Fakta og vurdering
»De store landvindinger i psykiatrien sker i laboratoriet« er en holdning, man gerne møder allerede som medicinstuderende og senere i klinikken. »Kunsten at komme sig« sætter fokus på den stille fremmarch, der er recovery, og viser et af de stærkeste våben, vi har, til at opnå trivsel: aktiv deltagelse i kunst og kultur. Bogen er et uperfekt, men ambitiøst og på mange måder banebrydende bud på, hvordan vi håndterer krisen i trivsel og psykiatrien.
I 2017 startede et projekt med skrivegrupper på Psykiatrisk Center Amager med håbet om, at det at skrive skønlitterært kunne hjælpe patienter videre ud i livet. Antagelsen viste sig at holde stik – og mere end det, fortæller bogens redaktører: Deltagelse i skrivegrupper i psykiatrisk regi gav øget trivsel og bedre recovery. Antologien »Kunsten at komme sig« er resultatet af otte års erfaringer med og forskning i kreative skrivegrupper i voksenpsykiatrien.
Centralt i bogen står en manual og øvelseskatalog, der giver en spændende indsigt i kunstens »maskinrum« samt redskaber til implementering af skrivegrupper i psykiatrien og hinsides. Hvordan kan en forfatter starte en kreativ proces hos sine tilhørere? Hvordan behandler man det, der skrives, som litteratur – og ikke som terapi? Hvordan finder man glæde ved at læse og skrive, hvis sidste møde med skønlitteratur er et ubehageligt minde fra folkeskolen?
Ud over manualen består bogen af erfaringer fra deltagere og forfattere i skrivegrupperne samt af teoretiske tekster, der undersøger, hvorfor skrivning virker. Især bogens akademiske del vil nok være udfordrende for læger, der ikke føler sig hjemme i humanistisk forskning. De centrale begreber bliver dog gentaget bogen igennem på forskellige måder, og selv om det til tider virker lidt uelegant, kan det fremme forståelsen.
For et projekt, der eksplicit søger at genforhandle skismaet mellem den naturvidenskabelige og humanistiske forskningstradition – og har ben i begge lejre – kunne man ønske, at der var lagt større vægt på formidling af den empiriske forskning. Det skal det dog ikke tage modet fra (læge)læseren. Bogens klart mest gribende og inspirerende del er den erfaringsbaserede, hvor forfattere og deltagere får ordet og giver indblik i »kunstens helbredende kraft«. I virkeligheden er det måske indlysende, at det netop er forfatternes og deltagernes vidnesbyrd, der viser os effekten af skrivegrupper, og de måtte gerne tage endnu mere plads.
»Kunsten at komme sig« viser skriftens potentiale for mental sundhed og er forhåbentlig kun starten på fremtidig forskning og praksis inden for feltet. Bogen vil give inspiration til enhver, der arbejder med mennesker, hvor psykisk trivsel og recovery er i fokus. Målgruppen er altså ikke blot læger i psykiatrien, men praktisk talt alle i faget. Med tanke på beretninger om praktiserende lægers udbrændthed og det manglende fokus på compassion i lægelivet er det nok på sin plads med forfatter Anna Rieders ord at foreslå: »[M]åske skulle lægerne læse flere digte«.
Vild, visionær, verdenskunstner
