Skip to main content

PLO: Nul-ydernumre giver jo ikke flere speciallæger i almen medicin

Et nul-ydernummer kan tiltrække nye læger, der vil sætte deres eget præg på praksis. Men flere nul-ydernumre vil ikke i sig selv afhjælpe lægemanglen, siger Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO).
Sidste år købte praktiserende læge Thilde Sangild Villemann to nul-ydernumre af Region Midtjylland og åbnede en helt ny praksis i Herning. Foto: Jesper Balleby
Sidste år købte praktiserende læge Thilde Sangild Villemann to nul-ydernumre af Region Midtjylland og åbnede en helt ny praksis i Herning. Foto: Jesper Balleby

Kim Andreasen, kia@dadl.dk

26. aug. 2019
2 min.

Christian Freitag, formand for Praktiserende Lægers Organisation (PLO), tror, at nul-ydernumrene kan være en god ting for nye læger, som er tiltalt af at skabe deres eget.

Christian Freitag, formand for PLO. Foto: Stine Christiansen

»Man får patienter, som ikke er vant til, at tingene skal gøres på en bestemt måde, og man kan starte stille og roligt op. Selv om nogen måske synes, at det kan gå lidt langsomt med
at få nok patienter, kan vi se, at der erfaringsmæssigt nok skal blive fyldt op«.

Kan nul-ydernumre gøre noget for at afhjælpe, at der mangler praktiserende læger flere steder i landet?

»I områder med befolkningstilvækst er det helt naturligt og logisk, at man udbyder nul-ydernumre – på samme måde, som man også nedlægger ydernumre i områder, hvor antallet af mennesker falder. Men det er ikke noget, der decideret hjælper på manglen på praktiserende læger. Vi får jo ikke flere speciallæger i almen medicin, bare fordi regionerne opretter nogle nul-ydernumre. Men kan det lokke nogle ekstra ind i faget er det da fint«.

Har læger, der starter op med et nul-ydernummer brug for ekstra opbakning og støtte?

Bagsiden af medaljen kan naturligvis være, at der oprettes for mange ydernumre, så man skaber en uheldig konkurrence mellem de praktiserende læger.

»Praktiserende læger er selvstændigt erhvervsdrivende, så det er naturligt, at der vil være elementer af konkurrence om både patienter og personale. Det er ikke sådan, at jeg tænker, at vi skal bakke nogle bestemte typer læger – f.eks. nul-ydernummerlæger – specielt op. Jeg mener, at det er vigtigt, at man som nul-ydernummerlæge hurtigt får skabt et netværk lokalt og gør opmærksom på sig selv, og hvem man er«.

Kan oprettelse af nul-ydernumre ikke risikere at gå ud over de læger, der allerede har praksis i lokalområdet?

»Bagsiden af medaljen kan naturligvis være, at der oprettes for mange ydernumre, så man skaber en uheldig konkurrence mellem de praktiserende læger. Men det er ikke min fornemmelse, at det er et aktuelt problem – og regionerne har heller ikke interesse i at udbyde for mange ydernumre, da det bliver for dyrt for dem«.

LÆS OGSÅ: Nulnummerlægen året efter: Der har været færre bump, end jeg regnede med