Midt i den perfekte storm: »Det kan give mig en knude i maven«

Jahatten er trykket godt fast på hovedet, fortæller Sara Mathilde Radl Hensel. Hun er en af de læger, der følger ekstra spændt med i alle de nye meldinger om almen praksis, der i denne tid dukker op i medierne.

»Jeg synes først og fremmest, at det er dejligt, at alle nu taler om, hvor vigtig almen praksis er for sundhedsvæsenet«, siger hun optimistisk.

Sara Mathilde Radl Hensel er kommende praktiserende læge, og hun er forperson for Yngre Lægers udvalg for almen praksis. Det er læger som hende, der skal arbejde i den fremtidens almen praksis, som der nu kommer bud på fra alle kanter.

Hvis hun da vil.

Sundhedsvæsenets strukturer er på værksted, og almen praksis er sammen med det øvrige nære sundhedsvæsen i centrum for reformtankerne. De praktiserende læger står midt i den perfekte storm.

Ligesom storme i naturen kan også den metaforiske storm over almen praksis skabe rum for tiltrængte nyskabelser og forandringer. Men som vi alle har erkendt efter Bodil, Allan & Co., kan storme også ødelægge det, der er mest dyrebart for os.

Derfor er det da heller ikke kun jahatten, der trykker, når Sara Mathilde Radl Hensel følger debatten. Ikke alle nyheder er gode.

»Det kan give mig en knude i maven. Nogle gange tænker jeg: ,Åh nej, har de slet ikke forstået, hvad det er, vi laver i almen praksis? Kan de slet ikke se, hvor vigtigt vores arbejde er?’ Vi ved, at kontinuiteten mellem læge og patient er helt central for vores arbejde og af stor betydning for borgernes sundhed. Jeg bliver bange for, at de ændrer vores arbejdsplads, så tilbuddet til patienterne bliver dårligere – og min arbejdsglæde bliver ødelagt«, siger hun.

Vi skal dele data

Det er ikke, fordi Sara Mathilde Radl Hensel synes, at almen praksis er ideel i dag. Der er behov for forandringer, påpeger hun. Først og fremmest skal der være langt flere prak­tiserende læger, og lægerne skal fordeles bedre, bl.a. med mere håndholdt rekruttering, hvor lægernes transporttid kan anvendes som arbejdstid i minibusser.

Nogle forandringer er allerede i støbeskeen, f.eks. omkring lægernes honorering, men på Sara Mathilde Radl Hensels ønskeseddel til nye tiltag står først og fremmest bedre samarbejde. Dels om it, data og ­digitalisering, dels mellem sektorerne.

Lige i øjeblikket er hun selv i gang med hospitalsblokken i speciallægeuddannelsen, og med den erfaring in mente mener hun, at det er på tide, at patienterne får mulighed for at tilgå deres journal fra egen læge – uden først at skulle søge aktindsigt:

»I almen praksis bør vi dele data langt mere, end vi gør i dag. Det er patienternes egen journal, som de let skal havde adgang til at se på sundhed.dk, ligesom de i dag kan se deres sygehusjournal. Det er ikke farligt. Ud over at det bør være en ret for patienterne, vil bedre samarbejde om data også kunne lette arbejdsgangene markant og ­forbedre forskning og kvalitetsudvikling«, mener Sara Mathilde Radl Hensel.

Hun ser også store potentialer i et bedre samarbejde mellem sygehus, almen praksis og kommune. Det er så småt startet op i sundhedsklyngerne, men det kan blive ­meget bedre.

»Jeg tror, at de største problemer i dag findes mellem sygehusene og kommunerne. Jeg er på sygehus nu, og jeg oplever, at vi flytter patienterne fra den ene pengekasse til den anden. Det dur ikke. Jeg forestiller mig også, at hjemmesygeplejen og almen praksis kan blive knyttet langt tættere til hinanden, så hjemmesygeplejerskerne kan udføre ­opgaver i samarbejde med almen praksis. De kommer jo alligevel hjem til de ældre«, mener Sara Mathilde Radl Hensel.

Vigtigt at have sin egen lille biks

Årets sidste uger blev heftige for det nære sundhedsvæsen. Den 8. december havde Sundhedsstrukturkommissionen indbudt til topmøde om behovet for ændringer af sundhedsvæsenets organisering.

Samtidig barslede diverse interesseorganisationer med udspil og synspunkter til kommissionens arbejde. Ældre Sagen og KL præsenterede et fælles udspil med 13 konkrete forslag til bedre behandling af ældre i sundhedsvæsenet. KL kom også med deres eget udspil med forslag til en opgradering og styrkelse af organiseringen af sundhedsvæsenet i de 22 sundhedsklynger. Klyngerne skal ifølge kommunerne have langt flere muskler, både hvad angår økonomi og beslutningskraft.

