Skip to main content

Nulnummerlægen året efter: Der har været færre bump, end jeg regnede med

På trods af kollegers advarsler om, at det ville blive alt for hårdt, købte praktiserende læge Thilde Sangild Villemann sidste år to nul-ydernumre af Region Midtjylland og åbnede en helt ny praksis i Herning uden at have en eneste patient. Et år efter har klinikken fået så god en start, at den unge læge er glad for, at hun bevarede sin optimistiske tilgang og kastede sig ud i at starte helt fra bunden.
Foto: Jesper Balleby
Foto: Jesper Balleby

Kim Andreasen, kia@dadl.dk

26. aug. 2019
8 min.

Praktiserende læge Thilde Sangild Villemann har praksis på Poulsgade i udkanten af Herning centrum. Her er højt til loftet, brede gange og store vinduer, der lukker masser af lys ind – både til receptionen, venteværelset og konsultationslokalet. Radioen spiller dæmpet popmusik fra P4 i venteværelset, hvor der også er frisk kaffe på kanden og ugens citat på opslagstavlen, så patienterne kan sidde og filosofere lidt, inden de skal ind til lægen.

De 411 kvadratmeter på anden sal har siden august sidste år lagt gulv til Thilde Sangild Villemanns nye lægepraksis, som hun åbnede, efter at hun i februar 2018 købte to såkaldte nul-ydernumre af Region Midtjylland. Et nul-ydernummer oprettes typisk i områder, hvor der af forskellige årsager er lægedækningsproblemer. Der er ikke patienter tilknyttet ydernummeret, så Thilde Sangild Villemann skulle starte op fra bunden.

Foto: Jesper Balleby

Alle de trælse patienter

Det var ellers ikke fordi det skortede på advarsler om at kaste sig ud i købet af nul-yder-numrene fra den 39-årige læges kolleger.

»Nej nej, gør det ikke. Du kommer til at arbejde alt for hårdt. Det bliver alt for svært, og du skal gøre det hele selv, sagde mange af mine lægekolleger til mig. Samtidig gik historien også på, at et nul-ydernummer får alle de trælse patienter«, fortæller Thilde Sangild Villemann.

Men hun lod sig ikke sådan afskrække. Hun valgte at gå optimistisk til opgaven. Og alene følte hun sig da bestemt heller ikke.

»Familie og venner bakkede op om
projektet og har hjulpet med indretning, kunst og gode ideer. Og min tolvmandsgruppe (lokale grupper af praktiserende læger, der frivilligt går sammen og afhol-der en række møder eller andre efteruddannelsesaktiviteter inden for selvvalgte emner) har stået klar med sparring og
gode råd dag og nat. Jeg har også haft en erfaren mentor, der har hjulpet mig med mange af de spørgsmål, jeg ikke kunne læse mig til«.

Da jeg efter en måned kun havde 200 patienter, tænkte jeg da godt nok lidt over, om det nu gik.

I virkeligheden synes Thilde Sangild Villemann ikke, at hun gamblede helt vildt, da hun kastede sig ind i det.

»Jeg ville ikke binde mig for lokaler for mere end fem år, og jeg ville have afståelsesret, så jeg kunne lukke igen, afsige ydernumrene med et halvt års varsel og leje lokalerne ud til nogle andre, hvis det nu viste sig, at det var så forfærdeligt, som mange af kollegerne sagde«.

80 babyer på et år

Der var dog et par måneder lige efter åbningen, hvor hun syntes, at det gik lidt langsomt med at få patienter i folden.

Foto: Jesper Balleby

»Man kan jo slet ikke styre, hvor hurtigt og hvor mange patienter man får. Da jeg efter en måned kun havde 200, tænkte jeg da godt nok lidt over, om det nu gik. Men stille og roligt er jeg nu kommet op på næsten 1.500 patienter, så jeg har heldigvis fået rigeligt at se til«.

Patienterne i Thilde San gild Villemanns praksis er meget forskellige.

»Mange af dem er tilflyttere, og der har også været mange gravide – tror, at der er kommet 80 babyer fra mine patienter her i løbet af året. Men først og fremmest er de alle sammen dejlige mennesker, og det er jo netop som mennesker og ikke bare patienter, man skal se dem. Sådan har jeg det i hvert fald«, siger Thilde Sangild Villemann og tilføjer, at hun heller ikke har kunnet holde på alle de nye patienter.

»Der var da nogle, som lige troede, at hende den nye læge nemt kunne give dem noget beroligende. Men så hørte de nede på bænken, at jeg var nærig med de der benzodiazepiner – og det er jeg da bestemt også, så de har allerede skiftet videre til en anden læge«.

Foto: Jesper Balleby

Benhård prioritering

Den 15. august 2019 fejrede klinikken etårsfødselsdag, og det er tid til at se tilbage på året, der er gået.

