I 1853 var lægevidenskaben mildt sagt søgende. Man skelede misundeligt til naturvidenskaberne, som siden Newton og Galileo havde gjort kæmpefremskridt, mens medicinen stort set befandt sig samme sted som hundrede år tidligere.
Opdagelsen af bakterier lå endnu nogle år ude i fremtiden, og i bare frustration havde den medicinske forskning travlt med at finde naturvidenskabelige forklaringer på årsagerne til sygdom. Skyldtes epidemiske sygdomme f.eks. et særligt smitstof? Og i så fald: Hvori bestod det? Hvordan opstod det? Og hvordan blev smitten overført?
Syfilis var et stort samfundsproblem, og det var ingen overdrivelse at tale om en epidemi. I jagten på forklaringer blev der eksperimenteret på livet løs. Et forsøg, som havde vakt opsigt, var den britiske kirurg John Hunters forsøg med at indpode syfilis.
I 1700-tallets England var både syfilis og gonorré meget udbredt og var under ét kendt som the pox.
Hunter havde bemærket, at the pox havde to fremtrædelsesformer: Den ene viste sig som en bums, der kunne udvikle sig til et sår, chanker, på penis. I sin anden form viste sygdommen sig ved påvirkede urinveje med besværlig og pinefuld vandladning. Hos kvinder ytrede sygdommen sig ved infertilitet på grund af arvæv i de fallopiske rør.
De fleste antog, at der var tale om to forskellige sygdomme. Men Hunter var overbevist om, at det var én og samme sygdom med to forskellige fremtrædelsesformer – og det ville han bevise. Hunter havde en venerisk patient med gulligt udflåd fra penis. Hunter tog en dråbe af det udflydende pus. Med en skalpel ridsede han et par fine snit i sig selv: et på penishovedet og et i forhuden. Her indgned han det uhumske materiale. Efter et par dage noterede han vandladningsbesvær og udflåd, og da der efter nogle uger viste sig et chanker, kunne Hunter tilfreds konstatere, at han havde ret: The pox og the clap var én og samme sygdom.
Men ak: Hunter havde ikke taget højde for, at selv han kunne tage fejl: Uheldigvis havde patienten ikke én, men begge sygdomme: syfilis OG gonorré. Da Hunter døde som 63-årig i 1793, viste obduktionen ironisk nok, at dødsårsagen var et aorta-aneurisme, formentlig forårsaget af tertiær syfilis. Diskussionen var dermed uafklaret og kunne fortsætte helt frem til slutningen af 1800-tallet, indtil mikrobiologien kunne vise, at den berømte Hunter havde taget fejl.
I midten af 1800-tallet havde medicinen kastet gamle tiders overtro og magiske tænkning overbord. Desværre havde der endnu ikke vist sig en anden, bedre vej, og lægevidenskaben søgte i blinde efter årsager til sygdomme og mulige behandlinger. Og der blev eksperimenteret i vildskab.
I det tidlige forår 1853 indleverede professor Andreas Buntzen (1811-1880) et artikelmanuskript til redaktør Dahlerup på tidsskriftet Bibliotek for Læger. Overskriften lød: »Syphilisationen«.
Buntzens ærinde var at advare mod den »experimenterende Skoles forvildede Luner«. Nærmere bestemt: Imod visse lægers forsøg med at indpode syfilis på raske – syphilisation. Eller som Buntzen beskriver det: »det menneskelige Legemes Opfyldning af, Mætning med Syphilis, gjennem successiv Indpodning«.
Buntzen er forarget over, at den slags kunne finde sted, tilmed på hospitaler, og han undrer sig over, at denne praksis »har fundet en Hjerne til at Avle sig, en Haand til at udføre sig og et legeme at udsætte den for«.
Inspirationen til at »syfilisere« kom fra den ufattelige succes, man havde haft med koppevaccination. Mon noget lignende var muligt ved syfilis? Måske kunne man tilmed benytte indpodningen som en kur imod den uhyggelige sygdom, så man slap af med den frygtede behandling med kviksølv.
