Lovpakke er en bombe under PLO og de praktiserende læger: »Det er en gradvis aflivning af branchen«

Sundhedsreformen kommer til at mislykkes.

Så kontant er meldingen fra PLO’s formand, Jørgen Skadborg, efter regeringen har sendt et nyt lovforslag i høring. En lovpakke, som bl.a. indeholder en ny opgavebeskrivelse for almen praksis og en – meget – smal aftalemodel for de praktiserende læger.

»Den væsentligste og den største del af sundhedsreformen – den massive investering i almen praksis – vil komme til at mislykkes. Og dermed vil sundhedsreformen mislykkes,« siger han og uddyber:

»Hvis dette lovforslag bliver til lov, vil flere af mine ældre kolleger vælge at gå på pension. Og vi vil ikke få nok nye læger til at erstatte dem. Langt de fleste af de yngre almenmedicinere ønsker at blive selvstændige, og når de ikke kan få indflydelse på deres egne arbejdsvilkår, vil de gå andre veje end almen praksis«.

En væsentlig del af sundhedsreformen er at styrke det nære sundhedsvæsen. Egen læge skal varetage en endnu større del af behandlingen herunder opgaver, der i dag løses på sygehusene.

Til det skal der bruges mindst 1.500 flere læger i det almenmedicinske tilbud i 2035 end de ca. 3.500, der er i dag, men med den forventede afgang på grund af alder, er den nødvendige tilgang snarere 2.500 flere læger, siger Skadborg.

»Dette lovforslag er ødelæggende for rekrutteringen til almen praksis, så vi når ikke målet om at blive 5.000 læger i 2035«, fastslår han.

Formand for Forum for Yngre Almenmedicinere (FYAM), Malene Nepper, er fuldstændig på linje med Jørgen Skadborg. Hun tror også, at lovforslaget vil skade rekrutteringen og i sidste ende koste ambitionen om de 5.000 læger i 2035.

»Det er også det, jeg er bange for kommer til at ske. En del yngre læger har været lidt afventende efter sundhedsreformen kom i forhold til at søge ind i specialet. Nu hvor lovforslaget er kommet, kan jeg være bange for, at der er mange, der bliver skræmt helt væk. Det gælder både de yngre læger, der slet ikke vælger hoveduddannelse i almen medicin, og de eksisterende praktiserende læger, som vi har så meget brug for bliver i deres praksis, indtil vi kommer og er klar til at købe dem«, siger Malene Nepper.

Værre end frygtet

I den politiske aftale om sundhedsreformen fra november 2024 varsles det, at der skal indføres en opgavebeskrivelse for almen praksis, og at den nuværende overenskomst mellem PLO og Regionernes Lønnings- og Takstnævn (RLTN) skal erstattes af en smallere aftale.

I de mellemliggende måneder har Jørgen Skadborg advaret mod at gøre aftalen så smal, at de praktiserende læger ikke kan se sig selv i den.

Tilsyneladende har PLO-formanden talt for døve ører. I hvert fald siger Jørgen Skadborg:

»Det er værre, end jeg havde frygtet. Med denne lovpakke har man de facto afmonteret vores aftalesystem. Man lægger op til, at der slet ikke kan eller skal laves aftaler med de praktiserede læger om en lang række af de forhold, der påvirker vores arbejdsmængde og -tid og indholdet i vores arbejde. Selv honorarstrukturen har man bestemt. Der er stort set kun tilbage at fylde nogle tal ind i en tabel. Det er ikke en reel forhandlingssituation«.

Hvad kommer lovpakken til at betyde for de praktiserende læger, hvis den bliver vedtaget?

»Vi kommer til at stå i en situation, hvor det bliver meget svært at indgå en aftale med det offentlige næste år. Som selvstændige erhvervsdrivende har vi været vant til nogenlunde stabile forhold, hvor man kunne planlægge driften af sin klinik. Men det kan man jo ikke, når tingene bliver dikteret centralt fra og kan ændres ensidigt uden en aftale«.

Kan du nævne nogle konkrete eksempler på det, I ønsker indflydelse på i en smal aftale, der ikke er FOR smal?

»Det er helt basale aftalevilkår som f.eks. vores arbejdstid. Det handler dels om åbningstid, især for sololæger, dels om arbejdsmængde – hvor mange patienter, man skal have. Hvis det bliver dikteret fra statsapparatet, at lægerne f.eks. skal have åbent i weekenden, så vil vi få så ustabile driftsvilkår, så det bliver mindre og mindre attraktivt at være selvstændig praktiserende læge. Det er en gradvis aflivning af branchen«, siger Jørgen Skadborg:

»Lovforslaget er udtryk for dyb, dyb mistillid til de praktiserende læger. Og jeg synes ærlig talt, at det er underligt. I årenes løb har vi på mange felter gjort lige præcis, hvad der var aftalt, f.eks. da vi i 2018 aftalte den store udflytning af type 2-diabetes og KOL til primærsektoren«.