Og endelig kom Danske Regioner med et noget omdiskuteret forslag om, at regionerne skal styre hele sundhedsvæsenet – også den kommunale del – og have langt bedre mulighed for at styre og stille krav til bl.a. kvalitet, tilgængelighed og sanktioner i almen praksis. Aftaler om dette skal ikke længere ­indgås med PLO, men med de enkelte selvstændige, praktiserende læger, der kan indgå kontrakt med regionen, hvor de på forhånd accepterer krav til basisopgaver, kvalitet, data, tilgængelighed mv. Lige­ledes skal andre leverandører af almenmedicinske tilbud med ansatte læger i højere grad spille en rolle i almen praksis.

Forslaget blev rost af bl.a. Dansk Industri og Danske Patienter, men blev også kraftigt kritiseret af bl.a. kommunerne, PLO og Læge­foreningens formand, Camilla Rathcke.

Debatten gør indtryk på Sara Mathilde Radl Hensel, som også drøfter fremtiden med sine kolleger blandt de yngre almen­medicinere.

»Selv om de fleste af os almenmedicinere helst vil eje vores egen klinik, er der også flere, der kan se sig som ansatte i praksis. Den tendens bekræftes af flere undersøgelser, og det er helt okay. Men for mange af os er det en væsentlig værdi at være selvstændig erhvervsdrivende. Det er en vægtig årsag til, at vi er blevet tiltrukket af almen medicin – også selv om nogle først har været i et andet speciale. Arbejdslivet i praksis ­tiltrækker – det, at man er leder af sin egen lille biks, at man er med til at træffe valg og udstikke retningen for sin egen arbejdsplads. Men det gør mig meget urolig og bekymret, når regionerne mener, at de skal påtage sig det fulde ledelsesmæssige ansvar over almen praksis – med krav, der ikke er til forhandling«, siger Sara Mathilde Radl Hensel.

Hun føler, at især Danske Regioner med deres udspil har »leveret et frontalangreb – ikke bare mod PLO, men mod alle praktiserende læger«.

»Det er fedt med visioner, men indholdet i udspillet gør, at jeg som kommende prak­tiserende læge føler mig distanceret fra ­regionerne. Jeg føler ikke, at de lægger op til, at vi sammen skal ændre sundhedsvæsenet. Det er ikke den drøm, jeg havde, da jeg valgte speciale, og det er ikke en fremtid, jeg drømmer om at være en del af. Det er jeg bare nødt til at sige. Det skræmmer mig«.

Arbejdspres

Op til Sundhedstopmødet i begyndelsen af december havde Sundhedsstrukturkommissionen udgivet en række rapporter, der ­fokuserer på bl.a. patienters og pårørendes erfaringer, sundhedsvæsenets udfordringer samt erfaringer fra fem andre lande.

Hvad sidstnævnte angår, beskriver kommissionen bl.a. nylige reformer i Finland og England, hvor Finland har gennemført en centralisering af sundhedsydelser på det ­regionale niveau, mens England er gået den modsatte vej med mere decentralisering og samling af aktører i store lokale enheder, der kaldes Integrated Care Systems. Begge reformer er så nye, så det endnu er for tidligt at konkludere på resultater.

Det bemærkes desuden i den internationale analyse, at Danmark har en mere ­hospitalscentreret tilgang til sundhed end de øvrige udvalgte lande. Danmark har således klart det højeste antal læger pr. borger på hospitalerne, mens vi ligger næstsidst, når det kommer til antal læger pr. borger uden for hospitalerne – både praktiserende læger og praktiserende speciallæger.

Det er da også først og fremmest det store arbejdspres, praktiserende læge Daniel ­Sindhøj nævner, da Ugeskrift for Læger ­spørger til, hvordan han bliver påvirket af den aktuelle og til tider ophedede debat om almen praksis.

»Jeg går ikke som sådan rundt og er ­urolig. Jeg er nok mere mærket af vores ­generelle høje arbejdspres. Det spiller ind i min hverdag; ikke som regulær stress, men optræk til det. Perioder med dårlig søvn og perioder, hvor temperamentet er lige lovlig meget uden på tøjet. Jeg har også perioder, hvor jeg bliver træt af patienter«, fortæller Daniel Sindhøj, der er læge i Rødovre Centrum.

Derfor er en af de ændringer af almen praksis, som han efterlyser, mindre udflytning af patienter fra sygehusene.

