Omstilling skal øge kapaciteten - ikke være en spareøvelse

Hvad vil det kræve af kapacitet og ydernumre? Hvad vil det kræve af speciallægepraksis? Hvad vil det kræve af politisk vilje? Og præcis hvilke opgaver inden for det enkelte speciale kan man lægge ud til speciallægepraksis og skabe hele afrundede forløb for patienterne?

Det er, siger Lægeforeningens formand Camilla Rathcke, det, foreningens nye analyse om omstillingen fra sygehus til speciallægepraksis skal synliggøre.

»Det her kan man faktisk godt, hvis man beslutter sig for at gøre det. Men vi vil gerne sætte fokus på, at det ikke er noget, ,man bare lige gør’, selv om nogle i aktørkredsen kan få det til at lyde sådan. Hvis man beslutter sig for at gøre det her på bestemte sygdomsområder, skal det koordineres, det skal tænkes godt igennem, og det skal være ensartet på tværs af landet.

Samtidig skal vi altid sikre kapaciteten inde på sygehusene, som foruden specialiseret behandling skal kunne stille med beredskab 24-7-365. Sygehusene kan man ikke affolke for speciallæger. Hvis den her proces skal lykkes, er det derfor helt afgørende, at vi investerer i at uddanne flere speciallæger«, siger Camilla Rathcke.

Hun understreger, at »der med en omstilling skal følge en kapacitetsforøgelse« med flere ydernumre for speciallægepraksis rundtomkring i landet.

»Hospitalerne kan ikke videregive opgaver til en praksissektor, som ikke er gearet til at tage imod dem«.

Analysen viser, at det for de fire udvalgte specialer er nødvendigt med en kapacitetsudvidelse i speciallægepraksis på 66%. Det »lyder voldsomt«, medgiver Camilla Rathcke, men »det drejer sig i reelle tal om 132 speciallæger – og vi er trods alt 17.500 speciallæger i det her land«.

»Men ja, vi mangler generelt speciallæger, og selv om vi i de kommende år får flere hoveduddannelseslæger, skal vi være meget tydelige på, at denne her omstilling ikke handler om, at sygehusene skal lave mindre. De skal bare bruge deres ressourcer på de patienter, der virkelig har behov for at være på sygehus. Dem bliver der med den demografiske udvikling flere af i de kommende år, og der er allerede stort pres på sygehusene. Så selv om man flytter opgaver fra sygehusene, betyder det ikke, at sygehusene kan bruge omstillingen til en spareøvelse. Det er en helt afgørende pointe«, siger Camilla Rathcke.

Hvis omstillingen skal fungere, skal der skabes bedre sammenhæng gennem f.eks. smidigere henvisningsforløb, så sygehusene kan henvise patienten direkte til en praktiserende speciallæge.

»Det skal køre sømløst, så den almenpraktiserende læge ikke skal være edderkop i et spind af henvisninger, og så patienten hurtigst muligt kommer videre til det rette sted. Ved henvisning til sygehus indkaldes patienten til undersøgelse, men sådan fungerer det ikke i speciallægepraksis.

Derfor skal vi også tænke over, hvor vi i omstillingen sikrer, at praksis-speciallægepraksis-sygehus kan understøtte, at patienterne ikke tabes i henvisningen, f.eks. ved at overveje, om speciallægepraksis for nogle patient- eller sygdomsgrupper skal kunne række ud til patienten. Det kan de ikke i dag, så dér er der behov for at sikre koordination«, siger Camilla Rathcke.

Når det handler om at lægge en større del af videreuddannelsen ud i speciallægepraksis, kan man gøre det med sindsro, mener hun:

»Vi skal bestemt ikke være bekymrede for, om vores kollegaer i speciallægepraksis kan løfte en del af uddannelsen – det er jeg sikker på, at man kan i alle specialer«.

Og så peger Camilla Rathcke på, at en styrket speciallægepraksis kan blive en vigtig alliance for almen praksis i styrkelsen af det nære sundhedsvæsen:

»Med sundhedsreformen vil man jo gerne have, at flere patienter skal behandles i det nære og ses i almen praksis. Men mange patienter vil indimellem skulle ses af en speciallæge, så derfor kunne der være god ræson i at opruste nogle af de specialer, som ikke er så udbredt i speciallægepraksis i dag. Det kunne være f.eks. flere praktiserende hjertelæger eller lungelæger.

Det kunne tilføre den faglighed, man gerne vil understøtte almen praksis med. Rigtig mange af de kroniske patienter skal selvfølgelig primært gå hos egen læge, men hvis der er brug for at inddrage en specialist, er det nemmere at gå til en specialist i nærområdet end at skulle ind på et sygehus, der måske ligger langt væk«.

»Det vigtigste er, at man har modet til at lave omstillingen og konsekvent følger intentionerne i sundhedsaftalen og rent faktisk kigger på, hvilke opgaver der ikke behøver blive løst på et sygehus, men kan løse ude i det nære sundhedsvæsen.

Ude hos os er vi ikke bekymrede for ikke at få fanget patienterne og behandlet dem rigtigt. Vi er bekymrede for kapacitetsproblematikken. For at den enkelte speciallæge bliver løbet over ende, hvis ikke man får lavet den korrekte analyse«.

Sådan siger formanden for Foreningen af Praktiserende Speciallæger (FAPS) Ann-Louise Reventlow-Mourier om den omstilling fra sygehus til speciallægepraksis, der er i fokus i en ny analyse fra Lægeforeningen. Hun kalder analysen »et rigtig godt første spadestik til at objektivisere og definere«, hvilke opgaver det ville gavne både læger og patienter at flytte ud i praksis.

