Skip to main content

Norske læger i oprør efter selvmord

En bevægelse breder sig i Norge, hvor læger siger fra over for arbejdsvilkår, der presser især uddannelseslæger til det yderste. Der er en generel tendens til højere selvmordsforekomst blandt sundhedspersonale, viser forskning. Det er dog også en positiv udvikling at spore, lyder det fra læge og selvmordsforsker.

En ung læges selvmord i Norge har startet et lægeoprør, hvor læger siger fra overfor dårlige arbejdsvilkår i et presset sundhedsvæsen. Illustration: CreativeZoo

Bodil Jessen, boj@dadl.dk, og Ditte Damsgaard, dd@dadl.dk

13. okt. 2023
11 min.

Den norske læge Maiken Schultz begyndte at sige ting som:
»Hvis ikke jeg gør det, gør ingen det, for alle de andre har også for meget at lave«. Eller: »Hvis ikke jeg arbejder om aftenen, kommer folk til at dø«.

Hun sad aften efter aften med computer, skrev epikriser og alt det, hun ikke kunne nå inden for arbejdstid.

Maiken Schultz tog sit eget liv, og det er hendes forlovede, Stig Amundrud, som til NRK udlægger hendes sidste tid, hvor hun oplevede et stort arbejdspres på Radium­hospitalet i Oslo, Norges ledende kræfthospital. Her skulle Maiken Schultz udføre behandlinger, hun ikke var oplært i, og hun var fortvivlet over tilstanden på sygehuset, siger Stig Amundrud.

Hun arbejdede frem imod sin nært forestående speciallægeanerkendelse i hæmatologi men blev gradvist et andet menneske og begyndte at selvmedicinere, efter hun startede på det nye job i januar 2023, siger Stig Amundrud.

Han siger også til NRK, at nogen må have vidst, hvor galt det stod til. At lægerne bliver presset for hårdt. At sygehusene er for dårligt bemandet. Der skal være bedre balance.

Det fremgår ikke præcist, hvad der endegyldigt drev den 35-årige mor til to til at tage sit liv halvanden uge før specialiseringen i juni 2023. Men Stig Amundruds ord om et presset system har startet et lægeoprør i Norge. I en Facebook-gruppe og under #legermåleve deler både erfarne og yngre læger barske historier.

Hashtagget er oprettet af praktiserende læge Ida Marie Ringerud, som også har været med til at starte Facebook-gruppen med 5.500 medlemmer. Hun kendte Maiken Schultz, de har arbejdet sammen i et år på sygehuset i Gjørvik.

»Vi oplever et knækpunkt. Nok er nok«, siger hun til Ugeskrift for Læger over telefon en mørk aften i oktober.

»Mange har kendt til dette i lang tid og haft en følelse af, at ingen kommer og redder os. Maiken blev så syg af at arbejde for meget, at hun døde. Da forstod ganske mange af os pludselig, at vi må gøre noget selv. Det er på tide at sætte foden ned og sige stop«.

Aborterede på job

Mange danske læger stifter på et tidspunkt bekendtskab med lægearbejdslivet i Norge. En opgørelse fra Helsedirektoratet over autorisationer til danske læger viser, at antallet er steget fra fra 200 i 2021 til 340 i 2022. En stigning på 70 %.

Ida Marie Ringerud er ikke overrasket over de historier, der er kommet frem under #leger­måleve, hvor læger ligesom danske #detkuhaværetmig efter svendborgsagen og #det­erogsåmig blandt psykiatere deler gruopvækkende historier.

»Og så kommer der ellers helt forfærdelige ting frem, som de ikke selv forstår alvorligheden af. Mange læger tænker, at de skal udholde det, men det er et sygt system, og det er helt groteske historier«.

Hun nævner som eksempel en kvinde, som arbejdede i en akutmodtagelse tidligt i sin graviditet. Hun oplevede et pludseligt dødsfald i sin nærmeste familie og fik fri fra to vagter, men fik også besked på, at det ville forlænge hendes turnusstilling, hvis hun blev yderligere væk.

