Lovsang til frenologien

Når en ung læge for et par hundrede år siden havde bestået kandidateksamen, var den flerårige studierejse til de store medicinske læreanstalter ved europæiske universiteter en nødvendighed.

Så da Carl Otto (1795-1879) i 1818 var blevet kandidat og det følgende år tog doktorgraden i medicin (der skulle ikke så meget til), drog han af sted. De følgende 2-3 år fulgte han undervisningen i Paris. Han gik bl.a. til forelæsninger hos den østrigske læge Johann Kaspar Spurzheimer, som var discipel af frenologiens opfinder, Franz Joseph Gall (1758-1828), og som førte hans evangelium videre ud i verden. Carl Otto skal tilmed have mødt Gall i egen, høje person.

Videnskabsmisundelse

Frenologien gik kort fortalt ud på, at kraniets form afspejlede hjernens, og at man på hovedets form kunne aflæse en persons karaktertræk, egenskaber og intelligens. Carl Otto tog ikke alene den interessante, nye lære til sig. Han blev optændt af en hellig ild og blev den nye læres missionær i Danmark, både i skrift og tale som professor i medicin, som forfatter, som fængselslæge og senere som redaktør af det medicinske tidsskrift Bibliothek for Læger.

Frenologien kom senere i miskredit som en pseudovidenskab, men i 1820 var den en blandt flere nye teorier, som vakte lægevidenskabens interesse. Det er ganske vist en tilsnigelse at kalde den tids medicin videnskabelig – men mange læger indså, at medicinen efterhånden var en anakronisme, baseret på forældede, årtusindgamle vrangforestillinger.

Man kunne stille diagnoser baseret på de store sygehuses patientmateriale, og man kunne ved obduktioner fastslå, at diagnosen (ofte) var korrekt. Men altså først, når patienten var død, for lægerne var stort set magtesløse over for sygdom. Sammenlignet med de empiriske naturvidenskaber gjorde medicinen en latterlig figur, og lægerne begyndte at se sig om efter idéer, der kunne gøre medicinen »naturvidenskabelig«.

Bakterier som sygdomsårsag var ukendt. Men der blev syslet med medicinsk statistik: Læger holdt regnskab med sygdomstilfælde og dødsfald og deres formodede årsager. De stillede deres observationer op i talkolonner og grublede over, hvordan man skulle tolke tallene. Medicinsk meteorologi var et andet forsøg på at finde sammenhænge: Under de hyppige epidemier observerede man vindretninger, lufttemperatur, nedbør og barometerstand og ledte efter en kausalitet, som ikke fandtes.

Men rigtig videnskab beskæftiger sig med det, der kan observeres, måles og vejes. Skulle medicinen op af hængedyndet, måtte også den bygge på objektive, målbare iagttagelser.

Forbryderhoveder

Her kom frenologien ind i billedet. Efter hjemkomsten fra Paris beskrev Carl Otto frenologien i tidsskriftet Ny Hygæa, som han var medgrundlægger af, og i Tidsskrift for Phrenologien, som han selv stod bag.

Frenologien blev af sine tilhængere betragtet og præsenteret som en videnskab, som bl.a. kunne bruges til at identificere kriminelle. Da Gall besøgte København i 1805, havde han forklaret sine tilhørere, at man kunne påvise særlige »organer« i hjernen for tyveri og mordlyst. En overudvikling af et sådant organ – som kunne måles på kraniets ydre form – kunne gøre et menneske kriminelt. Og enhver vidste jo, hvordan et rigtigt »forbryderfjæs« så ud: lav pande, fremspringende øjenbryn osv. Med frenologien som redskab kunne man identificere den kriminelle, inden han begik forbrydelsen, og styre ham væk fra en kriminel løbebane. For selv om kraniets form bestemte den forbryderiske karakter, var det Carl Ottos mening, at man kunne forbedre de fleste mennesker med opdragelse og uddannelse.