»I FAPS mener vi, at meget mere med fordel kan foregå i speciallægepraksis. Det giver patienten bedre kontinuitet – og den positive effekt af det, der er masser af evidens for. Når vi taler ulighed i sundhed, ved vi også, at vi får fat på flere af de udsatte patienter ved at behandle dem tæt på deres hjem. Og desuden ved vi, at samarbejdet med de praktiserende læger i nærområdet gavner rekrutteringen både til almen praksis og speciallægepraksis«, siger hun.

»Men vi kan ikke bare tage en stor bunke diagnoser eller patienter og lægge ud til speciallægepraksis og tænke, at så kører det bare. Vi er nødt til at være meget præcise på, hvordan vi laver den her overgang«, siger FAPS’ formand.

Gøres det med omtanke, er hun ikke i tvivl om, at speciallægepraksis kan løfte opgaverne: Speciallægepraksis har allerede »god erfaring med at kommunikere med de videnskabelige selskaber, med de afdelinger, vi er hæftet op på, og med de praktiserende læger i vores lokalområde«, og på at de fire store områder i speciallægepraksis – øre-næse-hals, øjne, hud og psykiatri – uden problemer allerede nu står for en meget stor del af patientbehandlingen – både i udredning og behandling.

Men der skal åbnes for, at sygehuset kan henvise en patient direkte til speciallægepraksis.

»Det sker jo allerede på øjen- og øre-næse-hals-området, hvor patienten ikke skal have henvisning, men blot kan guides over i speciallægepraksis af sygehuset. Det skal vi have formaliseret som henvisningsmodel«, siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.

Når det handler om uddannelsen af fremtidens speciallæger, peger hun på, at der allerede nu er tre specialer, hvor en del af videreuddannelsen foregår ude i praksis – det gælder for hudlægerne, øjenlægerne og øre-næse-hals-lægerne. Og de scorer tårnhøjt i evalueringerne fra HU-lægerne, understreger hun.

»Og det vil, tænker jeg, være det samme i andre specialer. Så vi har en model for det. Skal vi så også have en inspektorordning i speciallægepraksis, som man har i sygehusvæsenet? Jamen det kan vi da godt, hvis der er nogen, der skal betrygges yderligere«, siger Ann-Louise Reventlow-Mourier.

Ud over de fire specialer, analysen har fokus på, mener hun, at der er en række andre specialer i praksis, der kunne overtage opgaver fra sygehusene:

»En meget, meget stor andel af den benigne kardiologi skal væk fra sygehusene og ud i speciallægepraksis. Også reumatologi og neurologi er oplagte områder, og for kirurgi vil også alle de benigne skopier, som ikke kræver fuld bedøvelse, umiddelbart kunne flyttes ud.

Der er selvfølgelig patienter, som er så multisyge, at selv om den enkelte sygdom inden for det enkelte speciale godt kunne lægges ud, kræver multisygdommen et tværsektorielt samarbejde, der er tungere end det, vi kan stable på benene i speciallægepraksis. De patienter vil stadigvæk høre til i sygehussektoren.

Men jeg kan ikke se ret mange specialer, hvor man ikke kan løfte opgaver ud, og der må man kigge på, hvad der fagligt giver mening, og hvad der er brug for ude i det nære«, siger FAPS’ formand.

»Fra politisk side ligger det helt fast, at den økonomiske vækst især vil ske i det nære sundhedsvæsen. Derfor har vi læger en fælles opgave i at se på, hvad vi i dag løser på sygehusene, som fremover kan løses andre steder. Og analysen viser, at rigtig meget kan løses hos praktiserende speciallæger«.

Sådan konstaterer Overlægeforeningens formand, Susanne Wammen, i en kommentar til Lægeforeningens nye analyse af muligheder og udfordringer ved at flytte opgaver fra sygehusene ud i speciallægepraksis.

Susanne Wammen konstaterer, at »målet er, at flere behandles i nærområdet. Og at der frigøres kapacitet til at hjælpe de patienter, som fortsat kun kan tilbydes behandling på sygehusene«. Og det forpligter overlægerne til at spille ind, siger hun:

»Som overlæger har vi et særligt stort ansvar for at komme med forslag til, hvordan vi kan omlægge opgaver, så de både kommer tættere på patienterne, har fokus på sammenhæng og løses med en klogere brug af ressourcer.

Samtidig skal vi i endnu højere grad være opmærksomme på, hvordan vi på sygehusene kan understøtte hele patientens forløb og vores kolleger i det nære sundhedsvæsen«.

Og der er en række steder, hvor overlægerne som lægelige leder kan spille ind:

»Analysen viser, at der er masser af områder, hvor vi som lægelige ledere på sygehusene kan samarbejde med praktiserende speciallæger om netop at tilbyde mere sammenhængende og nær hjælp for en stor gruppe patienter.

Og samtidig skal vi udbygge vores samarbejde om de patienter, som har mere komplekse eller specialiserede behov, og derfor også får brug for at komme på sygehuset i deres forløb«, siger Susanne Wammen – der også advarer om, at en omstilling skal foretages med stor omhu:

»Omstillingen er ikke nogen nem opgave. Den kræver både samarbejde og ledelse, hvor vi har fælles fokus på patienternes behov. Vi skal omlægge opgaverne i takt med, at kapaciteten vokser i praksissektoren, og samtidig bevare en effektiv og robust drift på sygehusene, så ingen patienter falder mellem to stole. Det giver analysen et solidt bud på«, siger Susanne Wammen.

Find analysen her