»Hun følte, at hun bare måtte arbejde. Det er ikke sikkert, at det har en sammenhæng, men hun aborterede, imens hun var på job, og der var ingen andre, der kunne tage hendes vagt. Der var så travlt. Så for ikke at bløde igennem brugte hun en bukseble fra medicinsk afdeling«.

Kvinden tog noget smertestillende og arbejdede – ifølge Ida Marie Ringerud – videre .

Læger går i fælden

Ida Marie Ringerud mener, at der foregår en rovdrift på lægerne og kalder det for et rotteræs.

»At være læge er verdens bedste job. Vi læger er utroligt heldige. Vi får lov til at møde mennesker i livets mest betydningsfulde øjeblikke. Problemet med at være læge er arbejdsmængden. Antallet af opgaver, patienter og manglende tid er ikke foreneligt med en god balance mellem arbejdsliv og privatliv«.

Det forventes fra arbejdsgivers side og måske også i nogen grad lægerne selv, at de skal præstere på et niveau, som kræver, at de er supermennesker, siger Ida Marie Ringerud.

Af frygt for at fremstå som noget mindre finder lægerne sig i for meget. Det resulterer i udbrændthed, lyder det videre.

»De fleste læger er meget samvittighedsfulde og tænker, at det er dem selv, den er gal med, hvis de ikke kan klare det«Ida Marie Ringerud, praktiserende læge

Hun peger på, at der er en stor forekomst af rusmiddelafhængighed blandt læger, en større forekomst af samlivsbrud og dårlig livskvalitet.

»Og mange står tilbage kun med arbejdet og går i den fælde, at de ikke arbejder som læger, de er læger. Hvis man også mister sit arbejde, fordi man har råbt op, har man ingenting tilbage«.

Ida Marie Ringerud har i sine ti år som læge oplevet, at travlheden er blevet værre.

»Vi har fået færre ansatte til at behandle flere patienter for flere tilstande på kortere tid. Det har altid været travlt at være læge, vi har altid arbejdet meget. Men en 18-timersvagt er ikke det samme, som det var for 10-20 år siden«.

Flere læger arbejder desuden på korte vikariater. Nogle arbejder i flere år på samme sygehus nogle få måneder ad gangen.

Når du er afhængig af at få fornyet dit vikariat, er der ikke rum til at sige fra, siger Ida Marie Ringerud.

Du siger, at man ikke får job, hvis man bliver kendt for at være den, der siger fra. Er det virkelig sådan, eller er det en frygt, I har?

»Det er først og fremmest en frygt, vi har. Men mange især tillidsvalgte har sagt fra og har derfor vanskeligere ved at få job senere, fordi de bliver kendt som nogle, der brokker sig«.

Lægerne kan også afholde sig fra at råbe op, fordi systemet lægger op til konkurrence mellem lægerne om de gode stillinger. Ifølge den norske lægeforening er der dobbelt så mange ansøgere, som der er LIS1-stillinger (læge i specialisering, 1. del, se boks).

»De fleste læger er meget samvittigheds­­fulde og tænker, at det er dem selv, den er gal med, hvis de ikke kan klare det«Ida Marie Ringerud, praktiserende læge. Foto: Privat.

Hård vej til specialisering

Ligesom for Maiken Schultz er det især i tiden op til anerkendelsen som speciallæge, at filmen knækker for mange af de læger, der deler deres historier.

Årsagen skal blandt andet findes i de store afstande. Hvis man vil blive speciallæge, skal man ofte rejse til et større, mere centralt sygehus for at fuldføre sin speciallægeuddannelse. Og så er arbejds- og vagtbelastningen allerstørst under LIS.

»Det er en sårbar fase, mange har små børn, partnere har også et arbejde, og børnene går i skole. Det er kompliceret at flytte en hel familie for en lille stund. Man kan pendle, ligesom Maiken valgte. Det tog cirka tre timer, fra hun gik ud af sin dør, til hun var fremme i Oslo. Når du skal pendle 5-6 timer og samtidig have 18-timers vagter, er det krævende, selvom det blot er for 6-12 måneder. Det er helt uforeneligt med et godt liv.«

Der er store forskelle på afdelingerne, og hvor meget hensyn der bliver taget til lægerne«, siger hun.

