter, som ikke længere er en del af en patientliste på Lolland? Der er et eller andet dér, som jeg synes, er vanskeligt at gennemskue. For jeg forestiller mig hverken, at lægen i Holte kommer til at tage til Lolland en dag om ugen, eller at patienterne kommer til Holte«, siger Lui Näslund Koch.

»Jeg kunne også godt tænke mig, at der var en form for plan om de her nødløsninger, som man kalder dem, med regions- og udbudsklinikker, når man ønsker sig PLO-klinikker. Hvad er proceduren for at sikre, at de klinikker går tilbage til at være almen praksis-klinikker, når der er speciallæger nok? Det er meget vigtigt, men det er stadig lidt uklart«.

Nok at tage fat på

Med det nu fremsatte lovforslag er rammerne for almen praksis sat, men i den kommende tids udmøntning af sundhedsreformen er der nok af opgaver at tage fat på for PLO, konstaterer Jørgen Skadborg.

Et af de stadig lidt uafklarede felter er de kommende sundhedsråd.

»Det skal der selvfølgelig forhandles om, men jeg har fået stærke politiske indikationer af, at man ønsker at inddrage almen praksis i arbejdet omkring Sundhedsrådene. Ikke som medlemmer af rådene, men man har brug for at samarbejde tæt med os – også lokalt – og det arbejde ser vi frem til«, siger Jørgen Skadborg.

»Men det allermest magtpåliggende lige nu er, at vi rent faktisk ser den investering, der skal til, for at vi kan blive flere praktiserende læger. Som bekendt er vores aftaleforhandling med det offentlige afbrudt lige præcis på det grundlag. Vi mangler at se, at man er villig til at investere det, der skal til, i de nye læger, der kommer.

Og så udestår der ikke mindst et stort arbejde med den nye honorarstruktur, der skal træde i kraft 1. januar 2027. Det er et kæmpe projekt, og hvis det skal lykkes, så skal vi i gang straks efter nytår, for der er rigtig mange tekniske elementer i det, og det er bestemt ikke nogen let opgave«, siger Jørgen Skadborg.

Endelig peger han på, at Sundhedsstyrelsen samtidig med fremsættelsen af lovforslaget har sendt udkastet til den nye nationale »Opgavebeskrivelse for almenmedicinske tilbud« i høring. Den hænger tæt sammen med den nye lovgivning, og indholdet i beskrivelsen skal aftaledækkes mellem parterne, så det hele kan træde i kraft fra 1. januar 2027, konstaterer PLO-formanden.

Lovforslaget, L78, førstebehandles i Folketinget 4. december og kan findes på folketinget.dk.