Ny forskning: klare aldersrelaterede forskelle på skader efter overgreb på børn

Der er store og karakteristiske forskelle mellem aldersgrupperne, når det handler om overgreb på børn – både når det gælder de fund, der kan gøres i retsmedicinske undersøgelser, og når det gælder typen af overgreb.

Det viser ny forskning fra Institut for Retsmedicin på Aarhus Universitet, hvor læge Marlene Beyer Eg er hovedforsker bag et studie af en prospektiv kohorte på 756 børn under 15 år, der blev undersøgt på instituttet mellem 2001 og 2013, fordi der var mistanke om, at de havde været udsat for fysiske eller seksuelle overgreb.

På den baggrund har Marlene Beyer Eg og hendes kolleger udarbejdet en oversigt, der viser, hvordan der er et aldersrelateret mønster i overgrebene, og hvad der derfor skal være særlig fokus på i forhold til de forskellige aldersgrupper. Oversigten, der er den første danske af sin art, retter sig mod både læger, lærere, pædagoger og andre fagpersoner, der arbejder med børn.

Oversigten, der bl.a. har form af illustrationer, er baseret på registreringen af indre og ydre skader og viser, hvor der i de forskellige aldersgrupper typisk vil være skader efter fysiske og seksuelle overgreb.

Studiet, der har været bragt i Journal of Forensic Sciences, skal være med til at sikre, at der bliver grebet ind så tidligt som muligt, og at det sker på den mest hensigtsmæssige måde, siger Marlene Beyer Eg.

»Der er rigtig mange data, og det kan være svært som læge ude på en afdeling lige at huske, hvordan det hænger sammen. Derfor har vi ud fra vores fund forsøgt at lave en overgrebsprofilering – en oversigt, man som læge kan have i baghovedet og støtte sig til, for vi tror, at større klinisk viden om forventede skader i de forskellige aldersgrupper kan styrke indsatsen i klinikken«, siger hun.

Udelukkende drengebørn

I gennemgangen og analysen af 756 sager har forskerne registreret både indre og ydre skader. Når det handler om ydre skader, kan det f.eks. være blå mærker, hudafskrabninger, flænger, skudtraumer, forbrændinger og ar. De indre skader omfatter frakturer, subdurale blødninger, blødninger i nethinden, traumer i mundhulen og skader på indre organer.

På den måde har forskerne kunnet gruppere de forskellige skader, der typisk forekommer i de forskellige aldersgrupper, når der er mistanke om overgreb: Sår og blå mærker på hoved og brystkasse forekommer hyppigst hos de 0-3-årige børn, mens de børn, der er ældre end fire år, har flest mærker på arme og ben.

»Der er ikke særlig mange steder, hvor de blå mærker ikke kunne stamme fra fald eller slag under leg, men der skal man tage højde for barnets mobilitet. Hvis barnet ikke kan gå, vil det ikke have den slags skader. Så der kan man bruge vejledningerne og illustrationerne til at huske sig selv på, hvor der normalt ikke skal være den slags skader«, siger Marlene Beyer Eg.

Hun peger på to ting i studiet, der er kommet bag på hende.

Den ene handler om de fysiske overgreb begået mod de yngste børn, de 0-3-årige.

Overgrebene – fatale såvel som ikkefatale – finder oftest sted i barnets hjem eller ved gerningsmanden, og det er oftest barnets biologiske far eller mor, der begår overgrebet, viser studiet. Overgrebene fører primært til skader på hovedet, knoglefrakturer, på kraniekalotten og ekstremiteterne samt subdurale blødninger og skader på selve hjernen. Ved de fatale overgreb er den primære dødsårsag abusive head trauma.

»Skadernes karakter er ikke overraskende, men når det handler om de fatale fysiske overgreb – altså dødsfald som følge af vold – er det i hvert fald i vores studie drengebørn under fire år, der er ofre. Det kom bag på mig«, siger Marlene Beyer Eg.

Mistanken afkræftet

Det andet overraskende fund omhandler de sager, hvor der er mistanke om seksuelle overgreb, fortæller hun.

De 4-7-årige børn bliver oftest udsat for seksuelle overgreb i form af anden kønslig omgang end samleje. Det sker altovervejende i barnets hjem eller i gerningsmandens hjem, og overgrebene bliver oftest begået af barnets biologiske far eller af en voksen ven af familien.