»Jeg selv er meget tydelig, jeg accepterer ingenting, så jeg har det godt på mit arbejde«.

Men mange andre steder er det anderledes, og nogle har flere tusind timers overarbejde, som ikke må registreres. Lederne forventer, at læger udfører deres opgaver inden for arbejdstiden, siger Ida Marie Ringerud.

»Det kan du ikke sige til en læge, for lægen bliver på arbejde, indtil patienterne har fået deres behandling. De fleste læger er meget samvittighedsfulde og tænker, at det er dem selv, den er gal med, hvis de ikke kan klare det. Den opfattelse bidrager nogle ledere til«.

Lægers selvmordsrisiko

Det norske lægeoprør har også kastet nyt lys på lægers forhøjede selvmordsrisiko. Gennem årene har adskillige internationale undersøgelser dokumenteret, at der blandt læger findes en moderat forøget selvmordsrate i forhold til befolkningen som helhed.

Erlend Hem, der er institutchef ved Lægeforskningsinstituttet (LEFO), læge og professor ved Universitetet i Oslo, siger til NRK, at forskningen viser, at mange læger har svært ved at opsøge hjælp. Blandt andet fordi læger har vænnet sig til, at de skal hjælpe andre.

Men nyere studier tyder på, at det nu ser bedre ud. I en artikel i Tidsskriftet for Den norske lægeforening fra februar 2022 skriver Erlend Hem, at der i de senere år er publiceret flere nyere studier om lægers selvmordsrisiko, og at de nye fund giver anledning til en vis optimisme.

Hem henviser bl.a. til en metaundersøgelse , som påviser forhøjet selvmordsrisiko for kvindelige læger samt indikerer, at anæstesiologer, psykiatere, almenmedicinere og kirurger kan være mere udsatte end andre læger. Undersøgelsen viser også, at lægers selvmordsrater er faldet over tid, særligt i Europa, og at amerikanske læger er mere udsatte end læger i resten af verden.

De internationale undersøgelser bakkes ifølge Erlend Hem op af en norsk undersøgelse af perioden 1960 til 2000, som viser, at selvmordsraten blandt læger har været faldende efter 1980’erne. LEFO er aktuelt i gang med et opfølgningsstudie, der skal belyse udviklingen efter år 2000.

Annette Erlangsen, der er seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse (DRISP), bekræfter den generelle tendens til højere selvmordsforekomst blandt sundhedspersonale.

»Internationalt findes der ret meget viden om selvmord blandt læger og sundhedspersonale, og det er alment kendt, at der er højere forekomst af selvmord blandt faggrupper som læger, sygeplejersker og dyrlæger. Det hænger til dels sammen med deres faglige baggrund, da de desværre ved, hvordan de kan gennemføre det«, siger Annette Erlangsen.

»Når vi taler om de fagspecifikke faktorer, viser internationale undersøgelser, at sandsynligheden for selvmord er større, når der er tale om sundhedspersonale«. Annette Erlangsen, seniorforsker og programleder på Dansk Forskningsinstitut for Selvmordsforebyggelse

Hun fortæller, at der ikke er lavet nyere danske opgørelser, men at det er noget, DRISP kigger nærmere på i det kommende år. Det nyeste danske studie er fra 2007, hvori der indgik data frem til 1997.

Viser forskningen, om den højere selvmordshyppighed hos sundhedspersonale kan hænge sammen med arbejdsforhold og arbejdets karakter?

»Det kan være svært at vide præcist. Hvis vi ser på, hvilke faktorer der er fremherskende hos mennesker med selvmordstanker, nævner internationale oversigtsartikler faktorer som f.eks. stress, højt arbejdspres, manglende indflydelse samt mobning på arbejdspladsen. Det er generelle faktorer, men når vi taler om de fagspecifikke faktorer, viser internationale undersøgelser, at sandsynligheden for selvmord er større, når der er tale om sundhedspersonale. Det handler både om viden og tilgængelighed«, siger Annette Erlangsen.

Selvmordshyppigheden i Danmark har generelt været for nedadgående siden 1980, men faldet indtraf fortrinsvis før 2000. Siden 2007 har der ikke været tale om et fald.