Som fængselslæge fik han adgang til hundreder af tugthusfanger, hvilket passede ham perfekt. Carl Otto målte kranier på de indsatte og tog gipsafstøbninger af deres hoveder. Hos bødlen købte han (som tidligere beskrevet i Ugeskrift for Læger) hoveder af halshuggede mordere, så han efterhånden havde opbygget en større samling af »forbryderhoveder«. »Det var mig naturligvis paa den Tid af stor Vigtighed at have saa mange Forbryder-Hoveder som muligt for stadig at kunne undersøge mine Anskuelsers Rigtighed«, som han skrev i sin selvbiografi i 1879.

Forsvar for Galls lære

På det tidspunkt var frenologien dog for længst afskrevet som en pseudovidenskab. Den havde sine tilhængere helt op til 1900-tallet, men i den akademiske verden blev frenologien betragtet som selskabsunderholdning og markedsgøgl.

Faktisk var frenologien allerede ombølget af kontroverser og endda latterliggørelse i 1820’erne. Men det anfægtede ikke Carl Otto – tværtimod: Da han i 1828 kunne sætte sig i redaktørstolen for Bibliothek for Læger, havde den meget skrivende læge fået endnu en platform, hvorfra han kunne missionere for frenologien. Det gav sig i 1833 udslag i en artikel, »Det phrenologiske Selskab i Paris«, som er et energisk forsvar for den kontroversielle lære imod den danske lægeverdens skepsis. Her forklarer Carl Otto nemlig, at man »i Storbritannien allerede tæller 20 phrenologiske Selskaber«, og at der nu på niende år udkommer et frenologisk tidsskrift. Og så har der »nu ogsaa dannet sig et phrenologisk Selskab i Paris«, som meddeler, at Galls lære nu er blevet så veludviklet og rigtigt forstået, at den »saavel i den intellectuelle som i den moralske Verden maa frembringe en Omvæltning, liig den, den store Newtons System frembragte i den physiske«.

Carl Otto fortsætter med at fremhæve alle de aktiviteter, det franske selskab har sat i søen for at »fuldkommengjøre« og udbrede Galls lære, og han peger på en længere række »i vort Fag højt berømte Mænd«, hvis navne hver især vil »være tilstrækkeligt til at skaffe Selskabet Agtelse«.

Resten af artiklen er et citat fra en af tidens berømteste, men også kontroversielle franske læger, François Broussais (1772-1838), som lovpriser selskabet i svulstige vendinger.

Forsvar for Gall

Men frenologien var med god grund diskrediteret, udleet og kasseret som en pseudovidenskab. Alligevel levede den i ny skikkelse videre i det 20. århundredes vulgærantropologi. Man behøver ikke engang bruge nazismens udskejelser for at finde eksempler. Racisme var stuerent. Både på højre- og venstrefløjen var det salonfähigt at omtale fremmede folkeslag som »primitive«

I Sverige og Norge studerede og målte læger og antropologer hovedskaller hos de »primitive« samer, og i Danmark foretog den toneangivende antropolog og politilæge, Søren Hansen (1857-1945), anatomiske opmålinger på hundreder af grønlandske inuitter og fastslog i 1897, at de var en »primitiv Race, som staar paa et lavere Udviklingstrin«.

Misbruget kan man dog ikke laste Gall for. Hans system var et tidligt forsøg på en fysiologisk kortlægning af hjernen. Gall var anatom og kan ikke bebrejdes, at hans mest fanatiske tilhængere og disciple afsporede hans kranielære fra at være et forsøg på at udvikle en psykologisk-fysiologisk videnskab til i stedet at være en slags moralsk naturfilosofi.

Gall slipper nok aldrig fri for at være uløseligt forbundet med den pseudovidenskabelige frenologi. Men hans forskning var også med til at bane vej for den moderne psykologi og for neurovidenskaberne. Flere af Galls grundlæggende antagelser har vist sig at være rigtige. Selv om man ikke kan aflæse en persons karaktertræk uden på hovedet, er det i dag almindeligt kendt, at mange funktioner har deres bestemte placering i hjernen.