Ugeskrift for Læger har interviewet praktiserende læger og yngre almenmedicinere om deres reaktioner på forståelsespapiret mellem PLO og indenrigs- og sundhedsminister Sophie Løhde (V):
Da lovpakken blev sendt i høring, var det som at få et slag i hovedet. Jeg var meget modløs – og sådan plejer jeg ellers aldrig at være. Men det var hårdt.
Jeg vil ikke sige, at forståelsespapiret har rettet 100% op på det, men der er rigtig mange ting i det, som jeg er superglad for, og det har helt klart gjort mig mere lettet.
Først og fremmest fordi PLO fortsat er sikret stor indflydelse som aftalepartner. Det er essentielt for kvaliteten, at de mennesker, som sidder i virkelighedens almen praksis, kan komme med input og få reel indflydelse på, hvad vi skal lave ude i praksis, og hvad der giver mening. Derfor er det også af stor betydning, at vores samarbejde om bl.a. videreuddannelse og forskning er bevaret.
Det vigtigste er fagligheden, og derfor ærgrer det mig, at det ofte bliver kogt ned til, at vi bare vil have fri kl. 16 og have en høj løn. For os handler det om god behandling, høj kvalitet og kontinuitet.
Jeg har været med til at skrive FYAM’s høringssvar og sidder også med i Yngre Lægers Almen Praksisudvalg. Jeg tror, at det arbejde og de møder, vi har haft, har givet mig en større tryghed og tro på, at vi nok skal blive hørt. Der kan jeg mærke, at mange af mine kolleger, som ikke har været med i processen, føler en større uro. Det er jo også, fordi lovpakken grundlæggende har ramt tilliden. Er der tillid eller mistillid mellem læger og politikere?
Helt overordnet synes jeg, at det er meget glædeligt, at der er blevet taget notits af vores indsigelser om indholdet og formuleringerne i lovpakken. Det er tydeligt, at vi er blevet mødt af en fremstrakt hånd fra politikerne i forhold til at få reguleret lovteksten.
Vi kan høre, at sundhedsministeren ønsker, at praktiserende læger skal være den bærende drivkraft, og det er i hvert fald positive toner. Det var bare ikke det, der stod i den oprindelige lovtekst.
Selvfølgelig er det i bund og grund et tillidsspørgsmål, og det gør, at jeg gerne vil se det på tryk i lovteksten, før jeg kan ånde lettet op. Det er det, der kommer til at stå på skrift, som kommer til at definere, hvordan vores indflydelse og arbejdsvilkår bliver fremover.
Hele det her forløb har gjort, at jeg står med en rigtig stor uro i maven om, hvordan fremtiden bliver, og det kan jeg også mærke på mange af mine kolleger.
Det, der især kan gøre mig bekymret, er, at regionerne ikke har vist sig som en ven af almen praksis i dette forløb, og nu får de serveret sanktionsmuligheder over for de praktiserende læger direkte i deres hænder. De er hverken på lægernes eller patienternes side, men ønsker blot mere styring og kontrol. Det fremgik tydeligt af deres høringssvar.
Jeg synes, at forståelsespapiret har ryddet de usikkerheder væk, som vi så i lovforslaget, og det er rigtig trygt, at PLO har været indover og kan stå inde for forståelsespapiret. Det er en tekst, som vi – som fremtidens praktiserende læger – kan se os selv i.
Jeg hæfter mig især ved, at PLO fortsat skal være aftalepartner om både vilkår og økonomi, og at DSAM ikke kun skal være med i opstarten af arbejdet med den nationale opgavebeskrivelse for almen praksis, men bliver inddraget ved senere ændringer. Det er også vigtigt for mig, at institutionerne om forskning, kvalitetsarbejde og efteruddannelse bliver sikret, for de er vigtige elementer, som er fuldstændig essentielle for, at vi kan have en stærk almen praksis i fremtiden.
Vi har i Yngre Læger skrevet et høringssvar sammen med de andre lægeforeninger, og jeg kan se, at der er blevet lyttet til os. Det giver en tro på, at politikerne gerne vil os. Det kan være skræmmende, at der skal ske en masse nyt, men der var behov for, at der skulle ske noget nyt. Vi skal være flere praktiserende læger og have en stærkere primærsektor.
Jeg synes, at vi kan lære af denne proces. Når vi som lægeforeninger står sammen på tværs af generationer og organisationer, så bliver der faktisk lyttet politisk. Det er jo svært at spå om fremtiden, og vi kan ikke vide, om der om ti år kommer lignende politiske forsøg på at lave fuldstændig om på almen praksis. Men jeg håber da, at også politikerne på Christiansborg kan uddrage en læring om, at når de vil lave en stor reform, så er det meget godt at høre og inddrage dem, der arbejder med det.