FYAM-formand: Virkelig trist

Også Malene Nepper mener, at lovforslaget er værre end frygtet. Hun har svært ved se den kærlighedserklæring til almen praksis, som sundhedsreformen ellers blev præsenteret som.

»Jeg oplever, lovforslaget her er alt andet end det«, fastslår hun.

Malene Nepper er i gang med hospitalsblokken i sin hoveduddannelse i almen medicin. Netop i dag har hun anden introduktionsdag på Afdeling for Børn og Unge på Hvidovre Hospital.

»Jeg kan godt mærke, det er svært at holde fokus, for der er virkelig mange følelser i spil med det her lovforslag«, siger hun og fortsætter:

»Når jeg læser det, bliver jeg superbekymret. Jeg synes, det føles utrygt at være på vej ind i det her speciale, fordi det pludselig står klart, at det arbejdsliv, jeg havde tænkt, jeg skulle have, det kommer til at se helt anderledes ud. Det synes jeg, er enormt ærgerligt«.

Det, hun læser i lovforslaget, er stram styring, meget mere kontrol af almen praksis og langt mindre vægtning af det samarbejde, der tidligere har været mellem regionerne og de praktiserende læger.

Både FYAM og Malene Nepper selv har fået mange reaktioner fra unge almenmedicinere.

»Der er ramaskrig, og vi får virkelig mange henvendelser. Folk er kede af det og utrygge. Stemningen er faktisk bare virkelig trist. Og det er svært for mig at gøre andet end at give folk ret og sige, at vi må klø på og lave et rigtig godt høringssvar«, fortæller Malene Nepper.

»Jeg ønsker, at den her lov bliver skrevet om, så der bliver lagt op til et bedre samarbejde. Vi har SÅ god en almen praksis i Danmark. Altså, der kommer besøgsgrupper fra hele verden for at se, hvordan vi gør her, fordi vi har en almen praksis, der har en enormt høj kvalitet, og som samtidig er økonomisk rigtig effektiv. Det er jeg bange for, at man får spændt ben for med det her lovforslag«.

Malene Nepper appellerer til politikerne om at være mere tålmodige:

»I min optik er hele udfordringen for almen praksis lige nu, at man ikke har fået uddannet nok speciallæger, og at man ikke har fået sikret lægedækning bredt til hele landet. Og det er vi jo i fuld gang med. Så jeg kan ikke helt forstå, hvorfor der skal være grund til at sætte så meget styring og kontrol i værk, når problemet i virkeligheden er, at vi har for få speciallæger«, siger hun og tilføjer:

»Jeg har brugt rigtig meget energi på at tale specialet op og gøre alt, hvad jeg kan for, at vi har kunnet få øget rekrutteringen til specialet, for det er dét, der er nødvendigt. Men med det her lovforslag er det svært for mig at blive ved med at tale specialet op, nu hvor det hele føles så usikkert«.

Betaling fra patienter

Jørgen Skadborg ønsker selv at fortsætte som praktiserende læge, og det forventer han også, at en god del af hans kolleger vil – selv om nogle af de ældre vil gå på pension, og nogle af de unge vil holde sig væk.

»Vi vil gøre det så godt, som vi nu kan under de nye vilkår, men jeg forventer, at usikkerheden om vores vilkår og økonomi vil gøre, at de fleste af os vil være langt mere forsigtige med investeringer i personale, lokaler og den slags«.

PLO-formanden forudser, at en anden konsekvens af lovpakken vil være, at de øvrige driftsformer med regionsklinikker, Alles Lægehus osv. vil brede sig kraftigt og opnå større markedsandele. Og flere praktiserende læger vil forventeligt begynde at tage betalingspatienter ind – som vi har set i de senere dages meget omtalte sag, hvor en praktiserende læge, der er organiseret i virksomheden Lægerne Danmark, tilbyder hurtige tider for 750 kroner.

»Hvis PLO, som det ser ud nu, reelt ikke får indflydelse på honorarstrukturen, men kun på prisen for en given ydelse, så er det ikke sandsynligt, at jeg kan indgå en aftale. Så vil man få en bekendtgørelse om, hvad prisen på ydelserne er«, siger Jørgen Skadborg.

Men hvorfor skulle det få jer til at tage mod betaling fra patienter?

