Ny forskning om tarmkræftscreening
En ny undersøgelse fra University College London viser, at antallet af folk, der er åbne for tarmkræftscreening, hænger sammen med deres frygt for kræft generelt.

En ny undersøgelse fra University College London viser, at antallet af folk, der er åbne for tarmkræftscreening, hænger sammen med deres frygt for kræft generelt.

Hvert år får danskere mellem 50 og 75 år tilbudt at tage en afføringstest, som en del af en større national screening, som Sundhedsstyrelsen står bag. Testene skal vurdere, om patienterne skal have en kikkertundersøgelse eller ej.
Fakta
Tarmkræftscreening i Danmark
1. marts 2014 blev et større program om tarmscreening sat i gang i Danmark. Det indebærer, at alle i alderen 50-75 år tilbydes en immunologisk afføringstest (IFOBT) over en fireårig startperiode. Borgeren får tilsendt et test-kit og skal selv sende afføringstesten tilbage. Ved tegn på blod i afføringen vil borgeren blive tilbudt en koloskopi. Der er i Danmark aktuelt udsendt afføringsprøver til mere end 400.000 borgere med en deltagelsesprocent på lidt over 60; lidt højere i Vestdanmark sammenlignet med Sjælland og hovedstaden. Foreløbige opgørelser viser, at 8-10% med en positiv IFOBT har tarmkræft, overvejende i tidligt stadie.
Ny forskning viser nu, at vores tanker omkring kræft afgør, om man tager afføringstesten eller ej. Denne undersøgelse er fra University College London og baseret på knap 8000 deltagere mellem 55 og 64 år. Forskerne har set på, hvordan forskellige former for angst påvirker folks beslutning om at deltage i en tarmkræftscreening eller ej.
Forskernes konklusion er, at hvis man frygter at blive syg af kræft, vil det typisk få en til at tage testen. Men hvis man slet ikke kan lide at tænke på kræft, vil man typisk fravælge testen, da det kan virke afskrækkende.
Kræftens Bekæmpelse skriver, at det ifølge forskerne er første gang, man har kunnet svare på, hvorfor angsten for kræft får nogle til at gå til lægen, mens det på andre virker modsat.
I Danmark har Sundhedsstyrelsen i 2014 sat det mest omfattende screeningprogram for kræft i gang nogensinde. Screeningerne skal opdage tarmkræft gennem en afføringsprøve og sænke tarmkræftdødeligheden.