»Man sveder jo ikke på kommando«

Tidligere spillede hun meget håndbold. Det gør hun ikke mere. Det er også svært at åbne computeren, som er et hverdagsværktøj i hendes studieliv. For evnen til at gribe fat er nedsat. Årsagen er de halvårlige indsprøjtninger med botulinumtoksin, som Caroline får i sine hænder. 40 prik i hver hånd og fingre.

Man kan nemt forestille sig, hvordan et ansigt ville se ud, hvis det havde fået så meget botulinumtoksin på én gang. Carolines ansigt kan sagtens udtrykke bekymring. Og glæde. Bekymring, fordi det ikke er sikkert, at hun består testen på Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital. Glæde, da læge Zarqa Ali nikker ja til behandlingen, der er afgørende for Carolines livskvalitet.

Hyperhidrose er patologisk forhøjet svedproduktion. Nogle har det, fordi de tager medicin eller har underliggende sygdom. Hos andre, som Caroline, er der ingen oplagt årsag. Studier viser arvelighed, og i Carolines familie var der »måske« en bedsteforældre, der havde »noget«.

Til gengæld er Caroline langt fra alene. For prævalensen af hendes tilstand er 4-5%, og tilstanden debuterer typisk i barndommen eller teenageårene.

I skoletiden iklædte Caroline sig tre hættetrøjer oven på hinanden for at skjule svedpletterne under armene. Nu hvor hun er ung, går hun glip af at gå i stiletter og klipklapper, hvad hun ellers elsker, for hun »skøjter rundt i dem«. Og håndtryk har ikke været hendes yndlingshilsen.

Derfor er det også tydeligt i hendes ivrighed efter at bestå testen, at hun gerne lever med svækket finmotorik de næste tre måneder, hvor botulinumtoksin virker bedst.

Fugtige fingerspidser

Kendetegnende for primær hyperhidrose er, at man typisk sveder meget i armhuler, håndflader, fodsåler eller ansigt. For at få diagnosen og ikke mindst behandlingen i det offentlige sygehusvæsen er kriterierne, at patienten har døjet med uforklarlig øget svedproduktion i minimum seks måneder samt oplever i hvert fald to andre gener, som blandt andre er hæmmet dagligdag og debut før 25-årsalderen.

De bokse kan Caroline tikke af. Men hun mangler den vigtigste: Testen, som giver adgang til botulinumtoksinbehandlingen. Hun bliver bedt om at lægge sine hænder med håndflader opad på et stykke papir. Et æggeur bliver sat, og når det bipper, tjekker læge Zarqa Ali, om der ses svedperler på håndfladerne eller vådt papir under håndryggen. I Carolines tilfælde ser det i første omgang ildevarslende ud. Hun sveder måske ikke helt nok. Men sygeplejerske Henriette Buul Poppelman kommer hende omsorgsfuldt i møde med en trøst, man fornemmer bliver gentaget end del på afdelingen:

»Man sveder jo ikke på kommando«, lyder den, mens sygeplejerske og læge hiver en lampe tættere over håndfladerne.

»Jeg håber, den er positiv«, siger Caroline beklemt.

Læge Zarqa Ali og sygeplejerske Henriette Buul Poppelman kigger grundigt og bliver enige om, at de ser fugtige fingerspidser og også fugt på siden af hænderne. Sygeplejersken spørger lægen:

»Den er positiv?«.

»Ja«, nikkes der bekræftende.

Caroline er tydeligvis lettet.

Fødder behandles ikke

En positiv test betyder, at Caroline får adgang til tre behandlinger, og de ligger med seks måneders mellemrum. Derefter skal hun testes igen for at få tre nye behandlinger. Havde hun ikke bestået, ville hun dog have fået en chance mere. Og var det heller ikke gået dér, kan man som patient blive henvist igen. Det gør personalet på Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme på Gentofte Hospital meget ud af at fortælle patienterne, for mange frygter ligesom Caroline ikke at svede nok på kommando.

Måske derfor kommer den næste patient, Runa, ind til testen med ildrøde håndflader. På afdelingen oplever de jævnligt, at patienter sidder på deres hænder ude i venterummet for at fremprovokere sveden.