For 8-11-årige børn sker de seksuelle overgreb også altovervejende som anden kønslig omgang end samleje, men primært i barnets hjem. Imidlertid sker overgrebene ofte over en længere periode, og den formodede gerningsmand er for det meste ældre end 30 år og tilhørende barnets nærmest familie, fortæller Marlene Beyer Eg.

»Så sker der en ændring igen ved børn over 12 år, som primært bliver undersøgt hos os på mistanke om seksuelle overgreb i form af samleje, altså voldtægt, der kun er sket én gang og ofte hos en ven eller ude i det offentlige rum og er begået af en jævnaldrende, der tilhører barnets omgangskreds«.

Men de retsmedicinske undersøgelser ved mistanke om seksuelle overgreb ender ofte med, at lægerne ikke kan påvise, at der er sket overgreb, viser studiet.

»I 58% af undersøgelserne finder vi slet ikke noget unormalt ved den anogenitale undersøgelse. I 29% finder vi enten normalvarianter – oftest ved de lidt ældre børn – eller også er der en medicinsk årsag, og det er overvejende hos de yngre aldersgrupper. I 5% af sagerne finder vi ting, hvor vi ikke kan afvise, at der har fundet et overgreb sted, men hvor man heller ikke kan bevise det. Kun i de sidste 8% kan vi diagnostisk påvise, at der enten har været seksuel kontakt eller en eller anden form for penetrerende traume – og det er kun børn over otte år, der optræder i disse to sidste kategorier«, fortæller Marlene Beyer Eg.

De tal og den fordeling er dog ikke det, der som sådan kommer bag på hende. Det handler om det, som tallene siger om de yngste børn:

»Det har overrasket mig, at når man ser på børn under fire år undersøgt på mistanke om seksuelle overgreb, så gælder det for 95% af sagerne, at det ikke har været muligt at bekræfte denne mistanke – hverken ved den retsmedicinske undersøgelse eller i den videre politimæssige efterforskning. Så noget tyder på, at selve politianmeldelsen ikke er foretaget, fordi barnet har fortalt noget – og det er jo også svært, når barnet er under fire år – men fordi nogle har observeret noget ved de ydre kønsorganer, som gør, at man tænker, at der må være sket et eller andet her. Det, vi finder, er så typisk, at der er en medicinsk forklaring, eller at der er tale om en normal variant. Og hvis politiet så heller ikke finder noget bestyrkende i efterforskningen, bliver sagen henlagt«.

Det handler ikke, understreger Marlene Beyer Eg, om, at læger ikke skal reagere og underrette, hvis de har mistanke om et seksuelt overgreb – slet ikke. Men en retsmedicinsk undersøgelse er et stort setup – især for et lille barn – så blikket for, hvornår det er den vej, man skal gå, skal muligvis skærpes.

Uden underretning

Marlene Beyer Eg har »prøvet at overføre tallene til en større samfundsmålestok og udregne nogle rater, så man kan se, hvor mange børn vi egentlig taler om pr. år«.

»Når det handler om de fatale fysiske overgreb, svarer det til 1,2 børn ud af hvert 100.000 børn under fire år, der årligt dør som følge af vold [pr. 1. januar 2023 var der 310.676 0-3-årige i Danmark, red.]. Hvis man tager hele gruppen af 0-15-årige, er tallet 0,4 børn pr. 100.000 børn [antallet af 0-15-årige var i alt 1.016.500, red.].

Ved de ikkefatale, fysiske overgreb har vi pr. år 5,9 børn ud af 100.000 under fire år og 3,2 pr. 100.000 0-15-årige. Det er efter min mening mange for et land som Danmark – med hovedvægten altså liggende på børn under fire år. Det er dem, der oftest bliver udsat for fysiske overgreb. Og når man ser på de seksuelle overgreb, er det 7,6 børn pr. 100.000 under fire år og 12,3 børn for hele gruppen af 0-15-årige – og det synes jeg er rigtig mange«, siger hun.

Tallene angiver, hvor mange der bliver retsmedicinsk undersøgt på mistanke om overgreb – der er altså ikke tale om det eksakte antal børn udsat for overgreb.

