Vi kører på veje med grønne marker på begge sider. Himlen er blå, og gul sol bager. En grusvej dukker op, og et skilt viser, at her kommer man ned til en vingård.
Så det gør vi. Det knaser under bilens dæk, mens vi passerer får og flere marker. Træer og buske vokser hen over vejen, og vi kommer til et langt gult træhus.
Vi parkerer og går indenfor. Vinreoler beklæder alle vægge, og håndskrevne kridttavler fortæller om smagninger, rundvisninger, om »dagens lette« og tre frokostserveringer.
Gennem rummet flyder højlydte franske ord. De kommer fra køkkenet. Selvfølgelig gør de det. Det er jo en vingård.
»Hej«, lyder det dog på klingende dansk. Og det er der sådan set intet mærkeligt i, for vi er faktisk ikke i Bordeaux eller Provence. Vi er i Ribe. Og selvom stemmen fra køkkenet kommer fra franske Xavier, så er det ikke hans vingård. Det er hans svigerfar Pouls.
For på Vester Vedsted Vingård er det danskeren, der er vinbonde, og franskmanden, der er importeret svigersøn. Hejet kommer fra vinbondens datter, Marie, som er hustru til Xavier.
Forvirret? Måske endnu mere, hvis vi oven i hatten lægger, at vinbonden faktisk er læge.
Poul Kulmbach har i mange år været praktiserende læge i Ribe. Faktisk helt frem til, at han gik på pension. Bortset fra at han ikke er på pension. For selvom han er 71 år, så har han blot skiftet den hvide kittel ud med et par træsko. Som han i øvrigt sætter – meget vinbondeagtigt – præcis samme sted foran vinbaren, hver gang han kommer ind for at tale med Ugeskrift for Læger om sit liv.
Poul Kulmbach bliver nemlig afbrudt ofte. Dels af opkald, han skal tage sig af, dels af en varebil, der kører ind på gårdspladsen, dels af det skilt – Vester Vedsted Vingård – og logo, som endelig efter ti år er ved at blive hejst op på facaden udenfor.
Det er i øvrigt også først nu efter ti år, at han har fået etiketter til sine vine.
»Vi har haft så svært ved at beslutte os for, hvordan de skal se ud«, siger han og griner, mens vi får serveret et glas hvidvin fra en flaske, der kun er markeret med håndskrevet, hvid tusch – »Solaris 2021« – som er druen og året.
»Der er ingen grund til at komme etiketter på de vine, vi serverer her i restauranten. Det koster 2 kr. pr. etiket«, fortæller Poul Kulmbach, så man mærker, at det her sted er nært, familiedrevet, personligt og hjerteblod.
Oprindeligt var han flaskedreng i Ribe. Altså på det lokale bryggeri, Frem. Her gik teenageren Poul rundt og fik næret sin interesse for gæring. For indimellem gik det galt i tapningen, så der kom for meget luft til mosten. Den proces var interessant, syntes teenageren, der derfor ikke var sen til at eksperimentere med brygning derhjemme.
Mens han blev større, uddannede han sig først til tømrer. Det var dog ikke interessant nok for ham, så han tog en HF, og da det gik ganske fint med det boglige, besluttede han at læse medicin i Odense. Færdig som læge i 1985, men med overenskomsten dengang, var der intet arbejde at få i Danmark. Så det blev i stedet til halvandet år i Sverige. Da han kom hjem, var der masser af arbejde, så han kom rundt på en række sygehuse i Vestjylland. Hospitaler var dog ikke lige ham.
»Der var for mange rundsave, der sad meget yderligt på albuerne«, fortæller Poul Kulmbach.
Senere købte han praksis i Ribe, hvor han var frem til sit nye liv som vinbonde. Et skifte, han hellere kalder »en proces«, for i mange af de år, hvor Poul Kulmbach var læge, skulle man skræve hen over vinballoner hjemme i privaten.
En dag var han på sygebesøg hos en af sine patienter i Ribe. Den restaurant, vi i dag sidder i, var patientens hønsehus. En patient, der i øvrigt af samme grund gik under navnet Pip.
»Da jeg kom hjem, sagde jeg til Birte, at dét sted skal vi have«, fortæller han.
Ti år senere blev det deres. I mellemtiden var Danmark blevet godkendt som vinland af EU. Det skete i år 2000.
Når man spørger ham, hvorfor han skulle være vinbonde, svarer han, at han altid har været glad for lægegerningen, især det, han kalder »skadestueopgaver«, som gør arbejdet med almen praksis så afvekslende. Men han siger også:
»Man hænger i en snor som praktiserende læge«, med henvisning til travlheden. Ikke mindst som solopraktiserende.
Mens han stadig var det, besluttede han sammen med Birte at plante 400 vinstokke i deres nye have. En plante giver nemlig omkring en flaske vin om året.
»Jeg tænkte: Det giver en flaske vin om dagen hele året rundt. Det må være passende«, fortæller Poul Kulmbach smilende.
I 2010 besluttede de at blive kommercielle med vinen, stadig mens Poul også passede sin praksis. Så i 2010 købte han en mark, byggede hønsehuset om og gjorde det hele med pandelampe om aftenen efter at have set patienter hele dagen.