»Den store effektivisering på sygehusene, vi har set i de senere år, har medført, at flere og flere svært syge patienter strander hos os, selv om de egentlig hører til i et mere specialiseret tilbud. Det er hverken godt for patienterne eller for os i almen praksis. Hvis vi kun ser de meget syge patienter, mister vi evnen til at skelne mellem de svært syge og de normalt syge«, siger Daniel Sindhøj.

Men i debatten lyder det mere, som om mange efterspørger, at I skal overtage endnu mere fra sygehusene. Og det bliver sagt om jer, at I er besværlige og vil forhandle og have ­aftaler om alt. Hvad siger du til det?

»Jeg siger, at det er helt galt. Vi har taget rigtig mange opgaver ind i almen praksis i de seneste år, og så kritiserer regionerne os, fordi vi vil have betaling for vores arbejde. Det hører ingen steder hjemme! Som tiderne er nu, kan der ikke lægges flere opgaver ud til os. Vi er over årene blevet færre praktiserende læger, og der er stigende udbrændthed. Vi kan ikke lave mere. Der er ikke mere at give af«, siger Daniel Sindhøj.

Mindre effektiv

Ligesom Sundhedsstrukturkommissionen skeler Daniel Sindhøj også til internationale erfaringer. Men når har skuer over på den anden side af Øresund, føler han sig langtfra inspireret.

I Sverige blev der i årene fra 2007 og frem gennemført markante reformer af sundhedsvæsenet, som bl.a. indebar oprettelse af sundhedscentre med læger og andre sundhedspersoner. Der blev indført fri etableringsret for både offentlige og private, herunder kapitalfonde. Omlægningen har været omdiskuteret og er bl.a. blevet kritiseret for at have medført, at læger rejser rundt fra det ene korttidsvikariat til det andet, og at patienter ikke længere føler, at de har en egen læge.

For Daniel Sindhøj er netop selvstændigheden og den direkte kontakt mellem ­patienter og egen læge på listen over bevaringsværdige elementer ved den danske ­model for almen praksis. Og han er ikke ­fristet af en fremtid som ansat.

»Man kan bare se i Sverige. Der er effektiviteten i almen praksis ikke så høj som vores. Jeg tror, at jeg ville se betydeligt færre patienter pr. time, hvis jeg skulle være ansat i en regionsklinik i stedet for at være selvstændig. Min arbejdsrytme er ikke kun, men også bestemt af, at det er indtjening for mig selv. Og jeg frygter, at vi som ansatte vil blive tvunget til at notere en masse administrativt om hver patient«, siger Daniel Sindhøj, der tilføjer:

»Jeg er ikke sikker på, at jeg kunne finde arbejdsglæde i at arbejde i en klinik, som var ejet af regionen. Så ville jeg nok lave noget andet«.

Han synes, at det virker selvmodsigende, at regionerne både vil have ensartet behandlingen i almen praksis, og samtidig vil arbejde imod PLO, som strukturerer de prak­tiserende læger som en samlet enhed.

»Jeg synes, at det er forrykt, at regionerne aktivt arbejder imod vores ret til at organisere os, og jeg tror ikke, at det vil blive nemmere for dem at forhandle med 3.500 individuelle læger frem for med PLO«.

I debatten har især Danske Regioner og Danske Patienter kritiseret de praktiserende læger, fordi det er svært for patienter at få lov til at tage flere problemstillinger op hos lægen, ligesom det kan være svært at komme igennem på telefonen.

Selv om du forventer at være mindre ­effektiv som ansat læge, vil patienterne måske synes, at det vil være rart med lidt mere tid til den enkelte?

»Joo, hvis det er det, de kommer til at ­opleve? Men jeg tror ikke, at mine patienter oplever, at der ikke er tid til dem i dag. Hvis vi ved det på forhånd, kan vi ofte godt sætte tid af til flere ting. Det kræver bare lidt planlægning«, siger Daniel Sindhøj.

Sundhedsstrukturkommissionen kommer med sit udspil til foråret, hvorefter politikerne i Folketinget erobrer spillepladen. ­Daniel Sindhøj følger med fra sidelinjen – dog med behersket optimisme. For der er en skævhed, set fra lægehuset i Rødovre.

»De fleste beslutningstagere er velstillede og hører til i de højere klasser, og deres visioner for sundhedsvæsenet passer til dem selv og deres egen dagligdag. De ser ikke det arbejde, vi udfører blandt de dårligere stillede patienter. Politikere og organisationer taler meget om tilgængelighed og om tider til travle mennesker efter arbejdstid. Det passer ikke til det, vi oplever. I vores praksis har vi været nødt til at skære ned på vores ­tider efter kl. 16, fordi der ikke var efterspørgsel på dem«.

Læs også

Hvas kritik af regionsudspil om almen praksis