Flere patienter kan få behandling tættere på hjemmet og vil opleve større kontinuitet. Sygehusafdelingen bliver aflastet og kan koncentrere ressourcerne om de mest specialiserede indsatser over for akutte og komplekse patienter. Rigtigt grebet an vil det også dæmme op for ulighed i sundhed og sikre en bedre uddannelse af de kommende speciallæger.
Jo, der er mange gevinster ved at flytte opgaver og funktioner fra sygehusene ud i speciallægepraksis. Eller rettere: Det er der, hvis forudsætningerne er i orden, og hvis der er politisk mod til at løse problemerne og ikke bare flytte dem fra en sektor til en anden.
Sådan lyder det fra Lægeforeningens formand, Camilla Rathcke, og formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) Ann-Louise Reventlow-Mourier som reaktion på en ny analyse fra Lægeforeningen. Læs kommentarer fra de to formænd og fra Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, her.
Analysen »Klog omstilling fra sygehus til speciallægepraksis« har set på, hvad potentialet er for at flytte behandlinger ud i speciallægepraksis inden for fire specialer: psykiatri, børne- og ungdomspsykiatri, neurologi og ortopædkirurgi.
Op mod 100.000 patienter og kontakter inden for de fire specialer vil kunne flyttes fra sygehusene ud i speciallægepraksis, viser analysen.
Det klart højeste antal vil kunne flyttes inden for ortopædkirurgien, hvor analysen viser, at 38.000 kontakter om året kan klares i speciallægepraksis.
For psykiatrien handler det om 26.000 kontakter, på det neurologiske område om 23.000 og inden for børne- og ungdomspsykiatrien er det 13.000 patienter, der vil kunne ses ude i en praksis i stedet for på sygehusafdelingerne.
Men skal det gennemføres, kræver det, at der oprettes flere speciallægepraksis – i analysen opgjort i kapaciteter, der er én fuldtidsansat speciallæge.
Det drejer sig om 54 psykiatere, 50 børne- og ungdomspsykiatere, 16 neurologer og 12 ortopædkirurger. På tværs af de fire specialer svarer det til hele 66% flere kapaciteter, men det afspejler også den nuværende mangel på speciallæger og lange ventetider, ikke mindst inden for psykiatrien.
»En omstilling til større opgavevaretagelse i speciallægepraksis skal ses i sammenhæng med, at der allerede i dag er et udækket behov og lange ventelister til udredning og behandling i praksissektoren«, hedder det i analysen.
Analysen ser også på de ressourcemæssige gevinster på sygehusene, hvis en flytning af opgaver sker i det beregnede omfang, og her viser analysen, at potentialet er størst i de to psykiatriske specialer. Men det er også de to specialer, hvor der er størst behov for at øge kapaciteten i speciallægepraksis.
Opgørelsen er lavet ved at se på, hvor stor en andel af de nuværende ambulante sygehusophold som vurderes til at kunne varetages i speciallægepraksis.
På det børne- og ungdomspsykiatriske område lyder vurderingen, at hele 19% af ressourcerne på sygehusene ville kunne frigives, mens det på det psykiatriske område er 13%.
I en anden del ser analysen også på, hvor en omstilling fra sygehus til speciallægepraksis kan dæmme op for den geografiske skævvridning, der er i fordelingen af speciallægepraksis og dermed i patienternes adgang til en lokal speciallæge.
Ikke overraskende viser analysen, at speciallægepraksis i dag »i høj grad er koncentreret i større byer og i hovedstadsområdet, mens store dele af landet mangler lokale speciallægetilbud. Det drejer sig bl.a. om kommuner med en høj andel ældre borgere«.
Det er derfor, hedder det, oplagt at oprette nye ydernumre i de tyndt dækkede områder, men ikke udelukkende der, for »når opgaver flyttes fra sygehuse til praktiserende speciallæger, vil det også medføre behov for kapacitetsudvidelse i områder med høj befolkningstæthed, selv om der i forvejen er lokale speciallægetilbud«.
Fakta
Hvis flere patienter skal ses i speciallægepraksis i stedet for på sygehusene, skal syv forudsætninger være opfyldt, hedder det i analysen. Det kræver bl.a., at:
- Der uddannes flere speciallæger.
- Kapaciteten i speciallægepraksis udvides gennem flere ydernumre.
- Større dele af den lægelige videreuddannelse foregår i speciallægepraksis.
- Sygehusene fortsat har kapacitet og ressourcer til at varetage de patienter, som skal behandles på sygehusene.
- Henvisningsvejene på tværs af sygehus, speciallægepraksis og almen praksis gøres smidigere, så patienter ikke tabes i forløbet.
- Man sikrer fagligt sammenhængende patientforløb ved at sikre tværfaglighed og geografisk nærhed mellem involverede speciallægepraksis.
- Der lægges en plan for medicinudgifter, så egenbetaling ikke bliver en barriere for patienter i skiftet fra sygehus til speciallægepraksis.
Kilde: »Klog omstilling fra sygehus til speciallægepraksis«, Lægeforeningen, september 2025