I 2015 købte han endnu en mark, og i 2017 stoppede han som læge og blev fuldtids vinbonde. I dag har Vester Vested Vingård 10.000 stokke, hvilket er gennemsnitligt for vingårde i Danmark.
Det var egentlig ikke meningen, at der også skulle være restaurant, kun vineri, men så kom datteren hjem med franske Xavier, og så blev det et familieforetagende.
»Folk har sagt: En gourmetrestaurant i Vester Vedsted? I er da ikke rigtig kloge! Men det har vist sig at være en rigtig god konstellation. Vi sælger stort set al vores vin her i restauranten«, fortæller Poul Kulmbach.
Dansk vin er nemlig ikke nem at sælge kommercielt, for, som Poul Kulmbach udtrykker det: Hvem ved, hvad Solaris er? Altså den drue, som alle vindyrkere i Danmark bruger til hvidvin, fordi den passer til vores klima. Røde druer har det svært i Danmark, men dem har Vester Vedsted Vingård nu også, for Poul Kulmbachs livslange gæringsnørderi har ført ham i favnen på beaujolaismetoden, som har vist sig at gøre danskdyrkede røde druer mere milde.
Men her stopper vingårdens eksperimenter ikke. For Poul Kulmbach fremstiller også whisky, gin, brændevin, vermouth, absint og sågar øl. Det sidste skulle man tro, var vingårdens danske fingeraftryk, men med hattene vendt på hovedet er det selvfølgelig franske Xavier, der står for øllen.
Poul Kulmbach lægger ikke skjul på, at livet som vinbonde i Ribe ikke er noget, man kan leve af. Så han lever af sin pension. Men han håber, at stedet er rentabelt den dag, næste generation forhåbentlig helt tager over. Indtil da har Marie og Xavier chefhatten på i restauranten, og parret har også fået de første 11 rækker vinstokke ude på marken, som de helt selv står for.
»Penge interesserer mig ikke en skid. Men jeg tror, at Marie og Xavier en dag får en fin forretning ud af det. Det håber jeg. Men det finder de selv ud af«, siger Poul Kulmbach, der også får sin helt egen værdi ud af vingården:
»Jeg har kørt på traktor hele formiddagen. Jeg arbejder, når jeg har lyst. Vi lever hver dag, som den kommer«, fortæller han med tydelig tilfredshed i øjnene.
Fakta
Men han har også knoklet. Livet som vinbonde er ikke en slentretur. Hvor han før passede patienter året rundt, passer han nu planter og tønder.
Arbejdet i marken begynder lige efter jul, hvor alle vinplanter beskæres. Det varer ca. to måneder. Når forår og sommer kommer, skal planterne bindes op, blade fjernes og ukrudt mellem stokkene holdes nede. Det bruger han i øvrigt får til – faktisk verdens mindste får – men de bliver først sluppet løs i vinmarkerne, når druerne kommer, for de er for sure til at blive spist, hvorimod blomsterne er guf.
Hele sommeren går med at ordne og passe markerne frem til oktober, hvor der skal høstes. Det har Poul Kulmbach en hær af pensionister, der troligt kommer og hjælper ham med år efter år. Når druerne er høstet, skal de ind i vineriet og presses, hvorefter al kemien, som Poul Kulmbach elsker, går i gang i form af målinger af syre, sukker og den slags.
»Og alt dét, der bestemmer, hvad det hele i sidste ende skal blive til«, som han udtrykker det.
Den del af vinbondelivet fortsætter hen over vinteren, og så er vinen klar i april/maj, hvor arbejdet i marken allerede er i gang igen.
Der er ingen tvivl om, at nogle af Poul Kulmbachs kompetencer fra lægefaget kan bruges i vinfaget. Kemi og fysik er en stor del af begge verdener. Han nævner med lys i øjnene Krebs’ cyklus, også kaldet citronsyrecyklus, som inden for biokemien er den centrale energigivende del af den aerobe oxidation.
»Hvad sker der her? Hvorfor er det sådan? Hvad kan jeg gøre, for at det ikke er sådan? Det er den naturvidenskabelige tænkning, jeg har med mig fra mit lægeliv, og som jeg stadig bruger som vinbonde«, forklarer han.
Vinbonde har han tænkt sig at være resten af sine dage. Pension kommer aldrig for alvor på tale. For Poul Kulmbach er typen, der konstant skal have gang i noget. Hvis ikke det er arbejdet med naturen og vejret ude på marken, så er det de sokker, han strikker i sofaen om aftenen.
»Hele familien er forsynet med sokker. Jeg har nok strikket 100 efterhånden«, fortæller han stolt.
»Jeg skal bare have noget i hænderne hele tiden. Jeg har altid projekter i gang. Det kan nok godt være lidt hårdt for min kone«, smiler han.
Inden Ugeskrift for Læger forlader Vester Vedsted Vingård igen, er skilt og logo sat op på facaden. Det fejres ved, at Xavier sabler en af vingårdens mousserende vine på gårdspladsen udenfor. Og da vi kører hjem mod København igen, passerer vi et skilt, der fortæller om Ribe Vinfestival, som løber af stablen hvert år i august på disse egne.
Fakta