Men der er ikke så meget at være i tvivl om med Runa. Hun har modtaget behandling på afdelingen i mange år. Da hun løfter sine hænder fra testpapiret, er det helt tydeligt gennemblødt. Hun døjer også med sved under arme og fødder, og da hun senere på dagen efter endt behandling rejser sig fra lejet, er det gennemblødt, hvor lænden har hvilet.

Mens den unge patient Caroline også modtager botulinumtoksinbehandlinger i armhulerne, gør Runa på 40 år det ikke lige nu. For hun dumpede prøven, som hun siger, for to år siden. Sygeplejerske Marie Adler Johansen foreslår hende at blive henvist igen til armhuletest og fortæller hende samtidig med en erfaren professionel omtanke:

»Det er ikke fordi, at jeg kan lugte noget, når jeg står her med dig«.

Fødder behandler afdelingen ikke. Der skal sættes en grænse et sted, og fødder er trods alt gemt væk i sko. Men der er også nok at gøre med de omtrent 1.000 hyperhidrosepatienter, som afdelingen på Gentofte Hospital ser.

Almen praksis kan hjælpe mange

Afdelingens cheflæge, dr.med. Claus Zachariae fortæller, at de fleste hyperhidrosepatienter kan håndteres allerede ude i almen praksis eller af privatpraktiserende hudlæger. Behandlingen er i første omgang antiperspirant fra håndkøb, f.eks. aluminiumklorid til påsmøring af håndflader og armhuler. Hvis det ikke virker godt nok, kan man supplere med cremebehandling og evt. tabletbehandling. Privatpraktiserende hudlæger kan desuden behandle med såkaldt iontoforese, hvor et apparat sender en svag elektrisk strøm igennem et fod- eller håndbad, så ioner blokerer svedudførselsgangene. Patienterne kan også selv investere i et apparat til hjemmebehandling. Hvis der ikke er tilstrækkelig effekt af nogen af behandlingerne, kan patienten henvises til vurdering og eventuel botulinumtoksinbehandling på Claus Zachariaes afdeling.

»Men almen praksis får formentlig mange henvendelser om hyperhidrose, som de sagtens kan håndtere. Og så er det selvfølgelig vigtigt, at der er et alternativ. Problematisk hyperhidrose kan de sende videre til os«, siger cheflægen.

Behandling er vigtig

Indtil for ganske nyligt havde almen praksis og privatpraktiserende hudlæger den fordel, når det gælder hyperhidrosepatienter med udtalt svedtendens, at de måtte behandle med glycopyrroniumbromid (peroralt) magistrelt fremstillet, som hospitalssektoren ikke har ret til at udskrive, fortæller Claus Zachariae. Det har Lægemiddelstyrelsen dog sat en stopper for ved at kræve, at patienter skal forsøge oxybutynin, som er et andet antikolinergika, men mindre effektivt og en del dyrere.

Det er uheldigt, mener han. Han beskriver hyperhidrose som en lidelse, der i den grad hæmmer patienternes daglige levevis. På afdelingen møder de patienter, der drypper på gulvet af sved, som ikke kan holde på papir uden at gøre det vådt, og hvis skjorter gennemblødes af sved. Klassikeren er folk, der er nødt til at tørre hænderne af i bukserne før, de giver hånd.

»Derfor er der også mange af vores patienter, der elskede corona, for der skulle de ikke give hånd«, fortæller Claus Zachariae.

Foruden eksem og svamp er psykisk sygdom, især angst og depression, samt nedsat livskvalitet kendte følgevirkninger af hyperhidrose. Derfor er behandling vigtigt, understreger Claus Zachariae:

»Når de får den rette behandling, gør det deres liv betydeligt bedre«.

40 stik i hver hånd

Både Runa og Caroline modtager botulinumtoksinbehandling på afdelingen samme dag, som de har bestået testen. Det foregår ved regional ledningsanæstesi, hvor anæstesilæge Martin Skjønnemand går ind midt på armen og påvirker nerver, der efterlader hænderne bedøvet. Bagefter venter patienten i 15-20 minutter, mens virkningen indtræffer, og herefter kommer de tilbage til læge Zarqa Ali, hvor de lægger sig på et leje og den nøje koordinerede botulinumtoksinbehandling begynder.

