Fakta og vurdering
Det drejer sig om 24 minutters realtid, hvor alt kammer over på en lukket psykiatrisk afdeling. Kortfilmen »Et eksempel: Dem på gulvet« udkom i fjor og tvinger os til at mærke magtesløsheden på en afdeling, der er spændt til sit yderste.
Værket er en synliggørelse af en pjaltet psykiatri, hvor personalet for længst er gået på kompromis med moralske principper. Instruktøren Selma Sunniva melder sig under den psykiatri-reformerende fane gennem et delagtiggørende, sublimt kunstværk.
Mest af alt minder afdelingen om en kælder, som allerede står under vand, da den garvede psykiatrisygeplejerske Emma (Benedikte Hansen) møder ind til vagtskifte. Emma går i køkkenet, hvor en tydelig indigneret kollega, uden at hilse, begynder en klagesang om en for tidlig udskrivelse.
Imens Emma fisker en beskidt kop ud af industriopvaskemaskinen, dukker en ny ung kollega, Kamilla, op i døren. Hendes stemningsleje er muntert, hun hilser og gør opmærksom på, at det er hendes første aftenvagt, men bliver mødt af enstavelsesord og visne blikke.
»Filmen formår at tynge hjertet og indgyde sympati for de mennesker, der lægger krop og sind til en smuldrende afdeling«Oscar Juul, stud.med
Til vagtskiftemødet er tonen atter i mol, da informationen om en sygemelding giver sig til kende og resulterer i yderligere overarbejde fra en selvopofrende sygeplejerske. Luften er tung, personalegruppen sjasker rundt i emotionelt lavvande, imens patienterne fordeles. Kamilla rømmer sig og spørger »Skal vi i virkeligheden ikke gennemgå dem først?«, »Nej« får Emma mumlet frem, med øjnene i papirerne.
For at få vagten til at lykkes, bliver den unge urutinerede sygeplejerske selv ansvarlig for to patienter, og snart er det gåpåmod, vi indledningsvist fornemmede, forduftet.
Kameraføringen i vagtlokalet viser os kun en person ad gangen. Som et sæt øjne pendulerer blikket uroligt rundt blandt de tilstedeværende, hvis kropsholdning demonstrerer deres underskud. Fornemmelsen af en fælles forpligtelse er hele tiden i regression. Som seer vokser utilpasheden i frygten for, hvad denne uro vil kulminere i.
»… Jeg troede, det var meningen, at vi skulle være der for hinanden og ikke, at man blev ladt i stikken … «, lyder det med mismod fra Kamilla. »Kamilla, meningen er, at vi skal være der for patienterne …«, svarer Emma i udmattet, paternalistisk tone.
Under en tvangsmedicinering blotlægges uenigheder om, hvordan man må snakke til en patient, der gør vold mod personalet. Emma formår her at vække vores empati, idet hun tager den febrilske patients parti ved at stoppe den overfusende kollega. Handlingen står i stærk kontrast til den kølige og indifferente sygeplejerske, vi indtil da har mødt. Den forråelse, hun er præget af, kan spores tilbage til rammernes tilstand.
Filmen formår at tynge hjertet og indgyde sympati for de mennesker, der lægger krop og sind til en smuldrende afdeling. Værket fremstår ikke antipsykiatrisk, tværtimod mærker man instruktørens politiske ambitioner for fremtidens psykiatri.