»Personligt synes jeg ikke, at der skal være penge mellem læger og patienter. Jeg går ind for et offentligt sundhedsvæsen, hvor alle er stillet lige. Men med så meget disruption, som regeringen lægger op til, vil flere læger skulle indstille sig på den usikkerhed, der vil være om vores vilkår og vores økonomi. Så forsvinder den sammenhængskraft mellem de praktiserende læger, som PLO har været garant for, og de læger, der har kræfter til det, vil begynde at finde alternative indtjeningsmuligheder ved at tage mod privatbetalere og forsikringsselskaber«, siger Jørgen Skadborg.

»Den eneste forskel fra 2013 til nu er, at nu har knap tre millioner danskere en sundhedsforsikring; de vil ikke finde sig i, at man reducerer adgangen til læge. De, der kan betale, de vil selvfølgelig købe sig til det. Ligesom de altid har gjort«.

Han tilføjer:

»Når der ikke skal laves nævneværdige aftaler, kommer vi formentlig til at se, at man ikke længere vil kunne styre udviklingen, som man på store stræk har kunnet hidtil ved hjælp af aftaler med PLO. Nu bliver det enkelte klinikker for sig, der gør det på hver sin måde inden for de rammer, det offentlige kan og vil fastlægge«.

PLO tilpasser sig

I lovpakken omtales det flere steder, at udvalgte elementer skal aftales med »en organisation, som repræsenterer alment praktiserende læger«.

Hvad vil lovpakken komme til at betyde for PLO som organisation?

»I virkeligheden er organisationen ligegyldig. Vi kan reducere og tilpasse os til at være nogle, som hjælper lægerne med individuelle kontrakter med det offentlige og med at føre retssager, hvis de føler sig uretfærdigt behandlet. Det bliver en mere klassisk fagforeningsrolle, hvor vi ikke længere har en rolle i at formidle det gode samarbejde og stå for efteruddannelse, kvalitetssikring osv.«.

For flere praktiserende læger – også PLO-formanden – bringer signalerne fra Christiansborg ubehagelige minder om konflikten i 2013, hvor regionerne opsagde overenskomsten, og PLO frygtede, at lægerne ville miste indflydelse på deres arbejdsliv, hvis flere forhold skulle reguleres ved lov i stedet for i overenskomsten. Konflikten dengang fik mærkbare konsekvenser for rekrutteringen til almen medicin.

»Hvis man vil gennemtvinge indholdet i denne lovpakke, så bliver det offentlige jo nødt til at opsige den aftale, vi har. Den aftale, vi har nu, er de facto afmonteret, i og med at det meste af det, vi indtil nu har aftalt, fremover bliver lovbekendtgørelsesbelagt. Hvad der vil ske i den situation, er ekstremt uforudsigeligt«, siger Jørgen Skadborg.

Hvad er vejen frem nu – hvad gør PLO?

»Jeg håber, at de fire partier, der er med i aftalen om sundhedsreformen, men som står uden for regeringen, vil gøre, hvad de kan for at få ændret lovforslaget efter høringsfasen. Håbet er, at vi på den måde vil kunne bevare de mest essentielle dele af et aftalebaseret system. Hvis man ikke lykkes med det, så forudser jeg, at hele ambitionen om sundhedsreformen bryder sammen«.

DSAM: Motivationen synker

Dansk Selskab for Almen Medicin (DSAM) deltager i arbejdet med den nationale opgavebeskrivelse i Sundhedsstyrelsen. Formand Bolette Friederichsen siger i en skriftlig kommentar:

»DSAM forsøger at påvirke det faglige indhold i den nationale opgavebeskrivelse. Vi er jo nødt til at tro, at dette arbejde giver mening, og vi oplever også en forståelse for vores fag i dette samarbejde.

Men motivationen synker jo noget, når vi ser, at arbejdet i Sundhedsstyrelsen bare beskrives som noget, der skal gælde ,i første omgang’, og at sundhedsministeren bestemmer ved de løbende revisioner, og at det er regionsrådet, der alene skal sætte retningen lokalt – også for forskning og kvalitet, uden at lægerne er med. Vi vil gerne holde den faglige fane højt, men vi frygter, at sygehusperspektivet vinder, når driftsherren er sygehusejer. Vi ser jo, at Danske Regioner ofte ikke interesserer sig for, hvad vi laver, når det ikke involverer sygehusene, f.eks. i spørgsmålet om palliation.

Det er godt, at der står, at man skal være speciallæge i almen medicin for at få et ydernummer. Men når regioner har helt frit valg til i stedet at etablere udbuds- eller regionsklikker, hvor der ikke behøver at være almenmedicinske læger, så bliver det svært at skabe kollegialitet og sammenhængskraft i almen praksis, og det bliver svært at definere, hvad god kvalitet er«.