»I projektet har vi desuden kigget på, hvem det er, børnene har fortalt det til, hvorvidt der er sket en underretning til de sociale myndigheder, hvem der i så fald har foretaget den, og hvem der har foretaget politianmeldelsen. Der kan man se, at for de to yngste aldersgrupper, de 0-8-årige, sker der i halvdelen af sagerne slet ikke nogen underretning til de sociale myndigheder forud for en politianmeldelse, til trods for at børn i netop disse to aldersgrupper endnu ikke er kommunikativt veludviklede – der kører sagen bare direkte til politiet. Og det kalder på, at vi får undervist flere fagpersoner i, hvordan de mest hensigtsmæssigt skal gribe disse sager an«, siger hun.

Dysfunktionelle træk

»I de tilfælde, hvor der sker en underretning til kommunen, er det for de 0-3-årige primært en hospitalslæge eller en praktiserende læge, der har underrettet kommunen, og for de 4-7-årige er det primært en lærer. Det handler derfor om at få styrket indsatsen initialt for disse to faggrupper, så der foretages flere underretninger, for jeg mener, at det oftest er mest hensigtsmæssigt – især når det vedrører mistanke om seksuelle overgreb på yngre børn – at sagen går via kommunen, hvor der kan foretages en helhedsvurdering af barnet og dets familie, hvorunder man så kan vurdere, om det er nødvendigt at involvere politiet i stedet for at skride direkte til en politianmeldelse.

Oftest er der under alle omstændigheder tegn på et eller andet dysfunktionelt i familien, og så vil det i alle tilfælde være godt at få kommunen ind over med noget hjælp til familien – og så ad den vej afdække, om politiet skal inddrages eller ej«, siger Marlene Beyer Eg.

Lærerne i skolen skal have mere fokus på det enkelte barns trivsel og de signaler, som de skal være opmærksomme på. For læger handler det dels om, at de skal undersøge barnet, når de har chancen for det, for det er ofte dem, der ser i hvert fald de små børn til børneundersøgelserne.

»Kig på barnet. Få alt tøjet af. Kig på de ydre kønsorganer – er der noget eksem eller andet, der skal behandles, så pædagogen henne i vuggestuen eller børnehaven ikke ubegrundet alarmerer politiet, fordi hun tror, der er sket et seksuelt overgreb«, siger Marlene Beyer Eg – men samtidig skal lægen være sit ansvar bevidst:

»Der er studier, der tyder på, at selv om vi har skærpet underretningspligt, kan vi som læger godt være lidt tilbageholdende med at underrette, fordi det i værste fald kan ødelægge den alliance, vi har med familien. Men hellere en underretning for meget end en for lidt. Så snart lægen har muligheden, er det desuden vigtigt at holde øje med tegn på dysfunktionelle træk i familien – det kan man godt observere, hvis forældrene har barnet med til undersøgelsen«.

Brug forvagten

Marlene Beyer Eg henviser til de kurser, som hendes kollega Lise Frost holder på de årlige Lægedage, og til en tidligere udarbejdet håndbog til almen praksis om overgreb og om, hvordan man griber det an som praktiserende læge.

Og hun så gerne, at kurser og undervisning om overgreb på børn blev et fast element i 12-mandsgrupperne og obligatorisk i de speciallægeuddannelser, der har med børn at gøre:

»Vi har retsmedicin på studiet, men medmindre man selv aktivt tilvælger det, er der ikke noget i speciallægeuddannelsen, hvor man kommer ind over retsmedicinen. Som minimum burde der være et kursus, hvor man lærer om overgreb. Det ville være godt at få det inkorporeret på speciallægeuddannelserne – enten som et engangskursus eller som noget tilbagevendende ligesom med hjerte-lunge-redning. Det ville kunne rykke rigtig meget«, siger Marlene Beyer Eg.

»Lav en underretning – eller ring til Retsmedicinsk Institut. Der sidder en forvagt døgnet rundt, hvis man er i tvivl om, hvorvidt eller hvordan man skal reagere: Hvad skal man kigge mere efter? Hvad er det næste skridt? Brug den retsmedicinske forvagt, ligesom du bruger alle mulige andre for- og bagvagter til sparring«, lyder hendes opfordring.

Læs den videnskabelige artikel om studiet i Journal of Forensic Sciences her

Ud over denne artikel er yderligere to artikler med afsæt i projektet under udarbejdelse.

Den omtalte håndbog »Mistanke om overgreb mod børn – håndbog for almen praksis« kan findes på instituttets hjemmeside.