Jeg kan slet ikke forstå, at vi skal have en lov om det, der før var aftalebaseret. Og jeg kan heller ikke forstå, at en myndighed som Sundhedsstyrelsen skal til at styre, hvad vi skal lave i almen praksis. Vi har i Danmark tradition for et aftalebaseret system, som skal sikre enighed parterne imellem, og vi har en almen praksis, der er både billig og effektiv. Så hvad skal den lov til for?
Det undrer mig, at PLO er gået med på den præmis, at vi skal have en lov. Jeg er heller ikke sikker på, at baglandet synes, at det er en god idé. Politikerne og myndighederne vil bestemme, hvad vi skal lave, men vi skal stadig være selvstændigt erhvervsdrivende, der har ansvaret for vores klinikker. De blæser og har mel i munden.
Jeg ser forståelsespapiret som varm luft, røgslør og damage control fra politikernes side. De har måske haft gode intentioner, men det handler i bund og grund om magt og styring. De vil tillige gerne køre tingene uden om PLO, og vi er f.eks. heller ikke repræsenteret i sundhedsrådene. Og fra 2027 har vi ikke en overenskomst. Så er det lovbestemt, hvad vi skal lave.
Forståelsespapiret har ikke gjort mig mere rolig som sololæge. Det kan godt være, at man ikke tager det store slag om solopraksis lige nu, men vi dør lige så stille ud, når kravene skærpes. Regionerne har desuden mulighed for at opbygge parallelle praksisformer ved siden af, som vil gøre det svært for solopraksis.
Processen om lovpakke 2 har skabt stor utryghed, og den forsvinder ikke med dette forståelsespapir. Men når det er sagt, er jeg rigtig tilfreds med, at der er blevet lyttet – både til os yngre almenmedicinere og til de praktiserende læger.
Vi har virkelig kæmpet for at få lavet nogle rigtig vigtige og substantielle ændringer i lovforslaget, og jeg ser det som en sejr for os og for vores patienter, at lovforslaget bliver ændret på de væsentlige punkter, der er beskrevet i forståelsespapiret; bl.a. at det fortsat skal være et aftalebaseret system, der ikke kun omhandler økonomi, og at DSAM skal inddrages ved ændringer af bl.a. opgavebeskrivelse og basisfunktion.
Men hvis jeg skal fremdrage et enkelt punkt, så er det vigtigt for vores medlemmer, at det nu fremgår tydeligt, at forhåndsgodkendelsen af speciallæger i forbindelse med køb af ydernummer skal ske ud fra objektive og transparente kriterier. Det at kunne eje sin egen klinik er en meget væsentlig årsag til, at læger vælger almen medicin som speciale, og det har været vigtigt, at man ikke skulle gå og være bekymret for, om man fik lov af regionen til at eje en klinik.
Fagets stemme har fået den plads, den fortjener i styringen af almen praksis. Det glæder mig på patienternes vegne.
Vi har været bekymrede for, om der ville være den nødvendige respekt for de almenmedicinske opgaver, som almen praksis løser i dag, eller om vi bare ville blive målt på, hvor meget vi aflaster sygehusene, fordi det er sygehusejeren, der er vores myndighed.
Men DSAM skal inddrages både i arbejdet med den nationale opgavebeskrivelse og basisfunktion og i Det Faglige Råd vedrørende forskning, kvalitetsarbejde og efteruddannelse. Nu er det blevet slået fast, at DSAM – når vi bliver flere praktiserende læger, og basisfunktionen skal tilpasses og opdateres – skal sidde med om bordet og bidrage med de tiltag, som betyder noget for patienterne, og som vi vurderer som fagligt relevante. Og i den første udgave af basisfunktionen kommer der kun til at indgå elementer, som allerede er aftalt i gældende overenskomster.
Der har blandt praktiserende læger været en vis nervøsitet for, om kroniske, multisyge ældre patienter blev den altdominerende opgave i de praktiserende lægers basisfunktion. Der kommer jo alle mulige andre patienter hos os, som også har en berettiget forventning om, at vi kan hjælpe dem; vi vil gerne sikre os, at vi kan blive ved med at være gode læger for dem. Nu har vi fået sikkerhed for, at DSAM er med helt centralt, når de næste udgaver af basisfunktionen skal skrives.
Fakta