Legeforeningen: Aftaler bliver modarbejdet

Anne-Karin Rime, præsident for den norske lægeforening, Legeforeningen, reagerede i september på sommerens mange stærke vidnesbyrd fra kolleger på sociale medier i en leder i Legeforeningens medlemsblad under overskriften:

»Læger har krav på et forsvarligt arbejdsmiljø«.

I lederen skrev hun bl.a., at historierne om #legermåleve gør indtryk. Hun understregede samtidig, at Legeforeningen igennem flere år har sagt fra over for de problematiske arbejdsforhold, der ikke er nyopståede.

Anne-Karin Rime skriver, at det er arbejdsgiverne, der skal sikre ordentlige arbejdsforhold, men at Legeforeningen desværre oplever, at indgåede aftaler ikke bliver fulgt op – og nogle gange modarbejdet.

Om lægearbejdet skriver hun:

»At være læge hænger ofte sammen med et stærkt fagligt engagement, men også en stor ansvars- og pligtfølelse. I en presset arbejdssituation vil ansvaret for den medicinske behandling og loyaliteten over for patienterne kunne føre til, at læger strækker sig så langt, at arbejdet opleves uoverskueligt«.

Men den norske lægeforening har over mange år haft et kulturproblem og fokuseret på rammer for arbejdslivet, som passer på den mandlige læge med en hjemmegående og opofrende hustru, mener Ida Marie Ringerud, som også siger, at Legeforeningen har et problem med underforeninger med modstridende interesser.

Rækker hverken som læge eller far

I en debat på NRK den 28. september diskuterede Ida Marie Ringerud sagen med blandt andre sundhedsminister Ingvild Kjerkol (Ap), som sagde, at fagfolk skal passe på sig selv, ligesom man på et fly tager sin egen oxygenmaske på først, før man hjælper andre. Uden fagfolk, intet sundhedsvæsen, lød det fra en bekymret sundhedsminister.

Men hun har ikke forstået kompleksiteten, siger Ida Marie Ringerud.

»Hvis vi tager oxygenmasken på først og passer på os selv, vil der være patienter, der ikke får behandling«, siger Ringerud til Ugeskrift for Læger.

I debatten deltog også Anders Aass-Engstrøm, som snart er speciallæge i gastroenterologi. Han fortalte om sin travle hverdag og en følelse af hverken at række som læge, far eller kæreste.

»I en presset arbejdssituation vil ansvaret for den medicinske behandling og loyaliteten over for patienterne kunne føre til, at læger strækker sig så langt, at arbejdet opleves uoverskueligt«Anne-Karin Rime, præsident for Legeforeningen

»Jeg hives i alle retninger og har ikke nok tid til at udføre et stigende antal opgaver«, sagde han i debatten og tilføjede, at han ikke ved, om han kan klare det i længden.

I debatten fortalte lægerne også om forældede it-systemer, bøvl med fax og konstant søgen efter ledige sengepladser. Sundhedsministeren sagde, at det er vigtigt at tage vare på fagfolkene. Hun vil blandt andet oprette 66 flere LIS1-stillinger.

Ida Marie Ringerud håber på at få en lovfæstet ret til afspadsering, når læger arbejder over.

»Det er en lang vej at gå, og det kræver en politisk vilje. De økonomiske rammer må øges. Og ellers skal vi vide, hvilke patienter vi skal afvise at behandle. Vi kan ikke fortsætte, som vi gør«.

Hvad vil I opnå med #legermåleve?

»Jeg håber, at vi opnår en bevidsthed hos hver eneste læge om, at det ikke er lægen, som er svag, dårlig eller laver fejl, fordi man er så slidt på sit job. Det er tabu, og lægen føler skam og et stort personligt ansvar. Jeg håber også, at vi læger bliver bedre til at hjælpe hinanden«.

Du kan kontakte Livslinien på 70 201 201, hvis du er selvmordstruet eller har en anden svær problematik, som du har brug for rådgivning til, eller som du kan have svært ved at fortælle til andre. Livsliniens telefonrådgivning er også for pårørende og efterladte til selvmord.

Faktaboks

Livslinien

Faktaboks

LIS, læge i specialisering