Ny analyse: Halvdelen af overlægerne føler sig ramt af stress

Søvnbesvær. Svigtende hukommelse. Koncentrationsbesvær. Irritabel adfærd. Uro og hjertebanken. Stresssymptomerne ligner hinanden på tværs af fag, og landets overlæger er ingen undtagelse.

Nye resultater fra Overlægeforeningens seneste trivselsundersøgelse bekræfter tværtimod, at overlægerne i den grad oplever sig udsat for symptomer på stress. 47% svarer i undersøgelsen, at de inden for måneden op til undersøgelsen havde følt sig ramt af ovenstående og andre typiske symptomer på stress. Og 16% af de stresssymptomramte i en sådan grad, at de havde opsøgt professionel hjælp.

Årsagerne er flere, men den mest dominerende er nok ikke overraskende misforholdet mellem antallet af patienter og opgaver på den ene side og antallet af læger og andre sundhedsfaglige kolleger på den anden:

80% af de overlæger, der i undersøgelsen har angivet at have oplevet symptomer på stress, angiver som årsag, at der ikke var nok personale på afdelingen, og 48% har svaret, at afdelingen er gået på kompromis med god klinisk praksis af hensyn til ressourcer. For de overlæger, der ikke føler sig stressramte, er de tilsvarende tal også ganske høje: henholdsvis 66% og 32%.

Undersøgelsen viser, at 58% af overlægerne inden for psykiatrien og 52% inden for paraklinik har haft stresssymptomer. Tilsvarende har 45% af lægerne inden for kirurgi og medicin haft symptomer.

Pres på ledende overlæger

Samlet set er det tal, der er meget bekymrende, siger Overlægeforeningens formand Susanne Wammen.

Hun fremhæver, at der i undersøgelsen er en markant tydeligere oplevelse af stresssymptomer hos de ledende overlæger end i de to andre stillingstyper: cheflægerne og de »almindelige« overlæger.

53% af de ledende overlæger i undersøgelsen angiver, at de oplever stresssymptomer. For cheflægerne er tallet 41%, og for ‘menige’ overlæger er 46%.

»Der tror jeg, at mens vi har talt meget om det ledelsesspænd, cheflægerne har haft og har fået aflastet med ledelsesreformen, har vi måske fået lagt for mange opgaver over på de ledende overlæger.

De har både et tryk ovenfra fra cheflægen og nedefra, hvor de har en personalegruppe, de skal tage hånd om, fordele opgaver mellem og en lang række andre ting. Vi skal være meget opmærksomme på, at vi ikke bare har flyttet et belastende ledelsesspænd over på en anden gruppe af læger. Det skal vi bestemt kigge nærmere på«, siger Susanne Wammen.

En tabersag

Hun peger på, at stressen rammer bredt:

»Selvom det er vigtigt at slå fast, at det ikke er alle, som oplever symptomer på stress, som bliver syge af det, så er stress alvorligt for alt for mange. Det er tydeligt, når næsten hver femte kollega med symptomer opsøger professionel hjælp.

Og selv hvis man kommer man igennem det uden at blive syg, kan man have haft det rigtig ubehageligt i en længere periode, hvis man sover dårligt, bliver irritable eller har svært at koncentrere sig. Det manifesterer sig ikke bare i arbejdstiden. Det er også tydeligt på hjemmefronten.

Det skal vi tage dybt alvorligt. Ingen skal jo blive syge af at gå på arbejde. Det er en tabersag for både vores medlemmer og ikke mindst for patienterne«, siger overlægernes formand.

En ond cirkel

Susanne Wammen peger på, at »det helt overordnet og banalt handler om, at der ikke er overlæger nok«. Og det er i sidste ende en politisk beslutning.

En analyse fra Lægeforeningen viste da også kort før jul, at der nationalt mangler godt 2.000 speciallæger – aktuelt inden for særligt de psykiatriske specialer samt inden for geriatrien og reumatologien. En speciallægemangel, der med den nuværende uddannelsestakt ifølge analysen vil fortsætte frem til 2030.

»Det nytter jo ikke, hvis vi i realiteten får en opgave, som det er umuligt at løse, og de nuværende økonomiske rammer gør det ikke muligt, at man alle steder kan få det personale, der er behov for. Det vigtigste – og måske det sværeste – man kan gøre, er derfor at sikre, at der er balance mellem opgaver og ressourcer. Det kan handle om flere penge, og hvis de ikke er der, kan det handle om prioritering og om at frigøre tid til kerneopgaven ved f.eks. at frigøre overlægerne fra ikkelægelige opgaver«, siger Susanne Wammen.

Det er, understreger hun, stærkt foruroligende, at det har direkte konsekvenser for patienter og pårørende, og at 66% af dem, der har oplevet stress, i Overlægeforeningens analyse angiver, at det går ud over deres arbejde.

»For lægerne risikerer det at blive selvforstærkende. Ingen af os ønsker at lave noget halvhjertet. Vi vil gerne yde det fagligt rigtige og det gode for patienterne. En del af jobbet som lægelig leder er at gøre det så godt, som muligt inden for de rammer politikerne beslutter. Men hvis man er for presset over tid, kan man komme ind i en ond cirkel, hvor man føler at der bliver gået for meget på kompromis med fagligheden.