Syfilisationen foregik ved at give patienten hundredvis af indpodninger over nogle måneder. Det skulle »mætte« kroppen med smitstof, så sygdommen ikke kunne få fodfæste eller udvikle sig. Mætningen foregik ved konstant at fremkalde nye chankere, indtil organismen »lidt efter lidt vænnes til den Syphilitiske Gift«, indtil der ikke er plads til mere af giften, og man er immun. Se nu bare de prostituerede: Mange kunne drive deres forretning i årevis uden at blive smittet. Eller tag dyrene: Dyr fik jo ikke syfilis, da deres organismer fra naturens hånd er mættet med smitstoffet.
Det vil sige – det troede man. Man håbede nemlig at kunne svække smitstoffet, ligesom ved koppevaccinen, ved at syfilisere dyr og derefter »benytte den dyriske Syphilis som Vaccine«. Teorien blev endda udført på mennesker. De fik naturligvis syfilis.
På baggrund af de etisk anløbne forsøg og de dubiøse resultater er der ifølge Buntzen ikke tale om »nogen rigtig sund Naturforskning«. At forske og eksperimentere er vigtigt, understreger han, og det har givet gode resultater i patologien og kirurgien. »(M)en i Pathologien bærer den en medfødt Usikkerhed i sig«. Det turde siges.
Buntzen refererer en håndfuld nylige cases blandt mange eksperimenter med syfilisation, som alle er endt i tragedie: I et tilfælde lod en ung mediciner sig indpode »forebyggende« med syfilis. Det skete i Paris hos syfilisationens førende profet: Den franske læge Joseph-Alexandre Auzias-Turenne (1812-1870).
Efter indpodningen ville den unge mand afprøve sin formodede immunitet. Derfor opsøgte han i januar 1852 »et meer end mistænkeligt Fruentimmer«. Hos hende pådrog han sig til sin overraskelse et syfilitisk sår. Hans symptomer forværredes, men i stedet for at tage det som en advarsel, fremturede den unge mediciner i galskaben. Han lod Turenne indpode sig med en imponerende række »kurative« indpodninger: Fra januar 1852 og nogle måneder frem modtog han 50-60 indpodninger med syfilissmitte – på hver arm. Han forsikrede alle om, at han skam havde det fint. Det syntes hans venner og jævnaldrende ikke. De kunne tværtimod bevidne, at han så rigtig skidt ud og havde det ad h… til. Og herfra gik det ned ad bakke. Der viste sig »en traumatisk Erysipelas, som udgik fra Armene til Halsen og Brystet; Skorperne hævede sig på de slet lægte Inoculationssaar«. Fire måneder og to uger efter den første inokulation var den unge mediciner død.
Trods sine fiaskoer fortsatte Turenne med at »syfilisere« og holdt stædigt fast ved sin teori, mens kritikken voksede. I Paris eksperimenterede han uden skrupler på kvinder, som var indlagt på Hôpital Saint Lazare for prostituerede. Og inden man peger fingre ad ham, kan man tænke over, at også mikrobiologiens faderskikkelse, Louis Pasteur, forsvarede den bagvedliggende teori.
Forsøgene foregik ved flere europæiske hospitaler. I Norge var den berømte dermatolog ved Rikshospitalet i Kristiania Carl Wilhelm Boeck (1808-1875) en af tidens ivrigste forkæmpere for metoden, som blev hans standardbehandling.
De i vores øjne groteske forsøg skal ses i lyset af, at syfilis var epidemisk og almindeligt frygtet, og at ingen eksisterende behandlinger var særligt virksomme. Men i 1879 var det slut. Som så mange andre mirakelkure viste syfilisationen sig at være en illusion. Og så var man tilbage ved den gamle ineffektive og ubehagelige kviksølvbehandling.
Omkring 1910 kom et nyt middel i brug: Salvarsan. Det var en organisk arsenforbindelse og det første antibakterielle lægemiddel, og det virkede faktisk, selv om det var ret giftigt. Idéen om, at »med ondt skal ondt fordrives« var stadig levende, og fra 1920 dukkede en ny mirakelkur for syfilis op: Den nye dille bestod i at behandle syfilis ved at indpode de syge med malaria. Teorien var nu, at malaria giver høj feber, som slår syfilisbacillen Treponema pallidum ihjel.
Denne behandling kunne en syfilispatient risikerer at bliver udsat for helt frem 1945, da penicillin for første gang tilbød en nem og effektiv behandling af syfilis og utallige andre infektionssygdomme.