»Måske havde jeg forventet lidt flere bump på vejen, men jeg må sige, at det er gået ret glat. Bygge- og indretningsprocessen gik godt, og så fik jeg 250 uopfordrede ansøgninger til stillingerne som sekretær og sygeplejerske, og fik også ansat nogle gode og dygtige mennesker. Efter at have været uddannelseslæge i så mange år, er det altså fedt at have fået nogle faste kolleger, som ved, hvornår man har fødselsdag, og kender navnene på ens børn«.

Hun peger på, at det er en enestående mulighed for selv at få lov til at få indflydelse på sit arbejdsliv og føre sine idéer om, hvordan man helst vil arbejde, ud i livet.

Foto: Jesper Balleby

»I virkeligheden er jeg lidt forundret over, hvor meget opmærksomhed det får, at jeg har startet op fra bunden. Jeg synes egentlig ikke, at det er så særligt eller svært. Mit bedste råd til andre, der overvejer at gøre som mig, er, at man skal prioritere sin tid benhårdt. Så skal ens personale være selvkørende et langt stykke hen ad vejen. Og endelig skal man ikke tro, at alt kan gøres perfekt. Hvis de ting ikke er på plads, så kommer du let til at arbejde 80 timer om ugen, så er man hverken en ordentlig mor, ven, ægtefælle – og i hvert fald slet ikke nogen god læge«, siger Thilde Sangild Villemann.

Opbakning er vigtig

God opbakning fra de lokale lægekolleger er også afgørende for at komme godt i gang som nul-nummerlæge.

»Når man starter som nul-nummerlæge, er det overordentligt vigtigt at fornemme opbakning og velvilje fra de lokale lægekollegaer. Ellers kommer man hurtigt til at føle sig alene og udstødt. I mit tilfælde var jeg helt ny som speciallæge og ny virksomhedsejer, så der var meget at lære«, siger Thilde Sangild Villemann.

Hun opfordrer derfor alle sine lægekollegaer til at tage godt imod de nye nul-nummerlæger, der skyder op rundt i landet.

»Det er jo i alles interesse, at vi får løst lægedækningen. Og selvom man både er optimistisk og fyldt med gåpåmod, kan en invitation til vagtring, feriepasning eller bare en invitation til en kop kollegakaffe være afgørende for, at gejsten holder ved«.

Foto: Jesper Balleby

I alt vurderer Thilde Sangild Villemann, at udgifterne til etableringen af klinikken er løbet op i ca. 1,6 mio. kroner. Et nul-ydernummer er typisk noget billigere end at købe et ydernummer med patienter tilknyttet. Til gengæld har man så udgifter til etablering af lokaler, udstyr m.v. Dertil kommer naturligvis også mange timers arbejde med indretning og planlægning. Men det har været det hele værd.

»Jeg nyder f.eks. virkelig klinikkens placering ved siden af mine børns skole. Det giver mulighed for, at de kommer forbi og klipper plastre og fylder vingummibamseskålen og hjælper med at redigere min hjemmeside. Opstarten fra bunden har gjordet det muligt, at det er hele familiens projekt at løbe klinikken i gang«, siger Thilde Sangild Villemann.

Optimismen varer ved

Hun er faktisk endnu mere optimistisk nu, end hun var, før klinikken åbnede. Skal hun se et år frem, er ønsket, at klinikken har omkring 2.500 patienter. Hun håber også på at få en sød lægekollega, der vil købe det ene ydernummer, så der bliver to læger på adressen på et tidspunkt, og at der kan blive ansat en sygeplejerske nummer to.

»Det er derfor, at jeg har fundet et sted med så meget plads. Jeg vil ikke flytte igen om to år. Jeg tror også, at der kommer flere opgaver til almen praksis, og det skal vi have plads til at løse. Og vi skal også have flere uddannelseslæger hen ad vejen«, siger Thilde Sangild Villemann, som også satser på at blive ved med at holde sin arbejdstid nede på 40 timer om ugen.

Foto: Jesper Balleby

»Vigtigst af alt er dog, at vi kan blive ved med at grine ligeså meget, som vi gør i dag. For vi griner meget – også med vores patienter. Når man kan grine med patienterne, så er man kommet ind under huden på dem. Så kender jeg dem godt, og så bliver det nemmere at håndtere dem hurtigere. Når vi ikke kender vores patienter, så er det, at vi bliver udbrændte som læger, tænker jeg. Så bliver beslutninger om behandling meget sværere at tage«, siger Thilde Sangild Villemann, som bestemt anbefaler andre at kaste sig ud i at købe et nul-ydernummer.

»Jeg synes, at det er et af verdens bedste og mest alsidige job at være praktiserende læge. Det skal vi huske at holde fast i og tale om i stedet for altid at tale om det, som ikke fungerer. Derfor starter vi også vores personalemøder med, at alle fortæller om mindst to tilsigtede hændelser fra deres arbejde her i klinikken. På den måde holder vi hele tiden fast i det, som vi gør rigtigt godt«, siger Thilde Sangild Villemann.

LÆS OGSÅ: PLO: Nul-ydernumre giver jo ikke flere speciallæger i almen medicin

Faktaboks

Fakta