Det er sådan noget, der skurrer i hovedet om aftenen, når man ligger og skal sove – og sådan skal det ikke være«, siger Susanne Wammen.

Kollegialt medansvar

Desværre er det for mange svært at vende tilbage efter en stresssygemelding, understreger hun – og måske ekstra svært i et fag som lægefaget:

»Jeg tror ikke, der er tvivl om, at læger ofte går længe med tingene, inden de erkender, at de har et problem. Mange tænker: ,Hvilket lys bliver jeg set i, hvis jeg siger til min chef, at jeg ikke kan magte det her?’ Går man til chefen og siger, man har det skidt, eller bliver man sygemeldt og opsøger noget hjælp andetsteds?

Og det er bare ikke det samme, som hvis man bliver sygemeldt med et brækket ben. Det er anderledes at komme tilbage efter en sygemelding, hvor man netop er gået ned på grund af arbejdspres – et pres, der sjældent er forsvundet, mens man har været væk«.

Jeg har selv haft kolleger, der i en periode har været væk på grund af stress, og det var ikke nemt for dem at komme tilbage. De kunne i hvert fald ikke komme tilbage til de roller, de havde haft før. Så der var også behov for, at man som kolleger fandt ud af, hvordan vi så skulle organisere os. Det er det, man kan gøre som kolleger og som cheflæge: Hvordan kan vi aflaste? Hvordan kan vi gøre tingene anderledes? Og hvordan sikrer vi ledelsens opbakning til det?’ Og det skal jo helst ske før, nogen bliver syg af stress«.

Arbejdsmiljøloven siger, at det er arbejdsgiveren, der har det overordnede ansvar for at sikre et godt arbejdsmiljø – også i forhold til forebyggelse af stress.

Men som kolleger og som lægelige ledere har overlægegruppen altså også et særligt ansvar, siger Susanne Wammen:

»Bestemt. Kulturen på afdelingerne og hospitalerne har stor betydning for, hvordan den enkelte håndterer det pres, som ofte er en del af overlægejobbet. Hvis man som chef i en afdeling signalerer, at man, skal kunne tåle mosten’, så er man som læge nok utilbøjelig til at erkende sine problemer. Vi har en stor opgave med at skabe så meget tryghed som muligt på afdelingerne og inddrage alle medarbejdere«.

Kodeord: indflydelse

En helt afgørende faktor i stressforebyggelse er indflydelse, påpeger Susanne Wammen.

Det handler bl.a. om, at hospitals- og afdelingsledelserne skal inddrage og anerkende de lægefaglige input og prioriteringer, der er en uundgåelig del af hverdagen.

Og kodeordet er indflydelse, siger Susanne Wammen – og henviser til tallene i undersøgelsen:

16% af overlægerne med stresssymptomer har sjældent eller aldrig stor indflydelse på beslutninger på deres arbejde – 31% har det sommetider. Altså næsten halvdelen af de stressramte. Det samme gælder henholdsvis 8% og 24% uden symptomer – altså en tredjedel.

Den samme fordeling går igen, når det handler om den konkrete planlægning af de daglige opgaver: 15% af de stressramte angiver, at de sjældent eller aldrig har indflydelse på, hvad de laver på arbejdet, mens 34% har det sommetider. Det samme gælder henholdsvis 7% og 26% af overlægerne uden stresssymptomer.

»Det viser bare, at det virkelig betyder noget at have indflydelse på sine arbejdsopgaver – og det er en knap, man kan skrue på, og som giver mening her og nu. Men det kræver, at ledelserne bakker op om de nødvendige prioriteringer. Det gælder på afdelings-, men især på sygehus- og regionsniveau.

Vi vil alle sammen tænke, at patienterne til enhver tid er førsteprioriteten, og så er der andre ting, vi er nødt til at gå på kompromis med. Det kan man godt gøre i en periode, men så begynder andre ting at lide. Vi skal også uddanne og sørge for, at vores yngre kolleger og andre personalegrupper er i stand til at løfte de opgaver, der er. Og ja, der er mange opgaver, som skal løses«.

Her har indflydelse på og prioritering af arbejdsopgaverne stor betydning for den enkeltes trivsel. Jo mindre den er, jo mere vil man føle, at opgaverne bare vælter ned over en, påpeger Susanne Wammen.

Det er det, der fører til stresssymptomer og sygemeldinger – og her skal tingene vendes om, så vi i stedet tænker i investeringer i trivsel, siger hun:

»Stress er på alle måder en virkelig omkostningstung sygdom – det har vi set en række nationale opgørelser af, så det er slet ikke kun for lægers vedkommende. Det er en meget stor ressource, man går glip af, når medarbejderne – læger såvel som andre faggrupper – bliver stresssygemeldte.

Så i en hverdag, hvor vi har brug for alle de medarbejdere, vi kan få, gælder det om at passe på hinanden Og her er indflydelse på egne opgaver helt centralt – ikke mindst i den store reformproces, vi står over for«, siger Susanne Wammen.

Se trivselsundersøgelsen her