»Er du klar?«, spørger sygeplejerske Marie Adler Johansen, der sidder bøjet over patientens ene hånd og læge Zarqa Ali ved den anden. Sygeplejersken tæller ned, og de to begynder at stikke præcis samtidig i begge patientens hænder. Det gør de, fordi de på den måde kan snyde hjernen til at mærke smerten mindre. For selv om Runa og Caroline er bedøvet, så kan 40 stik i hver hånd godt mærkes.

Ingen af de to patienter kigger ned på det, der foregår med deres hænder. Blod pibler frem ved de mange sigteprikker, der er tegnet på hænder og fingre. Begge patienter har en ledsager med, der sidder i venteværelset, for med bedøvede hænder må de ikke tage alene hjem.

»De kan ikke tage fra, hvis de falder«, forklarer sygeplejerske Henriette Buul Poppelman.

Derfor spørger sygeplejerskerne også begge patienter, om ikke de vil have deres mand/mor med ind i rummet under behandlingen. Men det har de ikke brug for. På sygeplejerskerne kan man forstå, at det heller ikke er alle pårørende, der har nerver til de mange nålestik.

Efter mindre end en halv time er behandlingen færdig. De to patienter får hvide stofhandsker på og besked om ikke at røre ved råt kød, jord eller skifte bleer det næste døgn på grund af øget risiko for infektion, da hudbarrieren er brudt 40 steder i hver hånd. Caroline arbejder i en blomsterbutik og holder derfor fri.

Køber ens bluser

Behandlingen er effektiv, men kun midlertidigt. Caroline fortæller, at hun de første 2-3 måneder har fuld effekt, men derefter aftager virkningen, og de sidste par måneder frem mod næste behandling virker det ikke længere. Derfor er der også patienter, der supplerer behandlingen i det offentlige sygehusvæsen med selvbetalte botulinumtoksinbehandlinger på private klinikker.

Caroline nævner et par gange, at timingen af hendes behandlingsrække er uheldig, for hun kan regne ud, at lige præcis i sommerferien kommer hun til at skøjte rundt i sine klipklapper, og de våde fødder samler så meget snavs, at hun bliver nødt til at vaske dem tre gange om dagen.

Sygeplejerskerne på afdelingen beretter om andre patienter, der fryser om vinteren, fordi svedigt tøj hurtigt bliver koldt i kulden. Mange patienter går desuden i bestemte farver tøj – som sort – fordi de har erfaret, at svedskjolderne ikke ses så tydeligt. Nogle køber endda flere af den samme bluse, så de ubemærket kan skifte i løbet af en arbejdsdag. Man har også haft en patient på afdelingen, der ulykkeligvis blev opsagt på sit job på grund af lugtgener.

Bedring omkring 40 år

Caroline synes, at hun har prøvet alt i forhold til sine fødder, som jo ikke kan få botulinumtoksinbehandling. Sygeplejerske Henriette Buul Poppelman foreslår hende at supplere med cremebehandling. Afdelingen har gode erfaringer med, at patienterne knuser piller, der gives systemisk mod hyperhidrose, og i stedet påsmører det lokalt på fødderne. Caroline har også forsøgt sig med systemisk tabletbehandling, men det gav hende »helt vild mundtørhed«, så hun måtte synke al sin mad med vand.

Ikke sjældent oplever afdelingen, at patienter opgiver især cremebehandling, fordi det også kan give eksem. Men cremebehandling er en rigtig god og mindre voldsom behandling end botulinumtoksin, og mange, der har opgivet creme, kan faktisk få glæde af det, hvis blot de starter mildt op, forklarer sygeplejerske Marie Adler Johansen.

Desværre mangler der effektiv langvarig behandling af hyperhidrose. Til gengæld kan Caroline, der stadig er i 20’erne, på sigt se frem til måske at slippe af med sine gener. Studier viser, at forekomsten af hyperhidrose falder med stigende alder. Det er dog uvist, om det skyldes en bedring i tilstanden eller større accept af den. Omkring 40-årsalderen går det bedre for mange, er personalets erfaring på Afdeling for Allergi, Hud- og Kønssygdomme. Det gælder dog endnu ikke for Runa, der er 40 år.